Stabelret

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Stabelret (jus emporii) var en ret, der i middelalderen og senere tilkom visse købstæder til at forlange, at varer, der passerede købstaden eller førtes forbi den, fx på en flod, skulle oplægges og falholdes (sættes til salg eller falbydes [1] ) i byen en vis tid, i reglen 3 dage. Retten kunne i øvrigt have et meget forskelligt, snart snævrere, snart videre indhold. Undertiden gik den så vidt, at der bestod en pligt for købmændene til at afsætte varerne i byen, så at de altså ikke måtte føres videre, men den kunne på den anden side også indskrænke sig til en ret til at kræve omladning af varerne og viderebefordring af dem ved de i byen hjemmehørende fragtførere. I Tyskland fik stabelret en stor udbredelse. Den hvilede her i reglen på privilegier, der egentlig skulle meddeles af kejseren, men undertiden også udstedtes af landsherrerne, mens enkelte stæder tiltog sig den på egen hånd. Oprindeligt en hensigtsmæssig foranstaltning til at hæve enkelte byers handel blev den efterhånden, som antallet af stæder med stabelret voksede, til en stor hindring for næringslivet, men holdt sig dog langt ned i tiden. Wienerkongresakten 1815 forbød udøvelsen af den ved de internationale floder.

I Danmark kom den ikke til at spille nogen rolle. Forsøg på at indføre ordningen blev imødegået ved omfattende smugleri.

Stabelstad[redigér | redigér wikikode]

En by, der var i besiddelse af stabelret blev i ældre tid ofte betegnet stabelstad, men har dog især været brugt om byer, i hvilke den udenrigske handel med alle eller bestemte varer søgtes samlet ved bestemmelser om, at, kun disse byer måtte handle på udlandet, eller at udførsel eller indførsel af de pågældende varer skulle foregå over dem. En sådan ordning bestod fx i en lang periode i England med hensyn til uldhandelen med udlandet, der siden det 14. århundrede (navnlig ved den såkaldte ordinance of the staple af 1353) samledes i visse byer, til tider i England, til tider i de lige over for liggende dele af fastlandet, således meget længe i Calais, der på den tid hørte under England.

Danmark[redigér | redigér wikikode]

I Danmark forsøgte Christian 2. at koncentrere kornhandelen i købstæderne ved Øresund, og efter enevældens indførelse ville man under Frederik 3. samle hele udenrigshandelen i fem byer, nemlig København, Korsør, Nakskov, Nyborg og Fredericia. Dette blev dog aldrig virkelig gennemført, og heller ikke en under Christian 5. truffet ordning, hvorefter kun et begrænset, omend væsentlig større antal købstæder måtte handle på udlandet, fik nogen varig betydning.

Sverige[redigér | redigér wikikode]

I Sverige betegnede "stapelstad" i 1600- og 1700-tallet en by, som havde ret til at drive skibsfart på udlandet (modsat uppstad, som var en by uden denne ret). Svenske byer med stapelstadsrettigheder var blandt andre:

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Peter Uffe Meier: Omkring de fire species. Dansk merkantilistisk stabel- og navigationspolitik i 1720-erne; Akademisk Forlag, København 1981; ISBN 87-500-1991-0

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]