I doublerækkerne triumferede Hsieh Su-Wei i både damedouble- og mixed double-rækken. Først vandt hun mixed double-titlen sammen med Jan Zieliński. Hsieh og Zieliński spillede deres første turnering som makkere, og i finalen besejrede de Desirae Krawczyk og Neal Skupski med 6-7(5), 6-4, [11-9]. Parret var undervejs bagud med 6-7(5), 2-4 men formåede at vende kampen ved først at vinde andet sæt og dermed fremtvinge en afgørende match tiebreak. I match tiebreaken kom det taiwansk-polske par i første omgang foran med 7-4, men forspringet forsvandt som dug for solen, og parret måtte afværge en matchbold ved stillingen 8-9, inden de ved at vinde kampens tre sidste point sikrede sig titlen. Både Hsieh Su-Wei og Jan Zieliński var i deres første grand slam-finale i mixed double, og vandt følgelig begge deres første grand slam-titel i mixed double i deres karrierer. Hsieh sikrede sig sin syvende grand slam-titel i karrieren, idet hun tidligere havde vundet seks damedoubletitler på grand slam-niveau. Zieliński havde ikke tidligere i sin karriere været i en grand slam-finale.[5]
Siden Ruslands invasion af Ukraine i begyndelsen af 2022 havde tennissportens styrende organer, WTA, ATP, ITF og de fire grand slam-turneringer, tilladt, at spillere fra Rusland og Hviderusland fortsat kunne deltage i grand slam-turneringer samt turneringer på ATP Tour og WTA Tour, men de kunne ikke stille op under landenes navne eller flag, og spillerne fra de to lande deltog derfor i turneringen under neutralt flag.[8]
Den samlede præmiesum for Australian Open 2024 androg A$ 86.500.000, hvilket var en stigning på 13 % i forhold til året før, og præmierne i mesterskabsrækkerne fordelte sig som vist nedenfor.[9]
Resultaterne fra ottendedelsfinalerne og frem i singlerækkerne og fra kvartfinalerne og frem i doublerækkerne vises nedenfor. For komplette resultater henvises til de uddybende artikler.