Slaget ved Agincourt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Koordinater: 50° 27′ 49″ N, 2° 08′ 30″ Ø

Slaget ved Agincourt
Del af Hundredårskrigen
Dato 25. oktober 1415 Sted Agincourt, Frankrig Resultat Engelsk sejr
Parter
Kongeriget England	Kongeriget Frankrig
Ledere
Henrik 5. af England	Charles d'Albret
Styrke
ca. 6.000	mellem 20.000 og 30.0000
Tab
100-250 [1]	7.000-10.000[2]

Slaget ved Agincourt blev udkæmpet den 25. oktober 1415 i det nordlige Frankrig, og var en del af den langvarige konflikt mellem England og Frankrig, der kaldes Hundredeårskrigen.

De to involverede hære var på den ene side ledet af den engelske konge Henry V og havde på den anden Karl 6. af Frankrig i spidsen. Karl kommanderede ikke selv sine tropper, men havde overdraget hvervet til sin staldmester (Connétable de France) Charles d'Albret. Slaget er i eftertiden især blevet kendt for den effekt den engelske langbue havde på det franske pansrede rytteri; størsteparten af den engelske hær bestod af bueskytter. Slaget blev ligeledes udødeligtgjort, på grund af den vigtige rolle det spiller i William Shakespeares skuespil Henry V.

Indholdsfortegnelse 1 Henrik af Englands kampagne 2 Slaget 2.1 Optakten 2.2 Terrænet 2.3 Kampen 2.4 Efter slaget 3 Moderne revurderinger af Agincourt 4 Se også 5 Referencer 6 Bibliografi 7 Eksterne henvisninger

[redigér] Henrik af Englands kampagne

Henrik 5. havde invaderet Frankrig af flere årsager: Han havde blandt andet håbet at en populær i udlandet ville styrke hans egen position i hjemlandet. Samtidigt øsnkede at syutke sin økonomi ved at generobre profitable landområder, lande han hævdede den franske konge havde stjålet fra ham. Et felttog gav også muligheder for umiddelbare økonomiske gevinster, fx var normen i denne periode at slægtninge betalte store summer i løsepenge for adelsfolk, som blev taget til fange i kamp. Kilder tyder også på at flere fyrster i Normandiet havde lovet deres land til Henrik 5. når de døde, mens den franske konge i stedet gerne konfiskerede dem til sig selv; hvis Henrik 5. derfor kontrollerede det nordlige Frankrig ville han have lettere ved at indfri sine krav.^{[Kilde mangler]}

Henriks hær landede i Frankrig den 13. august 1415 og indledte kort efter en belejring af byen Harfleur, en hær på ca. 12,000 blev brugt til det formål. Beleringen kom dog til at tage længere tid end beregnet, og byen overgav sig først 22. september, og den engelske hær kunne ikke forlade byen før 8. oktober. Den normale årstid for felttog var ved at være forbi, og den engelske hær havde lidt store tab pga. sygdom, så Henrik 5. besluttede derfor at trække resten af hæren (omkring 7.000) tilbage til havnebyen Calais, den engelske magtbase i Nordfrankrig, for at de kunne gå i vinterlejr dér.

Mens englænderne havde belejret Harfleur var det lykkedes franskmændene at samle en stor feudalhær. Og d'Albret placerede denne hær mellem Harfleur og Calais, hvor han forventede fjenden ville søge hen. Den franske hær sørgede for at holde trit med den engelskes hærs bevægelser langs floden Somme og forhindrede derved at englænderne kunne nå frem til Calais uden at skulle kæmpe med franskmændende. På denne måde lykkedes det d'Albret at fremtvinge et slag, som Henrik havde forsøgt at undgå pga. den dårlige forfatning den engelske hær var i på det tidspunkt. Englændenes forråd af mad, var ved at slippe op, og de havde allerede marceheret over 400 km på to en halv uge, mange englændere led af sygdomme som dysenteri, og de stod nu overfor en stor, veludstyret og erfaren fransk hær.

Alligevel led franskmændene et katastrofalt nederlag i det kommende slag, ikke alene i antallet af dræbte, men også fordi andelen af dræbte adelsmænd var uhørt højt. Pga. denne sejr kunne Henrik 5. på sin side opfylde hele sin målsætning for sit felttog, han blev tilmed anerkendt som regent og arving til Frankrigs trone i Troyes i 1420, en aftale der blev cementeret gennem et ægteskab mellem Henrik 5. og Karl 6.’s datter Catherine af Valois.

[redigér] Slaget

[redigér] Optakten

De samtidige beretninger fortæller om en engelsk hær der den franske stærkt underlegen med hensyn til soldater,^{[Kilde mangler]} men manglen på pålidelige kilder gør det svært at skabe et præcist estimat af antallet af involverede tropper på hver side. Opgørelserne over den engelske hær svinger derfor almindeligvis fra 6.000 til 9.000 og fra 15.000 til 36.000 for den franske. Flere moderne forskere har imidlertid stillet spørgsmålstegn ved om englænderne reelt var så underlegne, som det traditionelt er blevet fortalt.^[3] Det mest udbredte synspunkt er dog stadig at franskmændene rådede over tre gange så mange soldater som englænderne.^[4]

Slagmarken bestod af en smal stribe åbent land udgjorde en kile i skovene ved Tramecourt og Agincourt (tæt ved den moderne landsby Azincourt). D’Albret placerede sin hær mod nord for at spærre vejen for englænderne til, mens englænderne slog lejr i skoven, de to hære tilbragte således natten i åbent terræn. I løbet af natten til den 25. oktober regnede det kraftigt og englænderne havde, modsat franskmændene, kun meget lidt ly for regnen.

Tidligt om morgenen opstillede Henrik sin hær i en defensiv formation mellem skovene, omkring 900 pansrede fodfolk blev placeret i fire rækker ca. 700 m foran 5.000 bueskytter. Det er sandsynligt at englænderne benyttede deres normale opstilling, med fodfolk og riddere i midten og bueskytter på begge flanker og omkring 200 bueskytter helt i centrum. Bueskytterne havde sat spidse stager af træ i jorden foran dem, for på den måde at tvinge det angribende kavaleri til at bryde af før de nåede bueskytterne. Det er blevet foreslået at englænerderne fik forstærkninger efter Harfleur, men de fleste historikere mener at det ikke var tilfældet.^{[Kilde mangler]} Franske beretninger fortæller, at Henrik før slaget holdt en tale for sine soldater, hvori han sagde at hvis fransmændene sejrede så ville de engelske adelmænds liv blive pga. af muligheden for løsesum, de almindelige soldater derimod havde ikke dette held, og han fortalte dem at de hellere skulle slås for deres liv.^{[Kilde mangler]}

Franskmændene blev forud for angrebet opstillet i tre linjer der hver bestod af omkring 6.000 mand; den første kan dog have omfattet helt op til 9.000. På flankerne af hver linje var der 2.400 pansrede ryttere, mens midten bestod af fodfolk, hvoraf flere fra riddere og af adelig slægt, herunder tolv af den kongelige. Bagtroppen bestod af mellem 6.000 og 9.000 soldater som var ankommet sent. De mellem 4.000 og 6.000 franske armbrøst- og bueskytter stod foran linjerne.

[redigér] Terrænet

En meget væsentligt faktor for slagets udfald var terrænets beskaffenhed; slagmarken bestod af et meget smalt stykke åbent land i en sænkning, som nyligt var blevet pløjet og som var omkranset af skov hele vejen rundt.^[5][6] Nylige studier af gruppedunamikken på slagmarken har dog vist at englændernes udnyttelse af forholdene, da de stillede deres egne tropper op, betød at franskmændene ikke kunne udnytte deres overtal optimalt, idet de ikke havde mulighed for at omgå englændernes flanker. ^[7] De 900 engelske fodfolk var ifølge de samtidige beretninger om slaget placeret skulder ved skulder i fire rækker, hvilket bliver til en ca. 225 m lang tæt formation, som sandsynligvis var delt på midten af en gruppe bueskytter. Resten af den engelske position ville være fyldt ud med langbueskytter og deres pæleværk ^[8]. Franskmændenes første linje bestod ifølge kilderne af mellem 6.000 og 9.000 mand, dvs. mere end seks gange end englænderne. Denne umiddelbare fordel kunne de dog ikke udnytte, da skovenes nærhed betød at de ikke kunne brede deres styrker ud og omgå flankerne. I stedet måtte franskmændene rykke frem i tre battles; det første sammenstød fandt derfor sted mellem englænderne og den første linje mens den næste linje begyndte sin fremrykning. De franske soldater blev også skubbet sammen og klemt af dem som kom bagfra, hvilket, sammen med tabene til den konstante pileregn fra engelske langbuer, reducerede deres effektivitet betydeligt. Når antallet af mænd overstiger 4 per kvadratmeter mindskes fraten med op til 70%, da det ikke længere er muligt at bevæge sig frit, og den franske linje må have været omkring 25 rækker bred ved mødet med englænderne. I første omgang betød presset fra de franske styrker at englænderne blev skubbet tilbage, men de var samtidig selv blevet klemt så meget sammen, af soldater bagfra, at de ikke længere havde den fornødne plads til at bruge deres våben korrekt. De franske soldater i den første linje havde derfor ikke mulighed for at reagere effektivt, da engelske bueskytter gik i ind i nærkampen. Da den anden franske linje nåede frem bestod deres formation af omkring 12.000 mand og presset bagfra må have været endda kraftigere. Det var derfor skub fra de mænd, som rykkede frem bagude, der forhindrede de forreste i at slås.

Kampen fandt sted på en nyligt pløjet mark og efter et kraftigt regnskyl, og underlaget må derfor hurtigt være blevet omdannet til en mudderpøl. Det dybe bløde mudder gjorde det yderst trættende at bevæge sig rundt i en fuld og tung pladerustning, det gav englænderne endu en fordel, da en fransk ridder der først var blevet slået i jorden kun med meget stort besvær kunne rejse igen. Mange riddere i rustning blev sandsynligvis fanget i mudderet og druknede i det. De engelske bueskytters udrustning var langt lettere end de franske ridderes, og de havde derfor bedre mulighed mod dem.^[9] Henrik 5.og hans rådgiveres valg af deres egen hærs før slaget, beskrives derfor af de fleste forskere som en taktisk genistreg.

[redigér] Kampen

Om morgenen den 25. oktober ventede franskmændende stadig på at yderligere tropper skulle dukke op; hertugerne af Brabrant, Anjou og Bretagne, hver med omkring 1.000 til 2.000 mand, var stadig på vej. Det blev derfor diskuteret i den franske lejr, hvorvidt man skulle angribe eller vente. Tre timer efter solnedgang var kampen derfor endnu ikke begyndt. Da det gik op for Henrik 5. at franskmædene ikke angreb endnu flyttede han sine mænd længere ind i sænkningen indenfor for skudvidde af de franske bueskytter. De engelske bueskytter begyndte at grave stager ned i jorden foran dem og affyre pile mod fjenden.

Derved blev den franske disciplin brudt da ryttere begyndte at angribe bueskytterne, dette første angreb endte dog i fiasko, da de pga. skoven ikke kunne angribe flankerne og derfor måtte vende da de lange stager forhindrede et direkte angreb. Det er blevet foreslået at de engelske langbuer allerede her fik afgørende betydning for slagets resultat; heste der blev ramt af pile bagpå og på siden kom let ud af kontrol, og rytterangrebet og den efterfølgende retræte betød helt sikkert at de franske soldater skulle bevæge sig igennem mere mudder inden de nåede frem til de engelske linjer.^[10] I en samtid kilde beretter en munk fra Katedralen i Saint Denis af paniske heste havde galoperet gennem de fremrykkende franske linjer og havde trampet mange ned og skabt forvirring pga. deres hovedløse flugt.

Efter riddernes mislykkedes angreb ledte Charles d'Albret selv fremrykning i spidsen for riddere til fods. De var stadig iklædt fuld pladerustning og deres vægt betød at sank langt ned i den bløde og mudrede jord, nogle steder gik mudderet dem til knæene. Disse langsomme riddere måtte have været et let mål for bueskytterne og fremrykningen blev derfor i sig selv en kamp. På trods af den teknologiske udvikling var rustningerne stadig meget sårbare over for pileskud affyret på kort afstand. Skytterne løb dog hurtigt tør for ammunition og tog derfor del i kampen med deres håndvåben.^[11] Den tynde engelske linje blev i første omgang presset tilbage og Henrik 5. blev selv næsten slået til jorden, men den franske linje var efterhånden blevet så kompakt, at de ikke kunne kæmpe effektivt længere. På dette tidspunkt angreb de engelske skytter den nu disorganiserede franske linje med deres forhåndenværende håndvåben. De lette skytter uden tunge rustninger havde i det mudrede terræn en stor fordel mod de tunge og trætte franskmænd, og de dræbte derfor mange eller tog dem til fange. Den anden franske linje blev hurtigt fanget i det samme kaos som den første, og mange soldater i dem blev derfor også dræbt eller taget til fange. Lederne af den tredje linje angreb ligeledes, mens de mænd, de kommanderede over, flygtede da de så hvad der sket de første linjer.

Den eneste franske succes var et udfald mod det engelske træn fra Agincourtslottet, som lå bag fjendens linjer. Ysambart D'Agincourt angreb sammen med omkring 1.000 lokale bønder de ubevæbnede englændere der sørgede for oppakningen, de plyndrede bl.a. kongens personlige ejendele og dræbte tjenerne og pagerne (sædvanligvis børn). Plyndringen fik Henrik 5. til at tro at hans hær blev angrebet bagfra og han beordrede derfor at fangerne skulle dræbes. Adelsfolkene nægtede at gøre det, enten pga. æresbegreber eller udsigten til løsepenge, drabene blev derfor begået af almindelige folk.

[redigér] Efter slaget

Da Henrik 5. vendte tilbage til slagmarken den næste morgen beordrede han at alle de sårede franskmænd, der lå tilbage skulle tildeles coup de grace, denne handling var almindelige etikke i tiden før udviklingen af den moderne lægevidenskab og blev tilmed regnet som en nådesgerning af sejrherren. Alle adelige var allerede fjernet fra kamppladsen, så drabene blev sandsynligvis udelukkende begået på almindelige soldater, som alligvel ikke ville overleve uden lægehjælp.^{[Kilde mangler]}

På grund af manglen på troværdige kilder er det umuligt at lave en præcis opgørelse over det totale antal faldne, på både fransk og engelsk side. Da englænderne fra begyndelse var langt undertallige i forhold til franskmændene, er antallet af faldne på engelsk med stor sandsynlighed langt lavere end på fransk. Efterfølgende blev det hævdet at englænderne i alt kun mistede 13 riddere og omkring 100 almindelige fodfolk, hvilket dog virker som et urealistisk lavt tal.^{[Kilde mangler]} Senere studier sætter tallet til omkring 450 ud af måske 6.000, som stadig er langt færre end de flere tusind franskmændene mistede.^{[Kilde mangler]} De franske tab var enorme sammenlignet med andre store slag i datiden. Den øverstkommanderende staldmester faldt sammen med tre hertuger, fem grever og 90 baroner, dertil blev et stort antal adelige taget til fange, fx hertugen af Orléans, digteren Charles af Orléans, og Jean Le Maingre, Frankrigs marskal.^{[Kilde mangler]} Derudover døde tusindvis af almindelige fodsoldater.

Blandt de faldne var flere meget højtstående mænd i både England og Frankrig, det var bl.a.:

• Antoine af Burgund, hertug af Brabant og Limburg (f. 1384)
• Philip af Burgund, greve af Nevers Rethel (f. 1389)
• Charles I d'Albret, grev af Dreux, staldmester af Frankrig
• Jean II, greve af Bethune (f. 1359)
• Jean I hertug af Alençon (f. 1385)
• [[Friederich af Lorraine, greve af Vaudemont (f. 1371)
• Robert, greve af Marles og Soissons
• Edward III, hertug af Bar (hertugdømmet Bar mistede sin selvstændig pga. hans død) *John VI, greve af Roucy
• Edward af Norwich, hertug af York]] (f. 1373)
• Michael de la Pole, jarlen af Suffolk
• Sir Peers Legh. En legende fortæller at, da han blev såret stod hans mastiff hos ham og vogtede ham, og selvom Legh senere døde af sine sår blev hunden bragt tilbage og blev stamfader til racen Lyme Park.

[redigér] Moderne revurderinger af Agincourt

Var englænderne så undertallige som traditionen fortæller?
Hidtil er Agincourt blevet regnet som en af de største triumfer i Englands militærhistorie, men i 2005 satte histrorikeren Anne Curry spørgsmålstegn ved denne opfattelse.^[12] Hendes påstand er at sejren i de seneste seks århundreder har været ganske overdrevet. Kun meget få af hendes kolleger har dog erklæret sig enige i dette synspunkt.^{[Kilde mangler]} Ifølge hendes analyser bestød den fvranske hær kun af omkring 12.000 soldater mod englændernes 7.000, hvilket kun giver et forhold på 3:2 mellem de to hære. Det var konstruktionen af Henrik 5.’s ry som konge og feltherre, som ifølge Curry, var baggrunden for eftertidens myte. Men myten om englænderne som underdogs blev yderligere cementeret af William Shakespeare i skuespillet Henry V fra 1599; her overdriver han stækt de franske tab og underdriver de engelske, da han efter slaget lader en herold annoncere 10.000 faldne franskmænd og kun 29 englændere. Underlegenheden overdriver han ligeledes, især gennem Henrik V’s tale til sine mænd før slaget: "We few, we happy few, we band of brothers".

Blandt kilderne til slaget er der ikke enighed om hverken antallet af soldater eller antallet af faldne; fx angiver Enguerrand Monstrelet, som nedskrev en krønike 38 år senere, antallet af skytter i den engelske hær til 13.000 og antallet af fodfolk til 2.000, mens de to første franske linjer bestod af i alt 25.000 mand; han medregner ikke tredje linje, da de almindelige flygtede da de opdagede de forrestes nederlag. En anden historiker, Juliet Barker^[13] estimerer på baggrund af heraldiske kilder fra Frankrig at den engelske hær bestod af ca. 6.000 engelske og walisiske soldater, mens den franske bestod af 36.000. Dette antal er det mest brugte i litteraturen, og i langt størstedelen af den sættes forholdet mellem englændere og franskmænd til enten 4:1 eller 6:1.

[redigér] Se også

• William Shakespeares: Henry V
• Laurence Oliviers: Henry V (1944 film)
• Kenneth Branaghs: Henry V (1989 film)

[redigér] Referencer

[redigér] Bibliografi

• Barker, Juliet (2005). Agincourt: The King, the Campaign, the Battle Pub: Little, Brown. ISBN 978-0-316-72648-1 (UK). ISBN 978-0-316-01503-5 (U.S.: Agincourt : Henry V and the Battle That Made England (2006)).
• Curry, Anne (2005). Agincourt: A New History. Pub: Tempus UK. ISBN 978-0-7524-2828-4
• "Battle of Agincourt" in Military Heritage, October 2005, Volume 7, No. 2, pp. 36 to 43). ISSN 1524-8666.
• Dupuy, Trevor N. (1993). Harper Encyclopedia of Military History. Pub: New York: HarperCollins. ISBN 978-0-06-270056-8
• Hibbert, Christopher (1971). Great Battles—Agincourt. London: Weidenfeld & Nicholson. ISBN 1-84212-718-7.
• Keegan, John (1976). The Face of Battle: A Study of Agincourt, Waterloo, and the Somme. Pub: Viking Adult. ISBN 978-0-14-004897-1 (Penguin Classics Reprint)
• The Fitzwilliam Museum, University of Cambridge Macclesfield Psalter CD, e-mail fitzmuseum-enquiries@lists.cam.ac.uk

[redigér] Eksterne henvisninger

• Battlefield Detectives - Agincourt. Crowd Dynamics Ltd Battlefield Detectives - Agincourt. Hentet September 9 2005.
• Agincourt A fairly detailed treatment of the battle.
• The Battle of Agincourt Resource Site
• The Agincourt Honor Roll
• BBC - The Battle of Agincourt and English claims to the French Crown 1415 - 1422
• Agincourt with Anne Curry, Michael Jones and John Watts from In Our Time (BBC Radio 4)
• Agincourt 1415: Henry V, Sir Thomas Erpingham and the triumph of the English archers ed. Anne Curry, Pub: Tempus UK, 2000 ISBN 0-7524-1780-0
• The Battle of Agincourt Bibliography
• The Azincourt Alliance, which arranges re-enactments of the battle at modern-day Azincourt
• The Battle of Agincourt by Steve Beck