Pia Kjærsgaard

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
SemibeskyttetAnonyme og nyligt registrerede brugere kan ikke redigere denne artikel
Pia Merete Kjærsgaard
PiaKjaersgaard.jpg
Født 23. februar 1947 (67 år) i København
Uddannelse Folkeskolen, 1954 – 1963
Hverv som folkevalgt
Parti Dansk Folkeparti
Folketingsmedlem 1984-
Parlamentarisk karriere Formand for Dansk Folkeparti, tidligere politisk leder af Fremskridspartiet
Valgkreds Kalundborgkredsen
Hjemmeside www.piadf.dk

Pia Merete Kjærsgaard (født 23. februar 1947 i København) er en dansk politiker. Kjærsgaard er stifter af og var indtil september 2012 partiformand for Dansk Folkeparti og har repræsenteret partiet i Folketinget siden 1995. Hun er tidligere politisk leder af Fremskridtspartiet, som hun sad i Folketinget for i perioden 1984-95. Hun er medlem af Folketingets Præsidium og desuden Ridder af 1. grad af Dannebrog. Hun er gift med Henrik Thorup.

Den 7. august 2012 meddelte hun at hun ville gå af som partiformand ved årsmødet i september[1].

Uddannelse og tidlig karriere

Pia Kjærsgaard voksede op på Østerbro i København. Efter forældrenes skilsmisse boede hun hos sin far, men flyttede senere sammen med sin mor og dennes nye mand. Hun gik på Gentofte Skole 1954-63, og efter 9. klasse kom hun i lære i en kjoleforretning. Hun fravalgte dog dette for en stilling som kontorelev i et forsikringsselskab – en stilling hun senere opgav til fordel for en stilling i Aller Press. Efter eget udsagn opfattede hun familien som kernen i samfundet, og hun var indledningsvis ikke politisk interesseret. Pia Kjærsgaard var hjemmegående, så længe hendes børn var små, men en politisk interesse spirede samtidigt. I 1978 blev hun hjemmehjælper og tog sit pigenavn tilbage og begyndte som læserbrevsskribent. Det samme år meldte hun sig ind i Fremskridtspartiet.

Politisk karriere

Fremskridtspartiet

I 1978 meldte hun sig ind i Fremskridtspartiets vælgerforening, og i 1979 blev hun opstillet til Folketinget i Ryvangkredsen. Fra 1981 var hun opstillet i Ballerup- og Gladsaxekredsene, fra 1983 tillige i Hvidovrekredsen, fra 1987 til 1995 i Middelfartkredsen. Ved valget i 1984 blev Pia Kjærsgaard suppleant for Københavns Amtskreds. Da Fremskridtspartiets daværende leder Mogens Glistrup blev idømt en fængselsstraf, overtog Pia Kjærsgaard hans folketingsmandat.

Pia Kjærsgaard deltog i 1980'erne sammen med sin mand i møder i organisationen World Anti-Communist League (WACL). Engagementet har givet hende kontakter til Taiwan, hvor organisationen er grundlagt. Pia Kjærsgaard er medlem af Dansk-Taiwanesisk Forening (2007). Om World Anti-Communist League sagde hun i i 1988: ”Det er en verdensomspændende organisation, der klart har til formål at bekæmpe kommunismen verden over. Dette gode formål giver jeg naturligvis min fulde støtte, og jeg havde da således lejlighed til at holde en tale under kongressen for en indbudt kreds”.[2]

Da valgperioden udløb den 8. september 1987, stillede Pia Kjærsgaard op og valgtes for Fremskridtspartiet i Fyns Amtskreds. Politisk tilhørte Pia Kjærsgaard den såkaldte ”slapperfløj”, der stod i modsætning til partiets stifter, Mogens Glistrup. Pia Kjærsgaard blev valgt som næstformand og politisk ordfører. Under Pia Kjærsgaard indgik Fremskridtspartiet for første og eneste gang i et finanslovsforlig i 1989. Fra at have haft en libertariansk[Kilde mangler] politik med modstand mod bureaukrati og indkomstskatten som mærkesager begyndte Fremskridtspartiet at koncentere sig om udlændingepolitikken, og partiet blev talerør for skærpelse af Danmarks flygtninge- og indvandrerpolitik.

Dansk Folkeparti

Store interne konflikter splittede endegyldigt Fremskridtspartiet i 1995, og 6. oktober 1995 forlod Pia Kjærsgaard sammen med sine tre folketingskolleger Kristian Thulesen Dahl, Ole Donner og Poul Nødgaard partiet.

Kort tid efter stiftede de fire MF'er Dansk Folkeparti. Nogle centrale elementer i det nye partis politik var en restriktiv udlændingepolitik og en hård retspolitik. For at undgå konflikter blev der indført en mere organiseret og central styring, end der havde hersket i Fremskridtspartiet. I begyndelsen bibeholdt det nye parti store dele af Fremskridtspartiets økonomiske politik og ønskede bl.a. en indkomstskat på max. 40%, men efterhånden blev partiets linje mere midtsøgende med et forsvar for velfærdsstaten, hvor specielt ældrepolitikken har været vægtet højt.

Pia Kjærsgaard stillede op for Dansk Folkeparti i Fyns Amtskreds og valgtes for perioden 6. oktober 1995 til 11. marts 1998. Herefter opstilledes hun i Københavns Amtskreds. I 1997-2000 var hun kandidat for det nye parti i Glostrup-, Gentofte- og Hellerupkredsene og fra 2000 i Glostrupkredsen. Ved valget i 1998 fik Dansk Folkeparti 13 mandater, mens Fremskridtspartiet måtte nøjes med fire mandater.

Pia Kjærsgaard har været genstand for mange hårde personlige angreb i sin karriere; dokumenteret i bogen "Ondskabens ikon" af Geoffrey Cain.

7. august 2012 annoncerede Pia Kjærsgaard sin afgang som formand for partiet ved årsmødet i den følgende måned.[3]

Politiske hverv

  • Medlem af Danmarks Nationalbanks repræsentantskab 1989-96.
  • Medlem af Nordisk Råd 1990-94 og 1998-2000.
  • Medlem af Udenrigspolitisk Nævn fra 1992.
  • Medlem af Udenrigsudvalget og af 21-mands-udvalget vedr. Færøerne.
  • Medlem af Forsvarskommissionen af 1997.
  • Medlem af OSCE.
  • Delegeret ved FN's 49. og 54. generalforsamling i New York i 1995 og 2000.
  • Medlem af bestyrelsen for Dansk-Taiwanesisk Forening.
  • Medlem af Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne.
  • Politisk leder af Fremskridtspartiet 1985-94.
  • Medstifter af og partiformand for Dansk Folkeparti fra 6. oktober 1995.[4]

Hædersbevisninger

Hun har modtaget Kosanprisen af direktør Knud Tholstrup, Kosan A/S, blevet kåret som Årets Politiker af Landsforeningen for Erhvervsinteresser, tildelt »Det gyldne Posthorn« af Dansk Postordreforening samt tildelt hædersmedaljen Friend of Overseas Chinese Association.

Overtrædelse af våbenloven

Den 8. november 2002 følte Pia Kjærsgaard sig forulempet og truet af en kvinde på Holbergsgade i København. Pia Kjærsgaard trak som følge heraf en peberspray og viste den frem for kvinden. Bagefter tilkaldte Pia Kjærsgaard politiet og erklærede sig skyldig i overtrædelse af våbenloven, og accepterede politiets sigtelse.[5]

Pia Kjærsgaard nævner, at hun havde købt pebersprayen et par år tilbage under et besøg i USA, og har haft den liggende i sin håndtaske siden da.[6]

I marts 2003 blev hun idømt en bøde på 3.000 kr. for overtrædelse af våbenloven. Efterfølgende gav Pia Kjærsgaard til udtryk, at hun så brugen af peberspray legaliseret.[7]

Injuriesager

Lars Bonnevie

Efter at Pia Kjærsgaard var blevet overfaldet på Nørrebrogade i København 2. februar 1998 skrev Lars Bonnevie i en kronik:

"Min påstand er, at hun selv har været ude om det, ja, at hun har fortjent det. Hun selv og ikke skatteyderne bør betale for den politiudrykning som reddede hende fra endnu flere bank. ... Selvom det naturligvis er politiets opgave at beskytte borgerne, kan man spørge, om det også er dets opgave at beskytte idioter mod sig selv."

Han kaldte hende desuden "åbenlyst racistisk".[8] Bonnevie blev dømt for injurier i byretten.[9]

Jan Sonnergaard

Forfatteren Jan Sonnergaard sagde i 2000 i et interview med Politiken:

"truslen mod dansk kultur er, at vi lader sådan nogle landsforrædere som Mogens Camre og Pia Kjærsgaard udtale sig så kategorisk".

De to anlagde injuriesag mod Sonnergaard for at have kaldt dem landsforrædere. Sonnergaard blev frikendt i 2001, fordi retten mente at der måtte være stor frihed til udtalelser i den politiske debat.[9]

Karen Sunds

I 2003 tabte Pia Kjærsgaard i Højesteret en injuriesag mod Karen Sunds, efter at have vundet i både by- og Landsret. Karen Sunds havde i 1999 i forbindelse med diskussion om nej-kampagnen mod euroen udtalt at:

Jeg vil meget nødig identificeres med Pia Kjærsgaards racistiske synspunkter.

I dommens præmisser udtalte Højesteret[10] at

(Karen Sunds)' anvendelse af udtrykket »racistiske synspunkter« kunne ikke under de foreliggende omstændigheder anses for utilbørlig, og (Karen Sunds) havde derfor ikke overtrådt straffelovens § 267, stk. 1

Højesteret anvendte dermed Dansk Sprognævns definition af racisme, der dækker tre betydninger i nutidig sprogbrug:

  • som relateret til nazismens racelære og dens følger for jøderne,
  • som sigtende til en races overlegenhed over andre, især med henblik på forholdet mellem sorte og hvide, og
  • som sigtende til forskelsbehandling og undertrykkelse af eller blot afstandtagen fra grupper af mennesker, som godt kan være af samme race som en selv.

Især den sidste definition er et omstridt nybrud i definitionen af racisme.

Henvisninger

Kilder

  • Folketinget.dk Dato: 21. juli 2003.
  • Elisabet Svane, Pia K. – Årene ved magten, Verve, 2009. ISBN 978-87-92359-25-4.
  • Dansk Kvindebiografisk Leksikon
  • Fremskridt, dec. 1988
  • Det fri Aktuelt: 18. september 1988
  • Pia Kjærsgaard: Men udsigten er god: Peter Asschenfeldts nye Forlag, 1998
  • Geoffrey Cain: Ondskabens Ikon, 1999, Det Kritiske Forlag
  • Geoffrey Cain: Gensyn med Ondskabens Ikon, 2006, Det Kritiske Forlag
Dansk Folkepartis formænd

Pia Kjærsgaard (199515. september 2012) • Kristian Thulesen Dahl (15. september 2012–siddende)