F-35 Lightning II

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Lockheed Martin F-35 Lightning II
CF-1 flight test.jpg
F-35 under flyvning
Beskrivelse
Type Multirole kampfly
Besætning 1
Jomfruflyvning 24. oktober 2000 (X-35)[1]
15. december 2006 (F-35)[2]
Udgaver se tekst
Fabrikant Lockheed Martin Aeronautics
Northrop Grumman
BAe Systems
Dimensioner
Længde A/C: 15,70 m, B: 15,64 m
Spændvidde A/B: 10,7 m, C: 13,10 m
Højde A: 4,33 m, B: 4,30 m, C: 4,54 m
Vingeareal A/B: 42,73 m², C: 62,06
Tomvægt A: 13.170 kg, B: 14.588 kg, C: 14.548 kg
Maksimal startvægt A/C: 31.751 kg, B: 27.215 kg
Motor Pratt & Whitney F-135
Motorydelse 111 kN, 178 kN m. efterbrænder
Tophastighed Mach 1,6
Ydeevne
Rækkevidde A: 2.500 (2.800 km m. droptanke), B: 1.667 km, C: 2.593 km
Tophøjde 15.240 m
Stigeevne >254 m/sek
Bevæbning
Skyts A: 25 mm GAU-22/A gatling (180 skud)
Bomber Internt A/C: 2.585 kg, B: 1.680 kg
I alt A/C: 8.165 kg, B: 6.800 kg
Missiler 4 interne ophængningspunkter (stealth)
6 eksterne ophængningspunkter
Andet Femtegenerations jetkampfly, stealth-fly
Elektronik AESA-radar, DAS-sensorer, EOTS-måludpegning
v · d · r

F-35 Lightning II eller Joint Strike Fighter (JSF) er et flyprojekt, som involverer flere nationer, og som stadig er under udvikling. Danmark er med i projektet og har bidraget med både kapital og teknologi. F-35 er en af tre kandidater til at blive det næste kampfly i Flyvevåbnet.[3]

Flyet har dog været udsat for flere forskellige problemer undervejs, bl.a. en række befalede groundings på grund af brandrisiko i motoren.[4]

De tre versioner[redigér | redigér wikikode]

F-35A er den "normale" version: CTOL (Conventional Take-off and Landing). Den har en indvendig 25 mm gatlingkanon og anvender Boom and receptacle-lufttankning som udgangspunkt. Denne version vil blive brugt af US Air Force, det canadiske, det norske og mange andre luftvåben, herunder Flyvevåbnet, i tilfælde af at Danmark vælger Joint Strike Fighter. US Air Force regner med at skulle bruge 1.763 til at afløse deres F-16 fra 2013 og A-10 Thunderbolt II fra 2028.

Et F-35 lander på Edwards Air Force Base.

F-35B bliver en STOVL (Short Take-Off and Vertical Landing) version. Den har en nedadrettet lavtrykskompressor der drives af motorens turbine. Udstødningen kan rettes nedad og sammen med lavtrykskompressoren leverer de opdriften ved lav hastighed. Ved vandret flyvning er lavtrykskompressoren frakoblet og udstødningen er rettet bagud. Denne version kan bruge kortere startbaner til at komme i luften og skal kunne lande lodret. Flyet kan også lette lodret med en ubetydelig våbenlast og brændstofmængde, men selv denne konfiguration kræver uhensigtsmæssigt meget brændstof. Alligevel var lodret start et af kravene til testflyene X-32 og X-35 i JSF-konkurrencen. 340[5] amerikanske og 138 britiske F-35B vil formentlig afløse diverse US Marine Corps, Royal Navy og Royal Air Force Harrierudgaver fra 2012.

F-35C er beregnet til at kunne operere fra hangarskibe CV (Carrier Version) og er derfor forstærket til at kunne tåle de hårde dækslandinger, samt udrustet med halekrog. Den kan folde vingerne og bruger Probe and drogue-lufttankning. Denne version vil formentlig kun blive brugt af US Navy (260) og US Marine Corps (80),[5] hvor F-35C skal afløse F-18 Hornet fra 2012 (ikke F/A-18E/F Super Hornet).[5]

På grund af udviklingen af realistiske flysimulatorer og interaktiv avionic, menes det ikke nødvendigt med tosædede udgaver af F-35. Af taktiske grunde har Israel dog udtrykt interesse i at have tosædede F-35D til rådighed.[6] Ønsket er ikke imødekommet, bl.a. fordi ingen andre lande deler det og Israel ikke er partner i JSF-projektet.

F-35 er pr. marts 2015 bygget i 114 eksemplarer (alle tre udgaver).

Udvikling[redigér | redigér wikikode]

Boeing X-32B

Kort efter afslutningen af den kolde krig ønskede USA at udvikle et fly til det amerikanske luftvåben, flåde og marinekorps. Konceptet hed Joint Advanced Strike Technology (JAST). Flåden opgav sit A-12 Avenger II jagerbomberprojekt for at slutte sig til JAST og i 1994 deltog Lockheed Martin, Boeing, Northrop Grumman og McDonnell Douglas i en konkurrence om at designe JAST. Northrop Grumman og McDonnell Douglas slog sig sammen og deres design til STOVL-udgaven havde en løftemotor der kun skulle anvendes under start og landing.

I 1996 gik Lockheed Martins og Boeings design videre (nu under betegnelsen Joint Strike Fighter) og de fik penge til at udvikle demonstrationsfly – dvs. ikke prototyper. Boeing X-32B havde drejelige dyser á la Harrier mens Lockheed Martin byggede to fly: X-35A som ren CTOL og X-35C som hangarskibsfly. X-35 havde hovedunderstel fra A-6 Intruder, næsehjul fra F-15 Eagle, 1×Pratt & Whitney F119-motor fra F-22 Raptor, hydraulikpumper fra YF-23, katapultsæde fra AV-8B, styresystem fra F-16, multifunktionsskærme fra C-130J Hercules. Det vigtigste ved demonstrationsflyene var at vise stealth- og eventuelle STOVL-egenskaber. X-35A blev ombygget til X-35B for at demonstrere Lockheed Martins STOVL-design.

Den 26. oktober 2001 besluttede Pentagon at Lockheed Martins design skulle sættes i produktion under betegnelsen F-35. Dette var ret besynderligt idet at F-24 var det næste ledige nummer, efter den aflyste YF-23 (F-22 Raptors konkurrent). Skiftet fra X-35 til F-35 var nemmere for nogen at forstå end F-24.

Den indbyggede GAU-22 25 mm-gatling i luftvåbenversionen vil tidligst kunne bruges i 2019, da styringen først er med i softwareopdatering 3F, der tidligst er klar i 2019. Et andet problem er at F-35A kun har 180 skud (sammenlignet med F-16s 511 skud). Det er for lidt til CAS. Marinekorps- og flådeversionerne kan anvende eksternt monterede 25 mm-maskinkanoner med 220 skud, og den tilhørende software kommer endnu senere[7].

Implementering[redigér | redigér wikikode]

Til at implementere F-35 Lightning II er der oprettet en værnsfælles 33rd Fighter Wing på Eglin Air Force Base, Florida. Tre eskadriller udstyret med de tre forskellige versioner:

  • 58th Fighter Squadron Mighty Gorillas fra US Air Force med 24 F-35A.
  • VMFAT-501 Warlords fra US Marines med 20 F-35B.
  • VFA-101 Grim Reapers fra US Navy med 15 F-35C. I november 2014 foregik de første hangarskibslandinger.[8]

Derudover er der to britiske F-35B[9] og to hollandske F-35A på flybasen.[10]

En eskadrille F-35B fra US Marines blev operativ i juli 2015[11] og Pentagon forventer at F-35A (USAF) bliver operativ i december 2016, og F-35C (US Navy) i februar 2019[12].

Internationale partnere[redigér | redigér wikikode]

Joint Strike Fighter er et internationalt udviklingsprojekt mellem otte lande foruden USA. Storbritannien er niveau 1-partner og bidrager primært til udviklingen af F-35B. Landet har investeret 2,5 mia. $ og fået stor indflydelse på designet af B-modellen, som landet er vigtigste køber af, udover US Marines. Holland (800 mio. $) og Italien (1 mia. $) er niveau 2-partnere, det er billigere men betyder også mindre indflydelse. Fokker Technologies leverer, som danske Terma, kompositpaneler til flyet, og Alenia Aeronautica foretager FACO (Final Assembly & Check Out) på fabrikken i Norditalien.

Resten er niveau 3-partnere, herunder Danmark. Danmark, hvis bidrag er det mindste i partnerkredsen, har bidraget med ca. en milliard kroner til udviklingen, heraf et tosædet F-16-fly på Edwards Air Force Base med testpiloten Casper Børge Nielsen. F-16-flyet skal afprøve elektronisk krigsførelse og DAS (Distributed Aperture System), der er seks infrarøde kameraer anbragt forskellige steder. Tilsammen skal de give et billede af flyets omgivelser, der kan projiceres på pilotens visir. Systemet afløser pilotens night-vision goggles, og gør det muligt for piloten at kunne "se" gennem flyet, og sig selv, for at undgå blinde vinkler. De andre niveau 3-partnere er Australien, Canada, Norge og Tyrkiet. Norge har fået udviklet en bremseskærm til F-35, da de korte isglatte landingsbaner kræver dette. Derudover er Israel og Singapore Security Cooperative Participants, der deltager i systemudviklingsfasen.[13]

De amerikanske myndigheder afviser at udlevere kildekoden til flyets software til andre lande, herunder til projektets internationale partnere. Kildekoden styrer alt fra integration mellem radar og våbensystemer til flyets bevægelser.

Lasteevne i pund

Produktion i Europa[redigér | redigér wikikode]

Den 12. marts 2015 blev den første F-35 færdigbygget udenfor USA. Det var på FACO (Final Assembly and Check Out) i Cameri, Italien. Fabrikken ejes af Alenia Aermacchi og skal producere alle Italiens F-35A og F-35B, samt F-35A til Holland. Fabrikken har kapacitet til at fremstille de europæiske F-35'ere. I december 2014 bestemte det amerikanske forsvarsministerium at fabrikken i Cameri skulle udføre større eftersyn, reparationer og opgraderinger (Heavy Airframe Maintenance, Repair, Overhaul and Upgrade) på F-35 Lightning II i den europæiske region[14].

Usikkerhed[redigér | redigér wikikode]

På grund af den økonomiske krise har diverse regeringer reduceret antallet af fly. Da udviklingsomkostningerne skal fordeles på produktionsflyene vil prisen per fly stige.

I 2007 er den forventede produktion af JSF faldet -14,2 % i forhold til 2001, mens "program unit cost" er steget 32,8 %, fra $68.553 (2001) til $91.048 (2007). I august 2013 var Lockheed Martins estimat over enhedsomkostningen i hele flyets programtid 85 mio. USD for A-udgaven. Ultimo 2014, er estimatet justeret til (USD): A: 95 mio., B: 102 mio. og C: 116 mio.[15]

Forventede indkøb af F-35 Lightning II:

Land F-35A F-35B F-35C fra afløser
Australien Australien 100[16] 2013 F-111C, F/A-18A Hornet
Canada Canada 65[13] 2016 CF-18 Hornet
Holland Holland 85[13] 2011 F-16AM
Israel Israel 25[13] 2013 F-16A Netz
Italien Italien 60[17] 30[17] 2014 AMX A-11A, F-16A, Tornado IDS, AV-8B
Japan Japan 42[18] 2016 F-4EJ Kai Phantom II
Norge Norge 52[19] 2016 F-16AM
Storbritannien Storbritannien 48[20] 2011 Harrier GR.9, Sea Harrier FA.2
Tyrkiet Tyrkiet 100[13] 2014 F-16C
USA USA 1763[13] 340[5] 340[5] 2012 F-16C, A-10C, AV-8B Harrier, F/A-18C Hornet
i alt 2292 418 340

Uofficielt dansk køb[redigér | redigér wikikode]

Danske politikere har over en længere periode støttet dette amerikanske flyprojekt med økonomiske tilskud, selvom det officielt ligger i konkurrence med amerikanske F/A-18E/F Super Hornet og europæiske Eurofighter Typhoon. Pr 21. december 2007 fik denne ensidighed fra dansk side Eurofighter GmbH til at trække sig fra konkurrencen, eftersom de mente at man spilder penge på at konkurrere om en kontrakt, som allerede uofficielt er givet til det amerikanske projekt.[21] Eurofighter GmbH er dog med i konkurrencen igen, der efter en pause på næsten tre år forventes afsluttet i juni 2015.[3] Saab Aerosystems bød ind med Gripen NG, men ligesom Eurofighter trak de sig, fordi kontrakten synes afgjort på forhånd.

Vinderen af kampflykonkurrencen offentliggøres i efteråret 2015[22].

Audiovisuel præsentation[redigér | redigér wikikode]

video som viser start, optankning i luften og lodret landing

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Lockheed X-35 Test Flights (Engelsk) hentet d. 6. april 2011
  2. F-35 is Airborne! (Engelsk) hentet d. 6. april 2011
  3. 3,0 3,1 Valget af nyt kampfly starter igen Forsvarsministeriet 13-03-2013
  4. Pentagon Explains F-35 Fire Investigation Findings - ForceWeekly.com, 15. juli 2014.
  5. 5,0 5,1 5,2 5,3 5,4 Marine Corps To Fly F-35Cs From Carriers (Engelsk) hentet d. 5. april 2011
  6. Flightglobal (22. Januar 2010) (på (engelsk)). Israel sets sights on two-seater F-35. 
  7. The Daily Beast (31. december 2014) (på (engelsk)). New U.S. Stealth Jet Can’t Fire Its Gun Until 2019. 
  8. Ingeniøren (5. november 2014) (på (dansk)). Se første F-35C-landing på et hangarskib. 
  9. Side 21 i "Marines & Forces navales", N° 144; avril – mai 2013, kapitel "F-35: entre espoirs et déboires" (F-35: mellem håb og skuffelser) (Fransk)
  10. Official Web Site of Eglin Air Force Base (18. december 2013) (på (engelsk)). First Dutch F-35 pilot takes to skies. 
  11. Defense News (31. juli 2015) (på (engelsk)). Marines Declare F-35B Operational. 
  12. Defense News (31. maj 2013) (på (engelsk)). Pentagon: First F-35s Operational in 2015. 
  13. 13,0 13,1 13,2 13,3 13,4 13,5 Erlend Larsen og Alex Schou Jensen: F-35 Lightning II – fremtidens kampfly, 2010, Veterania Forlaget Classic, ISBN 978-87-89792-59-0
  14. "F-35 rolls off Italian production line" (på (Engelsk)). Air International (Key Publishing) 88 (4): 5. april 2015. ISSN 0306-5634. 
  15. Breaking Defense (21. november 2014) (på (engelsk)). New F-35 Prices. 
  16. Australia Lockheed Martin - Global Partnerships (Engelsk)
  17. 17,0 17,1 Italy to Cut F-35 Fighter Jet Orders as Part of Defense Revamp Bloomberg News 16. februar 2012 (Engelsk)
  18. Japan Selects Lockheed Martin F-35 Lightning II 19. december 2011 (Engelsk)
  19. Norway Lockheed Martin - Global Partnerships (Engelsk)
  20. UK slashes F-35B numbers Jane's 27. juli 2012 (Engelsk)
  21. Eurofighter dropper Danmark og Norge – borsen.dk den 21. december 2007
  22. dr.dk (5. august 2015). Minister: Valg af kampfly bliver afgjort i efteråret. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: