Bruger:IbRas/Testside

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Dette er en Wikipediabrugerside • This is a Wikipedia user page
Dette er ikke en encyklopædisk artikel. Hvis du finder denne side noget andet sted end på Wikipedia, så er det en spejlet side. Vær opmærksom på, at den side kan være forældet, og at brugeren med denne brugerside ikke nødvendigvis har nogen personlig tilknytning til andre steder end Wikipedia selv. Originalsiden findes på nedenstående adresse.

This is not an encyclopedia article. If you find this page on any site other than Wikipedia, you are viewing a mirror site. Be aware that the page may be outdated and that the user to whom this page belongs may have no personal affiliation with any site other than Wikipedia itself. The original page is located at the below mentioned address.

http://da.wikipedia.org/wiki/Bruger:IbRas/Testside

Wikimedia Foundation

Dette er bruger IbRas' testside/arbejdsområde. Det tjener ikke noget formål for andre, at rette på denne side. Faktisk vil jeg tage det ret ilde op, hvis der er nogen skulle finde på det.



Testområde[redigér | redigér wikikode]

Tag[redigér | redigér wikikode]

Tagformer[redigér | redigér wikikode]

Tagbeklædninger[redigér | redigér wikikode]

Naturmaterialer[redigér | redigér wikikode]

  • Tørv
  • Småsten
  • Rør
  • Træ (brædder eller tagspån)
  • Skifer

Fabrikerede materialer[redigér | redigér wikikode]

  • Tegl
  • Tagpap
  • Metalplader (Kobber/Bly/Zink)
    • Decra
  • Betontagsten
  • Fibercement (Eternit ©)
  • Plastplader (PVC)

Kladdeområde[redigér | redigér wikikode]

Kirkekladdeområde[redigér | redigér wikikode]

IbRas/Testside
Christians Kirke Copenhagen 1.jpg
Christians Kirke
Generelt
Opført 1759. Spiret 1770.
Geografi
Sogn Christians Sogn (Københavns Kommune)
Pastorat Christians Pastorat
Provsti Amagerbro Provsti
Stift Københavns Stift
Kommune Københavns Kommune
Eksterne henvisninger
www.christianskirke.dk


Christians Kirke ligger for enden af StrandgadeChristianshavn i Københavns Kommune.

Indtil 1901 hed kirken den tyske Frederiks Kirke, eller til daglig: Frederiks tyske kirke, for at differentiere den fra den danske Frederiks Kirke, hvis grundsten blev nedlagt seks år før denne kirkes. Kirken blev opført i 1759 til det tysktalende mindretal på Christianshavn, og fungerede som sådan til 1886 hvor menigheden opløstes. I mellemtiden var Vor Frelsers sogn vokset så stort, at en opdeling var påkrævet, og i 1899 blev det vedtaget at gøre den tyske kirke til sognekirke og opdele Christianshavn i to sogne. Kirken blev istandsat og genåbnet med navnet Christians Kirke i 1901.

Kirken har fået tilnavnene "Lotterikirken", på grund af den måde, byggeriet blev finansieret på, og "Teaterkirken" på grund af kirkerummets indretning.

Kirkebygningen er usædvanlig på flere punkter. For det første står kirken i dag praktisk taget uændret siden den blev færdiggjort i 1771, både udvendigt og indvendigt. Det er især det velbevarede interiør, som er bemærkelsesværdigt, med lukkede pulpiturer i tre etager, og en udsædvanlig sammenbygning af alter, prædikestol og orgelpulpitur. For det andet er der under kirkerummet, i hele bygningens udstrækning, en gravkrypt med 48 kapeller, hvor der stadig står over hundrede gamle kister og sarkofager, og som stadig benyttes til urnebisættelser. Desuden rummer krypten en enestående samling af smedejernsgitre, som afgrænser de enkelte kapeller.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Da Christianshavn fra starten var tænkt at skulle være en selvstændig købstad, hvilket den også havde status af fra 1639 til 1674, skulle den også have sin egen kirke. Efter et par tilløb, som ikke førte til noget, fik man i 1639 bygget en midlertidig kirke (se Vor Frelsers Kirke), som dog først i 1696 blev afløst af en permanent.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

På den tid havde Christianshavn, ligesom København, et stort tysktalende mindretal. Den tyske menighed i København havde i 1585 overtaget Sankt Petri Kirke, men på Christianshavn måtte de dele kirke med den danske menighed. Den midlertidige kirke, og senere Vor Frelsers, havde en dansk sognepræst og en tysk kapellan, men da delingen foregik efter princippet, at de tysktalende kun kunne bruge kirken, når danskerne ikke havde brug for den, så var der en stadig utilfredshed med forholdene blandt tyskerne. Dette viser sig blandt andet i den store udskiftning, der var af de tyske kapellaner.

Den sidste i rækken af kapellaner blev Josias Jessen Lorck fra Slesvig, som tiltrådte i 1745. Den unge Lorck gjorde sig hurtigt bemærket gennem sit engagerede arbejde for menigheden, og han blev en af de største fortalere for, at den tysktalende menighed skulle have sin egen kirke på Christianshavn. Den 19. februar 1749 skrev 41 fremstående medlemmer af menigheden til kongen, Frederik 5., og anmodede om at de måtte danne en selvstændig menighed, sammen med den store tyske garnison, og om kongen ville skænke dem en grund til opførelse af en kirke. Samme dag skrev Lorck til kongen med sin støtte til projektet, og da der også var bred tilslutning fra myndighedernes side, så bestemte kongen, at der skulle nedsættes en lille gruppe på 3-4 mand til at forestå byggeriet, og hvis de kunne samle de fornødne frivillige midler til at bygge kirken, så skulle de få hvad de havde bedt om.

Menigheden valgte fire "directeurer", hvoraf de tre var blandt underskriverne på ansøgningen, nemlig kommandørkaptajn Johan Heinrich Dumreicher, etatsråd Johann Friederich Wever og brygger og tømmerhandler Peter Casse. Som den fjerde valgte de hofbygmester Nicolai Eigtved, der selv om han boede på københavnssiden, så var det i et område bag Børsen, der traditionelt søgte til kirken på Christianshavn.

Byggegrunden[redigér | redigér wikikode]

Gruppen meddelte kongen deres valg 12. maj 1749, og ansøgte samtidig om at få saltværksgrunden for enden af Strandgade. De anmodede også om tilladelse til at samle penge gennem et lotteri, og om toldfrihed for byggematerialerne samt andre privilegier, der kunne bringe byggeomkostningerne ned. Saltværksgrunden var lidt af et ømt punkt, fordi saltværket, som der havde været store forventninger til, var blevet en dyr fiasko, og kongen var ikke parat til at overlade dem grunden. I november fik de afslag på toldfrihed og grund. Der gik dog ikke mere en to uger før gruppen igen ansøgte om saltværksgrunden, og de udvidede endda ansøgningen med et magasinhus, der lå på området, og et stykke af nabogrunden, så de kunne placere kirken så langt tilbage, at husene på Strandgade ikke tog udsynet til den. Denne gang gav kongen sig, ihvertfald så langt at de fik grunden, men ikke magasinhuset. Overdragelsen skete 13. september 1750.

Finansieringen[redigér | redigér wikikode]

Med grunden sikret fokuserede man på at skaffe penge til byggeriet. Det første lotteri indbragte ikke nok, så man fik tilladelse til at afholde ét til. Selv om det ikke gik uden problemer - en kollektør stak af med en del af lotteriindtægterne - så fik man på de to lotterier og en landsdækkende kollekt indsamlet over 51000 rdl. Herefter gik tingene tilsyneladende lidt i stå, og først i 1753, da kongen begyndte at udvise utålmodighed, indsendte gruppen tegninger af Eigtved til to projekter. I princippet var projekt I dén kirke, som de gerne ville bygge, men ikke havde råd til, og projekt II dén kirke, de havde råd til, men ikke mente ville tilfredsstille forventningerne. Kongen bestemte at de skulle bygge den dyre af de to kirker, men måtte vente med spiret og andre udsmykninger, for at nedsætte omkostningerne. Dette projekt krævede en udvidelse af byggegrunden, men det kom på plads i juni 1754, og byggeriet kunne gå igang i foråret 1755.

I 1757 slap de indsamlede penge op, og directeurgruppen søgte kongen om hjælp - det var trods alt ham, der havde valgt det dyre projekt. Sidst i februar bevilligede kongen 26000 rdl., men befalede så gruppen at færdiggøre kirken, inklusive spiret, for de midler. Det lykkedes dem dog ikke, og allerede fire måneder efter kirkens indvielse i 1759 - uden spir - søgte de kongen om yderligere 26000 rdl. Da de ikke fik svar på det, gentog de ansøgningen i marts året efter, nu med beløbet 50000 rdl. Denne gang fik de pengene, så de kunne betale den gæld, de havde oparbejdet, og fuldføre tårnet.

Driften af kirken skulle finansieres ved udleje af de mange lukkede pulpiturer, som blev indrettet i kirkerummet, og salg af gravsteder i den store krypt.

Byggeriet[redigér | redigér wikikode]

Eigtved døde inden byggeriet kom i gang, og de tre øvrige direktører overtog bygmesterens rolle. Det synes at have været Dumreicher, som påtog sig den daglige ledelse af byggeriet. Som Københavns havnebygmester var han ikke uvant med at styre en byggeplads. I modsætning til tidligere antaget, så blev G. D. Anthon ikke involveret i byggeriet, før spiret skulle tilføjes, nogle år efter Dumreichers død.

Indgangsportal

Grundstensnedlæggelsen blev berammet til Frederik 5.s fødseldag 31. marts 1755, og denne dato står også på grundstenen, men ceremonien måtte udsættes på grund af en langvarig vinter, og foregik først 12. juni. Da havde byggeriet været i gang i måneder, og murene var ført op i jordniveau. I løbet af efteråret blev krypten færdig, og murene ført op til vindueshøjde. Året efter fortsatte murerarbejdet i højt tempo, så der kunne holdes rejsegilde i oktober 1756.

Der er bevaret et detaljeret regnskab fra byggeriet, med hundredevis af bilag, som næsten gør det muligt at sætte navne på hvem der har lavet hvilken detalje, men her skal kun nævnes, at sten- og billedhuggerarbejdet blev forestået at et firma som S. C. Stanley og Jacob Fortling synes at at have dannet til byggeriet. Det var primært firmaets svende, som udførte arbejdet, men mere krævende detaljer, som kartouchen over indgangen, udførte Stanley selv. I øvrigt var mange af håndværkerne medlemmer af menigheden, som var kommet til landet, for at arbejde på bl.a. Slotsholmen og Frederiksstaden.

Kirken i 1764

Kirkens indvielse blev fastsat til 1. søndag i advent (2. dec) 1759, og snedkerne måtte arbejde i døgndrift for at nå at blive færdige. Indvielsen skete under overværelse af kongen, og det kgl. kapel opførte til lejligheden skrevet kirkemusik. I overensstemmelse med kongens anvisninger havde man undladt at sætte spir på tårnet, og kirken havde, i lighed med Vor Frelsers Kirke, kun et lille pyramidetag som afslutning på tårnet, da den blev indviet. En anden forklaring på, hvorfor tårnet ikke blev bygget færdigt med det samme er blevet fremsat. Den går ud på, at da man under byggeriet af tårnet havde bestemt sig for at lave et kryptrum under det, var man blevet usikker på dets stabilitet. Man konkluderede at fundamentet nok kunne bære spiret, hvis man ventede et stykke tid med at færdiggøre det.

I modsætning til Vor Frelsers Kirke kom den tyske Frederiks Kirke kun til at vente 11 år på sit spir. Dumreicher benyttede ventetiden til at komme med sit eget forslag til spirets udformning, men efter hans død i 1761 var der stille omkring tårnet i nogle år. I 1766 startede byggeriet op igen under hofbygmester Anthons ledelse, og efter Anthons egne tegninger. Da S. C. Stanley også var død i mellemtiden, så overtog hans søn C. F. Stanley billedhuggerarbejdet. Klokkerne blev ophængt i november 1770 og på 11-års dagen for kirkens indvielse markerede en festgudstjeneste byggeriets afslutning.

Planen og resultatet[redigér | redigér wikikode]

Plantegning 1754

Af de to projekter, som Eigtved udarbejdede, er der kun bevaret tegningerne til det kasserede projekt II. Det vanskeliggør vurderingen af, i hvor høj grad den færdige kirke svarer til Eigtveds plan. Der er dog bevaret to brugbare kilder. Dels er der fundet en plantegning i Landesamt für Denkmalpflege i Dresden, med titlen Grund Ris von der Deutschen Kirche in der Residenz-Stadt Coppenhagen, som antages at være en aftegning fra 1754 af Eigtveds plan. Desuden findes en træmodel af bygningen fra 1754-55 på Københavns Bymuseum.

Tegningen viser en bygning med afrundede hjørner og med halvsøjler omkring tårnindgangen, i stedet for de flade pilastre som vi ser i dag. På tegningen går tårnet et stykke ind i kirkerummet, hvilket ikke er tilfældet i den færdige bygning. På modellen er der tre rækker af vinduer. Nederst lave fladbuede vinduer til krypten, derover høje rundebuede vinduer og endelig fladbuede vinduer under taggesimsen. På den færdige kirke er de to øverste rækker slået sammen til en række høje rundbuede vinduer.

Også i interiøret er der forskelle. Dresden-tegningen viser ingen lukkede stole i gulvhøjde, derimod går bænkerækkerne ind under pulpiturerne. Døbefonten er på tegningen anbragt under pulpituret i det sydøstlige hjørne, hvor der i stedet blev bygget en bagtrappe. Konklusionen må blive, at den overordnede plan for kirkens udformning er Eigtveds arbejde, mens detaljerne må tilskrives Dumreicher og de øvrige directeurs.

Senere arbejde[redigér | redigér wikikode]

Ligkapel fra 1929

Efter færdiggørelsen af tårnet er der ikke ændret meget ved kirken. Der blev bygget en kantorbolig på grunden, og lavet en passende afgrænsning mod Strandgade, før byggeregnskabet blev afsluttet i 1774. Det var derefter menigheden der skulle afholde alle kirkens udgifter, men medlemsantallet var allerede da i tilbagegang, og de havde svært nok ved at klare den daglige drift, ombygninger kom ikke på tale. Økonomien blev stadig dårligere, og i 1831 overtog kancelliet vedligeholdet, men det blev indskrænket til det nødvendige, og bygningen forfaldt langsomt.

I 1868 blev der sat ruder bag smedejernsgittrene i kryptvinduerne, som indtil da kun havde kunne lukkes med udvendige skodder.

Så tidligt som 1854 blev det foreslået at gøre kirken til dansk sognekirke, men først efter at den tyske menighed var blevet nedlagt i 1886, blev ideen taget op. Det varede dog til 1901 før det blev en realitet, og inden da blev bygningen sat i stand, dog uden at ændre ved dens udseende eller indretning, bortset fra at der blev indlagt centralvarme med fyrkælder under sakristiet. Arbejdet blev forestået af Fritz Koch.

I 1912 sanerede Gotfred Tvede gravkapellet, og samtidig fik kirken indlagt elektrisk lys.

I 1928-29 blev der bygget et lille ligkapel på kirkegården, ved muren ud mod Johan Semps Gade.

Bygningen blev beskadiget under et luftbombardement 27. januar 1943, men ikke værre, end at den kunne istandsættes igen samme og de følgende år af Poul H. Mørck, som også forestod udskiftningen af dele af tårnets sandstensbeklædning i 1960'erne.

Kirkebygningen[redigér | redigér wikikode]

Forside

Som det fremgår af ovenstående, så står Christians Kirke i dag, i alt væsentligt, med det udseende, som den fik ved færdiggørelsen i 1770, både udvendigt og indvendigt. Bygningen er orienteret efter gadeforløbet, i stedet for kompasset, som det ofte er tilfældet med bykirker. Den centrale rektangulære bygnings længdeakse ligger næsten stik nordvest-sydøst. Midt på den nordøstlige langside er tårnet tilbygget, flankeret af to trappehuse. Midt på den modsatte langside er en tilbygning med sakristi, præsterum og trapper til prædikestol og orgel. På de to kortsider springer midterfaget lidt frem, og krones af en trekantgavl. Tårnets nederste stokværk og de andre tilbygninger er bygget i samme højde som centralbygningen, mens tårnet har yderligere to murede stokværk og spir.

Bygningen er muret i gule teglsten - flensborgsten - på en lav granitsokkel, og delvis beklædt og dekoreret med kalksten og sandsten. Tårnet og de flankerende trappehuse er beklædt med sandsten. På resten af bygningen er døre og vinduer indrammet med natursten, ligesom bygningens hovedgesims. Desuden er der et naturstensbånd, der markerer overgangen mellem centralbygningens to etager. Endelig er de udvendige trapper også i naturstenmaterialet.

Bagside

Kirkens hovedindgang er på tårnets nordøstside som vender mod Strandgade. Den grønmalede fløjdør har en kraftig sandstendindfatning, og over den sidder et halvcirkelformet vindue med smedejernsudsmykning. Over vinduets karm sidder en sandstenskartouche med Frederik 5.s monogram. Døren fører ind til et forrum, hvorfra der er adgang til kirkerummet og de to trappetårne. Trappetårnene har dog også døre udefra, som også vender mod nordøst. De har en enkel sandstenskarm med fladbuet top, ligesom de øvrige døre i bygningen. På sydvestsiden er der døre til de to sekundære pulpiturtrapper, som er indbygget i kirkerummets to sydvestvendte hjørner. Midt på de to gavle er der døre ned til krypten, og endelig er der en dør i sakristitilbygningens sydøstside.

Bygningen har to rækker vinduer, en for krypten og en for kirkerummet. Kryptens vinduer er lave og med samme fladbuede sandstenskarm som dørene. De er forsynet med smedejernsgitre. Over den sidder kirkerummets meget høje rundbuede vinduer. De har også en enkel sandstenskarm og jernssprosser. De er indrammet af murværkets ørelisener. De høje vinduer ses på kirkerummets fire sider samt på trappetårnenes sider. På tårnet er vinduet kortet af, for at gøre plads til indgangsportalen. Ud for de sekundære trapper på den sydvestlige langside er vinduerne erstattet af blændinger. På sakristitilbygningen er indsat de samme høje rundbuede sandstenskarme, men der er kun vinduer i den nederste trediedel og øverste fjerdedel.

Centralbygningen og sakristitilbygningen har fuldvalmede og let opskalkede tage tækket med sorte glaserede vingetegl, med undtagelse af kortsidernes midterfags trekantgavle, som er kobbertækket. Trappetårnene afsluttes over hovedgesimsen af altaner med sandstensbalustrader.

Tårnet[redigér | redigér wikikode]

Spir

Tårnets første stokværk domineres af ovennævte indgangsportal. Portalen og vinduet indrammes af flade pilastre med joniske kapitæler. Andet stokværk har en sokkel med balustreformet relief, der kæder trappetårnenes altanrækværk sammen. På de tre sider er der rundbuede åbninger, som på de to sider rummer døre ud til altanerne og på Strandgadesiden et vindue. Over rundbuerne sidde en lige konsolbåret baldakin, og over den et rektangulært fyldningsfelt, som har været beregnet til en inskription - der er ihvertfald antydet en indskrift på tegningerne med forslag til tårnets færdigørelse - men har så vidt vides, aldrig haft nogen indskrift.

Tredie stokværk, som blev bygget senere sammen med spiret af G. D. Anthon, er smallere end de nederste stokværk, hvilket giver plads til en vægtergang rundt om. Vægtergangen har jernrækværk med Christian 7. monogram. Stokværket har mere udsmykning end de nederste, men også udført i bremersandsten. De fire sider er ens. På et højt postament står joniske hjørnepilastre og halvsøjler med kompositkapitæl som bærer en forkrøppet krongesims med tandsnitsudsmykning. Mellem halvsøjlerne er der en lydåbning til kirkens klokker, og over den en urskive omhængt med festoner. På postamentet under lydåbningen er der et fyldningsfelt med guirlande og festoner.

Det ottekantede spir er kobberbeklædt med forgyldte detaljer. Den nederste kuppelformede del har gavlkviste på de fire sider. I lanternen over den er der runde vinduer, omhængt med festoner, på de samme fire sider. Den høje pyramidespids har guirlander ved foden, og ender i en fløjstang med kugle og vindfløj. I vindfløjen er udskåret spirets byggeår i romertal: MDCCLXIX.

Interiør[redigér | redigér wikikode]

Som nævnt er kirkens centrale del opdelt i to stokværk. Hvert stokværk er i princippet ét stort rum. Nederst den højtliggende krypt, som omtales nærmere under gravminder, og over dén, selve kirkerummet. Fra tårnrummet, som der er 9 trin op til, er der yderligere 5 trin op til kirkerummet, som altså er hævet 14 trin over terræn, mens krypten ligger 7 trin under terræn. Fra reposen i den kraftige tårnmur fører et vindfang, dannet af pulpiturerne, ind til kirkerummet.

Kirkerummet[redigér | redigér wikikode]

Plantegning

Selve kirkerummet adskiller sig fra fletallet af danske kirker, ved at være orienteret symmetrisk omkring den korte tværakse, i stedet for omkring længdeaksen. Modsat indgangen, som ligger midt på nordøstlangsiden, finder man alter, prædikestol og orgel sammenbygget til én arkitektonisk enhed. Mens tværakseorienteringen ikke er unik (se fx Reformert Kirke eller Frederiksberg Slotskirke), og heller ikke sammenbygningen af alter og prædikestol (se fx Frederiksberg Kirke eller Vartov Kirke), så ses det sjældent, at orglet også er inddraget.

Området langs sydvestvæggen omkring alteret er hævet tre trin over det øvrige gulv, og udgør, i mangel på et bedre ord, kirkens kor. Langs de tre øvrige vægge er der pulpiturer i fire etager, som dækker det meste af de høje vinduer, således at det er de fire vinduer i sydvestvæggen, der står for det meste af lysindfaldet i rummet. På gulvet er der to brede, lukkede stolestader, på hver sin side af midteraksen, med gangområder omkring. Langs sydvestvæggen, på begge sider af alterforhøjningen, er der tilsvarende lukkede stader, vendt mod alteret. På alterforhøjningen er der to små indhegninger, på hver sin side af alteropbygningen: den søndre omkring døbefonten og den nordre omkring en kantorstol.

Interiør

Kombinationen af den hævede 'scene', hvor det liturgiske skuespil udfolder sig, og de logelignende pulpiturer, har givet kirken tilnavnet Teaterkirken.

Gulvet er belagt med ølandsfliser, grå og rødbrune i skakbrætsmønster. Den frie del af sydvestvæggen er beklædt med træpaneler op til vinduernes underkant. Resten af væggen og loftet er hvidkalket. Overgangne mellem væg og loft udgøres af en stor hulkel, afgrænset af stukgesimser. Midt på loftet er en stor stukdekoration med guds øje i en trekant, omgivet af stråleglans og skyformationer med englehoveder.

Inventar[redigér | redigér wikikode]

Ud over de store inventardele, som behandles nedenfor, skal nævnes de to store pengeblokke fra 1759, som står på hver sin side af alteropbygningen, og kirkeskibet Livingstone, en skibsmodel antagelig fra 1888, som er ophængt i tårnrummet i 1938.

Kirkerummets to store krystallysekroner blev doneret af P. N. Heering i 1912, da der blev lagt elektricitet ind i kirken. De suppleres af otte krystallysearme fordelt på væggen og pulpiturfacaderne.

Stolestader og pulpiturer[redigér | redigér wikikode]

Logerne[redigér | redigér wikikode]

Logerne

Kirkerummets mest markante islæt er de pulpiturer i fire etager, som dækker tre af rummets fire vægge. De tre nederste er indelt i lukkede loger, det øverste er et åbent sammenhængende pulpitur. De gamle tegninger viser, at det nederste pulpitur ikke var med i den oprindelige plan, men til gengæld skulle der være flere stolestader på gulvet. Det er blevet ændret undervejs, antagelig for at maksimere indtægterne ved udlejning af logerne. De tre nederste pulpituretager har 'palæfacader' med gesimser og halvsøjler, som opdeler facaden i fire fag på hver kortside og syv fag på langsiden. Dette svarer til opdelingen af den underliggende krypt i fem gange ni kapeller, således at facadens søjler står lige over kryptens piller.

De femten facader er identiske, med undtagelse af langsidens midterfag, hvor der er hovedindgang og kongestol. Dette afspejler dog ikke nødvendigvis opdelingen af logerne, som man kan se på plantegningen. De to facadefag på kortsiderne, der støder op til altervæggen, er blindfacader, som skjuler bagtrapperne til pulpiturerne. Facaderne er malet i en perlegrå kulør, der også danner bund i de dele, der er marmoreret i en efterligning af alterpartiets Gjellebækmarmor: søjler, postamenter og gesimser.

Logeindretning

Hvert fag har fire vinduer for hver etage, hvoraf den nederste del kan nedsænkes i brystværnet, der er dobbeltvægget. Den øverste, faste del af vinduet har rektangulære ruder i de to nederste etager, mens de på tredie etage er arrangeret i en halvcirkel. Opdelingen af logerne bag facaden varierer mellem etagerne. På hver af de to nederste etager er der 18 loger, mens der er 22 på den tredie. Enkelte loger fylder et helt facadefag, men de fleste er kun et halvt fag brede. Skillevæggene står ikke vinkelret på facaden, men er rettet mod alteret, så man også kan se det fra den bageste del af logen. Bag logerne løber en gang langs muren, som fører til trappetårnene.

Logerne var ensartet udstyret med en fast bænk på bagvæggen, salmebogshylde, hatteknager og eventuelt en gråmalet bænk med ryglæn.

Det øverste galleri, kaldet soldaterloftet, er åbent og sammenhængende. Det var oprindeligt udstyret med bænkerækker, hvoraf den bagerste var hævet, så man bedre kunne se, hvad der foregik nede på 'scenen'. Dette arrangement kan man stadig se på den nordlige del, men i 1901, hvor man begyndte at holde søndagsskole, blev den sydlige del indrettet til dette formål.

Kongestolen[redigér | redigér wikikode]

Indgang og kongestol

Midterfaget på langsidens pulpiturer skiller sig ud fra de øvrige fag på flere måder. Hvor de øvrige fag har tre etager under galleriet, er der her kun to. Nederst dannes en slags vindfang foran indgangen fra tårnrummet, og ovenover er indrettet en kongestol. Fagets facade buer udad, og er udsmykket med rigsvåbenet, flankeret af vildmænd, over den krummede indgangsdør, samt en dobbeltkartouche med Frederik 5. og dronning Juliane Maries monogrammer over krongesimsen. Logens vinduer er udformet som på det tredie pulpitur, men de er højere og med forgyldte rammer og sprosser ligesom der er forgyldte guirlander og festoner over dem. Gulvplanet i logen er forskudt for de øvrige logers, så ingen sidder på samme niveau som majestæten.

Indvendigt er kongestolen holdt i hvidt, rødt og guld. Væggene er hvidmalede omkring panelfelter med vinrødt brokadetapet, indrammet med guldlister. I loftets stukudsmykning i rokokostil indgår Frederk 5.s monogram. Til rummet hører fire stole med rødt betræk, svarende til tapetet. En fløjdør i bagvæggen fører til en repos, hvorfra trapper til begge sider fører til gangene bag det underliggende pulpitur.

Stolestader[redigér | redigér wikikode]

Stolestader

De fire blokke af stolestader på gulvet er ensartet udført i eg med glatte pilatre på gavlene. Gavlenes topstykker er med symmetrisk udskåret bruskværk i rokokostil. Dørene, som har profilerede remmer og fyldningsfelter, er stadig udstyret med de oprindelige låse og nummereret. De to fritstående blokkes lange bænke er delt på midten med en skillevæg. De to halvdele har indgang fra hver sin side, og kunne udlejes separat.

Løse bænke og stole[redigér | redigér wikikode]

Låsbar bænk

Foran de tolv af pulpiturenes facadefag står løse bænke, som er tilpasset pladsen mellem pilastrene. De udmærker sig ved at have individuelle klapsæder - fire eller fem - som kan slås op og låses fast til ryglænet. De enkelte pladser kunne altså udlejes separat, men var ikke særligt eftertragtede. Bænkene er i eg og oprindeligt nummererede på ryglænet, men i dag er de malet samme grå farve som pulpiturfacaderne.

Kirken råder også over et stort antal løse stole. Flertallet er wienerstole og pindestole anskaffet til logerne ved kirkens genåbning i 1901, men de øvrige er i en blandet samling af stilarter, som dækker det meste af 1700-tallet. Stolene har været medbragt af logernes lejere, og efterhånden som lejerne er faldet fra, er stolene overgået i kirkens eje. Et udvalg af dem står i dag langs kanten af alterpodiet.

Alter og prædikestol[redigér | redigér wikikode]

Alter

Sammenbygningen af alter og prædikestol gør, at der ikke er plads til nogen altertavle, men til gengæld er det hele indfattet i en stor arkitektonisk opbygning, med en fremspringende portal. Et højt postament - samme højde som alterbordet - bærer udvendig en fritstående søjle og en pilaster med kompositkapitæler i hver side, og inden for dem, i den fremspringende del, endnu et fritstående søjlepar. Søjlerne bærer en forkrøppet gesims med tandsnitsudsmykning, der har en segmentgavl over den fremspringende del. Gavlen prydes af en udsmykning med stråleglans, skyformationer og englehoveder, ligesom loftets stukudsmykning, men i dette tilfælde med navnet Jahve (på hebræisk) i trekanten.

Over gesimsen er et brystværn, som følger gesimsens forkrøpning og omslutter hvad man kan kalde orgel- og sangerpulpituret. Orgelfacaden afslutter opbygningen som et topstykke, der er trukket tilbage og sidder delvis inde i den fladbuede arkadeåbning, som forbinder kirkerum og sakristitilbygning.

Alterbordet er udformet så det indgår i det høje postament, med samme materialer og samme panelfelt på fronten. Kirken råder over et sjældent alterkrucifiks, i træ med elfenbensfigurer af Kristus, Maria og Johannes fra omkring 1755, men det står kun fremme under de kirkelige handlinger. Området umiddelbart foran alteret er hævet et trin, og dækket med et korsstingstæppe fra kirkens 200 års jubilæum i 1959, syet af "en kreds af sognets damer", hvis motiv er kirkens seneste segl fra 1907, med ordene "TEMPLUM CHRISTIANI - OLIM FREDERICI" (Christians Kirke - førhen Frederiks). Det hele omsluttes af en rektangulær alterskranke med knæfald og metalrækværk.

Prædikestol

Prædikestolen, og ikke mindst lydhimmelen, springer kraftigt frem over alterbordet. Kurv og stol er udformet over en ottekant, der dog er afskåret bagtil, så der med døren i bagvæggen kun er seks sider. Adgang sker via trappen i sakristitilbygningen. Kurven, hvis sider svajer let udad, er forsynet med volutudsmykninger på ottekantens hjørner. Voluterne går igen i underbaldakinen og lydhimlens topstykke. På stolen er bevaret det gamle sandur, med fire kvartersglas, som skulle sikre, at prædikenerne ikke trak for langt ud.

Udformningen af alter/prædikestol/orgel tilskrives Johann Michael Fischer, som også var inspektør ved byggeriet fra 1758. Hans tegninger menes at ligge til grund for illustrationen i Den danske Vitruvius, som blev lavet før arbejdet var udført, og som indikerer, at man har forenklet udformningen, for at spare på udgifterne. To kvindefigurer - dyder - som skulle have stået mellem søjlerne på hver side af alteret, blev udeladt, ligesom en del af dekorationerne på prædikestol og orgelfacade.

Postament, alterbord, søjleskafter og beklædningen er udført i poleret marmor fra Gjellebæk i Norge. Materialet er grå-året med islæt af okker, som giver det en varm lød. Søjlekapitælerne er af hvid italiensk marmor, mens gesims, segmentgavl og prædikestol blot er af fyrretræ, som er marmorstafferet. Det er dog ikke umiddelbart til at se forskel på de marmorerede dele og den ægte vare.

Orgel[redigér | redigér wikikode]

Orgelfacade

Orgelfacaden, som danner topstykke på den centrale inventargruppe, er den oprindelige fra 1759, udformet af Hartvig Jochum Müller, som også leverede orglet. Facaden er opbygget i egetræ med billedskærerarbejder i lindetræ. Den er rigt dekoreret i rokokostil med englebørn og musikinstumenter. Tinpiberne i facaden, som også er de oprindelige, er indrammet af gennembrudt rocailleværk. I topstykket indgår en urskive. Det oprindelige instrument havde 26 stemmer fordelt på to manualer og pedal.

I 1798 blev dispositionen ændret efter "orgelreformatoren" Abbé Voglers anvisninger. I 1823 blev den igen ændret af Hans Friderich Oppenhagen, hvis arbejde ikke anses for vellykket, for at udtrykke det diplomatisk, og allerede i 1836 ombyggede Marcussen og Reuter igen værket, med anvendelse af det meste af det gamle pibemateriale, til et mere harmonisk instrument efter tidens smag.

I. Starup leverede et helt nyt orgel i 1917, men opbygget bag den gamle facade. Rummet i sakristibygningen bag orglet var indrettet til korrum, men Starups instrument gjorde et godt indhug i pladsen. Orglet havde 27 stemmer fordelt på 2 manualer og pedal. Starup ombyggede orglet i 1946, men der foreligger ingen detaljer om ændringerne.

Det nuværende orgel blev leveret af Poul-Gerhard Andersen i 1976 og omfatter 33 stemmer, stadig på 2 manualer og pedal og bag den gamle facade. Med P-G Andersens navn på instrumentet kunne man godt forvente en ren neobarok disposition, men organisten Niels Henrik Nielsen, som var ansat ved kirken, da orglet blev planlagt, gjorde sin indflydelse gældende, og fik indført nogle franske stemmer i dispositionen.

Døbefont[redigér | redigér wikikode]

Døbefont

I lighed med alter/prædikestol antages det at være inspektør Fischer, der har tegnet døbefonten. Den er hugget ud af ét stykke Gjelllebækmarmor, og som prædikestolen udsmykket med volutbøjler. Fonten står, og har altid stået, i en fontelukkelse på alterpodiet sydøst for alteret, eller på kongesiden, om man vil. På de ældste tegninger er fonten anbragt i kirkerummets sydøsthjørne, under pulpituret, men det måtte ændres, da man bestemte sig for at lave bagtrappe til pulpiturerne på dette sted. Til fonten hører et sølvfad fra 1757 doneret af fru etatsråd Anne Maria Wewer. Dåbskanden, ligeledes af sølv, er fremstilet i 1718, men først kommet til kirken i 1772 som en gave fra præsten Josias Lorck i anledning af hans datters dåb.

Ure og klokker[redigér | redigér wikikode]

Det nævnte ur i orgelfacaden drives af et standard urværk i overstørrelse, som er signeret Peter Matthiesen og første gang omtales i 1759. Bortset fra mindre reparationer er værket bevaret i oprindelig stand. Det har slagværk til kvarter- og timeslag. Dets placering har varieret med de skiftende orglers pladskrav.

Tårnurværket bærer årstallet 1770 og er signeret H. A. Mathisen, København. Det har urskiver på alle fire sider af tårnet, og er et ottedagesværk, som kan slå kvarter- og timeslag. Uret er blevet hovedrepareret i 1904, hvor hagegangen blev udskiftet med en stiftgang, og 1961, foruden mange mindre reparationer. Værket er anbragt nederst i tårnets tredie stokværk.

En klokkestol indbygget i tredie stokværks tømmerkonstuktion bærer tre klokker med næsten identisk inskription, som på en blanding af latin og tysk bl.a. fortæller, at de blev støbt af kongeligt bestaltet hofklokkestøber Michael Carl Troschell i 1770. Klokkernes omtrentlige tværmål er hhv. 126, 100 og 84 cm.

Før tårnet blev færdigbygget anvendte man en klokke af ukendt proveniens, som antagelig var ophængt under pyramidetaget. Malmen fra den indgår i de tre nuværende klokker.

Gravminder[redigér | redigér wikikode]

Kirkegårde[redigér | redigér wikikode]

De smalle strimler jord sydvest og nordvest for kirkebygningen var udlagt til fattigkirkegård, mens det store rektangulære område på sydøstsiden, ned til den daværende Kongensgade (nu Wildersgade) var betalingskirkegård. Pladsen foran kirken, mod Strandgade, blev hold fri for begravelser. På fattigkirkegården stoppede begravelserne omkring 1794, da man havde fået et stykke jord på Amager, ved siden af Vor Frelsers Kirkes kirkegård. Den store kirkegård, som betalingskirkegården kaldtes, var ikke særlig eftertragtet, da de fleste hellere ville begraves i krypten. Brugen ophørte helt i 1853, da det blev forbudt at foretage begravelser inden for voldene, hvorefter området fik lov at gro til. Man har dog siden da ved flere lejligheder begravet forfaldne kister fra krypten på kirkegården.

Ved genåbningen af kirken i 1901 blev der ryddet op i det tilgroede område, og det er der blevet ved flere senere lejligheder, så det i dag henligger som et lille grønt område med en plæne i midten omgivet af gamle træer og skærmet fra de omkringliggende gader af kirkegårdsmuren. Af de gamle gravsten og kirkegårdsmonumenter er der bevaret 11 mindre gravsten, 4 liggesten, 2 større monumenter og 4 mindetavler.

Ti af gravstenene og de fire mindetavler er indsat i muren langs Wildersgade. Gravstenene er fra o. 1773 til o. 1853. Den ældste er over blytækkermester Peter Diderich Weinreich (1732-1773) og den yngste over grosserer Siegfried Michael Røding som døde 16. februar 1853. De fire mindetavler er opsat 1912, da man begravede kisterne fra tre kapeller på kirkegården. Den sidste gravsten står ved indgangen i anlæggets nordhjørne, og er sat over den tidligere præst ved kirken og indstifter af De Massmannske Søndagsskoler, Nicolaus Heinrich Massmann, død 1816. Stenen er formodentlig sat i 1831, da kisten, som havde stået i kapel 36, blev begravet på kirkegården.

De fire liggesten er anbragt i gruset mellem plænen og kirkens gavl, overfor nedgangen til gravkapellet. De er fra hhv 1804, 1806, 1814 og 1853. Af de to monumenter er det ene et støbejernskors fra o.1840 sat over skibskaptajn C. H. Tøndering og hustru, placeret ved muren mod Johan Semps Gade. Det andet er en sandstensstele i græsk stil, som står over 'Amtsbeckermeister' Johan Christopher Traugott Behnckes familiegravsted, der er et hvælvet tredelt gravkammer under plænen.

Gravkapellet[redigér | redigér wikikode]

Plan over kryptens kapeller.

Gravkapellet, som er kryptens officielle navn, var fra starten planlagt til at have samme areal som kirkerummet. Under byggeriet føjede man yderligere fire kapeller til. Ét under hver af trappetårnene, ét under sakristiet og endelig ét under selve tårnet. Til de tre førstnævnte er der adgang via krypten, men til det sidste er der kun adgang gennem gulvet i tårnrummet.

Oprindeligt var vinduer og døre til gravkapellet kun lukket med smedejernsgitre. Man ønskede tydeligvis god udluftning, så ligstanken ikke bredte sig til kirkerummet. Allerede i 1767-68 satte man dog udvendige skodder for vinduerne (spor efter deres hængsler kan stadig ses i sandstenskarmene), og i 1780 trædøre for indgangene. I 1868 blev vinduesskodderne ertattet af glasvinduer bagved gitrene, men da var begravelser i kapellerne inden for voldene blevet forbudt, medmindre ligene var balsamerede eller indesluttede i hermetisk tillukkede metalkister.

Det store kryptrum er opdelt af fire rækker med hver otte murede piller i 45 ensartede, næsten kvadratiske, såkaldte kapeller. Pillerne og de tilsvarende pilastre på ydervæggene er forbundet med flade kurvehanksbuer og dækket af glatte hvælv. Kapellerne er numereret fra 1 til 45, mens de tre under trapperne har numrene 15B, 21B og 35B efter de kapeller, hvorfra der er adgang til dem. Det sidste under tårnet kaldes simpelthen 'kapellet under tårnet'.

Med nogle få undtagelser er der ikke murede vægge mellem kapellerne i hovedkrypten. Undtagelserne er kapel 1 og 41 som ligger i hjørnerne under bagtrapperne til pulpiturerne, og som også ligger dybere end de øvrige kapeller. Kapellerne 15b og 35B under trappetårnene ligger også dybere end hovedkrypten. Kapel 21 har mur på de to sider, som ligger vinkelret på ydermuren, antageligt fordi det ligger lige under den tunge alter/prædikestol/orgel-opbygning. Ellers er mange af arkadeåbningerne mellem kapellerne udfyldt med smedejernsgitre og -døre.

Nye urnegrave.

Kapelrækken mellem de to døre, altså kapel 3, 8, 13 osv til 43, har altid tilhørt kirken, og er blevet holdt fri for kister, så den fungerer som en midtergang, der giver adgang til de øvrige kapeller. I de øvrige kapeller har man, ud over at henstille kister og sarkofager på gulvet, i nogle tilfælde også kunne foretage begravelser i murede rum under gulvet, såkaldte kælderbegravelser. Disse kældre var dækket med planker, som man stadig kan se det i Sankt Petri Kirkes kapel. En tegning i Den danske Vitruvius viser at der var (planlagt) kældre under de to rækker kapeller på hver side af midtergangen, bortset fra de yderste kapeller ved murene. Det kan dog ikke udelukkes, at der også har været murede kældre under andre kapeller. Endelig blev der også foretaget muldbegravelser under gulvet, bl.a. i midtergangen.

Begravelserne under gulvet gav anledning til mange problemer. Muldbegravelserne sank sammen så flisegulvet gentagne gange måtte lægges om. Der trængte vand ind i de murede kældre, som gjorde at plankedækket rådnende. Allerede i 1834 blev det foreslået, at det var mest økonomisk at fylde kældrene op med jord, men de blev i stedet istandsat og solgt påny. Først i 1912 blev kældrene sløjfet, og deres indhold begravet på kirkegården. Rummene blev fyldt op, og hele gulvet blev dækket med fliser. Der foretages dog i dag stadig (eller: igen) begravelser under midtergangens fliser, men nu kun urnebegravelser.

Kapellernes ejere[redigér | redigér wikikode]

Der foreligger detaljerede lister over alle, der har ejet eller lejet de forskellige kapeller gennem tiden, og hvilke bisættelser, der have været i dem. Det vil føre for vidt at komme ind på dem alle, så her skal kun redegøres for nogen af de mere navnkundige.

Heerings kapeller.

Som nævnt ejede kirken kapellerne i midtergangen, og den forbeholdt sig også, i starten, kapel 35 og 35b, hvor "adelige og særligt fornemme personer" kunne begraves, uden at behøve at leje eller købe et helt kapel. Kongen bestemte i 1760, efter ansøgning, at de to medlemmer af udvalget, som stod for byggeriet af kirken, Dumreicher og Casse samt præsten Josias Lorck skulle tildeles hvert deres kapel vederlagsfrit til "bestandig Arv og Eiendom for dem og deres Arvinger". Året efter fik det tredie medlem af udvalget, J. F. Wever, posthumt tildelt et kapel af kongen, dels for sit arbejde med byggeriet, dels fordi han havde udtrykt ønske om at blive begravet i kirken, men måske mest fordi enken havde skænket et kostbart dåbsfad til kirken. (Udvalgets sidste medlem, Eigtved, var død før kirkens opførelse, og begravet ved Sankt Petri Kirke.)

Dumreicher valgte kapellet under tårnet, og Casse kapel 1 og 2, lige til venstre for indgangen. Lorck valgte kapel 21, som ligger direkte under alteret, hvilket traditionelt regnes som det bedste sted at blive begravet. Wever-familien fik kapel 36 og 45 i det nordvestre hjørne. Kapellet under tårnet er ikke tilængeligt for offentligheden, som de øvrige er, og åbnes kun ved bisættelser, men anvendes stadig af Dumreichers familie. I Casses kapeller er der registreret 30 bisættelser frem til ca 1850, hvorefter der ikke er foretaget flere. Der står i dag to kister i kapel 1 og 3 i kapel 2, alle sortmalede og umærkede. Man antager at de er fra de 5 seneste bisættelse. Væggen til det bageste kapel 1 er beklædt med sort marmor, der danner baggrund for et gråt epitafium over Peter Casse og hustru, der er udformet som en portal omkring den lave dør til det lille, tre trin forsænkede, bageste kapel.

Josias Lorcks mindetavle.

I Lorcks kapel blev der foretaget ni bisættelser frem til 1814. I 1868 hjemfaldt det til kirken, og fem kister, inklusive Lorcks egen, blev begravet under gulvet. De øvrige overførtes til kapel 35b, der eftehånden var blevet "verwisungskammer" for overskydende kister fra andre kapeller, hvor de stod til 1912. I 1882 købte kirkeforstander, grosserer L. N. Hvidt kapel 21 og det foranliggende 22. Han blev bisat dér i 1885, men allerede året efter begravet på Assistens Kirkegård. Siden da har begge kapeller stået tomme. I 1913 hjemfaldt de igen til kirken og står i dag som en slags andagtsrum, med bænke og en lysglobe, og danner indgang til kapel 21b. På kapel 21s væg mod kapel 30 hænger en mindetavle for Josias Lorck.

I Wevers kapeller blev der foretaget 18 bisættelser frem til 1832, startende med J. F. Wever selv, som blev overført fra Sankt Petri. Blandt de øvrige var den ovennævnte N. H. Massmann, som dog blev begravet på kirkegården i 1831. Kapellerne hjemfaldt i 1868, hvor de otte ældste kister blev nedsat under gulvet. I 1877 blev kapel 36 købt af Bonnesen og Tøndering, som foretog fire bisættelser frem til 1899. De fire kister står stadig i kapellet. Kapel 45 blev lagt sammen med 44 og i 1868 solgt til industrimanden L. P. Holmblad. Kirken overtog dem igen i 1892 og i 1902 blev de solgt til Peter Nicolai Heering, som bl.a. var kirkeværge i begyndelsen af den danske tid. Hans og hustruens kister står stadig i kapel 45, mens kapel 44 rummer én kiste med sønnen Peter Frederik Suhm Heering, som døde i 1896. Sønnen var opkaldt efter hans farfar, som gjorde Heering-navnet kendt med hans produktion af kirsebærlikør.

Grevinde Christiane Lerches kapel.

Kapel 9 blev i 1761 købt til billedhuggeren S. C. Stanley af hans familie, kort efter hans død. Enken Magdalene Magrethe blev bisat der i 1763. Sønnen C. F. Stanley solgte kapellet tilbage til kirken i 1785, hvorefter det har været solgt to gange mere i hhv 1850 og 1866, senest til familien Heinricy, som stadig benytter det. De fire kister, der står i kapellet i dag er fra hhv. 1902, 1904, 1919 og 1926, senere bisættelser er foretaget som urnebegravelser under fliserne.

Kapel 15b blev købt af greve Christian Lerches enke Christiane Lerche i 1762. Greven var død i 1757 og bisat ved Sankt Petri Kirke, men blev overført til kapellet i 1774. I 1777 blev den otteårige søn af G. F. Lerche, Friederich, også bisat i kapellet. Enken selv, hvis fulde navn var Amalie Magdalene Christiane Caroline Lerche, rigsgrevinde af Leiningen-Westerburg, døde i 1800 i Hamburg, og blev overført til kapellet samme år. Der står i dag to voksenkister og en barnekiste i kapellet, alle sortmalede og uden inskription, som må antages tilhøre de tre nævnte medlemmer af familie Lerche.

Rebslager og skibsbygger Peter Appleby erhvervede kapel 16 i 1763, og inden det hjemfaldt til kirken 1868, var der foretaget 12 bisættelser i kapellet. Kisterne er for længst væk, og familien skal kun nævnes her, fordi dens epitafium (se nedenfor) stadig er bevaret. Kapellet blev i 1929 gensolgt til Arentsine Caroline Hansen, hvis kiste stadig står der.

Overhofmester Moltkes kapel.

Kapel 21b - "kapellet under orglet" - blev i starten benyttet af kirken på samme måde som 35b, men den 24. februar 1792 blev det solgt til overhofmester Anthon Henrich von Moltke. Hans datter, Sophie, som var død en måned før, blev overført fra 35b, og allerede 21. april samme år døde overhofmesteren selv. I 1798 fulgte hustruen Maria Elisabeth født Rosenkrantz efter. Der blev lavet tre sarkofager i norsk marmor, efter sigende af billedhuggeren Nicolai Dajon efter tegning af C. F. Harsdorff. De er meget enkelt udformet, uden anden dekoration end lange indskrifter i gavlene. Sarkofagerne blev renoveret i forbindelse med reparationerne efter beskadigelserne under anden verdenskrig. To dødsmasker, sandsynligvis af faderen og datteren, lå i kapellet til 1904, men opbevares nu i sakristiet. Ifølge det oprindelige skøde skulle der kun foretages de tre nævnte bisættelser i kapellet, men i 2008 har de fået selskab af en lille urne.

Jacob Holms kapel.

Historikeren Peter Frederik Suhm købte kapel 25 i 1778, da hans søn og eneste arving, Ulrich Frederik, var død. Kirken havde inden da bisat kammerherre C. R. von Bertouch i kapellet, men han blev flyttet til 35b. Da Suhms hustru Karen døde 10 år senere, oprettede han et testamente, efter hvilket kirken modtog 1000 rdl mod at den holdt kapellet rent og pænt, og at der ikke blev bisat andre i det. Det krav har kirken efterlevet, og Suhm-familiens store marmorsarkofager står stadig i kapellet. I midten sønnes sarkofag i hvid italiensk marmor og på siderne forældrenes i sort belgisk marmor, med hvide dekorationer. Det tilhørende epitafium blev i 1912 flyttet op i indgangspartiet (se nedenfor). Både sarkofager og epitafium tilskrives billedhuggeren Andreas Weidenhaupt.

Christian Barnekows familie.

I 1845 blev kapel 29 købt til grosserer Jacob Holm. Fem medlemmer af familien er blevet bisat i kapellet, men i dag står der kun to sorte kister med Jacob Holm og hans hustru Anna Magrethe f. Kirkerup, som døde 1852. Kapellet er, som det eneste i krypten, udstyret med en gravfane, et Dannebrog splitflag med indskriften "Hædersmanden Jacob Holm". Det hang tidligere med fra loftet, men efter at flagdugen er blevet fornyet i nyere tid (siden 1974), er det fastgjort på støbejernsgitteret ind mod kapel 22. Siden 1943 har kapellet været ejet af firmaet, som Holm grundlagde: Jacob Holm og Sønners Fabrikker.

Kapel 31 blev først solgt til forvalter Chr. Vilh. Lund, men hjemfaldt til kirken i 1868, hvorefter komponisten Christian Barnekow købte det i 1873. Han er ikke selv bisat i kapellet, men der står i dag 3 barnekister med hans børn, som alle døde inden de blev fire år, og to voksenkister med hans enke Laura f. With og Agnete Hamburger f. Barnekow. Yderligere seks medlemmer af familien er bisat i urner på en hylde bag i kapellet.

Epitafier og mindetavler[redigér | redigér wikikode]

Selv om gravkapellets lave loftshøjde og fåtal af vægge ikke indbyder til ophængning af epitafier, så er der dog opsat seks stykker på 1700-tallet samt tre senere mindeplader. To af epitafierne blev omkring 1910 flyttet op i indgangspartiet under kongestolen.

Det ældste epitafium er fra omkring 1760, og sidder på væggen i kapel 4. Kapellet blev købt af kirkens forstander Johann Jürgen von Bergen til evig eje, men blev i 1860 afstået igen til kirken. Det blev i 1864 solgt til grosserer Jens Petersen, som lod bogstaverne på epitafiet udfylde og overmale med "Grosserer I. Petersens Capel", ligesom topstykket blev forsynet med årstallet 1864. I 1935 blev det originale tekst genetableret, og grosseren fik i stedet en mindeplade på væggen, ved siden af epitafiet. Topstykket bærer dog stadig det nye årstal.

I kapel 16 stod fra o. 1775 det store epitafium over Peter Appleby og hans hustru Anna Pattridge. To hvide sidestillede marmortavler med indskrifter, der opsummerer ægtefællernes levned, flankeres af to grædende engle. Topstykket er et relief i hvid marmor indrammet af grå norsk marmor. Det hele står på en sokkel af samme norske marmor. Det regnes for sandsynligt at Applesbys nabo C. F. Stanley har udført værket, da det har mange lighedspunkter med hans øvrige arbejder. Omkring 1907 blev epitafiet flyttet op i indgangen, hvor det står ved sydvæggen.

Kapel 37 tilhører i dag Fr. Nordlien, men fra 1779 til 1881 ejedes det af stadsmægler Christian Jürgensen, og familiens epitafium hænger stadig på søjlen. Det er udformet som en klassisistisk skrifttavle i sort marmor med gråt topstykke, der på tysk omtaler Jürgensen, hustruen Anna Dorothea samt deres ældste datter Hinricha Laurentia, som var den første af familien, der blev bisat i kapellet.

Peter Casses epitafium fra 1782 er omtalt ovenfor. I kapel 42 sidder et epitafium for Anne Sophie Krog født Hansen, som var gift med kgl. majestæts kammerherre Hans Georg Krog, der stadig ejer dobbeltkapellet 41-42. Både epitafiet og dobbeltsarkofagen med ægteparret, som står i det lavere liggende kapel 41, er udført af Johannes Wiedewelt i norsk marmor.

Suhms epitafium dateres til mellem 1778 og 1788. Det antages at have stået på sarkofagernes fodstykke i kapel 25, hvor det ikke var særlig tilgængeligt, så i 1912 flyttede man det til indgangspartiet, hvor det står ved nordvæggen, over for Peter Applesbys. Epitafiet er tredelt i grå norsk marmor, hvor midterpartiet er let fremspringende. På sidefelterne er der dødssymboler, og på midterfeltet hvide portrætmedallioner af de tre familiemedlemmer, med sønnen i midten. Topstykket er et hvidt marmorrelief af dødsengelen, flankeret af røgelseskar. Soklen antages at være tilføjet ved flytningen fra kapellet.

I kapel 40, som har tilhørt grosserer J. L. Zinn siden 1773, hænger en mindetavle fra 1912 med navnene på de medlemmer af familierne Zinn og Preisler, som er bisat i kapellet. I kapel 21 hænger den ovenfor nævnte mindetavle over kirkens første præst, Josias Jessen Lorck, fra 1936.

Smedejernsgitre[redigér | redigér wikikode]

I gravkapellet finder man en righoldig samling af smedejernsgitre, opsat som skillevægge mellem kapellerne. Sammen med vinduesgitrene og dørene for de to indgange er der i alt over 50 gitre. De fleste stammer fra kirkens første tid (1760-80), men der er kommet nye til helt op til midten af 1800-tallet. Stilmæssigt kan de ældste regnes til rokoko - det er omkring halvdelen af gitrene - og de lidt senere til klassicismen og overgangen mellem klassicisme og empire.

Danmarks Kirker opdeler rokoko-gitrene i to hovedgruppper, hvor den første er spinkel og åben og den anden er kraftigere og tættere. Som eksempler for første gruppe gives kapel 10, 20, 36 og 44, for den anden gruppe kapel 2, 11, 16 og 26. Uden for disse grupper står fx kapel 5-6, 30 og 31, der er spinkle som gruppe 1, men mangler påhæftet ornamentik. Som eksempler for den klassicistiske stil gives kapel 25 og 42.

Præster og menigheder[redigér | redigér wikikode]

Series pastorum
Frederiks Tyske Kirke Christians Kirke
Josias Jessen Lorck 1759 - 1785 Ludvig Christensen 1901 - 1903
Jacob Georg Christian Adler 1785 - 1793 Emil V. S. Bruun 1903 - 1914
Nicolaus Heinrich Massmann 1793 - 1816 Kaj Holmer 1914 - 1932
Christian Georg Wilhelm Göricke 1816 - 1829 Povl Helweg-Larsen 1932 - 1947
Lorentz Siemonsen (Konst.) 1829 - 1831 Svend O. E. Jacobsen 1948 - 1958
Peter Thomsen 1832 - 1839 Laurids Stampe 1958 - 1975
Joachim August Gottfried Thun 1839 - 1848 ??? 1975 - 1994
Christian Wilhelm Theodor Diedrich Brandis 1848 - 1859
Johann Christian Jacobsen (Konst.) 1859 - 1860 Flemming Pless 1994 -
Cæsar Stoessiger 1860 - 1863 Susanne Mønsted 2006 - 2007
Peter Martens (Konst.) 1864 - 1871 Tine Berg Krogstrup 2007 -
Theodor Heinrich Hamburger (Konst.) 1871 - 1886

Frederiks Tyske Kirke[redigér | redigér wikikode]

Præster[redigér | redigér wikikode]

Josias Lorck, den unge energiske kapellan, som havde en stor andel i, at den tyske menighed havde fået sin egen kirke, var det naturlige valg til kirkens første præst. Han bestred hvervet i over 25 år til hans død i 1785. I ham havde menigheden en dygtig og vellidt præst, som kunne samle en stor tilhørerskare til sine prædikener. Teologisk var han påvirket af pietismen, og han var socialt engageret, hvilket bl.a. ses af hans arbejde med fattigskolen, som han havde tilsyn med. Med økonomisk støtte fra hans venner i menigheden indførte han bespisning af halvdelen af skolens omkring 100 elever, og beklædning til de dårligst stillede. På opfordring af kammerherreinde Louise von Plessen oprettede han et opfostringshus for unge piger, som fik til huse i Prinsensgade (nu Prinsessegade).

Ved siden af præstegerningen var Lorck en flittig forfatter, men han var især kendt, også uden for landets grænser, for hans omfattende samling af bibler og bibeloversættelser. Den omfattede over 5000 numre, og blev betragetet som en af byens seværdigheder, men han solgte den i 1784 til hertug Karl Eugen af Württemberg, og samlingen findes i dag på det offentlige bibliotek i Stuttgart.

Lorcks efterfølger blev den unge Jacob Georg Christian Adler, der havde studeret teologi i Kiel. Han var kun 28 år gammel da han tiltrådte stillingen, men var allerede kendt i akademiske kredse for sit arbejde med gamle bibelhåndskrifter på orientalske sprog, og fik i 1783 et professorat i syrisk sprog ved Københavns universitet. Han repræsenterede rationalismen, og havde et historisk-kritisk forhold til bibelteksten. Hans opfattelse af præstegerningen var, at han skulle lede sine medmennesker på den rette vej, "ved milde advarsler og hjertelige formaninger", men uden at være hævet over dem.

Bedømt ud fra antallet af altergæster, havde Adler en stor og trofast tilhørerskare til sine prædikener, som var klare og velformulerede. Han påvirkede flere af eftertidens vigtige personer i åndslivet, deriblandt Kamma Rahbek, der var konfirmand hos ham, og biskop Mynster, der så Adler som et forbillede. Som Lorck interesserede Adler sig også for Frederiks tyske Skole, men måske mere fra et akademisk synspunkt end fra et socialt. Han fik ansat en underlærer til skoleholderen i 1787, og sørgede i 1790 for at skolen fik egne bygninger i Kongensgade (nu Wildersgade), hvor de tidligere havde måtte klare sig med lejede lokaler.

I 1787 giftede Adler sig med sin forgængers datter, den kun 15-årige Dorothea Marie, i Garnisons Kirke. Han var en produktiv forfatter, og han færdiggjorde og udgav også det store katalog over svigerfaderens bibelsamling. I 1792 blev Adler udnævnt til superintendent i Slesvig og forlod kirken året efter.

Kirkekollegiet måtte se sig om efter en ny præst. Fire blev indstillet, og selv om de tre var erfarne præster, så blev det den unge, endnu ikke ordinerede teolog Nicolaus Heinrich Massmann, der fik stillingen. Det var kirkens patron A. P. Bernstorff, hos hvem Massmann var huslærer, de gjorde sin indflydelse gældende. Massmann nåede at blive ordineret inden Adler tog sin afsked, og 10. marts 1793 blev han indsat af provst Bast.

Massmann havde som Adler studeret i Kiel, og var også påvirket af Rationalismen. Massmanns interesse for lærergerningen viste sig også i hans arbejde med skolen. Han fik den Reiersenske fond til at støtte skolen, og i 1799 fik han oprettet en skolekommission, til at fremme skolens forhold. Da skoleholderstillingen skulle genbesættes blev der på Massmanns forslag ansat en kateket, som også kunne overtage gudstjenester.

Kirkens økonomi blev stadig ringere, dels fordi det tyske mindretal skrumpede, men måske også fordi Massmann ikke havde samme evne som sine forgængere, til at samle folk om sig. Da præsteembedet ved den tyskegarnisonsmenighed, som holdt gudstjenester i Garnisons Kirke, blev ledigt i 1809, foreslog man, at sammenlægge garnisonsmenigheden med Frederiks menighed, men det blev ikke til noget. I stedet blev C. G. W. Göricke udnævnt til garnisonens præst. I 1814 forhandlede man om at sammenlægge Frederiks menighed med Sankt Petris, da deres kirke var blevet ødelagt under Københavns bombardement. Det blev heller ikke til noget, da Sankt Petris menighed hellere ville genopbygge deres kirke.

Var Massmann ikke nogen mindeværdig præst, så er hans navn blevet bevaret for eftertiden på grund af den søndagsskole, som han startede. Der var i tiden en interesse for uddannelse, også i håndværkerstanden, hvor lærlingene ofte havde en meget mangelfuld skolegang bag sig. Ideen med at oprette skoler, der søndag eftermiddag - den eneste dag, hvor lærlingene havde tid - underviste dem i de grundlæggende fag, kom fra England, men Massmann har æren af, at have introduceret idéen her i landet, og ført den ud i livet. Den første skole åbnede i Frederiks tyske Kirke 4. maj 1800, og blev hurtigt efterfulgt af andre i Holmens og Nikolaj sogn. Efter Massmanns død blev deres officielle navn de Massmannske søndagsskoler.

Massmann giftede sig i 1793 med Dorothea Elsabe von Essen, datter af justitsråd Michael von Essen, på Bernstorff Slot. Han døde af et slagtilfælde i 1816.

Efter Massmann blev Christian Georg Wilhelm Göricke først konstitueret som præst, og i 1819 da hans tyske garnisonsmenighed endelig blev overført til Frederiks Kirke, blev han fastansat. I modsætning til sine forgængere var Göricke en ældre mand med 30 års erfaring som præst, da han kom til Frederiks Kirke. Han havde en langt mere traditionel indstilling til forkyndelsen, og der blev gjort op med rationalismen i hans tid i kirken, ligesom der blev det i det øvrige kulturliv. Göricke beklædte embedet til sin død i 1829.

Kateketen ved friskolen Lorentz Siemonsen blev konstitueret efter Göricke. Kirkens økonomi var værre end nogensinde. Siden 1819 havde den fået 2000 rdl om året af statskassen, men det dækkede kun driftsunderskuddet, og bygningen trængte til en hovedreparation. Statsstøtten kunne ikke fortsætte, og i starten af 1831 kom en kgl. resolution, der kort sagt sagde, at kirken selv skulle skaffe pengene til drift og reparation, ellers ville den blive lukket 1. juli. En kommission skulle aflevere deres plan til kancelliet inden da. Mens dette stod på, prøvede en kreds af hvad Grundtvig kaldte "gammelkristne", deriblandt Siemonsen, at få kirken overladt til en tysk-dansk frimenighed med Grundtvig og Siemonsen som præster.

Kancelliet indstillede til lukning af kirken, men det kunne kongen alligevel ikke gå med til, så han gav tilladelse til at man lavede en indsamling til fordel for kirken i København og hertugdømmerne. Dette gav sammen med indtægter fra salg af præsteboligen, samt besparelserne ved ikke at have en fastansat præst, penge nok til at kirken kunne hovedrepareres (1835-36), og at den i 1840 ikke bare var gældfri, men havde en rentebærende kapital. (En yderligere grund til kirkens forbedrede økonomi skal findes i, at man i 1832 gav Grundtvig lov til at prædike i kirken. Mere om det nedenfor.) Lukningen var afværget i denne omgang, men Siemonsen trivedes ikke i præstegerningen, og søgte sin afsked i 1831. Han fortsatte dog som forstander for skolen til han i 1836 blev udnævnt til sognepræst i Husby ved Angel.

Siemonsen blev efterfulgt af Peter Thomsen, der blev konstitueret i september 1832 og fastansat i 1837, men uden fribolig og med mindre løn end forgængerne. I 1839 fik han en præstestilling i Slesvig, og forlod Frederiks Kirke. Så fulgte Joachim August Gottfried Thun, der havde været kateket siden 1836. Thun var konservativ og tysksindet i en tid, hvor Slesvig og Holsten arbejdede på at blive frigjort fra Danmark. Da situationen i hertugdømmerne spidsede til i 1848 var Thun og hans familie i Holsten i en arvesag, og under de uafklarede forhold bad Thun biskoppen om orlov på ubestemt tid, men han fik valget mellem at komme tilbage eller tage sin afsked, og han valgte det sidste.

Efter Thun blev kateketen Christian Wilhelm Theodor Diedrich Brandis konstitueret som præst. Han måtte vente til 1853 før han fik fast ansættelse, og da med det forbehold at han "måtte underkaste sig eventuelle forandringer i embedet". Kultusministeriet ville nemlig gerne have Frederiks Kirkes menighed lagt ind under Sankt Petri. Det modsatte Frederikskirkens kollegium sig dog på det kraftigste, og ministeriet lod sagen falde. I 1850'erne var der en betydelig øgning i de kirkelige handlinger i Frederiks Kirke, takket været en udvidelse af den tyske garnison i København. I 1859 fik Brandis en præstestilling i Holsten, og forlod kirken i april.

Kateketen Johann Christian Jacobsen blev konstitueret som præst, mens et spørgsmål om Garnisonskirken tilskud til præstens aflønning blev afklaret, hvorefter stillingen blev opslået som ledig i marts 1860. Selv om Jacobsens tid som kirkens præst var kort, så havde han stillingen på den vigtige dag, hvor kirken fejrede 100 års jubilæum. Bygningen blev om sommeren istandsat indvendig, på kirkeforstanderen Ed. J. Hvidts bekostning, og d. 27. november blev der afholdt festgudstjeneste, bl.a. med opførelse af en kantate forfattet af Jacobsen. I lighed med flere af sine forgængere fik Jacobsen senere en præstestilling i hertugdømmerne.

I oktober 1860 fik Cæsar Stoessiger den ledige stilling som præst. Han var fra Altona, født i 1815, og havde studeret i Kiel og Jena. Stoessiger var en energisk mand, med flere gode idéer til at forbedre forholdene både for kirken og for skolen, men det lykkedes ham ikke at få gennemført nogen af dem. Han indså efterhånden, at der ikke længere var grundlag for to tyske menigheder i København, og da Sankt Petri havde den bedste beliggenhed midt i byen, så var det ikke svært at forudse, hvilken der ville blive nedlagt. Trods det, så var der alligevel en øgning af den civile menighed i Stoessigers tid, og da alle medarbejderne ved det holstenske ministerium sluttede sig til Frederiksmenigheden, betød det en 50% øgning af medlemmerne, men næsten med det samme blev ministriet flyttet til Holsten, og så meldte de sig ud igen. Detil kom at Stoessiger ikke fik medhold i ministeriet, da han klagede over, at Garnisonskirken udførte kirkelige handlinger for den tyske garnison, og dermed tog nogle af Frederiks Kirkes indtægter. Til sidst mistede han modet, og forlod i december 1863 kirken til fordel for en stilling som førstepræst i garnisonskirken i Rendsborg.

I Stoessigers tid blev skolen nødt til at flytte. Bygningen, som Adler havde anskaffet, var både nedslidt og for lille til de 137 elever skolen nu havde. Desuden var naboen et jernstøberi, hvilket heller ikke var ideelt. Støberiet ville dog gerne overtage bygningen, og i 1859 flyttede skolen til lejede lokaler i Christianshavns nedlagte veterinærskole. I 1861 blev man nødt til at flytte igen, denne gang til Overgaden Oven Vandet 52, til en betydeligt højere leje.

biskop Martensens forslag blev Peter Martens konstitueret som kirkens præst i marts 1864. Han var en erfaren mand, der havde været førstepræst ved Slesvig Domkirke, men var blevet afsat af tyskerne under krigen i 1864. Efter tabet af Slesvig-Holsten blev embedet som tysk garnisonspræst overflødigt og derfor nedlagt, hvilket gjorde et indhug i Martens i forvejen beskedne indtægter. Den tilbageværende civile menighed kunne ikke bære kirkens udgifter, og i 1867 blev der nedsat en kommission der skulle se på mulighederne for at omdanne menigheden til en dansk menighed. Kommissionen indstillede at Vor Frelsers Sogn blev delt i to, og Frederiks Kirke blev dansk sognekirke for det nye sogn. Heller ikke dette forslag blev til noget.

Skolens kateket havde taget sin afsked i 1864, og på grund af kirkens usikre fremtidsudsigter, var stillingen ikke blevet genbesat. Martens påtog sig en del af arbejdet, for at supplere sine indtægter, men han egnede sig ikke til jobbet, og hans manglende økonomiske sans gjorde, at der til sidst var så meget rod i regnskaberne, at provst Fog blev nødt til at ophæve Martens konstitution i 1871.

I 1866 havde man forsøgt at løse skolen lokalespørgsmål ved at købe ejendommen Overgaden Oven Vandet 28, men i de følgende år faldt elevantallet til der kun var 31 i 1871, og efter Martens tid var skolen ikke til at redde. Den blev nedlagt 1. august 1873.

Kirkens sidste tyske præst blev Theodor Heinrich Hamburger. Han havde været præst i Slesvig, men var i lighed med Martens, blevet afsat af tyskerne i 1864. Hamburger overtog en døende menighed, bogstavelig talt; begravelse var langt den mest almindelige kirkelige handling i hans tid i kirken. Antallet betalende medlemmer af menigheden faldt støt til der kun var 28 i 1885. Endnu en kommission blev nedsat, men kunne ikke blive enige. Et mindretal gik ind for en deling af Vor Frelsers sogn, mens et flertal ville have Sankt Petris menighed lagt ind under Frederiks. Det ville Sankt Petris menighed ikke høre tale om, og endnu engang blev sagen henlagt.

Til sidst blev det bygningens tilstand, der afgjorde tingene. Ved et kirkesyn fandt synsmændene så mange alvorlige problemer, at udgifterne til istandsættelse langt oversteg kirkens økonomiske muligheder. En ansøgning til kultusministeriet førte ikke til noget, da ministeriet længe havde ønsket at lukke kirken, og endelig blev menigheden, ved kongelig resolution, nedlagt ved udgangen af 1886.

Menigheden[redigér | redigér wikikode]

Under menighedens lange kamp for at få en egen kirke, havde man ikke taget højde for, at det tyske mindretal ikke ville fortsætte med at have samme størrelse. Det begyndte allerede at gå tilbage inden kirken var færdigbygget. Hvis man tager lejeindtægterne for stolestader og loger, som er vist grafisk i Danmarks Kirker fra 1766 tll 1845, som udtryk for menighedens størrelse, så kan man se, at det begynder at gå tilbage sidst i 1760'erne. Omkring 1775 er indtægterne halveret i forhold til et årti før, men så får man vendt udviklingen - hvordan fremgår ikke helt klart - så man sidst i 1780'erne er tilbage på udgangniveauet.

I starten af 1790'erne begynder indtægterne at falde igen, og nu stopper det ikke, før de i 1810-15 er nede under en fjerdedel af startniveauet. Overflytningen af den tyske garnison til kirken i 1819, giver en forbedring, men indtægterne er stadig under halvdelen af hvad de var i de bedste tider. I 1832 kom der en pludselig og markant forbedring af indtægterne, men det skyldtes ikke at den tyske menighed var i fremgang, men at man gav Grundtvig tilladelse til at prædike i kirken (se nedenfor). Da dette ophørte syv år senere forsvandt indtægterne igen lige så brat. Selv om der i menighedens sidste år, som nævnt ovenfor, var midlertidige forbedringer i medlemstallet, så var det fra 1831, hvor en det første gang er på tale, reelt kun er spørgsmål om tid, før lukningen ville komme.

Grundtvig i Frederiks Kirke[redigér | redigér wikikode]

Mindeplade om Grundtvigs tid i kirken.

N. F. S. Grundtvig havde i 1826 forladt en stilling som residerende kapellan i Vor Frelsers Kirke, og han savnede et sted at prædike. Han brød sig ikke om de nye strømninger i folkekirken, og en gruppe ligesindede, der var begyndt at holde forsamlinger hos Jacob Christian Lindberg på Østerbro, prøvede at få ham til at tale dér, men han var ikke klar til at bryde med statskirken. I stedet ansøgte Grundtvig sammen med Lindbergs gruppe om tilladelse til at danne en dansk og tysk frimenighed, med Grundtvig og Siemonsen som præster, og benytte Frederiks tyske Kirke, som Grundtvig boede lige op ad, til deres gudstjenester. De fik blankt afslag, hvilket gjorde at Grundtvig knyttede sig tættere til gruppen, og begyndte at prædike ved deres møder.

Grundtvig tiltrak imidlertid så mange tilhørere, at Lindbergs hjem umuligt kunne rumme dem, og de så sig om efter andre lokaler. Grundtvigs vært i Strandgade 4, grosserer Jacob Holm, havde et pakhusloft i nabobygningen, som havde den nødvendige størrelse. Gruppen lejede lokalet, anskaffede bænke og en talerstol, og var parat til at holde deres egne gudstjenester, men politidirektøren var ikke så begejstret for idéen, og prøvede at tale gruppen fra den. Da det ikke lykkedes, foreslog han dem, at gå til biskoppen. Biskop Peter Erasmus Müller var en ven af Grundtvig, men kunne ikke gå ind for dannelsen af frimenigheder, og han foreslog i stedet, at Grundtvig fik lov at prædike til aftensangen i Frederiks Kirke. Det var ikke hvad gruppen havde tænkt sig, men derved blev det. Kongen underskrev resolutionen 1. marts 1832, og allerede tre dage senere stod Grundtvig på kirkens prædikestol første gang.

Interessen for at høre Grundtvig var stor, men folk fik ikke plads i kirken, da de ikke fik adgang til logerne og de aflåste stole. De, der ville sikre sig en plads den næste søndag, måtte ordne betalingen med graveren i løbet af ugen. Grundtig syntes at kirken udnyttede situationen, og klagede over, at de fattige på den måde ikke fik lov at høre ham, men kirkeværgerne havde brug alle de penge, de kunne få ind, så de lod sig ikke rokke.

I de næste syv år, frem til pinsen 1839, prædikede Grundtvig hver søndag eftermiddag, stort set uden undtaglser. Det blev til ikke mindre end 442 prædikener i alt, men han fik kun lov at prædike, nadver, dåb og andre kirkelige handlinger fik han ikke lov at udføre. Han fik heller ikke løn for sine prædikener, han blev kun understøttet af velstillede tilhængere. Samtidig nærmede sig tiden, hvor hans sønner skulle konfirmeres, og biskop Mynster havde afslået at lade Grundtvig selv gøre det, når han ikke beklædte et præsteembede, så da han fik mulighed for at søge stillingen ved Vartov Kirke, så gjorde han det.

Christians Kirke[redigér | redigér wikikode]

Menighed[redigér | redigér wikikode]

Næsten 70 år efter det første gang blev foreslået, blev Vor Frelsers Sogn, der efterhånden havde en menighed på over 20000, og stadig voksede, endelig opdelt i to sogne i 1899, med den forladte tyske kirke som sognekirke. Selv om bygningen var meget forfalden, så var det trods alt billigere at sætte den i stand, end at bygge en ny. Sognedelingen skete ved Torvegade, og ved at lægge Slotsholmen ind under det nye sogn, fik det en menighed på omkring 9000 mennesker. Det blev arrangeret på den måde, at man afventede at pastor Holck trak sig tilbage i 1898, hvorefter man forfremmede den residerende kapellan til præst over det reducerede Vor Frelsers Sogn, og ansatte en ny kapellan, som forpligtede sig til at overtage det nye sogn, når Frederikskirken var blevet istandsat. Indtil da benyttede begge sogne Vor Frelsers Kirke.

Man kunne af gode grunde ikke fortsætte med at kalde kirken 'Tysk', og da man allerede havde en Frederiks Kirke i byen, måtte man finde på et nyt navn. Efter at have kasseret forslaget Allehelgens Kirke, blev man enige om at opkalde kirken efter bydelen, og derved blev den genåbnet af biskop Skat Rørdam som Christians Kirke i 1901.

I 1915 blev Islands Brygges Sogn udskilt fra Christians sogn og Hans Tausens Kirke bygget.

Præster[redigér | redigér wikikode]

Den 'nye' sognekirkes første præst blev Ludvig Christensen, som kom fra Kristrup. Han virkede kun ved Christians Kirke i to år, men han nåede at sætte gang i det menighedsarbejde, som hans efterfølgere byggede videre på. Der blev ansat en sygeplejerske til menighedsygeplejen, som første år omfattetde 70 syge. Der blev afholdt 'lappestuer', hvor de ubemidlede kunne få hjælp til at reparere tøj. "Pastor Holcks søndagsskole" flyttede ind på soldaterloftet, hvor den blev ledet af kateketen N. N. Westergaard.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Literatur[redigér | redigér wikikode]

  • Danmarks Kirker, København, bind 4: Christians kirke. s.73-285, Nationalmuseet 1973-75
  • Christians Kirke gennem 200 år. 1759-1959. Laurids Stampe, Svend Jacobsen m.fl. Udgivet af menighedrådet, 1959.
  • De danske Kirker, redigeret af Erik Horskjær. Bind 1, s. 26-28, Storkøbenhavn. G.E.C. Gads Forlag, 1969-1971. ISBN 87-12-17550-1

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]



Koordinater: 55°40′20.5″N 12°35′14″Ø / 55.672361°N 12.58722°Ø / 55.672361; 12.58722