Pia Kjærsgaard

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
SemibeskyttetAnonyme og nyligt registrerede brugere kan ikke redigere denne artikel
Pia Kjærsgaard
Kjærsgaard – her fotograferet i 2009
Formand for Dansk Folkeparti
Embedsperiode
6. oktober 1995 – 11. september 2012
Efterfulgt af Kristian Thulesen Dahl
Valgkreds Kalundborgkredsen
Personlige detaljer
Født Pia Merete Kjærsgaard
23. februar 1947 (67 år)
Dr. Esmanns klinik, København[1]
Nationalitet Danmark Dansk
Politisk parti Fremskridtspartiet (1978-1995)
Dansk Folkeparti (1995-nu)
Ægtefælle(r) Henrik Thorup
Børn Nan (f. 1967)
Troels (f. 1969)
Hjem Gentofte
Beskæftigelse Folketingsmedlem
Religion Folkekirken
Hjemmeside www.piadf.dk

Pia Merete Kjærsgaard (født 23. februar 1947 i København)[2] er en dansk politiker. Hun er tidligere politisk leder af Fremskridtspartiet, som hun sad i Folketinget for i perioden 1984-1995. Hun er stifter af Dansk Folkeparti og var fra 1995 til 2012 formand for partiet. Kjærsgaard er blevet en af de bedst kendte politikere i Danmark i de senere år, både for hendes holdning mod multikulturalisme og indvandring, og for hendes parlamentarisk støtte til VK-regeringerne under Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen i perioden fra 2001 til 2011.

Den 7. august 2012 annoncerede hun sin tilbagetræden som partiformand.[3][4] Hun udnævnte Kristian Thulesen Dahl som sin efterfølger, og han tiltrådte den 12. september 2012.[5][6] Kjærsgaard har været en inspiration for indvandrerkritiske partier og anti-islamiske bevægelser i hele Europa.[7] Hun er medlem af Folketingets Præsidium og er desuden Ridder af 1. grad af Dannebrogordenen. Privat har hun siden 1967 været gift med Henrik Thorup.

Baggrund

Opvækst og tidlig liv

Pia Kjærsgaard er født i København og voksede op på Østerbro, som datter af farvehandler Poul Kjærsgaard og husmoder Inge Munch Jensen. Efter forældrenes skilsmisse boede hun hos sin far, men flyttede senere sammen med sin mor og dennes nye mand. Hun gik på Gentofte Skole fra 1954-63, og efter folkeskolen kom hun i lære i en kjoleforretning. Hun fravalgte dog dette for en stilling som kontorelev i en forsikrings- og reklamevirksomhed – en stilling hun senere opgav til fordel for en stilling i Aller Press A/S.

Efter eget udsagn opfattede hun familien som kernen i samfundet, og hun var indledningsvis ikke politisk interesseret. Pia Kjærsgaard var hjemmegående, så længe hendes børn var små, men en politisk interesse spirede samtidigt. I 1978 blev hun hjemmehjælper og tog sit pigenavn tilbage og begyndte som læserbrevsskribent. Det samme år meldte hun sig ind i Fremskridtspartiet.

Den 3. juni 1967 blev hun gift med Henrik Thorup.[8] Thorup er næstformand for Statsrevisorerne og medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden, valgt for Dansk Folkeparti. Parret har to børn, datteren Nan (f. 1967) og sønnen Troels (f. 1969). Parret har siden 1980 været bosiddende på Kærmindevej i Gentofte.[9]

Politisk karriere

Fremskridtspartiet

Valgmateriale fra Fremskridtspartiet, 1976

I 1978 meldte hun sig ind i Fremskridtspartiets vælgerforening, og i 1979 blev hun opstillet til Folketinget i Ryvangkredsen. Fra 1981 var hun opstillet i Ballerup- og Gladsaxekredsene, fra 1983 tillige i Hvidovrekredsen, fra 1987 til 1995 i Middelfartkredsen. Ved valget i 1984 blev Pia Kjærsgaard suppleant for Københavns Amtskreds. Da Fremskridtspartiets daværende leder Mogens Glistrup blev idømt en fængselsdom for skattesvig, overtog Kjærsgaard hans folketingsmandat.

Hun blev sekretær for den lille folketingsgruppe, der talte fire medlemmer, og valgtes i 1985 til gruppens næstformand og politiske ordfører. Hun tilhørte de såkaldte 'slappere', der var i modsætning til Glistrups strammerfløj. Da han vendte tilbage til politik efter udstået straf, blussede stridighederne mellem de to fløje i partiet op, og Kjærsgaard, der hidtil havde været en stor beundrer af Glistrup, distancerede sig mere og mere fra hans facon. Hun ønskede, at partiet skulle have indflydelse og derfor samarbejde og indgå kompromiser med de borgerlige partier. Der var ingen politisk uenighed mellem de to fløje, men de var voldsomt uenige om ledelsesstruktur, partidisciplin samt om, i hvilket omfang der kunne indgås aftaler med andre partier. Under Kjærsgaards ledelse indgik Fremskridtspartiet for første og eneste gang et finanslovsforlig i 1989.

I slutningen af 1980’erne begyndte partiet at markere sig på en ny mærkesag, kampen mod den danske udlændingepolitik. Partiet blev talerør for den skepsis mod indvandrere og flygtninge, der opstod i dele af den danske befolkning på et tidspunkt, hvor en række konflikter ude i verden betød, at der kom store grupper af flygtninge fra bestemte lande. Desuden var man imod de mange familiesammenføringer, som var muliggjort af den nye udlændingelov fra 1983. Efter flere år med opslidende magtkampe blev Glistrup ekskluderet i 1990, men stridighederne fortsatte, og da Kjærsgaards fløj blev nedstemt på et kaotisk landsmøde i 1995, forlod hun sammen med fire andre af partiets 11 folketingsmedlemmer Fremskridtspartiet og dannede kort tid efter Dansk Folkeparti (DF).

Kjærsgaard og hendes mand deltog i 1980'erne i møder i organisationen World Anti-Communist League (WACL). Engagementet har givet hende kontakter til Taiwan, hvor organisationen er grundlagt. Om World Anti-Communist League udtalte hun i 1988: ”Det er en verdensomspændende organisation, der klart har til formål at bekæmpe kommunismen verden over. Dette gode formål giver jeg naturligvis min fulde støtte, og jeg havde da således lejlighed til at holde en tale under kongressen for en indbudt kreds.”[10]

Dansk Folkeparti

Kristian Thulesen Dahl var medstifter af Dansk Folkeparti i 1995. I 2012 overtog han pladsen som partiformand.

Store interne konflikter splittede endegyldigt Fremskridtspartiet i 1995, og den 6. oktober 1995 forlod Pia Kjærsgaard sammen med sine tre folketingskolleger Kristian Thulesen Dahl, Ole Donner og Poul Nødgaard partiet. Det nye partis politik var ikke væsensforskellig fra Fremskridtspartiet, men kampen mod flygtningepolitikken og for det danske blev mere udtalt. Kjærsgaard blev DF's ubestridte leder og sørgede for, at det nye partis struktur blev mindre anarkistisk, end FRP havde været, med klare kommandoveje og større central styring.

På DF's stiftende landsmøde den 1. juni 1996 i VissenbjergFyn valgtes Pia Kjærsgaard som landsformand. På kort tid fik partiet 6.500 medlemmer. I bestræbelsen på at blive accepteret som et ansvarligt og samarbejdsdueligt parti slog ledelsen hårdt ned på offentlig kritik fra partimedlemmer i form af eksklusioner. Ved folketingsvalget i 1998 opnåede partiet 7,4% af stemmerne og 13 mandater. Partiet var dog uden betydning for flertalsdannelsen og blev holdt ude fra forligsarbejdet, bl.a. med den begrundelse, at det ikke var "stuerent". Valgresultatet i 2001, hvor DF fik 12% af stemmerne og 22 mandater, placerede partiet i en nøgleposition, idet DF sammen med Venstre og Det Konservative Folkeparti havde flertallet i Folketinget. Resultatet af valget blev en VK-regering under ledelse af Anders Fogh Rasmussen med DF som parlamentarisk grundlag. Herefter deltog partiet i forlig på alle politikområder, indgik finanslovsaftaler med regeringen og fik ændret udlændingepolitikken mærkbart.

Ved valget i 2005 fik partiet 24 mandater og kunne fastholde VK-regeringens afhængighed af dets parlamentariske støtte. Som støtteparti udviklede DF sin politiske bredde, idet partiet gjorde velfærdspolitikken til et kerneområde sammen med udlændinge- og indvandringspolitikken. DF afviste generelt forringelser på velfærdsområdet og indskrænkning af den offentlige service, og navnlig på ældreplejen har partiet ønsket en forbedret service.

Ved valget i 2007 forsøgte midterpartierne, herunder det nydannede Ny Alliance (Liberal Alliance), at isolere DF's indvandringspolitik, men partiet gik frem og fik 25 mandater (13,9% af stemmerne). DF havde samme år 8.390 medlemmer. Valget i 2011 medførte en tilbagegang for DF til 22 mandater (12,3% af stemmerne), samtidig med at partiet gled ud af regeringssamarbejdet ved regeringen Helle Thorning-Schmidts tiltræden. Efter folketingsvalget i 2011 og VK-regeringens afgang blev Pia Kjærsgaards og DFs indflydelse på den daglige politik mere indirekte. I september 2012 trådte hun tilbage som partiformand, hun efterfulgtes af Kristian Thulesen Dahl.

Politiske hverv

  • Medlem af Danmarks Nationalbanks repræsentantskab 1989-96.
  • Medlem af Nordisk Råd 1990-94 og 1998-2000.
  • Medlem af Udenrigspolitisk Nævn fra 1992.
  • Medlem af Udenrigsudvalget og af 21-mands-udvalget vedr. Færøerne.
  • Medlem af Forsvarskommissionen af 1997.
  • Medlem af OSCE.
  • Delegeret ved FN's 49. og 54. generalforsamling i New York i 1995 og 2000.
  • Medlem af bestyrelsen for Dansk-Taiwanesisk Forening.
  • Medlem af Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne.
  • Politisk leder af Fremskridtspartiet 1985-94.
  • Medstifter af og partiformand for Dansk Folkeparti fra 6. oktober 1995.[11]

Kontroverser

Overtrædelse af våbenloven

Den 8. november 2002 følte Pia Kjærsgaard sig forulempet og truet af en kvinde på Holbergsgade i København. Pia Kjærsgaard trak som følge heraf en peberspray og viste den frem for kvinden. Bagefter tilkaldte hun politiet og erklærede sig skyldig i overtrædelse af våbenloven, og accepterede politiets sigtelse.[12]

Pia Kjærsgaard nævner, at hun havde købt pebersprayen et par år tilbage under et besøg i USA, og har haft den liggende i sin håndtaske siden da.[13]

I marts 2003 blev hun idømt en bøde på 3.000 kr. for overtrædelse af våbenloven. Efterfølgende gav hun udtryk for, at hun så brugen af peberspray legaliseret.[14]

Injuriesager

Lars Bonnevie

Efter at Pia Kjærsgaard var blevet overfaldet på Nørrebrogade i København 2. februar 1998 skrev Lars Bonnevie i en kronik:

"Min påstand er, at hun selv har været ude om det, ja, at hun har fortjent det. Hun selv og ikke skatteyderne bør betale for den politiudrykning som reddede hende fra endnu flere bank. ... Selvom det naturligvis er politiets opgave at beskytte borgerne, kan man spørge, om det også er dets opgave at beskytte idioter mod sig selv."

Han kaldte hende desuden "åbenlyst racistisk".[15] Bonnevie blev dømt for injurier i byretten.[16]

Jan Sonnergaard

Forfatteren Jan Sonnergaard sagde i 2000 i et interview med Politiken:

"truslen mod dansk kultur er, at vi lader sådan nogle landsforrædere som Mogens Camre og Pia Kjærsgaard udtale sig så kategorisk".

De to anlagde injuriesag mod Sonnergaard for at have kaldt dem landsforrædere. Sonnergaard blev frikendt i 2001, fordi retten mente at der måtte være stor frihed til udtalelser i den politiske debat.[16]

Karen Sunds

I 2003 tabte Pia Kjærsgaard i Højesteret en injuriesag mod Karen Sunds, efter at have vundet i både by- og Landsret. Karen Sunds havde i 1999 i forbindelse med diskussion om nej-kampagnen mod euroen udtalt at:

Jeg vil meget nødig identificeres med Pia Kjærsgaards racistiske synspunkter.

I dommens præmisser udtalte Højesteret[17] at

(Karen Sunds)' anvendelse af udtrykket »racistiske synspunkter« kunne ikke under de foreliggende omstændigheder anses for utilbørlig, og (Karen Sunds) havde derfor ikke overtrådt straffelovens § 267, stk. 1

Højesteret anvendte dermed Dansk Sprognævns definition af racisme, der dækker tre betydninger i nutidig sprogbrug:

  • som relateret til nazismens racelære og dens følger for jøderne,
  • som sigtende til en races overlegenhed over andre, især med henblik på forholdet mellem sorte og hvide, og
  • som sigtende til forskelsbehandling og undertrykkelse af eller blot afstandtagen fra grupper af mennesker, som godt kan være af samme race som en selv.

Især den sidste definition er et omstridt nybrud i definitionen af racisme.

Hædersbevisninger

Hun har modtaget Kosanprisen af direktør Knud Tholstrup, Kosan A/S, blevet kåret som Årets Politiker af Landsforeningen for Erhvervsinteresser, tildelt »Det gyldne Posthorn« af Dansk Postordreforening samt tildelt hædersmedaljen Friend of Overseas Chinese Association.

Referencer

  1. Pia Kjærsgaards liv og karriere, BT, 7. august 2012
  2. Pia Kjærsgaard (DF), Folketinget, hentet 13. december 2014
  3. Christine Cordsen (7. august 2012). "Pia Kjærsgaard stopper som DF-formand". Jyllands-Posten. http://jyllands-posten.dk/politik/ECE4801672/pia-kjaersgaard-stopper-som-df-formand/. 
  4. Venderby, Christian. "Pia Kjærdsgaard går af som partiformand". Børsen. http://borsen.dk/nyheder/politik/artikel/1/238348/pia_kjaersgaard_gaar_af_som_partiformand.html. Hentet 22 August 2012. 
  5. NIKLAS REHN. "Pia K.: "Det er vemodigt. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde andet"". Politiken. http://politiken.dk/politik/ECE1754396/pia-k-det-er-vemodigt-jeg-ville-lyve-hvis-jeg-sagde-andet/. 
  6. Peter Stanners (August 8, 2012). "Pia K to stand aside as DF’s leader". Copenhagen Post. http://www.cphpost.dk/news/politics/pia-k-stand-aside-df%E2%80%99s-leader. 
  7. Peter Stanners (August 16, 2012). "Pia Kjærsgaard’s impact extended far beyond the Danish borders that she fought so hard to keep closed". Copenhagen post. http://cphpost.dk/news/international/how-pia%E2%80%99s-influence-spread-across-europe. 
  8. Pia Kjærsgaard (1947 - ) Kjærsgaard, Pia Merete, kvinfo.dk, 2003
  9. Lars Fogt, Peter Astrup (6. juni 2011). "Pia har hus i Gentofte og sommerhus i Grækenland". BT. http://www.bt.dk/politik/pia-har-hus-i-gentofte-og-sommerhus-i-graekenland. 
  10. Fremskridtspartiets blad Fremskridt, december 1988
  11. Biografi hos Folketinget
  12. B.T., 9. november 2002: Pia melder sig selv for ulovlig våbenbesiddelse
  13. Fyens Stiftstidende, 10. november 2002: Pia K. slipper med bøde
  14. B.T., 12. marts 2003: Bøde på 3000 kr. til Pia Kjærsgaard
  15. Lars Bonnevie: En tur i reservatet, kronik, Weekendavisen, april 1998.
  16. 16,0 16,1 Pia Kjærsgaard frifundet for injurier, DR, 13. juli 2007
  17. Ugeskrift for Retsvæsen, 2003/44 – omtale på www.uriasposten.dk/

Kilder

  • Folketinget.dk Dato: 21. juli 2003.
  • Elisabet Svane, Pia K. – Årene ved magten, Verve, 2009. ISBN 978-87-92359-25-4.
  • Dansk Kvindebiografisk Leksikon
  • Fremskridt, dec. 1988
  • Det fri Aktuelt: 18. september 1988
  • Pia Kjærsgaard: Men udsigten er god: Peter Asschenfeldts nye Forlag, 1998
  • Geoffrey Cain: Ondskabens Ikon, 1999, Det Kritiske Forlag
  • Geoffrey Cain: Gensyn med Ondskabens Ikon, 2006, Det Kritiske Forlag
Dansk Folkepartis formænd

Pia Kjærsgaard (199515. september 2012) • Kristian Thulesen Dahl (15. september 2012–siddende)