EU-ret

EU-ret betegner den juridiske disciplin, der studerer den Europæiske Union (EU) og EU's regler. EU-ret omfatter både regulering af det indre marked samt EU's organer og EU-rettens forskellige retsakter. Et omdiskuteret aspekt af EU-ret er princippet om EU-rettens forrang over hvert medlemslands nationale ret, såsom love og andre retskilder. Endvidere udgør pligten til EU-konform lovfortolkning også et aspekt af EU-ret. Desuden er det væsentligt, at meget EU-ret er domstolsskabt ved EU-Domstolens retspraksis. De EU-retlige principper er også relevante. EU-ret hører traditionelt til kategorien offentlig ret.

Det indre marked mv.

EU's indre marked sikrer fri etableringsret samt fri bevægelighed for varer, personer (arbejdskraft), tjenesteydelser og kapital har ét medlemsland til et andet. Det er ikke tilladt at opstille handelshindringer; så som import- eller eksportrestriktioner.

Oversigt over de friheder, som det indre marked giver:

Bestemmelse	Hjemmel i artikel (art.) i Lissabontraktaten	Noter	Uddybning		Supplerende sekundær retsakt
EU har grundlagt det indre marked.	TEU art. 3, stk. 3 og TEUF art. 26
Fri etableringsret	TEUF art. 49
Fri bevægeligehed for varer	TEUF art. 34-35		forbyder også handelshindringer
Fri bevægelighed for personer (arbejdskraft)	TEUF art. 45
Fri bevægeligehed for tjenesteydelser	TEUF art. 56				Servicedirektivet
Fri bevægelighed for kapital	TEUF art. 63

Foruden de nævnte friheder gælder forbud mod diskrimination pga. nationalitet med hjemmel i TEUF art. 18.

Som supplement til det nationale statsborgerskab findes unionsborgerskabet. Unionsborgerskabet har hjemmel i TEUF art. 20.

Retsakter

EU's retsakter opdeles i primær og sekundær.

Primær retsakt

EU's primære retsakt omfatter Lissabontraktaten, der gælder siden d. 1. december 2009. Lissabontraktaten består af tre dele:

• Traktaten om Den Europæiske Union (TEU)
• Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF)
• den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder har samme værdi som de to ovennævnte traktater (TEU og TEUF), jf. TEU art. 6, stk. 1.

Hertil kommer, at et medlemsland (eller en gruppe medlemslande) kan have fremsat en erklæring (eller flere erklæringer). Sådanne erklæringer er også indeholdt i Lissabontraktaten. Der findes fx erklæringer om Schengen-aftalen.

TEUF art. 288 giver hjemmel til de sekundære retsakter. De sekundære retsakter opdeles i bindende og ikke bindende.

Bindende sekundære retsakter

• Forordning gælder straks i alle enkeltheder i alle medlemslande; forordningens formål er at indføre fælles regler i hele EU.
• Direktiv skal implementeres i national lovgivning, hvilket hvert medlemsland typisk har 2-3 år til at gøre.
• Afgørelse (også kaldet Beslutning)

Ikke bindende sekundære retsakter

Blandt EU's ikke bindende sekundære retsakter er:

• Henstilling
• Udtalelse

Institutioner

EU's institutioner betegnes også organer; til EU's organer hører bl.a.:

• Europa-Kommissionen der har initiativretten til at fremsætte sekundære retsakter, jf. TEUF artikel 76
• Det Europæiske Råd (populært kaldet ministerrådet) af fagministre.
• Rådet for Den Europæiske Union består af stats- og regeringschefer.
• Europa-Parlamentet, hvor de folkevalgte MEP'er sidder.

• Den Europæiske Unions Domstol i Luxembourg (kaldes populært EU-Domstolen)
• Revisionsretten, der også er placeret i Luxembourg
• Den Europæiske Centralbank i Frankfurt am Main (ECB)

EU-rettens forrang

EU-ret har forrang over national (fx dansk) ret. Det har EU-Domstolen fastlagt. "EU-Domstolen insisterer formelt på, at EU-retten har absolut forrang for medlemsstaternes nationale ret." Netop det faktum, at EU-Domstolen har fastlagt princippet om EU-rettens forrang har ført til kritik. For EU-Domstolens retspraksis (afgørelser) er blevet beskyldt for at være aktivistisk. EU-rettens forrang over national ret har EU-Domstolen udledt af Costa mod ENEL (sag 6/64).

Men med sin domsafsigelse i Ajos-sagen har Danmarks Højesteret ignoreret princippet om EU-rettens forrang. For Højesteret dømte efter dansk lov og ikke efter EU-rettens "princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder." I Ajos-dommen undlod Højesteret at fortolke EU-konformt.

EU-konform lovfortolkning

Hvert medlemslands myndigheder har pligt til at fortolke nationale retskilder EU-konformt, så fortolkningen er i overensstemmelse med gældende EU-ret. Denne pligt blev fastslog EU-Domstolen i sin afgørelse C-14/83, von Colson og Kamann mod Land Nordrhein-Westfalen. Pligten til EU-konform fortolkning er i overensstemmelse med medlemslandets loyalitetsforpligtelse med hjemmel i TEU art. 4, stk. 3.

EU-retlige principper

EU-retten omfatter en række principper; to af disse principper har hjemmel i TEU art. 5, stk. 3. Ifølge proportionalitetsprincippet skal der være overensstemmelse mellem mål og middel, så der kun er tilladt at anvende det mindst indgribende middel, der kan opfylde et tilstræbt mål. Det følger af Nærhedsprincippet (også kaldet subsidiaritetsprincippet), at en politisk beslutning skal træffes på det laveste og mindste niveau som muligt.

Litteratur mv.

Litteratur

Jens Evald: At tænke juridisk - juridisk metode for begyndere. 5. udgave. 2019. Djøf Forlag. ISBN 9788757446241

kapitel 5 i Carina Risvig Hamer & Sten Schaumburg-Müller (red.): Juraens verden − metoder, retskilder og discipliner. 2020. Djøf Forlag. ISBN 978-87-574-4778-1

Videre læsning

• Bugge Thorbjørn Daniel m.fl.: Grundlæggende EU-ret. 2. udgave. 2011. Djøf Forlag. ISBN 9788757422641
• Ulla Neergaard & Ruth Nielsen: EU-ret. 8. udgave. 2020. Karnov Group. ISBN 9788761941589

Ekstern henvisning

• Lissabontraktaten

Referencer

Spire Denne juraartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.