Hizb ut-Tahrir

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Hizb-ut-Tahrir)
Spring til navigation Spring til søgning
Searchtool.svg Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Frihedspartiet. (Se også artikler, som begynder med Frihedspartiet)
Hizb ut-Tahrir
Ḥizb at-Taḥrīr

{{{2}}}
 
Partileder Ata Abu Rashta
 
Grundlagt 1953; 65 år siden (1953)
Antal medlemmer 10.000[1]–1 million[2]
 
Politisk ideologi Islam
 
Website Officiel hjemmeside
Hizb ut-Tahrir demonstrerer i København

Hizb ut-Tahrir (arabisk: حزب التحرير Ḥizb at-Taḥrīr; Befrielsespartiet) er et globalt islamisk politisk parti, hvis mål er at genoptage den islamiske levemåde gennem et islamisk kalifat. Partiet blev stiftet i 1953 i Jerusalem af den retslærde sheikh Taqiuddin an-Nabhani. Partiets øverste ledelse holder i dag til i Jordan.

Hizb ut-Tahrir arbejder for at forene alle muslimer under et islamisk styre (kalifat), for at fjerne al vestlig indflydelse i den islamiske verden og for at fremme et liv efter den rette islamiske levemåde. Det indebærer, at alle livets anliggender skal styres efter islamiske love, sharia, og livsperspektivet skal bestemmes efter Koranen og Profeten Muhammeds sædvane (sunnah), i henhold til hvad der er tilladt og forbudt (halal og haram).

Hizb ut-Tahrir opfordrer muslimer i muslimske lande til at vælte deres regeringer[3].

Ifølge den amerikanske tænketank Heritage Foundation var Hizb ut-Tahrir i 2003 aktiv i 40 lande med omkring 5.000—10.000 kernemedlemmer og titusindvis af løsere tilknyttede sympatisører.[4] På verdensplan er størstedelen af medlemmerne etniske uzbekere[5], omend partiet er forbudt i Usbekistan og i alle de tidligere sovjetiske muslimske republikker i Centralasien og i Rusland.[6] Hizb ut-Tahrir er også forbudt i alle arabiske stater undtagen Forenede Arabiske Emirater, Yemen og Libanon,[7] samt i Pakistan.[8]

Det arabiske forår, hvor organisationen var hensat til tilskuerpladserne uden folkelig opbakning, og borgerkrigen i Syrien, hvor man betalte nogle mindre militser for at sværge Hizb ut-Tahrir troskab, sendte organisationen ud i en dyb intern splittelse, der har svækket den i mange lande. I Danmark, hvor Hizb ut-Tahrir ofte optrådte i medierne i 2000'erne, har organisationen også haft medlemsflugt efter den interne konflikt, og menes i 2019 at have mellem 60 og 80 aktive medlemmer.[9]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Hizb ut-Tahrir blev grundlagt i Jerusalem i 1953 af Taqiuddin al-Din al-Nabhani (19091977), som var en palæstinensisk sharia-dommer (qadi). Taqiuddin var født ind i en familie af stærkt troende muslimer i en lille landsby Izjim i nærheden af Haifa i det britiske mandatområde i Palæstina, det nuværende Israel. Han studerede på al-Azhar universitet i Egypten. Efter studierne vendte han tilbage til Palæstina for at fungere som islamisk dommer i forskellige byer i britisk Palæstina og i Libanon. Efter oprettelsen af staten Israel og nederlaget i den arbisk israelske krig i 1948 flygtede Taqiuddin for en kort overgang til Syrien, men vendte snart tilbage til Jerusalem – der nu var under jordansk kontrol. Efter nogle år fortsatte han til Jordans hovedstad Amman. Taqiuddin anså Israels sejre, tabet af Palæstina og et generelt forfald af Islam som resultatet af, at muslimerne var blevet for verdslige og vestlige. Taqiuddins løsning var mere islam, udrensning af vestlig indflydelse og en oprettelse af et islamisk kalifat. I 1950 publicerede han bogen: "Arabernes budskab" – hvori han redegjorde for sin vision om et kalifat i først de arabiske lande og dernæst resten af verden. Til dette formål etablerede han Hizb ut-Tahrir. Medgrundlægger var Khaled Hassan, som også var med til at grundlægge PLO, og sheik Assad Tamimi fra bevægelsen Islamisk Jihad.

Partiet blev straks forbudt i Jordan. Taqiuddin trodsede dog forbuddet, og Hizb ut-Tahrir begyndte at sprede sig med afdelinger i andre mellemøstlige lande. Både Taqiuddin og sidenhen Hizb ut-Tahrir har angiveligt været involveret i en række mislykkede kupforsøg mod mellemøstlige ledere; i Jordan mod kong Abdullah i 1951, og igen i Jordan samt i Syrien i 1968/69[10] og i Egypten i 1974[11].

Hizb ut-Tahrirs ideologi er i vid udstrækning dannet med det Muslimske Broderskab som inspiration, omend Taqiuddin selv fandt broderskabet for moderat i sin ideologi. Mange af Hizb ut-Tahrirs første medlemmer var selv tidligere medlemmer af det Muslimske broderskabs mere radikale fløj. Mens det Muslimske Broderskab ønsker at få magten gennem demokratiske valg, var Hizb ut-Tahrirs foretrukne strategi at komme til magten ved et militærkup. Partiet har imidlertid aldrig haft held med at få noget militær noget sted i verden til at sværge partiet troskab og underkaste sig dets lederskab. Tværtimod har militæret i den muslimske verden som regel været en af de mest sekulære samfundsinstitutioner.[9]

Taqiuddin mente, at Vesten under den kolde krig rettede to fjendtlige angreb mod den muslimske verden: den kapitalistiske og den socialistiske. Efter kommunismens fald anser Hizb ut-Tahrirs nu kapitalismen og i særdeleshed USA som den største hindring for oprettelsen af kalifatet.

I 1977 døde Taqiuddin i Libanon og blev efterfulgt af Abd al-Qadim Zallum, en palæstinensisk imam,[12] ligeledes uddannet på al-Azhar.[13] Zallum udgav bogen: "Hvordan kalifatet blev ødelagt", hvori han agiterede for at rense islam fra vestlig indflydelse. I 2003 døde Abd al-Qadim Zallum – også i Libanon – og blev efterfulgt af Hizb ut-Tahrirs nuværende leder Ata Khalil Abu-Rashta, en palæstinensisk civilingeniør.[14]

Udbruddet af det arabiske forår førte til en dyb krise for Hizb ut-Tahrir. Det stod hurtigt klart, at partiet ikke spillede nogen rolle for de demonstrerende arabere, der ikke anede, hvem det var. Abu-Rashta tog så den kontroversielle beslutning at kaste partiet ind i den syriske borgerkrig ved at betale 23 mindre militsgrupper i Syrien for at sværge Hizb ut-Tahrir troskab. Det var imidlertid i strid med partiets ideologi på to måder: dels ved at alliere sig med den militære jihad, og dels ved at betale for det. Beslutningen førte til voldsom kritik mod Abu-Rashta fra andre højtstående medlemmer, ikke mindst partiets fremmeste autoritet i religiøse spørgsmål Abu Iyas, der fremstillede Abu-Rashta som inkompetent, hyklerisk og vildledt. Iyas blev til slut ekskluderet af Hizb ut-Tahrir i december 2017. Konflikten skabte en dyb splittelse i partiet, der førte til brud ud i den mindste lokalafdeling verden over.[9]

Politik[redigér | redigér wikikode]

Grundlag[redigér | redigér wikikode]

Hizb ut-Tahrir lægger vægt på at være en politisk sammenslutning. Og hverken en velgørende organisation eller blot en åndelig eller akademisk forsamling. De anser islam som en slags "politisk videnskab". De beskriver sig selv som "et politisk parti, hvis ideologi er Islam".

Som motto eller hele partiets raison d'être er en paragraf fra koranen:

"Og blandt jer skal der være en ummah (gruppe), som kalder til det gode (Islam), og som påbyder ma’ruf (det rette) og forbyder munkar (det afskyelige), og disse er de succesrige" -- Sura 3:104[15]

Hizb ut-Tahrir fortolker paragraffen således, at der skal oprettes en gruppe (ummah) eller parti af muslimer inden for islam, som skal kalde andre til sig. Det er en meget uortodoks fortolkning og sandsynligvis en fejltolkning, da ordet "ummah" normalt hentyder til hele den samlede gruppe af muslimer og de foregående vers [16] og efterfølgende[17] præciserer netop, at der ikke skal skabes konkurrerende fraktioner inden for islam. Derudover tolker Hizb ut-Tahrir så "det gode" i den yderst begrænsede mening af udelukkende at betyde "islam" – og ikke generelt gode gerninger i livet. Det fjerner alle medmenneskelige og interreligiøse bånd og gør i realiteten "islam" til både målet og midlet.

Hizb ut-Tahrir anser sig som den gruppe i islam, der skal kalde de andre muslimer til sig. Målsætningen er at rense den islamiske verden for uislamisk (kufrs), hovedsaglig vestlig, indflydelse og at skabe en islamisk Khilafah-stat der kan undertvinge "kufr-staterne".


Hizb ut-Tahrir i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Hizb ut-Tahrir kom først til Danmark i 1990'erne, hvor de opererede under navnet Khalifa eller Khilafah, som stadig er navnet på deres blad. I Københavnsområdet holder de især til omkring moskeen Masjid al-Faruq, der ligger på HeimdalsgadeNørrebro og som drives af medlemmer af foreningen[18].

I 2003 blev det anslået, at der var under 50 egentlige medlemmer[19] samt nogle få hundrede sympatisører.[20] Dansk-afghaneren Omar Shah, der fulgte Hizb ut-Tahrir tæt i flere år, hævdede i 2004, at der var 600 medlemmer samt 400 aktive sympatisører.[21] Enkelte offentlige møder som et i Nørrebrohallen i november 2001 har kunnet samle omkring 1.000 tilhørere[22]. I 2014 vurderedes det, at organisationen havde 100-150 fuldgyldige medlemmer i Danmark, heraf størstedelen i Københavnsområdet.[23] I starten af januar 2019 vurderede Weekendavisen, at partiet efter en større medlemstilbagegang havde mellem 60 og 80 medlemmer og problemer med at indkræve sine medlemskontingenter.[9]

Den daværende formand for Hizb ut-Tahrirs danske afdeling Fadi Abdullatif blev 17. august 2006 idømt tre måneders ubetinget fængsel i Københavns Byret for trusler mod Anders Fogh Rasmussen på baggrund af en tekst fra en løbeseddel: "Drag af sted for at hjælpe jeres brødre i Fallujah i Irak og udslet jeres regenter, hvis de står i vejen for jer." Abdullatif ankede dommen til Østre Landsret, hvor den blev stadfæstet.[24] Abdullatif var tidligere (i 2003) idømt 60 dages betinget fængsel for trusler, grove forhånelser og opfordring til drab på jøder på baggrund af løbesedler med et citat fra koranen: "Og dræb dem, hvor end I finder dem, og fordriv dem, hvorfra de fordrev jer" (OQM. al-Baqarah:191).[25]

I 2003 blev der i Danmark oprettet en forening Mennesker imod Fundamentalisme. Foreningen, som havde til formål at bekæmpe islamisk fundamentalisme, bestod hovedsageligt af forældre til danske børn, der gået ind i Hizb ut-Tahrir.[26]

Den 15. februar 2008 afholdt Hizb ut-Tahrir en demonstration i København, hvor også Islamisk Trossamfunds talsmand, Kassem Ahmad, deltog. Demonstrationen blev kraftigt kritiseret af de fleste partier i Folketinget; blandet andet skrev SF's formand Villy Søvndal: "Hvis de er så fladpandede, at de virkelig ønsker Kalifatet og Sharia indført, så er de simpelt hen kommet til det forkerte land. De har intet at gøre i Danmark, og de vil ikke opnå det, de stræber efter. Der er lande i verden som er meget tættere på disse tossers våde drøm. Så hvis ønsket er Kalifat eller Sharia – så er potentialet meget, meget større i f.eks. Iran eller i Saudi Arabien. Så herfra en klar opfordring: I må videre – og det kan kun gå for langsomt".[27] Kirstine Sinclair blev i Jyllandsposten citeret for flg: "Villy Søvndals (SF) udfald mod bevægelsen betyder meget mere for Hizb ut-Tahrirs mulighed for at rekruttere nye medlemmer. De bruger det til at sige til andre muslimer, at de alle sammen er uønskede i det danske samfund."[28]

Den bitre interne konflikt i Hizb ut-Tahrirs mellemøstlige ledelse efter det arabiske forår og borgerkrigen i Syrien førte også til stor strid i den danske afdeling. Administratorerne af partiets facebook-gruppe blev ekskluderet, da de nægtede at fjerne breve fra Abu Iyas fra siden. Medlemstallet raslede ned, og partiets indflydelse dalede, så det ifølge Weekendavisen i starten af 2019 nærmest var kollapset: Hizb ut-Tahrirs tilstedeværelse i den offentlige debat er stort set forsvundet, og partiet har haft problemer med at finde en talsmand for deres tidligere talsmand Junes Kock, efter at han forlod posten.[9]

Hizb ut-tahrirs udkast til forfatning[redigér | redigér wikikode]

Udkast til Forfatningen[29]

Generelle Love

Paragraf nr. 1 – Den islamiske ‘aqida konstituerer grundlaget for staten, således at intet kan finde sted i statens entitet, apparat, ansvarlighed eller i et andet aspekt, som er relateret til den, uden at den islamiske ‘aqida er grundlaget herfor. På samme tid udgør den islamiske ‘aqida grudnlaget for forfatningen og de shari’ah-lovene på den måde, at man ikke tillader tilstedeværelsen af noget som helst, der har relation til disse, medmindre det udspringer fra den islamiske ‘aqida.


Paragraf nr. 2 – Dar al-Islam er de lande hvori Islams love bliver implementeret, samt hvori sikkerheden er Islams sikkerhed. Dar al-Kufr er de lande, som implementerer kufr-systemerne, eller der hvor sikkerheden hviler på andet end Islams sikkerhed.


Paragraf nr. 3 – Khalifah’en vedtager bestemte shari’ah-love, hvilke han udsteder som forfatning og love. Når han heri vedtager en shari’ah-lov bliver denne lov alene den shari’ah-lov, der er forpligtende at handle efter, og den bliver dermed en gældende lov, som obligatorisk skal adlydes af enhver borger, både offentligt og privat.


Paragraf nr. 4 – Khalifah’en vedtager ikke nogen bestemte shari’ah-love inden for ’ibadat, undtagen zakah og jihad. Han vedtager heller ikke nogen af de tanker, der er relateret til den islamiske ‘aqida.


Paragraf nr. 5 – Alle dem, der bærer det islamiske statsborgerskab (tabi’iyya) nyder de shari’ah-mæssige rettigheder og forpligtelser.


Paragraf nr. 6 – Det er ikke tilladt for staten at udøve nogen diskrimination mellem borgerne i forbindelse med styret, retssystemet eller varetagelsen af anliggender og lignende. Tværtimod er staten forpligtet til at se på alle ud fra samme anskuelse syn, uanset race, religion, farve eller andet.


Paragraf nr. 7 – Staten implementerer den islamiske Shari’ah over alle indehavere af det islamiske statsborgerskab, om end de er muslimer eller ikke-muslimer på følgende måde:


A- Alle Islams love Implementeres over muslimerne uden undtagelse.

B- Ikke-muslimerne overlades til at have egne tro og udøve deres andagter inden for den offentlige orden.

C- Reglen for murtad (apostaten) fældes over dem, som frafalder Islam, hvis de selv begik frafald. I tilfældet af at de er børn af frafaldne (forældre) og blev født som ikke-muslimer, så skal de behandles som andre ikke-muslimer, alt efter deres tilstedeværende tilstand, som afgudsdyrkere eller Skriftens Folk (kristne og jøder).

D- Ikke-muslimerne behandles, hvad angår mad, drikke og påklædning ifølge deres religioner, inden for hvad shari’ah-lovene tillader.

E- Ægteskabs – og skilsmisse anliggender imellem ikke-muslimerne afgøres ifølge deres religioner, mens disse anliggender imellem dem og muslimerne skal afgøres ifølge Islams love.

F- Staten implementerer resten af shari’ah-lovene og de øvrige love af den islamiske Shari’ah af bl.a. mu’amalat, straffe, regler for bevismateriale samt styre- og økonomisystemerne m.fl. over alle. Endvidere skal implementeringen være gældende på lige fod over muslimer og ikke-muslimer. Ligeledes skal disse love og systemer implementeres over mu’ahidin (fl. af mu’hid, pagt-parter), samt musta’minin (fl. af musta’min, politiske flygtninge) og enhver, der befinder sig under Islams autoritet, på samme måde disse implementeres over borgerne. Ambassadører, konsuler, udsendinge og deres lige undtages, da disse har diplomatisk immunitet.


Paragraf nr. 8 – Arabisk er alene Islams sprog, samt det eneste sprog som staten må anvende.


Paragraf nr. 9 – Ijtihad er fard kifaya, og enhver muslim har ret til at udføre ijtihad, hvis vedkommende opfylder kravene herfor.


Paragraf nr. 10 – Alle muslimer bærer ansvarligheden for Islam, og dermed er der intet præsteskab i Islam. Staten har til pligt at forbyde alt, hvad der giver indtryk af en sådan tendens blandt muslimerne.


Paragraf nr. 11 – At bære den islamiske da’wah er statens primære funktion. Paragraf nr. 12 – Bogen (Qur’anen), Sunnah, Ijma’ al-Sahaba og Qiyas er alene de anerkendte beviskilder for shari’ah-lovene.  


Paragraf nr. 13 – Oprindeligt er man uskyldig, og ingen må straffes, undtagen ved en dom fra en domstol. Det er absolut ikke tilladt at torturere nogen som helst, og enhver der gør det bliver straffet.


Paragraf nr. 14 – Princippet for handlinger er, at man bør overholde hukm shar’i (shari’ah-loven), således at ingen foretager en handling før vedkommende kender dens lov. Princippet for (anvendelse af) tingene er, at det er mubah, såfremt der ikke forekommer et bevis, som taler for forbud.


Paragraf nr. 15 – Midlet (der fører til) til haram er haram, hvis det højst sandsynligt fører til haram. Hvis det frygtes at føre til haram bliver det ikke i sig selv haram.


Styresystemet


Paragraf nr. 16 – Styresystemet er et enhedssystem og ikke føderalt.


Paragraf nr. 17- Styret skal være centraliseret og administrationen ucentraliserede.


Paragraf nr. 18 – Der er fire følgende regent-poster: Khalifah’en, den delegerede assistent, wali (guvernør) og ’amil (underguvernør). Alle andre betragtes ikke som regenter, men som ansatte.


Paragraf nr. 19 – Det er ikke tilladt for nogen at bestride styreembede eller nogen som helst opgave af styreart, med mindre man er mand, fri, forstandig, moden, retskaffen, kompetent og kapabel. Endvidere skal man være muslim.


Paragraf nr. 20 – At stille regenterne til regnskab, er en af muslimernes rettigheder, samt en fard kifaya over dem. Ikkemuslimerne blandt statsborgerne har ret til at fremsætte klager over regenternes uretfærdige behandling af dem, eller mispraktisering af Islams love over dem.


Paragraf nr. 21 – Muslimerne har ret til at oprette politiske partier for at stille regenterne til regnskab, eller for at nå magten igennem ummah. Forudsætningerne herfor er, at den islamiske ’aqida udgør partiernes grundlag, samt at deres adopterede love består af shari’ah-love. Oprettelse af partier behøver ikke nogen tilladelse, og enhver sammenslutning der baserer sig på andet grundlag end Islams forbydes.


Paragraf nr. 22 – Styresystemet er baseret på fire følgende grundprincipper: 1- Suveræniteten tilhører Shari’ah og ikke folket.  2- Autoriteten tilhører ummah. 3- Udpegelsen af én khalifah er fard over muslimerne. 4- Khalifah’en alene har retten til at vedtage shari’ah-lovene; det er ham som vedtager forfatningen og de øvrige love.


Paragraf nr. 23 – Statens struktur består af otte institutioner, som er: 1- Khalifah’en; 2- Delegerede assistent (Mu’awin Tafwidh); 3- Eksekutiv assistent (Mu’awin Tanfidh); 4- Jihad-Amiren; 5- Retsvæsenet (Qada’); 6- Guvernørerne (Wolah); 7- Statens departementer; og 8- Ummah-Rådet (Majlis al-Ummah)


Khalifah’en  (Kaliffen)


Paragraf nr. 24 – Det er khalifah’en, som repræsenterer ummah i forbindelse med autoritetsbesiddelsen og implementeringen af Shari’ah.


Paragraf nr. 25 – Khilafah er en kontrakt af gensidig samtykke og valgfrihed, således at ingen må tvinges til at acceptere den, og ingen må tvinges til at vælge, hvem der skal bestride denne.


Paragraf nr. 26 – Enhver muslim, der er moden, forstandig, mand eller kvinde, har retten til at vælge og give bai’a til khalifah’en. Ikkemuslimer har ingen ret til dette.


Paragraf nr. 27 – Når khilafah-kontrakten bliver indgået for en person gennem bai’a (lydighedsløfte) givet af dem, hvis indgåelse af bai’a er gyldig, bliver bai’a givet af resten som en bai’a om lydighed og ikke en kontraherings-bai’a. Enhver, som viser tilbøjelighed til oprør og til at så splid iblandt muslimerne, tvinges til at give bai’a om lydighed. .


Paragraf nr. 28 – Ingen bliver khalifah, medmindre muslimerne udnævner vedkommende. Ingen besidder khilafah-beføjelserne, med mindre khilafah-kontrakten bliver indgået for den pågældende ifølge den shari’ah-mæssige fremgangsmåde, på samme måde som det er tilfældet for enhver kontrakt i Islam.  


Paragraf nr. 29 – For den region eller de lande, som giver en kontraherings-bai’a til khalifah’en, er det en forudsætning, at deres autoritet er selvstændig og alene hviler på muslimerne og altså ikke på nogen som helst kufr-stat. Samtidig skal muslimernes indenrigs såvel som udenrigssikkerhed for pågældende land hvile på Islams sikkerhed, og ikke på kufrs sikkerhed. Denne forudsætning gælder ikke i tilfælde, hvor der kun bliver givet en lydigheds-bai’a fra de øvrige lande.


Paragraf nr. 30 – Det er kun en betingelse at den, som får givet bai’a til khilafah-embede, opfylder kontraheringskravene, selv i tilfælde af han ikke opfylder de foretrukne krav, da det kun er kontraheringskravene der har en afgørende betydning.  


Paragraf nr. 31 – Der er syv krav som kræves opfyldt af khalifah’en for at khilafah-kontrakten kan blive indgået. Disse er, at han skal være mand, muslim, fri, moden, forstandig, retskaffen samt kompetent og kapabel.


Paragraf nr. 32 – Når khilafah-embedet bliver ledig pga. af khalifah’ens død, tilbagetrædelse eller afsættelsen, er udpegelsen af en khalifah, der kan træde ind i stedet en wajib, som skal udføres i løbet af tre dage med deres nætter. Der tælles fra datoen af khilafah-embedets ledighed.


Paragraf nr. 33 – Fremgangsmåden for udpegelsen af khalifah’en er som følgende:


A- De muslimske medlemmer af Ummah-Rådet afgrænser kandidaterne til dette embede. Kandidaternes navne bliver offentliggjort og derefter anmodes muslimerne om at vælge én af dem.


B- Valgresultatet bliver offentliggjort og muslimerne får at vide hvem der fik flest af vælgernes stemmer.


C- Muslimerne giver nu bai’a til den, som fik flest stemmer, hvormed vedkommende bliver udnævnt som khalifah for muslimerne, med den forudsætning at han regerer ifølge Allahs Bog (Qur’anen) og Hans Sendebuds (saaws) Sunnah.


D- Efter gennemførelsen af bai’a offentliggøres navnet på den, der er blevet muslimernes khalifah, overalt for således at nyheden om hans udpegelse, når frem til hele ummah. Offentliggørelsen skal indbefatte hans navn, samt bekræftelse af at han opfylder de egenskaber, som gør ham kvalificeret til at khilafah-kontrakten indgås.


Paragraf nr. 34 – Det er ummah, som udpeger khalifah’en, men ummah besidder ikke retten til at afsætte ham, såfremt bai’a til ham er blevet kontraheret på shari’ah-mæssig vis.


Paragraf nr. 35 – Khalifah’en er staten, idet han besidder alle de beføjelser, som hører til staten. Dermed besidder han følgende beføjelser:


A- Han gør shari’ah-lovene gældende, når han vedtager disse. Derved bliver disse til love, som skal adlydes og som det ikke er tilladt at overtræde.


B- Han har ansvaret for både statens indenrigs– og udenrigspolitik. Han bestrider hærledelsen og besidder beføjelserne til at erklære krig og indgå fred, våbenhvile og de øvrige traktater.


C- Han har beføjelsen til at godkende og afvise de udenlandske ambassadører, samt udnævne og afsætte de muslimske ambassadører.


D- Han udnævner, samt afsætter assistenterne og wolah (guvernørerne), som alle står til ansvar over for ham, ligesom de står til ansvar over for Ummah-Rådet.

E- Han udnævner Qadi al-Quda (den øverste retspræsident), direktoratschefer, hærlederne og de forskellige amir’er for hærens brigader, som alle sammen står til ansvar over for ham, men ikke over for Ummah-Rådet.


F- Det er ham som vedtager shari’ah-lovene, som statsbudgettet bliver lagt ifølge. Han fastlægger også budgettets sektioner og de beløb, der skal fordeles til de forskellige områder, hvad det end har relation til indtægterne eller udgifterne.


Paragraf nr. 36 – Khalifah’en er bundet i sin vedtagelse til shari’ahlovene, således at det er haram for ham at vedtage en lov, der ikke er korrekt udledt fra de shari’ah-mæssige beviser. Samtidig er han bundet til hvad han vedtager af love og til den udledningsmetode, som han har forpligtet sig til. Dermed er det ikke tilladt for ham at vedtage en lov, der er udledt ifølge en metode, der er i strid med den udledningsmetode, som han har vedtaget, og han må heller ikke udstede et dekret, der er i uoverensstemmelse med de love, han har vedtaget.  


Paragraf nr. 37 – Khalifah’en besidder de fuldstændige beføjelser, til varetagelsen af folks anliggender ifølge sin egen ijtihad og mening. Endvidere har han ret til at vedtage af mubah alt, hvad han har brug for, for at administrere statens anliggender og varetage borgernes anliggender. Khalifah’en må ikke overtræde nogen som helst shari’ah-lov med interesse som påskud. Eksempelvis må han ikke forbyde en familie at få mere end et barn under påskud af mangel på fødevarer. Ligeledes må han heller ikke fastsætte priserne for folk under påskud af at hindre udnyttelse. Han må heller ikke udpege en kafir eller en kvinde som wali (guvernør) under påskud af varetagelsen af anliggender eller med interesse som påskud. Han må hverken forbyde halal eller legalisere haram.


Paragraf nr. 38 – Khalifah’ens embede har ingen tidsbegrænsning. Så længe khalifah’en opretholder Shari’ah, implementerer shari’ah-lovene, samt magter at påtage sig statens anliggender, fortsætter han med at være khalifah, såfremt at hans tilstand ikke ændrer sig på sådan en måde, der gør at han bryder embedet som khalifah. I tilfælde af at hans tilstand ændrer sig på denne måde, er det en wajib øjeblikkeligt at afsætte ham.


Paragraf nr. 39 – Der er tre tilfælde i hvilken khalifah’ens tilstand ændrer sig, og hvormed han bryder khilafah-embedet; de består af følgende:  


A- Hvis en af kontraheringsbetingelserne for khilafah-embedet ophører, såsom at han bliver murtad (frafalder Islam), udviser en åbenlys fisq (oprørskhed), bliver mentalsyg eller lignende, da disse udgør både kontraheringskrav og fortsættelseskrav.


B- Inkompetence, af hvilken som helst grund, i forbindelse med at have evnen til at påtage sig khilafah-byrderne.

C- At være underlagt andre på sådan en måde, der gør ham inkompetent i at disponere vedrørende muslimernes interesser ved egen mening ifølge Shari’ah. Hvis nogen underkuer ham til en sådan grad, at han bliver inkompetent i forbindelse med at varetage borgernes interesser, alene ud fra egen mening ifølge shari’ah-lovene, betragtes han i status som inkompetent, hvad angår varetagelsen af statens byrder, og dermed bryder han khilafah-embedet. Dette kan forestilles at finde sted i to følgende tilfælde:


Det første tilfælde: At et eller flere individer af hans omgangskreds dominerer ham på sådan en måde at de enerådende styrer tingene. Hvis der er håb i at kunne redde ham ud af deres dominans, får han en bestemt tidsfrist, hvorefter han afsættes, hvis han ikke får deres dominans til at ophøre. Han afsættes derimod med det samme i tilfælde af at der ikke er håb om at redde ham.


Det andet tilfælde: At han bliver holdt indespærret af en overlegen fjende, enten ved at han reelt bliver taget til fange, eller ved at han bliver underlagt fjendens dominans. I dette tilfælde er der to muligheder til overvejelse; hvis der er håb om at kunne redde ham, får han en frist indtil man mister håbet, og hvis det sker, bliver han afsat. Hvis der ikke er håb om at redde ham, afsættes han med det samme.


Paragraf nr. 40 – Det er udelukkende Mahkamat al-Madhalim (Højesteretten), der afgør om khalifah’ens tilstand har ændret sig på

sådan en måde, der gør at han bryder Khilafah-embedet. Ydermere har den alene myndigheden til at afsætte khalifah’en eller give en advarsel.  


Delegerede Assistent ( Mu’awin Tafwidh )


Paragraf nr. 41 – Khalifah’en udpeger for sig en delegeret assistent (mu’awin tafwidh), der skal påtage sig ansvaret for styret. Khalifah’en bemyndiger assistenten til at forvalte anliggenderne ifølge hans mening samt at træffe beslutninger herom efter egen ijtihad.


Paragraf nr. 42 – De samme forudsætninger for khalifah’en er gældende for den delegerede assistent. Dvs. at han skal være en mand, fri, muslim, moden, forstandig, retskaffen samt kompetent og kapabel i forbindelse med, de opgaver han får fuldmagt til at varetage.  


Paragraf nr. 43 – Det er en forudsætning, at beskikkelsen af den delegerede assistent indbefatter to ting; det første er et generelt ansvar og det andet er en stedfortræderfunktion. Khalifah’en skal under udnævnelsen af assistenten sige følgende til ham: “Jeg har udnævnt dig til at handle på mine vegne som min stedfortræder”, eller med en anden udtalelse, der indbefatter både en stedfortræderfunktion og et generelt ansvar. Hvis udnævnelsen ikke finder sted på denne måde, bliver vedkommende ikke assistent, og besidder heller ikke beføjelserne, som tilhører den delegerede assistent, med mindre udnævnelsen finder sted på denne måde.


Paragraf nr. 44 – Den delegerede assistent er pålagt at rapportere alt hvad han har truffet af beslutninger i forbindelse med forvaltningen og har gennemført af udnævnelser og delegerede opgaver, for således at han i sine beføjelser ikke bliver lig med khalifah’en. Assistenten har pligt til at videregive sin rapport, og at gennemføre hvad han får ordre om at implementere.


Paragraf nr. 45 – Khalifah’en har pligt til at gennemgå den delegerede assistents foretagender og hans forvaltning af anliggender for dermed at godkende, hvad der er korrekt, samt rette op på det der er forkert.


Det er fordi forvaltningen af ummahs anliggender, gennem fuldmagt er pålagt khalifah’en, og påhviler hans ijtihad.  


Paragraf nr. 46 - I tilfælde af at den delegerede assistent har truffet en beslutning om noget, som blev godkendt af khalifah’en, så skal han gennemføre det, præcist som khalifah’en har godkendt det, uden nogen ændring. Hvis khalifah’en derefter modsætter sig assistenten mht. det som han har gennemført, så skal situationen overvejes som følgende: Hvis det drejer sig om en afgørelse som assistenten gennemførte som den skal gennemføres, eller penge som han brugte til det rigtige formål, så er assistentens mening den gældende. Det er fordi, at assistentens mening oprindeligt er khalifah’ens mening, og det forholder sig således at khalifah’en ikke må rette op på det, han har gennemført af afgørelser og hvad han har brugt af penge. Hvis det assistenten har gennemført hører under noget andet, såsom udnævnelse af en wali eller udrustning af militæret, er det tilladt for khalifah’en at modsætte sig assistenten. I dette tilfælde er khalifah’ens mening den gældende, og assistentens foretagende annulleres. Det er fordi khalifah’en har lov til at rette op på hvad han selv har foretaget i denne forbindelse, så han må godt rette op på sin assistents handlinger.


Paragraf nr. 47 – Den delegerede assistents virke må ikke begrænses til at være inden for et bestemt direktorat eller en bestemt funktionssektor, da hans myndighed er generel. Ligeledes foretager han ikke selv de administrative anliggender, men fører derimod et generelt tilsyn med det administrative apparat.


Eksekutiv Assistent ( Mu’awin Tanfidh )


Paragraf nr. 48 - Khalifah’en udpeger en eksekutiv assistent, hvis funktion er administrativ og ikke hører under styret. Den eksekutive assistents direktorat er et apparat, der har til opgave at gennemføre alt, hvad der udsendes af khalifah’en til de indenrigs– og udenrigsmæssige parter, samt at videresende alt hvad khalifah’en får tilsendt af disse parter. Assistentens direktorat udgør et mellemled mellem khalifah’en og andre; videresender til og fra ham.


Paragraf nr. 49 – Den eksekutive assistent skal være en mand og muslim, da han er blandt khalifah’ens inderste kreds.


Paragraf nr. 50 – Den eksekutive assistent skal, ligesom den delegerede assistent, være i direkte forbindelse til khalifah’en. Han anses som en assistent, men i udøvelse og ikke med en regerende funktion.  


Jihad-Amir’en ( Amir al-Jihad )


Paragraf nr. 51 – Jihad-Amir’ens direktorat består af fire følgende departementer: udenrigsdepartementet, militærdepartementet, departementet for intern sikkerhed og industridepartementet, som alle administreres og superviseres af Jihad-Amir’en (amir al-jihad).


Paragraf nr. 52 – Udenrigsdepartement tager sig af udenrigsanliggender, som er relateret til statens relationer til fremmede lande, uanset hvad disse anliggender er.


Paragraf nr. 53 – Militærdepartementet tager sig af alle anliggender, der har relation til militærstyrker, som bl.a. hær, politi, udstyr, opgaver, materiel og lignende, samt militærakademier og militærudsendinge. Derudover sørger militærdepartementet for alt, hvad der er nødvendigt af islamisk thaqafa og almen kultur for hæren, samt alt hvad der har relation til krig og forberedelse hertil.


Paragraf nr. 54 – Departementet for internsikkerhed tager sig af administrationen af alt hvad der vedrører sikkerheden, samt sørger for opretholdelse af sikkerheden i landets territorier gennem militærstyrkerne, og anvender politiet som det primære værktøj herfor.


Paragraf nr. 55 – Industridepartementet tager sig af alle anliggender relateret til industri, hvad det end er let industri eller tungindustri, såsom fremstillingen af motorer, maskiner, køretøjers karosseri samt fremstillingen af elektroniske produkter og industrier. Dette omfatter også de fabrikker, som hører under offentlig ejendoms kategori eller


fabrikker, der hører under privat ejendom, og som har relation til militærindustrien. Fabrikker af alle typer skal etableres på grundlag af krigspolitikken.  


Militæret


Paragraf nr. 56 – Jihad er en fard over muslimerne og militærtræning er obligatorisk. Følgelig har enhver muslimsk mand, der fylder femten år pligt til at gennemføre militærtræningen som forberedelse til jihad. Tilslutning til militærtjenesten er derimod fard kifaya.


Paragraf nr. 57 – Hæren består af to dele: Den ene er reserven, som består af alle dem, der er kompetente til at bære våben blandt muslimerne. Den anden er den permanente (regulære) del i militærtjenesten, til hvem der skal fastsættes løn i statens budget, som det er tilfældet med de øvrige ansatte.


Paragraf nr. 58 – Militærstyrkerne udgør én styrke, som er hæren. Heraf udvælges specielle divisioner, som danner politiet, og som har en særskilt organisering, og får leveret en bestemt thaqafa.


Paragraf nr. 59 – Politiet får pålagt opgaven af at opretholde orden, at føre tilsyn med den interne sikkerhed, samt at gennemføre alle udøvende opgaver.


Paragraf nr. 60 – Hæren får tildelt liwa’ (statsflag) og raya (jihad-flag). Khalifah’en tildeler liwa’ til dem han udpeger som hærfører, hvorimod raya bliver tildelt af brigadecheferne.


Paragraf nr. 61 – Khalifah’en er hærchefen. Han udpeger stabschefen og en amir for hver brigade, samt en leder for hver division. Personerne til at udfylde de øvrige rangordner i militæret udpeges af hærens ledere og brigadernes amir’er. Udpegelsen af generalstabens medlemmer afgøres efter deres militæruddannelse og udnævnes af generalstabschefen.


Paragraf nr. 62 – Hele hæren gøres til én hær og placeres i specielle lejre. Nogle af disse lejre skal placeres i de forskellige wilayah’er (delstater), hvor andre placeres i de strategiske steder, og en del andre gøres til mobile lejre som flytter konstant, og som danner kampstyrker. Disse lejre organiseres i adskillige grupper, hvor hver gruppe bliver givet en militærbetegnelse og et nummer. Man kan eksempelvis betegne disse med: den 1. hær, den 2. hær osv. Disse grupper kan også navngives efter navnet på en wilayah en ’imalah (distrikt).


Paragraf nr. 63 – Hæren skal forsynes med videregående militæruddannelse på allerhøjeste niveau, samt have eleveret dens intellektuelle niveau så højt som det overhovedet er muligt. Endvidere skal enhver i hæren kultiveres med en islamiske thaqafa, der muliggør det for vedkommende i det mindste at tilegne sig en generel bevidsthed om Islam.


Paragraf nr. 64 – I enhver lejr skal der være et tilstrækkeligt antal af stabschefer, der besidder høje militærkundskaber og erfaring i krigsplanlægning og kampstyring. Ydermere skal hæren generelt set, forsynes med disse stabschefer, i så stort omfang som det overhovedet er muligt.


Paragraf nr. 65 – Hæren skal forsynes med våben, materiel, udstyr, tilbehør og missioner, der gør denne i stand til at udføre sin opgave som værende en islamisk hær.


Retsvæsenet ( Qada’ )


Paragraf nr. 66 – Qada’ (at dømme) er meddelelsen af dommen på en pligtmæssig måde, som har til opgave at afgøre konflikter iblandt folk, hindre alt hvad der skader fællesskabets rettigheder og løse stridigheder, der opstår mellem folk og enhver der sidder i styreapparatet, hvad de end er regenter eller ansatte, en khalifah eller underordnede.


Paragraf nr. 67 – Khalifah’en udpeger en Qadi Quda’ (øverste retspræsident). Denne skal være mand, moden, fri, muslim, forstandig og retskaffen og skal være fiqh-kyndig. Han har beføjelse til at beskikke, disciplinærstraffe og afsætte dommerne ifølge de administrative vedtægter. De øvrige ansatte i domstolene er bundet til direktøren af det direktorat, som tager sig af forvaltningen af domstolenes anliggender.


Paragraf nr. 68 – Dommerne består af tre typer:  


1. Dommeren, som tager sig af afgørelser i forbindelse med stridigheder mellem folk inden for mu’amalat og straffe. 2. Al-Muhtasib (ordens dommer), som tager sig af afgørelser i forbindelse med overtrædelser, som skader fællesskabets rettigheder. 3. Qadi al-Madhalim (højesteretsdommer), som tager sig ophævelse af strid mellem folk og stat.


Paragraf nr. 69 – For at være dommer er det en forudsætning at være muslim, fri, moden, forstandig, retskaffen, faqih (retslærd) og have indsigt i at fælde lovene over realiteterne. Der er yderligere betingelser, der gælder for den, der bestrider Qada’ al-Madhalim (Højesteretten); disse er at vedkommende er mand samt mujtahid.


Paragraf nr. 70 – Dommeren og muhtasib må godt blive beskikket med en generel kompetence til at dømme i sager af alle typer og overalt i landet. Deres beskikkelse må også godt være begrænset til et bestemt sted og et bestemt retsområde. Hvad Qadi al-Madhalim angår, må han kun blive beskikket med en generel kompetence gældende for alle retsområder, men hvad stedet angår, må hans beskikkelse både omfatte hele landet såvel som et afgrænset diskret.  


Paragraf nr. 71 – Domstolen må kun bestå af én dommer, som besidder beføjelse til afgørelse i retten. Han må godt have én eller flere dommere med sig, som ikke har beføjelse til at dømme, men har beføjelse til konsultation og til at ytre deres mening, dog er deres mening ikke bindende for dommeren.


Paragraf nr. 72 – Det er ikke tilladt for dommeren at dømme, undtagen i en retssal. Bevisførelse og ed er kun gyldige, når de bliver frem - eller aflagt i en retssal.


Paragraf nr. 73 – Det er tilladt at have adskillige retsinstanser mht. sagstyper. Man må dermed godt lade nogle dommere specialisere sig inden for bestemte sager til en vis grad, hvor behandlingen af andre sager overdrages til andre domstole.


Paragraf nr. 74 – Der findes hverken appeldomstole eller kassationsdomstole. Retten er én instans mht. afgørelsen i sagen. Dommerens dom træder i kraft, så snart han afsiger dommen. Dommen kan på ingen måde omstødes ved en anden dommers dom, med mindre han dømte med andet end Islam, eller modsagde en entydig tekst i Bogen (Qur’anen), Sunnah eller Ijma’ al-Sahabah, eller fandt ud af, at han afsagde en dom, der modsagde den sande realitet.  


Paragraf nr. 75 – Al-Muhtasib er den dommer, som behandler sager om offentlige rettigheder, hvori der ikke findes en anklager, med den forudsætning at disse sager ikke hører under hudud og jinayat (fastlagte skadeserstatningsstraffe).


Paragraf nr. 76 – Al-Muhtasib har beføjelse til at dømme for overtrædelser, så snart han får kendskab til dem, hvor som helst og uden det skal foregå i en retssal. Et antal af politibetjente skal være under hans kommando for at gennemføre hans ordre, og hans domme implementeres med det samme.


Paragraf nr. 77 – Al-Muhtasib har ret til at udvælge stedfortrædere, der opfylder de samme krav, som gør sig gældende for en muhtasib, og som han fordeler i de forskellige områder. Disse stedfortrædere skal være i besiddelse af beføjelser til at udføre opgaven af hisba (opretholdelse af almene orden) i den region eller det lokalområde, der er udpeget for dem, i de sager de er uddelegeret til at varetage.  


Paragraf nr. 78 – Qadi al-Madhalim er en dommer, som udnævnes for at hæve enhver uret fra statens side mod enhver person, der opholder sig under statens autoritet, uanset om vedkommende tilhører statens


statsborgere eller andre, og hvad denne uret end forekommer fra khalifah’en eller de underordnede regenter eller ansatte.


Paragraf nr. 79 – Qadi al-Madhalim bliver udnævnt af khalifah’en eller af Qadi al-Quda. Det tilkommer khalifah’en at afsætte, disciplinærstraffe - eller stille Qadi al-Madhalim til regnskab. Mahkamat al-Madhalim eller Qadi al-Quda, kan også udføre denne opgave, hvis khalifah’en har bemyndiget dem til det. Afsættelsen af Qadi al-Madhalim må imidlertid ikke finde sted imens han behandler en sag om uret rejst mod khalifah’en, den delegerede assistent eller Qadi al-Quda.  


Paragraf nr. 80 – Qadi al-Madhalim begrænses ikke til et bestemt antal personer. Statsoverhovedet må, uanset hvor højt deres antal bliver, udpege lige så mange dommere, som der er behov for, for at sikre ophævelsen af uretfærdigheder. Imidlertid er der kun én dommer, der besidder beføjelsen til at dømme under sagsbehandling i retten. Han må godt have et antal af dommere (Quda al-Madhalim) ved siden af under retssalen, men disse må udelukkende besidde konsultativ beføjelse. Desuden har han ikke pligt til at godtage deres mening.  


Paragraf nr. 81 – Mahkamat al-Madhalim har ret til at afsætte en hvilken som helst regent eller ansat i staten. Ligeledes har denne ret til at afsætte khalifah’en.


Paragraf nr. 82 – Mahkamat al-Madhalim har beføjelse til at behandle en hvilken som helst sag om uret, hvad den end er relateret til personer i statsapparatet, vedrører khalifah’ens afvigelse fra shari’ah-lovene, har forbindelse til betydning af lovgivningsteksterne i forfatningen og loven og de øvrige shari’ah-love, der er inkluderet i statsoverhovedets vedtagelse, eller vedrører pålægning af skatter o.a.


Paragraf nr. 83 – Mahkamat al-Madhalims behandling af en sag om uret er ikke betinget af en retssal, at indkalde den anklagede eller at en anklager finder sted. Denne har ret til at behandle en sag om uret, selv om ingen har anlagt sagen.


Paragraf nr. 84 – Enhver har ret til at give fuldmagt til hvem han ønsker, muslim såvel som ikke-muslim, mand eller kvinde, i


forbindelse med en strid eller som forsvarer. Heri er der ingen forskel mellem den bemyndigede og fuldmagtsgiveren. Det er tilladt for den bemyndigede at få betaling, hvormed vedkommende skal betales af fuldmagtsgiveren ifølge overenskomsten mellem parterne.


Paragraf nr. 85 – Det er tilladt for den person, som har beføjelser inden for hvilke som helst af de private anliggender, såsom wasi (værge) og wali’ (formynder), eller inden for offentlige anliggender, såsom khalifah’en, regenten, offentlig ansat, Qadi al-Madhalim eller muhtasib at udpege en fuldmægtig, der på fuldmagtgiverens vegne får vedkommendes beføjelser til at anlægge en sag eller fungere som forsvarer. Den bemyndigede må udelukkende handle på vegne af fuldmagtsgiveren i sin egenskab af wasi, wali’, statsoverhoved, regent, ansat, Qadi al-Madhalim eller muhtasib. Heri er der ingen forskel om man er anklager eller anklagede.   


Guvernører ( Wolah )


Paragraf nr. 86 – De lande som staten regerer over opdeles i enheder, en sådan enhed kaldes en wilayah. Hver wilayah deles yderligere op i enheder, hvor hver enhed kaldes for ’imala. Enhver der bestrider wilayah-embedet kaldes for en wali eller amir, og enhver der bestrider ’imala-embedet kaldes for en ’amil eller hakim (regent).


Paragraf nr. 87 – Wolah (Guvernører) udnævnes af khalifah’en, hvor ’ummal (flertal af ’amil) udpeges både af khalifah’en og wolah, hvis khalifah’en har bemyndiget denne til det. Der forudsættes samme krav for wolah og ’ummal som for assistenterne. Dvs. de skal være mænd, frie, muslimer, modne, forstandige, retskafne samt kompetente og kapable i forbindelse med de opgaver de bliver pålagt til at varetage. Desuden skal de udvælges blandt dem som har taqwa (gudsfrygt) og styrke.  


Paragraf nr. 88 – Wali besidder beføjelse til at, på khalifah’ens vegne, styre og supervisere departementernes funktion i sin wilayah. Han har alle beføjelserne inden for sin wilayah på nær over finanser, retsvæsenet

og militæret. En wali bestrider dermed imara (lederskabet) over sin wilayah-befolkning, samt behandlingen af alt hvad der er relateret til sin wilayah. Politiet underlægges hans kommando i forbindelse med opgavegennemførelse, men ikke administrativt.


Paragraf nr. 89 – Wali har ikke til pligt at rapportere alt, hvad han gennemfører i forbindelse med sit arbejde og som hans imara indbefatter, til khalifah’en, men kan gøre det frivilligt. Hvis der opstår noget, der er ugenkendeligt nyt, skal han underrette khalifah’en herom og derefter handle ifølge hans ordre. I tilfælde af at han frygter skadevirkning pga. forsinkelse, skal han gennemføre sagen og pligtmæssigt underrette khalifah’en om sagen, samt om årsagen til at han ikke informerede khalifah’en før han handlede.   


Paragraf nr. 90 – I enhver wilayah skal der etableres et valgt råd bestående af borgere under wali’ens ledelse. Rådet skal have beføjelse til at deltage med rådslagning i administrative anliggender og ikke i styreanliggender. Rådets mening er ikke bindende for wali’en.


Paragraf nr. 91 – Regeringsperiode for den enkelte wali over den samme wilayah må ikke vare alt for længe. Han afsættes fra wilayahembedet, når man observerer at han bliver indflydelsesrig i landet og/eller at folk bliver betaget af ham.   Paragraf nr. 92 – En wali må ikke flyttes fra den ene wilayah til en anden, fordi hans beskikkelse består af generelt ansvar og er begrænset i lokaliteten. Han kan imidlertid afsættes og udnævnes igen.


Paragraf nr. 93 – En wali bliver afsat, når khalifah’en mener, at han skal, eller i tilfælde af at Ummah-Rådet, med eller uden grund, viser utilfredshed med ham. Han afsættes også i tilfælde af at majoriteten af befolkningen i hans wilayah fremviser utilfredshed med ham. Afsættelsen af en wali finder sted gennem khalifah’en.


Paragraf nr. 94 – Khalifah’en har til pligt at føre kontrol med wolah’s arbejde samt at føre strengt tilsyn med dem. Han skal udpege folk, der på hans vegne har til opgave at forhøre sig om deres tilstand og inspicere dem. Khalifah’en har også til pligt af og til at indkalde dem alle, eller blot en del af dem, samt at lytte til borgernes klager over dem.


Det Administrative Apparat


Paragraf nr. 95 – Forvaltningen af statens anliggender og folks interesser påhviler departementer, styrelser og direktorater, som skal klare byrderne af statens anliggender og fuldførelse af folks interesser.


Paragraf nr. 96 – Politikken vedrørende administrationen af departementer, styrelser og direktorater er baseret på enkelthed i systemet, hurtig gennemførelse af opgaverne, samt kompetencen hos dem, der bestrider det administrative embede.  


Paragraf nr. 97 – Enhver, som er indehaver af statsborgerskabet, og er i besiddelse af kompetence, mand eller kvinde, muslim eller ikkemuslim, kan udpeges som direktør for et hvilken som helst departement eller direktorat, samt kan være ansat heri.


Paragraf nr. 98 – Der skal udpeges en genereldirektør for hvert departement, samt en direktør for hver styrelse og ethvert direktorat, disse står for administrering heraf og får direkte ansvar herfor. Disse direktører står til ansvar over for deres overordnede i de pågældende departementer, styrelser og direktorater i forbindelse med deres arbejde, men i forbindelse med overholdelse af shari’ah-lovene og vedtægterne står de til ansvar over for wali og ’amil.  


Paragraf nr. 99 – Direktører i alle departementer, styrelser og direktorater afsættes kun af grunde, der er inkluderet i de administrative vedtægter. De må imidlertid godt flyttes fra den ene stilling til en anden og kan godt blive suspenderet. Udpegelse, flytning, suspendering, disciplinærstraf og afsættelse af direktører finder sted af den overordnede administration for deres departementer, styrelser og direktorater.  


Paragraf nr. 100 – Ansatte foruden direktører bliver ansat, flyttet, suspenderet, disciplinærstraffet og afsat af deres overordnede administration for deres departementer, styrelser og direktorater.  


Ummah -Rådet ( Majlis al-Ummah )


Paragraf nr. 101 – De personer, som repræsenterer muslimernes mening, og som khalifah’en henvender sig til, konstituerer UmmahRådet. Det er tilladt for ikke-muslimerne at være medlemmer i UmmahRådet for at klage over regenternes uretfærdighed eller misimplementering af Islams love over dem.


Paragraf nr. 102 – Ummah-Rådets medlemmer udpeges gennem valg.


Paragraf nr. 103 – Enhver, der er indehaver af statsborgerskabet, er moden og forstandig, har ret til at være medlem af Ummah-Rådet, uanset om vedkommende er mand eller en kvinde, muslim såvel som ikke-muslim. Ikke-muslimens medlemskab er imidlertid begrænset til at udtrykke klage over regenternes uretfærdighed eller mispraktisering af Islams love.


Paragraf nr. 104 – Shura (rådslagning) og mashura (rådspørgsel) er at søge efter meninger i ubetinget forstand. Shura er ikke bindende i forbindelse med lovgivning, definitioner og de intellektuelle emner såsom opklaring af fakta, samt i forbindelse med de tekniske og videnskabelige spørgsmål. Den er derimod bindende i tilfælde af khalifah’ens forespørgsel om råd inden for alle de praktiske spørgsmål og de handlinger, som ikke kræver en grundig undersøgelse og nøje overvejelse.  


Paragraf nr. 105 – Shura er udelukkende en ret for muslimerne. Ikkemuslimerne har ingen ret heri. At ytre sin mening er imidlertid tilladt for alle statsborgerne, muslimer såvel som ikke-muslimer.


Paragraf nr. 106 – De emner hvori shura er bindende når khalifah’en rådspørger herom, afgøres efter flertallets mening, uanset om den er


rigtig eller forkert. Alt andet, som hører under shura, overvejes ud fra, hvad der er korrekt af meninger heri, uanset flertallets eller mindretallets mening.


Paragraf nr. 107 – Ummah-Rådet har fem følgende beføjelser:  


1. (a) At blive rådspurgt af khalifah’en inden for handlinger og praktiske spørgsmål, der ikke kræver en grundig undersøgelse og nøje overvejelse, såsom anliggender vedrørende styret, uddannelse, sundhed, økonomi, handel, industri og landbrug og lignende. Rådets mening er i disse anliggender bindende.


(b) I forbindelse med de intellektuelle emner, som kræver en grundig undersøgelse og nøje overvejelse, såsom de tekniske spørgsmål, finanser, militæret og udenrigspolitikken, kan khalifah’en godt gå tilbage til Rådet for at rådspørge sig med det herom og forhøre sig om dets synspunkt. Rådets mening i disse tilfælde er ikke bindende.   


2. Khalifah’en må godt fremsætte de ahkam (love) og lovgivninger, som han ønsker at vedtage. Rådets muslimske medlemmer har ret til at tage disse op til diskussion, samt at fremføre hvad de mener, er korrekt eller fejlagtigt. Medlemmernes synspunkter er heller ikke her bindende.   


3. Ummah-Rådet har ret til at stille khalifah’en til regnskab for alt hvad der reelt finder sted i staten, hvad det end handler om indenrigs- eller udenrigsanliggender, eller har relation til finanser eller militæret. Rådets mening anses som bindende, der hvor flertallets mening normalt er bindende, og betragtes ikke som værende bindende, der hvor flertallets mening normalt ikke er bindende. I tilfælde af at Ummah-Rådet bliver uenig med khalifah’en om hvorvidt en opgave, der er blevet gennemført i praksis, shari’ah-mæssigt er legitim, rettes der henvendelse til Mahkamat al-Madhalim for at denne træffer afgørelse om dens legitimitet eller retsstridighed. Rettens afgørelse herom er bindende.


4. Ummah-Rådet har ret til at udtrykke utilfredshed over khalifah’ens assistenter, wolah og ’ummal, og dets mening er bindende heri. Khalifah’en har til pligt omgående at afsætte dem.  


5. Rådets muslimske medlemmer har ret til at indskrænke kandidaterne til khilafah-embede, og deres mening vedrørende dette er bindende. Dermed bliver opstillingen af andre, som ikke er inkluderet i Rådets kandidatliste ikke godkendt.  


Socialsystemet


Paragraf nr. 108 – Kvinden er primært en moder, husmor og en ære som skal værnes om.


Paragraf nr. 109 – Principielt skal mænd adskilles fra kvinder og de skal ikke mødes, undtagen for et ærinde, som Shari’ah anerkender og samtidigt anerkender sammenmøde herfor såsom hajj og handel.


Paragraf nr. 110 – Kvinden får tildelt de samme rettigheder som manden får, samt pålægges de samme forpligtelser, som er pålagt manden, undtagen vedrørende det som Islam ud fra shari’ah-beviserne har fastlagt specielt for kvinden, eller det som er fastlagt specielt for manden. Kvinden har dermed ret til at beskæftige sig med forretning, landbrug og industri, samt at indgå kontrakter og transaktioner. Hun har endvidere ret til at besidde alle typer ejendom, selv at forøge sin ejendom, eller gøre det gennem andre, samt selv foretage alle sine livsanliggender.


Paragraf nr. 111 – Det er tilladt for kvinden at blive udnævnt i statsstillinger, at vælge ummah-rådets medlemmer og at være medlem heri, samt at deltage i valget af khalifah’en og at give bai’a til ham.


Paragraf nr. 112 – Det er ikke tilladt for kvinden at bestride styreembeder, så hun kan ikke være khalifah eller assistent, wali eller ’amel. Hun kan heller ikke foretage noget som helst arbejde, der betragtes som en del af styret. Ligeledes kan hun ikke være en Qadi alQuda, en dommer i Mahkamat al-Madhalim eller en amir for Jihad.


Paragraf nr. 113 – Kvinden lever et offentligt liv og et privat. I det offentlige liv er det tilladt for hende at omgås andre kvinder, maharim (mænd hun aldrig må giftes med), samt fremmede mænd (mænd hun kan giftes med), med den forudsætning, at hun ikke viser andet end ansigtet og hænderne og ikke befinder sig i sminket tilstand (tabarruj), eller træder frem i hjemlige hverdagstøj (tabadhul-tilstand). I privatlivet er det dog kun tilladt for kvinden at leve med kvinder og sine maharim mænd, og hun må ikke leve med fremmede mænd. I begge tilfælde overholder hun alle shari’ah-love.


Paragraf nr. 114 – Kvindens khalwa (privatmøde) med andre end en mahram forbydes. Tabarrujj samt afsløring af ’awra (den del af kroppen som skal dækkes) over for fremmede forbydes.


Paragraf nr. 115 – Både manden og kvinden forbydes at foretage enhver beskæftigelse, hvori der ligger nogen trussel mod moralen eller en fare for fordærvelse af samfundet.


Paragraf nr. 116 – Ægteskabslivet er et liv, der skal etablere tryghed og kammeratskab mellem to ægtefæller. Den mandlige ægtefælles qawama (myndighed) over den kvindelige ægtefælle er en varetagelsesmyndighed og ikke en styremyndighed.  Hun er pålagt lydighed, hvor han er pålagt at forsørge hende efter den gældende standard for kvinder i samme status.   


Paragraf nr. 117 – Begge ægtefæller samarbejder fuldstændigt om husarbejde. Manden er pålagt at påtage sig alle opgaver, som foretages uden for huset, hvor kvinden ifølge sin kunnen er pålagt at foretage alt arbejde inden for husets rammer. Manden er pålagt at skaffe tjenestefolk til kvinden, i den mængde som er tilstrækkelig, for at fuldføre de nødvendige opgaver hun ikke er i stand til at fuldføre på egen hånd.


Paragraf nr. 118 – Pasningen af små børn er en wajib over kvinden, ligesom det er hendes ret, om end hun er muslim eller ikke-muslim, såfremt det lille barn har brug for denne pleje. Når barnet, dreng eller pige, ikke længere har brug for det, skal situationen overvejes. I tilfælde af at både plejemoderen og wali’ (mandlig værge) er muslimer, får barnet mulighed for at vælge hos hvem det ønsker at bo. I tilfælde af at den ene af dem er ikke-muslim, så gives barnet ikke noget valg, men gives til den muslimske part blandt dem.


Økonomisystemet


Paragraf nr. 119 – Økonomipolitikken er synet på den tilstand samfundet burde befinde sig i når man ser på tilfredsstillelsen af behovene. Tilstanden, som samfundet burde befinde sig i, skal gøres til fundamentet for tilfredsstillelsen af behovene.


Paragraf nr. 120 – Det økonomiske problem ligger i fordelingen af midler og tjenester over alle borgerne, og at gøre det muligt for dem at kunne benytte sig af disse, samt at kunne besidde og tilstræbe at få disse.


Paragraf nr. 121 – Den totale tilfredsstillelse af alle de basale behov skal garanteres for alle individer, hver enkelte for sig. Staten skal også garantere, at det bliver muligt for enhver at kunne tilfredsstille sine sekundære behov på det højest mulige niveau.


Paragraf nr. 122 – Allah (swt) er alene ejeren af midlerne. Han (swt) har udvalgt menneskerne som efterfølgere heri. Med denne udvælgelse som efterfølgere har de fået ejendomsretten til disse midler. Det er også Allah (swt), som gav individet tilladelse til at besidde disse, og med denne specielle tilladelse har individet fået lov til at have det reelle ejerskab heraf.


Paragraf nr. 123 – Ejerskabet består af tre typer: Privat ejendom, offentlig ejendom og statsejendom.


Paragraf nr. 124 – Privat ejendom er en shar’iah-lov, der vurderes ud fra ejendom eller gavn. Den nødvendiggør at muliggøre, for hvem den tilhører, at kunne få gavn af ejendommen samt at få i bytte herfor.


Paragraf nr. 125 – Offentlig ejendom defineres som Lovgiverens (Allahs) tilladelse til fællesskabet om at være fælles i at få gavn af ejendommen.


Paragraf nr. 126 – Alle midler, hvis forvaltning afgøres efter khalifah’ens mening og ijtihad, anses som statsejendomme, såsom penge fra skat, kharraj og jizya.


Paragraf nr. 127 – Private ejendomme, både flytbare og uflytbare, er bundet til fem følgende shari’ah-mæssige midler:

A. Arbejde, B. Arv, C. Behov for midler til overlevelse, D. Statens tildeling af sine midler til borgerne, E. De midler som individerne modtager uden at gøre gengæld i form af penge eller indsats.


Paragraf nr. 128 – At disponere over ejendommen er begrænset til Lovgiverens (Allahs) tilladelse, både i tilfælde af at man disponerer gennem forbrug eller gennem forøgelsen af ejendommen. Dermed forbydes ødselhed, ekstravagance og nærighed. Ligeledes forbydes de kapitalistiske selskaber og kooperationer og de øvrige transaktioner, som er i modstrid med Shari’ah. Riba, grov prissnyd, monopol, gambling og lignende forbydes også.


Paragraf nr. 129 – ’Ushr-jord (tiendepligtig jord) består af den jord, hvis indbyggere har bekendt sig til Islam mens de var i besiddelse heraf, samt jorden i den arabiske Halvø. Kharraj-jord (skattepligtig jord) er den jord, som blev indtaget gennem krig eller fredsaftale undtagen den arabiske Halvø. Med hensyn til ’ushr-jorden ejer individerne både selve jorden og dens gavn, hvorimod kharraj-jorden ejes af staten, men dens gavn ejes af individerne. Enhver har retten til at bytte ’ushr-jorden og gavnen af kharraj-jorden gennem de shari’ah-mæssige kontrakter, og de kan arves ligesom de øvrige ejendomme.  


Paragraf nr. 130 – Udyrket, øde jord (mawat) ejes gennem oplivning (dvs. dyrkning) og indhegning. Anden jord, der ikke er mawat, ejes kun gennem en shari’ah-mæssig grund såsom arv, køb eller tildeling (af staten).


Paragraf nr. 131 – Udlejning af jord til agerbrugsformål forbydes totalt, om den er kharraj eller ’ushr-jord. Muzara’a (Forpagtning af jord) forbydes, hvorimod musaqa (forpagtning af jord plantet med træer) er fuldstændigt tilladt.  


Paragraf nr. 132 – Enhver jordejer tvinges til at udnytte sin jord. Den, som er i nød, får tildelt tilstrækkelige midler fra statskassen (Bait al-Mal) til at muliggøre denne udnyttelse. Jordbesiddelsen inddrages fra enhver, der forsømmer sin jord og ikke udnytter den i mere end tre år, hvorefter jorden tildeles andre.  


Paragraf nr. 133 – Offentlig ejendom består af følgende:


A. Alt hvad der hører under fællesskabets anlæg, såsom byens pladser, B. De ubegrænsede mineraler, såsom oliekilder, C. De ejendomme, hvis natur umuliggør individets besiddelse heraf, såsom floder.  


Paragraf nr. 134 – Fabrikker er per natur private ejendomme, men er imidlertid underlagt samme lov (hukm), som gælder for det produkt fabrikken producerer. I tilfælde af at produktet hører under privat ejendom, bliver fabrikken betragtet som privat ejendom, såsom tekstilfabrikker. Men hvis produktet hører under offentlig ejendom, bliver fabrikken anset som offentlig ejendom, såsom fabrikker for udvinding af jern.  


Paragraf nr. 135 – Det er ikke tilladt for staten at forvandle en privat ejendom til en offentlig ejendom, fordi den offentlige ejendom er fastlagt i ejendommens natur og karakter og ikke ifølge statens mening.


Paragraf nr. 136 – Hver af ummahs individer har retten til at benytte sig af hvad der hører under offentlig ejendom. Staten må ikke tillade en enkelt af borgerne alene at besidde eller udnytte disse ejendomme.


Paragraf nr. 137 – Staten må godt inddrage dele af mawat-jord, og jord som hører under offentlig ejendom, under sit domæne, når den vurderer, at det er i borgernes interesse.  


Paragraf nr. 138 – Ophobning af penge forbydes, selv hvis der betales zakah heraf.


Paragraf nr. 139 – Zakah samles ind fra muslimerne og lægges på de ejendomme, der er blevet specificeret af Shar’iah, hvilke består af følgende: Penge, handelsvarer, kreaturer og korn. Zakah må ikke lægges på andet end det, Shari’ah har anført. Ydermere lægges zakah på enhver ejendomsbesidder, uanset om vedkommende er mukallaf (ansvarlig), såsom den modne og forstandige person (’aqil) eller en ikke-mukallaf (uansvarlig), såsom den mindreårige og sindssyge. Zakah hensættes i en speciel sektion i Bait al-Mal, og må udelukkende bruges til én eller flere af de otte kategorier, som den glorværdige Qur’an har nævnt.


Paragraf nr. 140 – Jizya samles ind fra dhimma-folk (ahlu-dhimma), og pålægges kun modne mænd efter deres finansielle evner. Jizya må hverken pålægges kvinder eller børn.   Paragraf nr. 141 – Kharraj (jordskat) på kharraj-jord samles ind ud fra dens potentielle afkast. Zakah på ’ushr-jord lægges derimod på dens reelle afkast.  


Paragraf nr. 142 – Muslimerne pålægges kun at betale den skat, som Shari’ah tillader staten at opkræve for at dække udgifterne af Bait alMal. Forudsætningen herfor er, at skatten opkræves fra pengeindehaverens overskud, som han har tilovers efter at have opfyldt sine behov på normal vis, samt at der tages hensyn til, om den pålagte skat er tilstrækkelig til dækning af statens behov.


Paragraf nr. 143 – I forbindelse med de opgaver, som Shari’ah har fastlagt som værende wajib for ummah at udføre, har staten ret til at indsamle penge fra muslimerne gennem pålægning af skat, når der ikke er penge i Bait al-Mal til udførelse af disse, idet pligten i sådanne tilfælde pålægges ummah. Staten må derimod ikke lægge nogen skatter på ummah i forbindelse med opgaver, som Shari’ah ikke pålægger ummah at udføre. Dermed er det ikke tilladt for staten at opkræve afgifter til

domstole eller direktorater, eller i forbindelse med realiseringen af andre former for interesser.  


Paragraf nr. 144 – Statens budget har permanente indtægtskilder fastsat af shari’ah-lovene. Fastsættelsen af budgettets sektioner, de beløb som hver sektion indbefatter, og hvad de fastsatte beløb i hver sektion skal bruges til, er alle sammen spørgsmål, der er givet khalifah’en til opgave at afgøre efter hans mening og ijtihad.  


Paragraf nr. 145 – De permanente indtægter for Bait al-Mal (statskassen) består af hele fai’ (krigsbytte), jizya, kharraj, femtedelen af rikaz (metaller og begravede skatte) og zakah. Disse penge opkræves permanent, hvad der end er behov herfor eller ej.


Paragraf nr. 146 – Staten må godt opkræve skatter fra muslimerne, hvis Bait al-Mals permanente indtægter ikke er utilstrækkelige til at dække statens udgifter. Staten er pålagt at opkræve skatter efter følgende mønster:


A. For at dække udgifter, der påhviler Bait al-Mal, til de fattige, de nødlidende, de vejfarende samt for udførelsen af jihad-pligten.   B. For at dække udgifter, der ophviler Bait al-Mal, og som betales til gengæld for tjenester, såsom udgifterne for ansatte, soldaternes lønninger og regenternes ydelser. C. For at dække udgifter, der påhviler Bait al-Mal, til etablering af offentlige væsener og anlæg, der ikke indebærer indtægter, såsom anlæggelse af veje, etablering af vandværk og bygning af moskeer, skoler og hospitaler.  D. For at dække udgifter, der er pålagt Bait al-Mal i tilfælde af katastrofer, som rammer borgerne i form af hungersnød, oversvømmelse eller jordskælv.


Paragraf nr. 147 – Indtægter, som optages i Bait al-Mal, omfatter penge, der opkræves i form af told ved landets grænseposter, afkast fra den offentlige ejendom og statsejendom, arveejendomme af døde som ingen arvinger har og murtadins (fl. af murtad) ejendomme.


Paragraf nr. 148 – Bait al-Mals udgifter deles op i seks kategorier:


A. De otte kategorier, som er berettiget til zakah-penge, tildeles penge fra zakah-sektionen. B. De fattige, de nødlidende, de vejfarende, de som står i gæld og jihad finansieres fra Bait al-Mals permanente indtægtskilder, i tilfælde af at der ikke findes penge i zakah-sektionen. Hvis der heller ikke er penge deri, får de som står i gæld intet. Mht. de fattige, de nødlidende, de vejfarende og jihad skal der opkræves skatter for at dække udgifterne herfor. I tilfælde af frygt for skadevirkning må staten optage låne herfor.   C. Personer, der yder staten tjenester, såsom ansatte, regenter og soldater betales fra Bait al-Mal. Hvis der ikke er nok heri opkræves der omgående skatter til dækning af disse udgifter. I tilfælde af frygt for skadevirkning må staten optage lån til dækning herfor.   D. De grundlæggende væsener og anlæg, som veje, moskeer, hospitaler og skoler finansieres fra Bait al-Mal. Hvis der er mangel heri, opkræves der omgående skatter til dækning af disse udgifter. E. De uvæsentlige anlæg og væsener finansieres fra Bait al-Mal. Hvis der ikke er tilstrækkelige midler hertil, skal finansieringen udskydes. F. Katastrofer, såsom jordskælv og oversvømmelser, tackles finansielt gennem Bait al-Mal. Hvis der ikke er penge heri må staten optage lån omgående. Lån indfries gennem indsamling af skatter.


Paragraf nr. 149 – Staten garanterer arbejde for alle som er indehavere af statsborgerskabet (tabi’iyya).


Paragraf nr. 150 – Ansatte hos private og virksomheder har samme rettigheder og pligter som ansatte hos staten. Enhver lønmodtager er ansat, uanset forskelle i arbejdstypen eller arbejderens beskæftigelse. I tilfælde af at arbejdsgiveren og arbejdstageren strides om løn, afgøres sagen ifølge den gennemsnitlige løn. Hvorimod hvis de strides om andre spørgsmål, skal sagen afgøres efter ansættelseskontrakten ifølge shari’ah-lovene.


Paragraf nr. 151 – Lønnen må godt fastsættes ifølge arbejdets nytte eller arbejderens nytte. Lønnen må ikke fastsættes ifølge arbejderens kundskaber eller akademiske kvalifikationer. Der findes ingen lønforhøjelser til ansatte. De skal derimod betales alt, hvad de fortjener af løn til gengæld for arbejderens eller selve arbejdets nytte.


Paragraf nr. 152 – Staten garanterer forsørgelsen af arbejdsløse og de ubemidlede, som ikke har nogen slægtninge, der har pligt til at forsøge dem. Staten påtager sig ligeledes at skaffe plejehjem for ældre og handicappede.


Paragraf nr. 153 – Staten tilstræber at rigdomme cirkulerer iblandt borgerne, samt forhindrer at den går på omgang iblandt en bestemt samfundsgruppe.   


Paragraf nr. 154 – Staten muliggør borgernes tilfredsstillelse af deres sekundære behov, samt skaber balancen i samfundet, ud fra midlerne der står til rådighed, på følgende måde:


A. Staten giver ud af flytbare og uflytbare ejendomme, som er i dennes besiddelse i Bait al-Mal, af bl.a. fai’ (bytte vundet uden kamp) og lignende.     B. Staten deler ud af sine opdyrkede eller øde jord til dem, der ikke har nok jordarealer. Jordejere som ikke udnytter deres jord, får ikke tildelt nogen jord. Ydermere forsyner staten de jordejere, som ikke har råd til at dyrke deres jord, med de nødvendige midler, for at gøre dem i stand til det.  C. Staten påtager sig indfrielse af lån på vegne af dem, der står i gæld, og som ikke er i stand til at tilbagebetale deres lån. Dette gøres bl.a. gennem zakah-penge, fai’-penge og lignende.


Paragraf nr. 155 – Staten fører tilsyn med landbrugsanliggender og afgrøder ifølge det, som er påkrævet af landbrugspolitikken, der skal realisere udnyttelsen af jord på højest mulige produktionsniveau.


Paragraf nr. 156 – Staten fører tilsyn med alle industrielle anliggender, og tager sig direkte af de industrier, som har forbindelse til det, der hører under offentlig ejendom.


Paragraf nr. 157 – Udenrigshandel anskues efter forretningsmandens statsborgerskab og ikke efter varens oprindelsesland. Forretningsmænd, der er harbi (dvs. statsborgere af krigsførende stater), forbydes at handle i vores territorier, undtagen med en speciel tilladelse for forretningsmanden eller for godset. Forretningsmænd, der er mu’ahid (pagt-part) behandles efter aftalerne, der er indgået mellem os og dem. Forretningsmænd blandt statens egne statsborgere forbydes at eksportere varer, som vores lande har brug for, samt varer, der kan styrke fjenden militært, industrielt eller økonomisk. Dog forbydes de ikke at importere ejendomme som de selv ejer. Lande, som vi reelt er i krig med, såsom “Israel”, er undtaget fra disse love. Over for disse lande gælder lovene for de lande vi reelt er i krig med, i alle vores relationer hertil, hvad disse end er handelsmæssige eller af anden art.   


Paragraf nr. 158 – Alle statsborgere har ret til at etablere videnskabelige laboratorier, som vedrører alle livets anliggender. Staten er selv pålagt at etablere disse laboratorier.


Paragraf nr. 159 – Individer forbydes i at besidde ejerskabet af laboratorier, der fremstiller produkter, hvis privat ejerskab medfører skade på ummah eller staten.


Paragraf nr. 160 – Staten sørger for at alle sundhedstjenester er gratis for alle, men forbyder ikke benyttelse af privat lægebehandling eller salg af medicin.


Paragraf nr. 161 – Investering og udnyttelse af udenlandsk kapital i statens territorier forbydes. Ligeledes forbydes tildeling af privilegier til nogen som helst udlændinge.


Paragraf nr. 162 – Staten udsteder sin egen selvstændige valuta, der ikke må være forbundet til nogen udenlandske valutaer.


Paragraf nr. 163 – Statens penge består af guld og sølv, hvad de end er slået som mønter eller ej. Staten må ikke have andre valutaer. Den må godt udstede noget andet i stedet for guld og sølv under

forudsætning af, at de bliver fuld dækket af guld og sølv i statskassen. Dermed må staten slå mønter i form af kobber og bronze eller i form af sedler eller andet, hvor den slår disse som sin egen valuta med sit navn på, under forudsætning af at de er fuldstændigt dækket af guld og sølv.


Paragraf nr. 164 – Valutaveksling mellem statens valuta og andre landes valutaer er tilladt, lige som indbyrdes veksling af egen valuta. Det er også tilladt at valutavekslingen er ulige, i tilfælde af at man veksler mellem to valutaer af forskellige arter, med øjeblikkelig levering som forudsætning. En sådan valutaveksling med senere levering (nasi’a) er ikke tilladt. Ændring af valutakursen tillades betingelsesløst, såfremt vekslingen foregår mellem to forskelligartede valutaer. Enhver statsborger har ret til at købe den ønskede valuta indenrigs eller udenrigs, samt at købe med den uden behov for valutatilladelse eller lignende.


Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Filiu, Jean-Pierre (Juni 2008). Hizb ut-Tahrir and the fantasy of the caliphate. Hentet 7. marts 2016. 
  2. ^ Malik, Shiv (13. september 2004). "For Allah and the caliphate". New Statesman. Hentet 19. marts 2014. 
  3. ^ Watkins wants Muslim group ban Sydney Morning Herald (engelsk)
  4. ^ Cohen, Ariel. "Hizb ut-Tahrir: An Emerging Threat to U.S. Interests in Central Asia", The Heritage Foundation, 30. maj 2003. (engelsk)
  5. ^ Hizb ut-Tahrir al-Islami (Islamic Party of Liberation) Global Security (engelsk)
  6. ^ 'Terror' list out; Russia tags two Kuwaiti groups, Arab Times (engelsk)
  7. ^ Hizb-ut-Tahrir's Growing Appeal in the Arab World Jamestown Foundation (engelsk)
  8. ^ Hizb-ut-Tahrir: The Solution or the Problem? South Asia Analysis Group (engelsk)
  9. ^ a b c d e Søren K. Willemoes: Flugten fra den sorte fane. Artikel i Weekendavisen 11. januar 2019.
  10. ^ Suha Taji-Farouki, A Fundamental Quest – Hizb ut-Tahrir and the Search for the Islamic Caliphate, ss. 27-29, Grey Seal, London 1996 (engelsk)
  11. ^ Suha Taji-Farouki, A Fundamental Quest – Hizb ut-Tahrir and the Search for the Islamic Caliphate, ss. 27-29, Grey Seal, London 1996 (engelsk)
  12. ^ Al-Waie magazine, issues 234-235, August/September 2006. (arabisk)
  13. ^ Ahmed Rashid, "Reviving the Caliphate", in Jihad: The Rise of Militant Islam in Central Asia (New Haven, Penguin Books, 2003), s. 199. (engelsk)
  14. ^ Al-Sabeel newspaper, issue 489, s. 9, maj 6-12, 2003 (arabisk).
  15. ^ Sura 3:104 (engelsk)
  16. ^ "Og hold fast, alle sammen, til Allahs ord, og lad jer ikke dele.", Sura 3:103
  17. ^ "Og lad jer ikke blive som dem der lod sig dele og skændes..." Sura 3:105
  18. ^ Omstridt moské nægter at tage afstand fra terrorangreb (Information.dk, 20. februar 2015)
  19. ^ Hizb ut-Tahrir i Danmark – Farlig fundamentalisme eller uskyldigt ungdomsoprør?, s. 16, 29
  20. ^ Hizb ut-Tahrir i Danmark – Farlig fundamentalisme eller uskyldigt ungdomsoprør?, s. 31
  21. ^ Yderligtgående islam tiltrækker unge danskere. Artikel i Kristeligt Dagblad 2. oktober 2014. Hentet 18. oktober 2014.
  22. ^ Hizb ut-Tahrir i Danmark – Farlig fundamentalisme eller uskyldigt ungdomsoprør?, s. 116
  23. ^ Sebastian Stryhn Kjeldtoft: Islamisterne i Danmark. Artikel i Information 6. oktober 2014. Hentet 18. oktober 2014.
  24. ^ Hizb ut-Tahrirs talsmand dømt for jøde-trusler, Politiken, 28. februar 2007
  25. ^ Resumé af dom mod Hizb ut-Tahrir, Mediejura
  26. ^ Forældrekamp mod fundamentalisme. Artikel i Kristeligt Dagblad 7. oktober 2003.
  27. ^ Bred kritik af Islamisk Trossamfund, Berlingske Tidende
  28. ^ Tilslutning til Hitz ub-Tahrir står stille – Jyllandsposten 21. februar 2008 /
  29. ^ Islams system side 99-138

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]