Slaget ved Agincourt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Koordinater: 50° 27′ 49″ N, 2° 08′ 30″ Ø

Slaget ved Agincourt
Del af Hundredårskrigen
Agincour.JPG
Dato 25. oktober 1415
Sted Agincourt, Frankrig
Resultat Engelsk sejr
Parter
England Arms 1405.svg Kongeriget England France moderne.svg Kongeriget Frankrig
Ledere
Henrik 5. af England Charles d'Albret
Styrke
ca. 6.000 mellem 20.000 og 30.0000
Tab
100-250 [1] 7.000-10.000[2]

Slaget ved Agincourt blev udkæmpet den 25. oktober 1415 i det nordlige Frankrig og var en del af den langvarige konflikt mellem England og Frankrig, der kaldes Hundredårskrigen.

De to involverede hære var på den ene side ledet af den engelske konge Henry V og på den anden af Karl 6. af Frankrig. Karl kommanderede ikke selv sine tropper, men havde overdraget hvervet til sin staldmester (Connétable de France) Charles d'Albret. Slaget er især blevet kendt for den effekt, den engelske langbue havde på det franske pansrede rytteri; størsteparten af den engelske hær bestod af bueskytter. Slaget blev udødeliggjort i William Shakespeares skuespil Henry V.

Henrik af Englands kampagne[redigér | redigér wikikode]

Henrik 5. havde invaderet Frankrig af flere årsager: Han havde håbet, at en populær sejr i udlandet ville styrke hans egen position i hjemlandet. Og han ønskede at styrke sin økonomi ved at generobre landområder, som han hævdede, den franske konge havde stjålet fra ham. Et felttog gav også mulighed for umiddelbare økonomiske gevinster, fx betalte slægtninge store summer i løsepenge for familiemedlemmer, som var taget til fange. Kilder tyder også på, at flere fyrster i Normandiet havde lovet deres land til Henrik 5., når de døde, mens den franske konge gerne konfiskerede dem til sig selv; hvis Henrik 5. derfor kontrollerede det nordlige Frankrig, ville han have lettere ved at indfri sine krav.[Kilde mangler]

Henriks hær landede i Frankrig den 13. august 1415 og indledte kort efter en belejring af byen Harfleur med ca. 12,000 mand. Beleringen kom til at tage længere tid end beregnet, og byen overgav sig først 22. september, og den engelske hær kunne ikke forlade byen før 8. oktober. Den normale årstid for felttog var ved at være forbi, og den engelske hær havde lidt store tab pga. sygdom, så Henrik 5. besluttede sig til at trække resten af hæren (omkring 7.000 mand) tilbage i vinterlejr i havnebyen Calais, den engelske magtbase i Nordfrankrig.

Mens englænderne havde belejret Harfleur, var det lykkedes franskmændene at samle en stor feudalhær. Og d'Albret placerede denne hær mellem Harfleur og Calais, hvor han forventede fjenden ville søge hen. Den franske hær sørgede for at holde trit med den engelske hær langs floden Somme og forhindrede englænderne i at nå Calais uden at skulle kæmpe med franskmændene. På den måde lykkedes det d'Albret at fremtvinge et slag, som Henrik havde forsøgt at undgå pga. den dårlige forfatning, den engelske hær var i. Englændenes forråd af mad var ved at slippe op, og de havde allerede marcheret over 400 km på to en halv uge. Mange englændere led af sygdomme som dysenteri, og de stod nu over for en stor, veludstyret og erfaren fransk hær.

Alligevel led franskmændene et katastrofalt nederlag i slaget, ikke alene i antallet af dræbte, men også fordi antallet af dræbte adelsmænd var uhørt højt. Pga. denne sejr nåede Henrik 5. alle mål for sit felttog; han blev tilmed anerkendt som regent og arving til Frankrigs trone i Troyes i 1420, en aftale der blev styrket af et ægteskab mellem Henrik 5. og Karl 6.'s datter Catherine af Valois.

Slaget[redigér | redigér wikikode]

Optakten[redigér | redigér wikikode]

De samtidige beretninger fortæller om en engelsk hær, der var den franske stærkt underlegen med hensyn til soldater, men manglen på pålidelige kilder gør det svært at skabe et præcist overblik over antallet af involverede tropper på hver side. Opgørelserne over den engelske hær svinger almindeligvis fra 6.000 til 9.000 og fra 15.000 til 36.000 for den franske. Flere moderne forskere har imidlertid spurgt, om englænderne reelt var så underlegne, som det er blevet fortalt.[3] Det mest udbredte synspunkt er dog stadig, at franskmændene rådede over tre gange så mange soldater som englænderne.[4]

Slagmarken var en smal stribe åbent land, en kile i skovene ved Tramecourt og Agincourt tæt ved den moderne landsby Azincourt. d’Albret placerede sin hær mod nord for at spærre vejen for englænderne, mens englænderne slog lejr i skoven: De to hære tilbragte natten i åbent terræn. I natten til den 25. oktober regnede det kraftigt, og englænderne havde modsat franskmændene meget lidt ly for regnen.

Tidligt om morgenen opstillede Henrik sin hær i en defensiv formation mellem skovene, omkring 900 pansrede fodfolk blev placeret i fire rækker ca. 700 m foran 5.000 bueskytter. Det er sandsynligt, at englænderne benyttede deres normale opstilling med fodfolk og riddere i midten og bueskytter på begge flanker og omkring 200 bueskytter helt i centrum. Bueskytterne havde sat spidse stager af træ i jorden foran sig, for på den måde at tvinge det angribende kavaleri til at bryde af, før de nåede frem. Det er blevet foreslået, at englænderne fik forstærkninger efter Harfleur, men de fleste historikere mener, at det ikke var tilfældet.[Kilde mangler] Franske beretninger fortæller, at Henrik før slaget holdt en tale for sine soldater, hvori han sagde, at hvis franskmændene sejrede, så ville de engelske adelmænds liv blive skånet pga. muligheden for løsesum, mens de almindelige soldater ikke havde dette held, og han fortalte dem, at de hellere skulle slås for deres liv.[Kilde mangler]

Franskmændene blev forud for angrebet opstillet i tre linjer – hver på omkring 6.000 mand; den første kan dog have omfattet 9.000. På flankerne af hver linje var der 2.400 pansrede ryttere, mens midte bestod af fodfolk, hvoraf flere riddere og adelige, herunder tolv kongelige. Bagtroppen bestod af mellem 6.000 og 9.000 soldater, som var ankommet sent. De mellem 4.000 og 6.000 franske armbrøst- og bueskytter stod foran linjerne.

Terrænet[redigér | redigér wikikode]

En meget væsentlig faktor for slagets udfald var terrænets beskaffenhed; slagmarken bestod af et meget smalt stykke åbent land i en sænkning, som nyligt var blevet pløjet, og som var omkranset af skov.[5][6] Nylige studier af gruppedynamikken på slagmarken har vist, at englændernes udnyttelse af forholdene, da de stillede deres egne tropper op, betød, at franskmændene ikke kunne udnytte deres overtal optimalt, idet de ikke havde mulighed for at omgå englændernes flanker. [7] De 900 engelske fodfolk var ifølge de samtidige beretninger placeret skulder ved skulder i fire rækker, hvilket bliver til en cirka 225 meter lang tæt formation, som sandsynligvis var delt på midten af en gruppe bueskytter. Resten af den engelske position ville være fyldt ud med langbueskytter og deres pæleværk. [8] Franskmændenes første linje bestod ifølge kilderne af mellem 6.000 og 9.000 mand, mere end seks gange flere end englænderne. Denne umiddelbare fordel kunne de dog ikke udnytte, da skovene betød, at de ikke kunne brede deres styrker ud og omgå flankerne. I stedet måtte franskmændene rykke frem i tre formationer: Det første sammenstød fandt derfor sted mellem englænderne og den første linje, mens den næste linje begyndte sin fremrykning. De franske soldater blev også skubbet sammen og klemt af dem, som kom bagfra. Det og tabene pga. den konstante pileregn fra engelske langbuer, reducerede deres effektivitet betydeligt. Når antallet af mænd overstiger fire per kvadratmeter, mindskes farten med op til 70 procent, da det ikke længere er muligt at bevæge sig frit, og den franske linje må have været omkring 25 rækker bred ved mødet med englænderne. I første omgang betød presset fra de franske styrker, at englænderne blev skubbet tilbage, men de var selv blevet klemt så meget sammen af dem bagfra, at de ikke længere havde plads til at bruge deres våben korrekt. De franske soldater i første linje havde derfor ikke mulighed for at reagere effektivt, da engelske bueskytter gik i ind i nærkampen. Da den anden franske linje på omkring 12.000 mand nåede frem, må presset bagfra have været endda kraftigere. Det var derfor skub fra dem, som rykkede frem bagude, der forhindrede de forreste i at slås.

Kampen fandt sted på en nypløjet mark efter et kraftigt regnskyl, og underlaget må derfor hurtigt være blevet en mudderpøl. Det dybe bløde mudder gjorde det yderst trættende at bevæge sig rundt i fuld og tung pladerustning. Det gav englænderne endu en fordel, da en fransk ridder, der først var blevet slået i jorden, kun med meget stort besvær kunne rejses igen. Mange riddere i rustning blev sandsynligvis fanget i mudderet og druknede i det. De engelske bueskytters udrustning var langt lettere end de franske ridderes.[9] Henrik 5. og hans rådgiveres valg af deres egen hærs placering før slaget beskrives af de fleste forskere som en taktisk genistreg.

Kampen[redigér | redigér wikikode]

Om morgenen den 25. oktober ventede franskmændene stadig på, at yderligere tropper skulle dukke op; hertugerne af Brabrant, Anjou og Bretagne, hver med omkring 1.000 til 2.000 mand, var stadig på vej. Det blev derfor diskuteret i den franske lejr, hvorvidt den skulle angribe eller vente. Tre timer efter solnedgang var kampen endnu ikke begyndt. Da det gik op for Henrik 5., at franskmændene ikke angreb, flyttede han sine mænd længere ind i sænkningen inden for skudvidde af de franske bueskytter. De engelske bueskytter begyndte at grave stager ned i jorden foran sig og affyre pile mod fjenden.

Derved blev den franske disciplin brudt, og ryttere begyndte at angribe bueskytterne. Det første angreb endte dog i fiasko, da franskmændene på grund af skoven ikke kunne angribe flankerne, og derfor måtte vende om, da de lange stager forhindrede et direkte angreb. Det er foreslået, at de engelske langbuer allerede her fik afgørende betydning for slagets resultat; heste, der blev ramt af pile bagpå og på siden, kom let ud af kontrol, og rytterangrebet og retræten betød helt sikkert, at de franske soldater skulle bevæge sig igennem mere mudder, inden de nåede frem til de engelske linjer.[10] I en samtidig kilde beretter en munk fra katedralen i Saint Denis, at løbske heste havde galopperet gennem de fremrykkende franske linjer og havde trampet mange ned og skabt forvirring.

Efter riddernes mislykkedes angreb, ledede Charles d'Albret selv fremrykning i spidsen for riddere til fods. De var stadig i fuld pladerustning, og deres vægt betød, at de sank langt ned i den bløde og mudrede jord, nogle steder gik mudderet dem til knæene. Disse langsomme riddere må have været et let mål for bueskytterne, og deres fremrykning blev i sig selv en kamp. På trods af den teknologiske udvikling var rustningerne stadig meget sårbare over for pileskud affyret på kort afstand. Skytterne løb dog hurtigt tør for ammunition og tog derfor del i kampen med håndvåben.[11] Den tynde, engelske linje blev i første omgang presset tilbage, og Henrik 5. blev selv næsten slået til jorden, men den franske linje var efterhånden blevet så kompakt, at de ikke kunne kæmpe effektivt længere. Nu angreb de engelske skytter den disorganiserede franske linje med forhåndenværende våben. De lette skytter havde en stor fordel i det mudrede terræn mod de tunge og trætte franskmænd, og de dræbte derfor mange eller tog dem til fange. Den anden franske linje blev hurtigt fanget i det samme kaos som den første, og mange soldater i dem blev også dræbt eller fanget. Lederne af den tredje linje angreb ligeledes, mens de mænd, de kommanderede over, flygtede, da de så, hvad der sket de første linjer.

Den eneste franske succes var et udfald mod det engelske træn fra Agincourtslottet, som lå bag fjendens linjer. Ysambart d'Agincourt angreb sammen med omkring 1.000 bønder de ubevæbnede englændere, der sørgede for oppakningen. De plyndrede bl.a. kongens personlige ejendele og dræbte tjenere og pageer. Plyndringen fik Henrik 5. til at tro, at hans hær blev angrebet bagfra, og han beordrede, at fangerne skulle dræbes. Adelsfolkene nægtede at gøre det, enten på grund af æresbegreber eller udsigten til løsepenge. Drabene blev derfor begået af menige.

Efter slaget[redigér | redigér wikikode]

Da Henrik 5. vendte tilbage til slagmarken den næste morgen, beordrede han, at alle de sårede franskmænd, der lå tilbage, skulle tildeles coup de grace, denne handling var almindelig etikke i tiden før udviklingen af den moderne lægevidenskab og blev tilmed regnet som en nådesgerning af sejrherren. Alle adelige var allerede fjernet fra kamppladsen, så drabene blev sandsynligvis udelukkende begået på almindelige soldater, som alligevel ikke kunne overleve uden lægehjælp.

På grund af manglen på troværdige kilder er det umuligt at lave en præcis opgørelse over antallet af faldne på fransk og engelsk side. Da englænderne fra begyndelse var langt undertallige, er antallet af faldne på engelsk side med stor sandsynlighed langt lavere end på fransk. Det er hævdet, at englænderne i alt kun mistede 13 riddere og omkring 100 almindelige fodfolk, hvilket dog virker som et urealistisk lavt tal.[Kilde mangler] Senere studier sætter tallet til omkring 450 ud af måske 6.000, som stadig er langt færre, end de flere tusind, franskmændene mistede.[Kilde mangler] De franske tab var enorme sammenlignet med andre store slag i datiden. Den øverstkommanderende staldmester faldt sammen med tre hertuger, fem grever og 90 baroner. Desuden blev et stort antal adelige taget til fange som hertugen af Orléans, digteren Charles af Orléans og Jean Le Maingre, Frankrigs marskal.[Kilde mangler] Derudover døde tusindvis af almindelige fodsoldater.

Blandt de faldne var højtstående mænd i både England og Frankrig:

Moderne revurderinger af Agincourt[redigér | redigér wikikode]

Var englænderne så undertallige som traditionen fortæller?
Hidtil er Agincourt blevet regnet som en af de største triumfer i Englands militærhistorie, men i 2005 stillede historikeren Anne Curry spørgsmål ved denne opfattelse.[12] Hendes påstand er, at sejren i de seneste seks århundreder har været ganske overdrevet. Kun meget få af hendes kolleger har dog erklæret sig enige i dette synspunkt.[Kilde mangler] Ifølge hendes analyser bestod den franske hær kun af omkring 12.000 soldater mod englændernes 7.000, hvilket kun giver et forhold på 3:2 mellem de to hære. Det var konstruktionen af Henrik 5.'s ry som konge og feltherre, som ifølge Curry var baggrunden for eftertidens myte. Men myten om englænderne som underdogs blev yderligere knæsat af William Shakespeare i skuespillet Henry V fra 1599; her overdriver han stærkt de franske tab og underdriver de engelske, da han efter slaget lader en herold annoncere 10.000 faldne franskmænd og kun 29 englændere. Underlegenheden overdriver han ligeledes, især gennem Henrik V's tale til sine mænd før slaget: "We few, we happy few, we band of brothers".

Blandt kilderne til slaget er der hverKen enighed om antallet af soldater eller faldne; fx angiver Enguerrand Monstrelet, som skrev en krønike 38 år senere, antallet af skytter i den engelske hær til 13.000 og antallet af fodfolk til 2.000, mens de to første franske linjer bestod af i alt 25.000 mand; han medregner ikke tredje linje, da de menige flygtede, da de opdagede de forrestes nederlag. En anden historiker, Juliet Barker[13] vurderer på baggrund af heraldiske kilder fra Frankrig, at den engelske hær bestod af ca. 6.000 engelske og walisiske soldater, mens den franske bestod af 36.000. Dette antal er det mest brugte i litteraturen, og i langt størstedelen af den sættes forholdet mellem englændere og franskmænd til enten 4:1 eller 6:1.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Trevor Dupuy, Harper Encyclopedia of Military History. p. 450. However, "..it is likely that casualties were substantially greater than this."
  2. Agincourt aftermath
  3. Se fx Anne Curry (2005)
  4. Se fx Juliet Barker (2005) og Christopher Hibbert (?)
  5. Wason, David (2004). Battlefield Detectives. London: Carlton Books. pp. p74. ISBN 0-233-05083-3. 
  6. Holmes, Richard (1996). War Walks. London: BBC Worldwide Publishing. pp. p48. ISBN 0-563-38360-7. 
  7. [url=http://www.crowddynamics.com/Battlefield%20Detectives/Agincourt.htm Battlefield Detectives – Agincourt; Crowd Dynamics] 9. september 2005
  8. Det drejede sig om lange stager, der pegede mod en fremrykkende fjende, og det var en nyskabelse fra tidligere slag i Hundredårskrigen, nemlig ved Crécy og Poitiers
  9. Juliet Barker (2005).
  10. Keegan (1976)
  11. Barker, 2005
  12. Anne Curry (2005)
  13. Juliet barker (2005(

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: