Tysklands samling 1871

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket muligvis er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Det tyske kejserrige 1871-1918 med det altdominerende Preussen i blå

Tysklands samling 1871 var den formelle samling af en række primært tysktalende større og mindre stater til en nationalstat, som fandt sted den 18. januar 1871 ved udråbelsen af det Tyske kejserrige i Versailles, under ledelse af den preussiske kong Wilhelm 1.

Det var kulminationen på 1800-tallets tyske centraliseringsproces som blev indledt ved Napoleon 1. af Frankrigs opløsning af det tidligere tyske rige, det Tysk-Romerske Rige i 1806 under Napoleonskrigene.

Det tyske område bestod på daværende tidspunkt af flere hundrede selvstændige stater, der varierede i størrelse og befolkningstal.

I løbet af 1800-tallet og med fremkomsten af nationalismen i hele Europa, opstod ønsket om en egentlig tysk statsdannelse med eller uden det i starten dominerende Østrig, der både før og efter krigene stod i skarp konkurrence med Preussen.

Proklameringen af det tyske kejserrige og Wilhelm som tysk kejser i spejlsalen i Versailles slottet ved Paris
Germania, fra 1848. Billedet blev skabt til at dække orgelet i Paulskirche (Frankfurt), der blev brugt som samlingssted for Frankfurterparlamentet

Vejen til Tysklands samling[redigér | redigér wikikode]

Germania, en personifikation af den tyske nation, fra Philipp Veits fresko 1834-1836. Hun holder et skjold med det Tyske Forbunds våben

Efter opløsningen af det Tysk-romerske rige opstod et ønske om at forene de tyske områder. Perioden med revolutionskrigene, og Napoleonskrigene, og den spirende europæiske liberalisme, og nationalisme skabte en intellektuel basis for en samling.

Oplevelserne under krigene skabte et fælles tysk ønske om at fjerne de franske besættelsesstyrker og genvinde kontrollen med de tyske områder.

Resultatet blev i første omgang det Tyske Forbund, hvor Østrig stadig var den ledende magt og til dels ignorerede Preussens magt og stilling indenfor det tyske område.

Ligeledes kom der i løbet af århundrede teknologiske fremskridt, der medvirkde til at forene de tyske befolkninger. Rejsetiden blev mindre, billigere og nemmere og det fik befolkningerne til at se de ting der forenede dem, udover det tyske sprog. I forlængelse af den spirende nationalismen blev der skrevet fælles sange, og det geografiske fællesskab blev hyldet.

Et af de store problemer med at samle de tyske stater var, om man skulle tilstræbe en stortysk eller en lilletysk løsning. Den tyske dualisme med to stærke stater, Østrig og Preussen der konstant kæmpede med hianden om magten i Centraleuropa, vanskeliggjorde processen. Preussen ønskede naturligt en lilletysk løsning uden det katolske Østrig og med dem som den ledende tyske stat.

Det Tyske Forbund[redigér | redigér wikikode]

De hundredtallige tyske fyrstendømmer og kongeriger, som fandtes før Napoleonskrigene, blev på Wienerkongressen i 1815 reduceret til 38 i det Tyske Forbund.

På det tidspunkt ønskede ingen af de tyske rigsfyrster en samlet statsdannelse, da det ville begrænse deres magt og indflydelse, og i stedet blev forbundet oprettet.

Som under det tysk-romerske rige var det sydlige Østrig den ledende tyske stat i forbundet, men både det politiske og økonomiske tyngdepunkt blev i løbet af 1800-tallets første del, forskudt til den anden store tyske stat, Preussen i nord.

Tiden efter Wienerkongressen blev kaldt restaurationen og blev præget af modstand fra demokratiske, liberale og nationale krafter i Europa. Det kulminerede i flere oprør og revolutioner i 1848 i de tyske stater, heriblandt Østrig og Preussen.

Efter revolutionen og vedtagelsen af et forfatningsudkast tilbød parlamentarikerne i det første samlede demokratisk valgte tyske parlament i Frankfurt, Frankfurterparlamentet, den preussiske konge at blive kejser i et tysk kejserrige uden Østrig. Da han afslog denne opfordring med henvisning til, at han var udvalgt af Gud, slog forsøget på at forene hovedparten af de tyske stater på basis af et konstitutionelt monarki fejl.

Forsøget med at forene de tyske stater under revolutionerne i 1848 slog fejl, men den efterfølgende preussiske "real-politik" anført af Otto von Bismarck styrkede Preussens stilling, der siden kunnen gennemføre den formelle samling af de tyske områder.

Tyske Toldforbund[redigér | redigér wikikode]

Det Tyske Toldforbund, 1834-1919. blå= de stiftende medlemmer
grøn= udvidelser frem til 1866
gul= udvidelser efter 1866
rød= Det Tyske Forbunds grænse i 1828

Samtidig med eksistensen af det Tyske Forbund, blev det Tyske Toldforbund oprettet i 1834 under preussisk ledelse, og med deltagelse af 23 selvstændige medlemmer. Forbundet skulle sikre indre handelsfrihed bag en fælles ydre toldmur og danne ramme om samarbejde vedrørende samfærdsel, først og fremmest om bygningen af et fælles koordineret jernbanenet.

Forbundet blev oprettet uden deltagelse af Østrig, der dels var mistroisk overfor den preussiske dominans, og til dels holdt sig udenfor da store dele af det multinationale kejserrige befandt sig udenfor de tyske områder.

Politisk liberalisme var cencurforbudt, men tilgengæld var der ingen begrænsninger for liberalistisk økonomiske interesser, der fandt et åndehul i forbundet. Den økonomiske integration af medlemslandende banede vejen for den senere politiske integration under preussisk ledelse.

Kejser Wilhelm 1. der lod sig lede af Bismark i bestræbelserne på at forene Tyskland
Bismarck, den ledende kraft bag Tysklands samling

Samlingskrigene[redigér | redigér wikikode]

Den politisk ledende kraft bag Preussens samling af Tyskland blev fra 1862 Otto von Bismarck, der som preussisk ministerpræsident styrede begivenhederne og via tre krige fik sikret landes altdominerende stilling.

Bismarck anvendte den Dansk-Tyske krig 1864 og den Preussisk-østrigske krig i 1866 til at afskaffe Det Tyske Forbund og presse Østrig ud af tysk politik. De 21 tyske stater nord for Main-floden indgik derefter i Det Nordtyske Forbund i 1867, under ledelse af den preussiske konge.

I samme anledning blev flere tyske stater, der havde været allieret med Østrig inkorpereret i Preussen og mistede deres selvstændige status. Det drejede sig om kongeriget Hannover, kurfyrstendømmet Hessen-Kassel, hertugdømmet Nassau. Dertil blev store dele af storhertugdømmet Hessen-Darmstadt overdraget til Preussen.

Krigen med Frankrig, den Fransk-tyske krig i 1870 fuldbyrdede processen mod en egentlig tysk statdannelse.

Proklameringen af det tyske kejserrige[redigér | redigér wikikode]

Konsekvensen af krigen og den franske kapitulation, blev af det Nordtyske Forbund sammen med dets allierede sydtyske stater blev omdannet til et centraliseret kejserrige med Berlin som hovedstad.

De sydtyske stater var Kongeriget Bayern, Kongeriget Württemberg, Storhertugdømmet Baden samt de dele af Storhertugdømmet Hessen, som ikke havde sluttet sig til Det nordtyske forbund.

Den 18. januar lod kong Wilhelm I af Preussen efter ønske fra Bismarck sig udråbe til tysk kejser i spejlsalen i slottet i Versailles. De preussiske styrker havde deres hovedkvarter i slottet under belejringen af Paris fra 1870 til 1871. De tyse rigsfyrster ankom til slottet for at deltage i proklamringen.

Bismarck fik forinden kong Ludwig 2. af Bayern, der var regent for den største tyske stat foruden Preussen, til i et brev at anmode Wilhelm om at modtage den tyske kejsertrone. Derved understregedes den nye nationalstats monarkiske legitimitet.

Fakta[redigér | redigér wikikode]

Rigsforfatningen 1871 byggede på Den Nordtyske Forbunds forfatning: det preussiske kongehus besad kejserværdigheden som tysk kejser, besad den øverste militære myndighed og udnævnte rigskansleren.

Et forbundsråd blev sammensat af delegerede fra de enkelte stater, hvor Preussen var størst. De delte den lovgivende magt med en rigsdag, som blev valgt ved almindelig valgret.

Bayern opretholdt sin egen hær i fredstid, og det beholdt lige som også Württemberg sit eget postvæsen. Alle de sydtyske stater beholdt deres statslige jernbaner og andre højhedsrettigheder. På det udenrigspolitiske område fastholdt de retten til at opretholde egne diplomatiske forbindelser

Den tyske rigsmøntlov indførte en fælles valuta – Reichsmark – i Det tyske Rige. Den nye valuta var baseret på guldstandarden.

Rigsforfatningen blev i 1919 afløst af en forbundsforfatning i Weimar-republikken, der fulgte det tyske kejserrige efter nederlaget i 1. verdenskrig.

Problemer efter foreningen[redigér | redigér wikikode]

Den formelle samling af Tyskland til en politisk og administrativ enhed skete i 1871, men uofficielt skete foreningen af de tysk talende befolkninger gennem næsten et århundrede med eksperimenter. Foreningen synliggjorde de religiøse, sproglige, sociale og kulturelle forskelle blandt og mellem befolkningerne, og mellem de tyske stater.

Et eksempel på dette var den tyske kulturkamp, der opstod umiddelbart efter foreningen.