Stonehenge

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Stonehenge, Avebury og tilhørende steder
UNESCO Verdensarvsområde
Stonehenge back wide.jpg
Stonehenge i 2004
Land Storbritannien Storbritannien
Type Kultur
Kriterie i, ii, iii
Reference 373
Region UNESCO's Verdensarvsliste (Europa)
Indskrevet 1986 (10. session)
Oversigtskort
[[image:{{Kortpositioner {{{landkort}}}
250px|Stonehenge, Avebury og tilhørende steder ({{Kortpositioner {{{landkort}}} name}})]]
<div style="position: absolute; z-index: 2;

top: Udtryksfejl: Uventet tegnsætning-tegn: "{"%;


left: Udtryksfejl: Uventet tegnsætning-tegn: "{"%;

height: 0; width: 0; margin: 0; padding: 0; line-height: 0;">
Stonehenge, Avebury og tilhørende steder
Stonehenge, Avebury og tilhørende steder
{{{korttekst}}}

Stonehenge er beliggende på Salisbury Plains i England ca. 137 km sydvest for London. Stonehenge er en stor dobbeltcirkel af sten. Indercirklen er bygget af mindre, lokale sten, mens de store ydersten er fragtet til stedet fra et stenbrud flere hundrede kilometer væk. Mange af disse store megalitter vejer mange tons.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Navnet Stonehenge kan oversættes med "Stenkreds". -henge er et engelsk ord for et neolitisk monument på et rundt område omgivet af en vold eller banke. [1]

Opbygning[redigér | redigér wikikode]

Stenkonstruktionen som den fremstår i dag, blev rejst for mellem 4.000 og 4.500 år siden. Når man bevæger sig udefra ind mod midten, optræder de i denne rækkefølge:

  • Oprejste sten kaldt sarsens, omkring fire meter høje, danner en kreds med diameter omkring 33 meter, med omkring halvanden meter mellem hver sten. Oprindeligt bestod den af tredive stene i en ubrudt ring, med overliggere af samme stenart, en hård type sandsten, hentet fra Avebury tredive kilometer derfra. I Avebury finder man også et bemærkelsesværdigt neolitisk monument.
  • En indre kreds af betydeligt mindre sten uden overliggere, kaldt bluestones (= blåsten), ret misvisende, da de består af ulige stenarter. Alle er imidlertid hentet i Preseli-bjergene i det sydvestlige Wales. Transporten til Stonehenge har krævet en enorm indsats.
  • En hestesko-formet kreds af anlæggets største sten, oprindeligt bestående af ti sarsens, ordnet i fem par, hver forsynet med én overligger. Den aller største af stenene er syv meter høj og vejer 45 tons.
  • En indre "hestesko" af bluestones uden overliggere.
  • En enkelt, liggende sten af walisisk sandsten, kaldt the Altar Stone (= Alterstenen). [2]

Opmålinger[redigér | redigér wikikode]

I middelalderen og senere afviste man, at indfødte briter kunne have rejst de imponerende megalit-anlæg rundt om i Storbritannien. Stonehenge blev i 1600-tallet tilskrevet forskellige bygherrer, især romere, saksere og danske vikinger. Den walisisk-fødte oldgransker John Aubrey (1626-97) mente imidlertid, at oldtidens englændere selv havde rejst anlægget, ud fra Stonehenges lighed med landets øvrige stenkredse, der også fandtes i egne, hvor hverken romere, saksere eller danskere havde færdedes. Aubrey foreslog i stedet druiderne som mulige bygherrer, ud fra Julius Cæsars oplysninger i Gallerkrigene om, at druiderne studerede stjernerne, og diskuterede universets og Jordens størrelse. Aubrey lavede også de første gode skitser af Stonehenges grundplan. Hans pionérarbejde blev videreført af William Stukeley (1687-1765), en læge fra Lincolnshire, som undersøgte Stonehenge med en nøjagtighed, der først blev overgået 150 år senere. Stukeley lagde mærke til, at Stonehenges akse er orienteret mod solopgangen ved sommersolhverv. Også han anså druiderne for at være anlæggets bygherrer, og publicerede sine fund i 1740 i Stonehenge, a Temple Restored to the British Druids. Først i 1960'erne fik man ved hjælp af kulstof 14-datering afsløret, at Stonehenge blev påbegyndt mere end 5.000 år tidligere, og altså var mere end 2.000 år gammelt, før de første keltere kom til England. [3]

William Cunnington udførte de første kendte udgravninger på stedet i 1798. Idéen om, at druiderne stod bag opførelsen af Stonehenge, har vist sig sejlivet, og helt op den første verdenskrig var det mest populære postkort af anlægget en tegning påskrevet: Salisbury Plain – Druidical Remains (= Salisbury-sletten – druide-levninger). Ny-druidernes bevægelse mener, at de gamle druider genetablerede Stonehenge og andre oldtidsanlæg som helligsteder, selv om overleveringerne tvært imod tyder på, at druidernes ceremonier blev holdt i naturskabte omgivelser. [4]

Den britiske astronom Norman Lockyer (1836-1920) undersøgte under sit besøg i Grækenland i 1890 flere templer, og mente at opdage, at de var orienterede ud fra astronomiske præmisser. På sine rejser i Egypten i 1891 og 1893 mente han at konstatere det samme om egyptiske templer. I 1894 offentliggjorde han The Dawn of Astronomy (= Astronomiens morgengry), den første klassiker indenfor det, der er blevet heddende astroarkæologi, og i 1906 kom Stonehenge and Other British Monuments Astronomically Considered (= Stonehenge og andre britiske monumenter astronomisk vurderet). [5] Lockyer mente, at et stort antal oldtidsanlæg var avancerede kalendere, med indebyggede astronomiske sigtelinjer mod Solen, Månen og stjernerne. Samtidens arkæologer protesterede, da Lockyers materiale var behæftet med grove fejl og mangler. I 1965 kom en anden britisk astronom, Gerald Hawkins (1928-2003) med bogen Stonehenge Decoded (= Stonehenge afkodet), [6] hvor 165 nøglepunkter i Stonehenges konstruktion blev lastet ind i en computer. Computeren fandt 13 sigtelinjer i forhold til Solen og 11 til Månen. Hawkins mente at have påvist, at Stonehenge var en "oldtidscomputer", der gjorde det muligt for bygherrerne at forudsige måneformørkelser. Dette vakte en storm af protester fra arkæologer, der påpegede, at Hawkins ikke havde taget hensyn til, at Stonehenge blev rejst over en periode på 2.000 år, og at nogle af sigtelinjerne er trukket mellem bygningselementer, der ikke eksisterede samtidigt. [7]

I april 2008 gennemførtes en omfattende udgravning af et 3x4 meter stort område inden for kredsen af sten. Udgravninger foregik under ledelse af de to Stonehenge-eksperter og professorer Timothy Darvill fra Bournemouth University og Geoff Wainwright, formand for Foreningen for Oldfund i England (Society of Antiquaries). De 12 dage, hvor de mest spektakulære udgravninger foregik, blev løbende fulgt og dokumenteret af BBC's historieafdeling Timewatch. Det mest markante resultat af udgravningerne var en veldokumenteret teori og påvisning af Stonehenge som et centrum for helbredelse, evt. i form af healing, og de to eksperter antager, at stedet tiltrak såvel syge som folk med evner til at helbrede. [8] Samtidig lykkedes det også de to forskere at datere opførelsen af Stonehenge til år 2300 før vor tidsregning.

Stonehenges lintel-sten, trestenssamlingerne og sarsen-cirklen holdes fast af tapsamlinger.

Ældste overleveringer[redigér | redigér wikikode]

Den ældst bevarede, skriftlige kilde om Stonehenge er en tekst af Henry af Huntingdon fra omkring 1130: "Stonehenges, hvor sten af vidunderlig størrelse er rejst på samme måde som døråbninger...ingen kan forestille sig, hvordan så store sten har kunnet rejses på højkant, og hvad formålet med dem har været." I 1136 skriver Geoffrey af Monmouth, at Stonehenge blev rejst til minde om et stort slag, og at stenene blev hentet fra The Giants' Round (= Kæmpernes kreds), en vældig cirkel af sten, oprindeligt hentet i Afrika, som kæmper i oldtiden havde rejst på Mount Killaraus i Irland. 15.000 mennesker magtede dog ikke at flytte stenene, så troldmanden Merlin måtte træde til. Ved magi fik han tryllet stenene til England og opstillet dér, sådan som de havde stået på Mount Killaraus. Idéen om fortidens kæmper genspejles også i danske ord som "jættestue" og "kæmpehøj". [9]

Trolddomsrygter[redigér | redigér wikikode]

Fra middelalderen (og muligvis med rødder tilbage i oldtiden) kendes en tro på, at Stonehenges sten har helbredende kraft. Et afskrab af stenene rørt ud i vand, sagdes at kunne hele nye og gamle sår. Stenenes trolddom kom angiveligt til syne, når man forsøgte at tælle dem. Man kom nemlig frem til forskellige resultater. Problemet med at tælle stenene kan dog forklares med rodebunken af faldne sten, der er halvt skjult i jordsmonnet. I 1600- og 1700-tallet blev der gjort mange forsøg på at tælle rigtigt. Jonathan Swift besøgte Stonehenge i 1730 og kom i sine to forsøg frem til 92 og 93 sten. Det rigtige svar skal være 91. [10]

Birkendegård[redigér | redigér wikikode]

I Danmark fandt man i 1960'erne spor efter et anlæg af samme type ved Birkendegård otte kilometer øst for Kalundborg. [11] Anlægget ser ud til at have bestået af tre stencirkler, med en ydre kreds med en diameter på 320 meter. [12]

Noter og referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Henge | Define Henge at Dictionary.com
  2. Rud Kjems: "Stonehenge", Bedst af alle verdener (s. 16-7), forlaget Fremad, København 2000, ISBN 87-557-2286-5
  3. Rud Kjems: "Stonehenge", Bedst af alle verdener (s. 20-2)
  4. Rud Kjems: "Stonehenge", Bedst af alle verdener (s. 23)
  5. Stonehenge Astronomically Considered Index
  6. Earth Mysteries: Gerald Hawkins
  7. Rud Kjems: "Stonehenge", Bedst af alle verdener (s. 26-7)
  8. Udgravning afslører Stonehenges sande alder. Ny udgravning daterer den mystiske stensætnings opførelse til år 2300 før vor tidsregning – i Politiken, 22. september 2008
  9. Rud Kjems: "Stonehenge", Bedst af alle verdener (s. 19)
  10. Rud Kjems: "Stonehenge", Bedst af alle verdener (s. 20)
  11. Et dansk Stonehenge
  12. Birkendegård, Kalundsborgs svar på Stonehenge – 1001 fortællinger om Danmark

1 Nils Hartmann: Stonehenge, De små fagbøger

Se også[redigér | redigér wikikode]

Andre gåder/underværker/sagn: Atlantis, Kuglelyn, Påskeøen, Nazca-linjerne, Piri Reis-kortet, Sfinksen i Giza, Pyramiderne i Giza, Den store pyramide i Giza, Verdens syv underværker

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:


Napoleon Bonaparte Stub
Denne artikel om Europas historie er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Europa

Koordinater: 51° 10′ 44″ N, 1° 49′ 34″ V