Mandatområdet i Palæstina

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Mandate for Palestine
Mandatområdet i Palæstina
Britisk folkeforbunds mandatområde
Ottoman flag.svg
1920–1948 Flag of Jordan.svg
 
Flag of Israel.svg

Mandatområdet i Palæstinas flag

Flag

Verdensdel Asien
Geografisk placering af Mandatområdet i Palæstina
Cisjordanien og Transjordanien blev indlemmet (under forskellige juridiske og administrative forhold) i det britiske mandatområde i Palæstina udstedt af Folkeforbundet til Storbritannien den 29. september 1929 (Engelsk illustration).
Hovedstad Jerusalem
Sprog Arabisk, Engelsk, Hebraisk
Politisk struktur Mandat
Guvernør
 - 1920 — 1925 Sir Herbert Louis Samuel
 - 1925 — 1928 Herbert Plumer, 1. viscount Plumer
 - 1928 — 1931 John Robert Chancellor
 - 1945 — 1948 Sir Alan G. Cunningham
Historisk periode Mellemkrigstiden
 - Tildelt Mandatet 25. april 1920
 - Storbritannien påtager sig officielt kontrollen 29. september 1923
 - Transjordan selvstændig 25. maj 1946
 - Israel erklærede sig selvstændig 14. maj 1948
Valuta Palæstinensiske pund

Mandatområdet i Palæstina i Mellemøsten (Palæstinamandatet, Mandatet for Palæstina eller Det britiske mandatområde i Palæstina) var det nuværende Jordan og Israel med Vestbredden og Gazastriben. Det tilhørte tidligere det Osmanniske Rige og blev i dønningerne efter 1. verdenskrig betroet Storbritannien som et mandatområde.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Under opdelingen af Det Osmanniske Rige ved fredskonferencen i Versailles blev det, der siden kendes som Jordan, Israel og de besatte palæstinensiske områder udlagt som mandatområde under Folkeforbundet med Storbritannien som mandatar.

Baggrunden[redigér | redigér wikikode]

Da Tyrkiet indtrådte i verdenskrigen 29. oktober 1914, blev Syrien med Palæstina overladt til Djemâl Pasha; Palæstina blev basis for angreb på Suez-kanalen og forsynedes derfor med nye jernbaner (NabulusTulqarmLudd og Ludd—Birsaba) med Birsaba som centrum. Men angrebene på kanalen i begyndelsen af 1915 og 1916 mislykkedes, og den 9. januar 1917 stod englænderne i Rafah ved indgangen til Palæstina. v. Falkenhayn overtog kommandoen over de tysk-tyrkiske styrker. Efter nogle mislykkede angreb på Gaza 1917 indtog de britiske tropper under general Allenby byen i oktober, og den 11. december 1917 holdt han sit indtog i Jerusalem. Nogle mindre franske og italienske korps deltog i dette felttog, der gik planmæssigt, også efter at Liman v. Sanders tog kommandoen over de tyrkisk-tyske soldater i marts 1918. De blev slået den 19.—20. september syd for Jisreelsletten (Tulqarm, Nabulus); de næste dage fuldendtes erobringen af Palæstina.

Det zionistiske projekt[redigér | redigér wikikode]

Der havde været flere forhandlinger om Palæstinas fremtid. I maj 1916 fastsloges det i forhandling mellem Sykes (engelsk) og Picot (fransk), at Palæstina skulle stå under et internationalt styre efter overenskomst mellem England, Frankrig og Rusland, idet dog England forbeholdt sig havnene Haifa og Akko som adgang til Mesopotamien. Men den 2. november 1917 erklærede den britiske udenrigsminister Arthur Balfour i et brev til formanden for den engelske zionistiske forening, lord Walter Lionel Rothschild, at den engelske regering ville yde støtte til grundlæggelsen af "a national home" for det jødiske folk i Palæstina. Frankrig, der hævdede sin historiske stilling i Orienten ved at overtage Syrien, billigede denne plan i februar 1918. Italien og USA sluttede sig hertil.

England gøres til mandatar[redigér | redigér wikikode]

Ved Sèvres-traktaten af 10. august 1920 erklæredes Palæstina for uafhængig under Englands mandat for Folkeforbundet, som det allerede var afgjort i december 1919. 24. juli 1922 billigedes det af Folkeforbundet. Den 29. september 1923 trådte det formelt i kraft. Sir Herbert Samuel blev udnævnt til High Commissioner, med residens i den tidligere »Kaiserin Viktoria Augusta Stiftung« på Oliebjerget, 7. juli 1920 oplæste han her den engelske konges proklamation. Der tilsagdes befolkningen respekt for dens love; som officielle sprog anerkendtes arabisk, engelsk og hebræisk; de kristne, jødiske og muhammedanske helligdage skulle respekteres. Der udnævntes et råd af syv muhammedanere og kristne og tre jøder. I den plan, England forelagde Folkeforbundet, anerkendtes det zionistiske bureau i Jerusalem, som regeringen skulle forhandle med for at virkeliggøre ideen om Palæstina som jødisk nationalhjem. Grænsen mod Syrien fastsattes den 26. december 1920 ved en linje Râs en-NâqûraBanijâs. Palæstina deltes i syv administrative distrikter under (mest engelske) gouvernors. Ordningen af Palæstinas forhold vakte megen modstand. Fra syrisk side protesteredes mod adskillelsen af Syrien og Palæstina, paven protesterede den 23. juni 1921 kraftigt mod katolikkernes stilling i Palæstina, og voldsomme protester kom fra Palæstinas ikke-jødiske befolkning.

Palæstina fra 1917 til 1925[redigér | redigér wikikode]

Oprindeligt omfattede det britiske mandatområde både det egentlige Palæstina og Transjordanien. Ved dekretet 1. september 1922 udskiltes Transjordanien, der dannede et selvstændigt område under emir as-Sayyid Abdullah bin al-Husayn og med delvis uafhængighed allerede i 1923. Militæret, finanserne og udenrigspolitikken forblev dog under britisk kontrol indtil 1946.

Grænser[redigér | redigér wikikode]

Efter denne udskillelse, der omfattede omkring to tredjedele af det britiske mandatområde[1], bestod det egentlige mandatområde Palæstina af et område, der mod vest grænsede til Middelhavet, mod syd til Egypten og Hedjas (grænselinjen gik fra vest for Rafa til øst for Taba ved Akababugten), mod øst til Transjordanien (grænsen fulgte Jordan og Det Døde hav og videre lige sydover) samt mod nord til det franske mandatområde Syrien. Der gik, ifølge konvention af 23. december 1920, grænsen fra havkysten lige syd for Ras-el-Nakura (omtrent midt mellem Tyrus og Acre) først mod øst, så i en bue mod nord til Dan, der efter over Jordan i dennes øvre løb til et punkt vest for Banijas, der efter mod syd til østkysten af Genesaret sø og derfra til El Hamme ved floden Jarmuk, som den der efter fulgte. Transjordaniens østlige grænse var da endnu ikke nærmere fastlagt.[2]

Areal og befolkning[redigér | redigér wikikode]

Det egentliga Palæstinas areal beregnedes til at være omkring 23.000 km2.[2]

Befolkningen opgjordes ved en folketælling i oktober 1922 til 757.182 indbyggere, hvoraf 590.890 var muhammedanere, 83.794 jøder, 73.024 kristne, 7.028 drusere og 163 samaritanere.[2] Antallet af jøder var imidlertid takket være indvandring stærkt voksende. Muhammedanerne var overvejende arabere, for en stor andels vedkommende imidlertid af blandet herkomst. De talte alle arabisk ligesom også de fleste kristne.[2]

Begyndende jødisk indvandring[redigér | redigér wikikode]

Indtil 1850 havde der i Palæstina kun været et lille antal jøder, indvandring begyndte i 1850-erne i beskedent omfang og havde taget et opsving i 1880-erne i forbindelse med jødeforfølgelser i Rusland.[3] Under 1. verdenskrig faldt antallet af jøder i Palæstina betydeligt som følge af forvisning eller frivillig emigration (fra 100.000-120.000 i 1914 til 50.000-65.000 år 1919)[4]. Fra den britiske okkupation 1917–18 til slutningen af 1923 skønnedes 35.000 jøder at have indvandret. Mellem oktober 1923 og september 1924 opgjordes de jødiske indvandrere til 13.228 (hvoraf 4.877 fra Polen, 2.406 fra Rusland, 595 fra Litauen, 570 fra Rumænien, 558 fra Bulgarien, 501 fra Grækenland, 499 fra Yemen og 476 fra Mesopotamien (det senere Irak)).[4]

Fra 1919 til oktober 1922 indvandrede ca. 30.000 jøder (41 % fra Polen, 14 % fra Ukraine, 9 % fra Rusland, 12 % fra Rumænien), hvorved jødernes antal blev 83.794, af 757.182 (pr. 3. oktober 1922). De arabisktalende protesterede mod Englands antagelse af zionismens program og mod valget af en jøde til High Commissioner. Der kom flere alvorlige tumulter navnlig i maj 1921. I juli 1921 sendtes en arabisk-palæstinensisk delegation af muslimer og kristne til England. En palæstinensisk-arabisk kongres blev nedsat som fast institution med en eksekutivkomité. Den 11. januar 1923 erklærede det engelske koloniministerium, at tilsagnet til jøderne skulle opretholdes, men at det ikke betød, at Palæstina skulle være jødisk, at den zionistiske komité intet havde med landets regering at gøre, og at indvandringen skulle begrænses til, hvad landet kunne bære.

Næringslivet[redigér | redigér wikikode]

Jordbruget havde fra gammel tid været Palæstinas vigtigste næringsvej, men endnu i 1922 var blot 500.000 hektar, svarende til omkring 1/4 af den dyrkningsbare jord, under dyrkning. De arabiske jordbrugeres dyrkningsmetoder var yderst primitive. Med støtte fra zionistorganisationen og enkelte jødiske mæceneter, især baron Edmond de Rothschild, var jødiske kolonister i stand til at virke for et mere rationelt jordbrug. Der blev udarbejdet planer for at ved dræning at gøre sumpene ved søen Hule og ved kunstvanding at inddrage den tidligere frugtbare Jeriko-slette til dyrkning. Omkring Jaffa udviklede sig blomstrende jødiske nybyggersamfund med appelsin- og vindyrkning; særlig markant var dette ved den i 1909 oprettede by Tel Aviv. I nærheden lå landbrugsskolen Mikveh Israel, der var blevet oprettet i 1870 af Alliance israélite universelle og den af en jødisk studenterforening i 1882 anlagte vindyrkningsmønsterplantage Rishon-le-Zion. Efter, at Palæstina var blevet frigjort fra det ottomanske tobaksmonopol, gik også tobaksdyrkningen hurtigt frem (600.000 kg 1923–24). Palæstinas produktion i 1923 omfattede blandt andet 88.362 ton hvede, 27.519 ton byg, 16.103 ton durra, 1.116 ton oliven. Appelsinodyrkningen voksede så meget, at Palæstina i henseende til appelsineksport fulgte lige efter Amerika, Spanien, Italien og Japan; af hele appelsinhøsten kom 90 % fra egnen omkring Jaffa, og 40 % af apelsindyrkningen var på jødiske hænder.[4]

Skovbrug var fraværende i den ottomanske tid. Efter denne etableredes statsskove, og træplantning skete i stor skala (omkring 3 mio. træer blev plantede i årene 1923–24).[4]

Råstofudvindingen var ubetydlig, men der blev udarbejdet omfattende planer om at udvinde kalium og magnesium fra Det Døde Hav i stor skala.

Industriens som jordbrugets udviklingsmuligheder han sammen med mulighederne for at udnytte Jordan-flodens vandkraft. Længst i udviklingen var endnu mølledriften og sæbefabrikker, men ligeledes fandtes teglværker, cement- og cigarretfabrikker. Fra 1918 til 1925 blev investeret 1.200.000 egyptiske pund, hvoraf 5/6 af jøder.[4]

Handel[redigér | redigér wikikode]

Palæstinas import havde i 1923 en værdi på 4.935.265 egyptiske pund, eksporten 1.555.730 egyptiske pund. Importen udviklede sig næsten ikke efter 1919, eksporten derimod blev efterhånden fordoblet (fra 733.443 egyptiske pund i budgetåret 1919–20). De vigtigste importvarer i 1923 var bomulds-, træ- og jernvarer, sukker, cigarretter, mel, ris, maskiner, olie og bensin, mens devigtigste eksportvarer var appelsiner, sæbe, meloner, vin og hvede.[4]

Samfærdselsforhold[redigér | redigér wikikode]

Jernbanernes sammenlagte længde udgjorde i 1922 1.061 km. De bestod af strækningen Rafa–Haifa på den militærjernbane, som englænderne under 1. verdenskrig havde bygget fra Kantara i Egypten (den trafikeredes af Palæstina helt til Kantara)[4], desuden linjen Jaffa–Jerusalem, bibanen Haifa– Afule–El Hamme til den gennem Transjordanien gående Hedjas-bane samt nogle mindre lokalbaner (Haifa–Acre, Afule–Nablus–Tulkarem med flere).[5]

På de landeveje, man havde forbedret, drev arabere en livlig trafik med billige amerikanske biler.[5]

Palæstina havde da ingen gode havne. De vigtigste havnebyer var Haifa, hvor man forberedte samtidige havneanlæg, og Jaffa.[5]

Turisme udgjorde en vigtig indkomstkilde for landet og befolkningen. Al persontrafik på Palæstinas havne blev imidlertid drevet af 18 udenlandske dampskibslinjer.[5]

Møntvæsen og mål[redigér | redigér wikikode]

Lovligt betalingsmiddel er siden den britiske okkupation egyptiske pund (£ E.): 1 egyptisk pund (= 1 pund sterling 6 pence) à 100 piaster. Indførelse af ny møntfod, baseret på pund sterling, var under forberedelse. Metersystemet anvendtes af regeringen, men befolkningen benyttede fortsat ældre lokale mål og vægtenheder.[5]

Finanser[redigér | redigér wikikode]

Indkomsterne for budgetsåret 1924–25 beregnedes til 1.656.400, udgifterne til 1.638.050 egyptiske pund. Det strengt fastholdte grundprincip, at forvaltningen skulle bære sig selv, tvang Palæstinas regering til at stærkt begrænse udgifterne for landets materielle og åndelige udvikling. De vigtigste indkomstkilder i budgetsåret 1924–25 var told 540.000, indkomster fra jernbanedrift 290.000, tiende 200.000, hus- og jordskat 150.000, alle i egyptiske pund. Blandt udgiftsposterne var især de til ordningens opretholdelse 525.170, forvaltningsomkostninger 254.047, jernbaner 241.125, offentlige arbejder 127.801 og undervisningsvæsenet 103.080, alle egyptiske pund.[5]

Uddannelsesvæsen[redigér | redigér wikikode]

Undervisningsvæsenet var under den tyrkiske tid meget forsømt og led endnu under regeringens nødtvungne begrænsninger. Den underholdt 2 lærerseminarier og 314 folkeskoler (46 i byerne og 268 i landdistrikterne) med 19.110 elever i 1924 (deraf 15.868 drenge og 3.242 piger). Videreuddannelsesskoler fandtes ved 8 folkeskoler i byerne. Af statsskolernes elever var 89 % muhammedanere[6] og 10 % kristne, undervisningssproget var arabisk.[5] I Jerusalem oprettedes i 1920 en juridisk aftenskole for uddannelse af arabiske og jødiske sagførere. En statslig landbrugsskole fandtes endnu ikke, kun omkringrejsende konsulenter. Næsten alle jødiske børn (og de fleste kristne) gik i privatskoler. Jødiske stiftelser underholdt 187 skoler med 18.311 elever skoleåret 1923–24, deraf 4 seminarier, 1 landbrugsskole, 17 tekniske og handelsskoler samt det moderne udrustede jødiske lyceum i Tel Aviv (med 32 lærere og 350 elever). Kristne stiftelser underholdt 172 skoler med 13.348 elever (deraf flere mellemskoler, 1 landbrugsskole og 1 højere skole), muhammedanske stiftelser 38 skoler med 2.477 elever (deraf 1 teologisk og 1 landtbrugsskole). Omkring 26 % af børnene i skolealderen besøgte 1923 hverken stats- eller private skoler. I de jødiske skolerne var ikke jiddisch, men derimod hebraisk undervisningssprog. Ved det i 1925 indviede jødiske universitetet i Jerusalem påbegyndtes i december 1924 forelæsninger (med 110 elever).[5]

Styrelsens indretning[redigér | redigér wikikode]

Et dekret af 10. august og 1. september 1922 gav Palæstina en ny forfatning, hvor efter regeringen lededes af en High Commissioner, assisteret af et Executive Council. Til lovgivningen valgtes et Legislative Council på 22 medlemmer foruden the High Commissioner; af dette råd udgjorde administrationens ledende embedsmænd de 10, men dets myndighed var i øvrigt stærkt begrænset.

Retsforhold[redigér | redigér wikikode]

Juridisk deltes Palæstina i distrikter med Magistrate Courts og District Courts, der skulle dømme efter den 1914 gældende lov, hvor den ikke var ændret; endvidere oprettedes særlige domstole for kriminelle forbrydelser og for spørgsmål angående grundejendom. Over disse stod en overret, Supreme Court, og som højesteret His Majesty in Council. Men alt, som angik familielivet og rent personlige spørgsmål, henvistes til de ulige religioners særlige domstole. Allerede den 20. december 1921 var der for islams vedkommende nedsat et højeste sharîa-råd på 5 medlemmer til at organisere og lede administrationen af muslimske domstole og stiftelser (awqâf). Den arabiske kongres erklærede imidlertid, at den ikke anerkendte den ny forfatning, der ikke mentes at sikre den indfødte befolknings indflydelse, og valgene i foråret 1923 blev boykottet.

Forskning[redigér | redigér wikikode]

Kort efter Englands overtagelse af Palæstina indrettedes et departement for oldsager under direktion af John Garstang; der oprettedes et museum og blev givet reglement for udgravninger og behandlingen af antikviteter. Siden blev gravningerne genoptaget i Asqalon (England), i Besan (Amerika), i Gibea (Amerika), i Galilæa, hvor jøderne udgravede en del synagoger, i Kapernaum (franciskanerne) og andre steder. De videnskabeligt interesserede kredse dannede en sammenslutning, The Palestine Oriental Society, der samlede alle religionsbekendere, og som udgav en journal.

Presse[redigér | redigér wikikode]

En del dag- og ugeblade udkom i Palæstina, således det engelsksprogede Palestine Weekly, de jødiske dô’ar hâ-jôm, hâ’âres, de arabiske karmel (i Haifa), filastîn (i Jaffa), mir’ât as-sharq (i Jerusalem) og andre.

Palæstina 1925 - 1933[redigér | redigér wikikode]

I 1925 fratrådte sir Herbert Samuel sin stilling som High Commissioner og efterfulgtes af feltmarskalk Plumer.[7] Ifølge Herbert Samuels redegørelse havde finanserne 1920—1925 udvist en indtægt på 8.400.000 £ (ægyptiske, lidt mere end engelske) og en udgift af 8.391.000 £. Der var bygget eller istandsat 240 km hovedruter, 600 km biruter, oprettet 34 telegrafkontorer og 31 offentlige telefonstationer med over 1.300 abonnenter. Haifa og Jaffa var blevet centrer for industri: olie, sæbe, cement, salt, mursten og andet. Der var 103 aktieselskaber og 66 andelsselskaber, men importen oversteg eksporten. Der var indvandret 46.225 jøder, så at der i marts 1925 var 108.000 jøder i Palæstina. Den eneste helt jødiske by var Tel Aviv ved Jaffa, der havde 30.000 indbyggere mod 2.000 i 1914, idet den grundlagdes i 1908. Der var åbnet 190 grundskoler for araberne, så at der i alt fandtes 314 regeringsskoler, 400 private; til de sidste hørte alle jødiske og de forskellige kristne missionsselskabers. Den 1. april 1925 åbnedes under deltagelse fra hele verden et hebraisk universitet med fakulteter for hebraiske studier, biokemi og elektrobiologi[8]; et fakultet i Tel Aviv for agrikultur sluttede sig dertil. Lord Balfour holdt den egentlige indvielsestale; hans besøg gav anledning til uroligheder hos den arabiske Befolkning. I Palestine Citizenship Order af 24. juli 1925 fastsloges reglerne for palæstinensisk borgerret. Samme år ratificeredes i december en overenskomst mellem England og USA, hvorved sidstnævnte stat sluttede sig til Folkeforbundsstaterne som garant for mandatet.

1926 høstedes 99.023 t hvede, 69.358 t byg, 23.913 t durra, 2.093 t oliven, 4.650 t olivenolie, 3.321 t linser. Samme år holdtes 290.854 får, 841.289 geder, 27.315 kameler og 4.161 bøfler. De vigtigste eksportartikler var appelsiner, sæbe og vandmeloner.

Nye udviklingsvilkår[redigér | redigér wikikode]

I 1927 indførtes en skattereform, idet den fra tyrkisk tid overtagne tiende blev afskaffet. Samme år fik Palæstina, der hidtil havde benyttet ægyptisk mønt, sit eget møntsystem med palæstinensisk £, der deltes i 1.000 Mil. I marts 1926 fik den amerikansk-jødiske ingeniør Rutenberg efter flere års forhandlinger den endelige koncession på udnyttelse af Jordan og Jarmuk til elektrificering af Palæstina og Transjordanien i 70 år. 11. juli 1927 fandt et jordskælv sted, hvorved der i Palæstina dræbtes 200 og såredes over 700, mens 1.000 huse blev ødelagt eller stærkt beskadigede, og i Transjordanien dræbtes 68, såredes 102. Landet gennemgik i 1926 og 1927 en økonomisk krise, arbejdsløsheden steg, og i 1927 viste toldindtægterne en nedgang på 40.000 £. Dette medførte en begrænsning af den jødiske indvandring: i 1925 indvandrede 33.801 og udvandrede 2.145 Jøder, i 1926 var tallene 13.081 og 7.365, i 1927: 2.713 og 5.071. I alt var der 1. juli 1927 147.687 jøder i Palæstina eller hen imod 18% af befolkningen; af dem var 30.500 optaget af landarbejde, fordelt i 104 kolonier. Lord Melchett (forhen Alfred Mond) har virket kraftigt for lettelse af krisen. Et regulativ for det jødiske samfund i Palæstina blev fastslået 1927, men en endelig forfatning under samvirken af de forskellige befolkningsdele kunne ikke opnås. Hvor vanskelige forholdene i den henseende stadig var, fremgik af den ophidselse, som vaktes i efteråret 1928 i anledning af "Klagemuren", der var i muhamedansk eje, men hvor jøderne havde ret til at holde andagter.

Transjordaniens forhold til England som mandatmagt reguleredes ved en overenskomst af 20. februar 1928, hvorefter området udgjorde et emirat af en vis selvstændighed under kontrol af en britisk resident.

I 1928 afløstes feltmarskalk Plumer af sir John Robert Chancellor som High Commissioner[9].

Det arabiske oprør i 1929[redigér | redigér wikikode]

I 1929 kom det til et 4 dage langt arabisk oprør, der strakte sig fra fredag den 23. august til mandag den 26. august. Baggrunden var to demonstrationer, som fandt sted den 15. august, hvor en gruppe zionister fejrede mindet af templets ødelæggelse med en procession til Klagemuren og en sørgegudstjeneste i den da snævre gyde foran muren. Da demonstrationen rummede zionistiske flag, taler og sang, blev den af araberne opfattet som en politisk provokation, og dagen efter - der tilfældigvis er profetens fødselsdag - arrangerede araberne en moddemonstration, hvor besøgende fra moskéen el-Aksa gik langs muren og ødelagde nogle af de bønnepapirer, som i henhold til gammel jødisk skik var indstukkede i murrevner. De to demonstrationer forvoldte en vis nervøsitet, og da om lørdagen en fodbold under en jødisk fodboldkamp havnede på en muhamedansk ager, opstod der slagsmål, da bolden blev hentet, og en ung jøde fik svære knivsår og døde på sygehus den 20. august. Den følgende dag blev han begravet, og denne udviklede sig til en national jødisk demonstration. Den næste dag var stilhed før stormen, men arabere fra omegnen begyndte i stort tal at komme til byen, og fredag den 23. efter middagsbønnen samledes et stort antal moskébesøgende bevæbnede med knive, geværer, stokke og lignende. Efter gudstjenestens afslutning drog de i grupper til flere jødekvarterer og overfaldt alle jøder på deres vej. Myndighederne var i begyndelsen magtesløs: politistyrken var beskeden og bestod overvejende af arabere, som ikke ansås ganske pålidelige til indgriben mod trosfæller. Om eftermiddagen havde man imidlertid formået at samle nogle hundrede britiske "ekstra konstabler", blandt andet Oxford-studenter, som var på turistbesøg i den hellige by. Om aftenen ankom panservogne og flyvemaskiner fra en militærlejr ved Ramleh. Det lykkedes her efter at opretholde roen i bymidten, men uroen spredte sig i stedet til Jerusalems omgivelser og i løbet af lørdagen til en række andre byer. Rygter om, at jøderne forsøgte at bemægtige sig eller ødelægge Omars moské spredtes og opildnede den arabiske fanatisme. En omfattende massakre indtrådte om lørdagen i Hebron, grænseuroligheder i Jaffa, et heftigt angreb mod den endnu ret nye jødiske koloni Tel Aviv. Myndighederne fik lørdag eftermiddag forstærkninger i form af 50 mand i flyvemaskiner fra Egypten, og om søndagen kom fra Egypten general Dobbie med 600 mand walesiska tropper, af hvilke mindre styrker sendtes til Jaffa og Tel Aviv. Om mandagen og tisdagen ankom orlogsskibe med marinesoldater fra Malta. Flyvepatruljering blev arrangeret over hele landet, og fredag den 30. august havde general Dobbie fået samlet en så stærk bevogtning, at moskébesøgende forholdt sig i ro. En mindre pogrom i Safed i det nordlige Galilæa betegnede den sidste udløber af urolighederne. Mange enligt beliggende jødiske nybyggergårde var imidlertid blevet plyndrede eller ødelagte. En britisk undersøgelseskommission under ledelse af en pensioneret kolonioverdommer blev sat til at udrede de nærmere omstændigheder omkring urolighedernes opkomst, og i de arabiske lejre ved ørkenranden foretoges massearrestationer og plyndringsbytte blev i stor skala beslaglagt.[10]

Befolkningsudviklingen[redigér | redigér wikikode]

Befolkningsudviklingen frem til 1932 afspejles i to folketællinger gennemførte henholdsvis 1922 og 1931:

År Muslimer  % Jøder  % Kristne  % Andre  % Ialt
1922 590.890 78,04 83.794 11.07 73.024 9.64 9.474 1.25 752.048
1931 759.712 73.34 174.610 16.86 91.398 8.82 9.680 0.93 1.035.821

Kilde: American Jewish Year Book Vol. 48 (1946-1947), s. 608

Trods fremgang for alle hovedkategorier i absolutte tal, var jøderne ene om relativt at gå frem.

Palæstina fra 1933 til 1948[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikler: Ha'avara-planen, Femte aliyah og Aliyah Bet
Dette flag blev ført af skibe registrerede i mandatområdet 1927-1948.

Tiden fra 1933 til 1940 kendetegnedes ved den nazistiske magtovertagelse i Tyskland, der snart fulgtes af en voksende udvandring til Palæstina:

År 1932 1933 1934 1935 1936 1937 1938 1939 1940 Ialt 1932-40
Indvandring ialt 11.289 31.977 44.143 64.146 31.671 12.475 15.263 18.433 5.611 253.970
Jøder 9.553 30.327 42.359 61.854 29.727 10.536 12.868 16.405 4.547 237.061
Andre 1.736 1.650 1.784 2.292 1.944 1.939 2.395 2.028 1.064 16.909

Kilde: American Jewish Year Book Vol. 43 (1941-1942), s. 698

Medvirkende til den voksende udvandring fra Tyskland til Palæstina var Ha'avara-aftalen mellem den nazistiske regering og zionister i Tyskland, der muliggjorde jødisk udvandring på - efter datidens forhold - yderst fordelagtige vilkår: jøder fra Tyskland fik mulighed for at depornere deres formue i en særlig fond ledet af jøder, som dernæst kunne foretage investeringer i varer nødvendige for Palæstinas udvikling. Når skibe med varer og rejsende var vel ankomne, kunne varerne sælges og pengene på vegne af indskyderen bruges til at købe jord for eller gøre andre investeringer, som så ubeskåret gik til indskyderen.

År 1932 1933 1934 1935 1936 1937 1938 1939 1940 1941
Tyskland 353 5.392 6.911 7.447 8.180 3.601 6.733 9.490 791 91
Østrig 928 961 581 * * * *
Polen 3.156 13.125 18.028 27.291 11.588 3.636 3.269 1.759 * *
Rumænien 504 1.411 2.031 3.596 1.444 314 519 424 940 783
Tjekkoslovakiet 860 1.397 643 220 414 492 12
Yemen 410 1.287 1.964 1.425 754 337 319 148 19 42
Litauen 241 1.099 1.124 1.967 785 218 160 151 209 707
Letland 170 739 1.042 507 110 129 94 70 6
USA 864 1.169 1.171 1.638 357 172 94 36 8 3
Storbritannien **436 **287 223 83 76 104 177 3
Frankrig 544 89 69 105 44 6
*under Tyskland
**hele det engelske imperium
Kilde: American Jewish Year Book, diverse årgange

Allerede i 1933 ramte Palæstina af den første indvandringsbølge fra Tyskland og især Polen. Den 13. oktober udråbes belejringstilstand i Palæstina, efter at en stor invandring af tyske jøder har fået den allerede tidligere stærke spænding mellem arabere og jøder til yderligere at vokse og ført til blodige sammenstød mellem dem efter, at araberne i protest mod indvandringen har proklameret storstrejke. Tusindvis af arabere forsøgte at trænge ind i en ny bydel i Jerusalem, men forhindredes af militære styrker. Den 27. oktober udbrød nye uroligheder i Jaffa, og disse spredte sig til flere andre steder, der iblandt Jerusalem, Haifa og Nablus. Blodige kampe indtrådte mellem politi og arabiske demonstranter. Også i Transjordanien og i Syrien forekommer uroligheder. Præsidenten for den arabiske eksekutivkomité krævede i protesttelegram til engelske koloniminister, at arabernes rettigheder skulle respekteres og beskyttes. De jødiske emigrantskibe, som var på vej til Palæstina, må i første omgang omdirigeres til neutrale havne. Fra arabisk side udtryktes over for den engelske overkommissær frygt for, at jøderne truede med at få overvægt i Palæstina og fortrænge araberne fra det økonomiske og industrielle område og at den engelske regering derfor for at få fred skal stoppe den jødiske immigration.[11] Den 1. november rettede den syriske liga for menneske- og medborgerrettigheder, en panarabisk organisation, en opfordring til Folkeforbundet om at skride ind mod den jødiske indvandring til Palæstina og mod Englands politik, som man anser går ud på at stifte ufred mellem jøder og arabere. I Transjordanien forekom engelskfjendtlige uroligheder. På den engelske overbefalhavers ordre afspærredes Palæstina helt: Grænserne bevogtedes af engelsk og arabisk militær, og kun personer med officiel tilladelse til at slå sig ned i landet, må passere. Disse tiltag vakte stor bitterhed blandt jøderne, som i Tel Aviv den 9. december afholder et protestmøde, som resulterede i blodige sammenstød med politiet og afsluttedes med, at soldater ryddede torvet.[12]

Konflikten i 1936[redigér | redigér wikikode]

Arabiske oprørere under konflikten i 1936.

I 1936 brød nye konflikter ud: udviklingen begyndte, da arabiske landevejsrøvere angreb og plyndrede en bus, hvor efter de udtog tre jøder, som blev skudt ned. Jøderne hævnede sig et par dage senere ved at stikke et par kendte jødefjendtlige arabere ned.[13] Den 20. april proklameredes en ny arabisk storstrejke for at tvinge englænderne til at opfylde arabiske krav om, at det skulle forbydes jøder at købe jord i Palæstina og yderligere jødisk immigration forbydes. De foregående års store jødiske indvandringsbølger betød, at araberne i stigende grad frygtede, at en jødisk statsdannelse kunne blive virkeliggjort. Tiden kendetegnedes af lovløshed med mord, bombe, attentater mod toge og mordbrande. Forretningslivet lamslås. Jøderne måtte trække sig ud af Jerusalem, og urolighederne bredte sig også til landdistrikterne. Der blev afsat yderligere engelske troppestyrker for at opretholde ro og orden. Sammentræfninger mellem jøder og arabere samt mellem arabere og ordensmagten hørte til dagsordenen såvel i Jerusalem som i andre byer, der i blandt Nazareth, Nablus, Haifa, Gaza, Jaffa og Lydda. Udviklingen førte til regulære kampe. De af myndighederne indførte drabelige straffe var uden virkning. Araberne, som modtog hjælp fra officerere fra Syrien og Irak, blev stadig mere aggressive. I begyndelsen af september ankom 12 bataljoner engelske tropper til Palæstina, hvorved disses antal opgik til 25.000 mand. Araberne opererede entydigt under ledelse af syreren Fauzi ed-Din Kaukji. Efterhånden blev civilbefolkningen imidlertid trætte af strejken, og det højeste arabiske råd udsattes for pres fra fyrsterne i Arabien, Transjordanien og Irak. Den 9. oktober sendte Auni bej, medlem af den arabiske strejkekomité og leder af det storarabiske uavhængighedsparti, en skrivelse til den engelske overkommissær i Palæstina, hvori han erklærede, at araberne afbrød strejken i "adlydelse af sine konger" og håbede, at den jødiske indvandring snarest ville blive indstillet og almindelig amnesti bevilget. Den 12. oktober afblæstes strejken, som da med tilhørende uroligheder havde krævet 313 døde.[14]

Baggrunden for de gentagne strejker måtte søges i interne arabiske modsætninger. Den jødiske indvandring indebar en social omvæltning i Palæstina: helt frem til 1. verdenskrig havde landet på det nærmeste været et feudalt land med forholdsvis få store arabiske jordejere, ofte bosatte i byerne eller udlandet, der udlejede jorden til palæstinensiske bønder, som til gengæld måtte betale en høj jordleje.[15] Da jøderne begyndte at indvandre, opkøbte de jordlodder (ikke sjældent af ringeste kvalitet: af de ca. 150.000 hektar, som jøderne havde erhvervet, havde over 40.000 hektar været moseland eller steppe[16]) med henblik på plantagedyrkning, og plantagedrift især af appelsiner blev sat i gang. Ligeledes var der mange indvandrede jøder, som oprettede fabrikker i byerne. Dermed skabtes nye arbejdspladsmuligheder, hvorved de palæstinensiske fæstebønder var mindre motiverede for at fortsætte deres egen jordbrugsdrift - ikke mindst fordi lønningerne var langt bedre end indtjeningsmulighederne ved fortsat feudal jordbrugsdrift. Resultatet var, at palæstinensiske jordbrugere i stigende grad søgte nyt arbejde enten på de jødiske plantager (af ca. 10.000 arbejdere på jødiske appelsinplantager ved Tel Aviv og Jaffa var ca. 7.500 arabere)[17] eller på de jødisk ejede fabrikker i byerne, og at jordejerne derfor ikke længere med samme held kunne fortsætte den tidligere udplyndring af deres sprog- og trosfæller. Dette fik de arabiske godsejere til aktivt at virke for et stop i den jødiske indvandring og til at true palæstinensere, der søgte arbejde i jødiske foretagender, med mord[18]. Kendetegnende var det, at modstanden mod jødisk indvandring, der alene var betinget af godsejernes fortsatte udbytningstrang og intet havde med arabisk eller islamisk solidaritet at skaffe[19], var fordelt på tre grupper: det "arabiske parti" under ledelse af stormufti Amin el-Husseini og dennes broder Dsjemal el Huseini, det "nationale forsvarsparti" under ledelse af tidligere borgmester i Jerusalem Racheb el Nasjasjibi samt "fremskridtspartiet" under ledelse af Jerusalems daværende borgmester, Khalidi, som alle havde samme program men var splittede på grund af indbyrdes rivalisering.[20]

Delingsplaner 1938[redigér | redigér wikikode]

Jødisk demonstration imod Hvidbogen af 1939 i Jerusalem i 1939.

I 1938 luftede englænderne en plan om at opdele Palæstina i to områder, et jødisk og et arabisk. Planen gav anledning til voldsom modstand blandt den arabiske befolkning: den 11. oktober vedtog en panarabisk kongres i Kairo en resolution om Palæstina, hvori det blandt andet krævedes, at Balfour-deklarationen skulle erklæres ugyldig, at den jødiske immigration skulle stoppes, at et forslaget om deling af landet opgives, en national arabisk regering dannes og politiske fanger frigives. Hvis disse krav ikke blev opfyldte, opfordredes araberne til at betragte englændere og jøder som fjender.[21] Den 1. november udbrød der en arabisk storstrejke over hele Palæstina, arabiske butikker blev lukkede, og araberne undlod at rejse med tog eller bil hverken som chauffør eller passager; strejkebrydere blev truede på livet. I Syrien fandt arabiske sympatidemonstrationer sted. Da en engelsk kommission under ledelse af John Woodhead, som i april var rejst til Palæstina for at undersøge delingsplanens gennemførlighed, tillige i sin rapport meddelte, at der var store politiske, administrative og finansielle vanskeligheder forbundne hermed, meddelte den engelske regering den 9. november, at man havde opgivet delingsplanen og i stedet ville samle repræsentanter for jøder og arabere i London til et møde for at drøfte situationen. Den engelske regering lod tilkendegive, at man ville indkalde repræsentanter for det jødiske agentur, for araberne i Palæstina og for de arabiske nabolande men ikke for de arabiske ledere, som havde været ansvarlige for den da igangværende bølge af mord og vold, hvilket indebar, at muftien af Jerusalem, som opholdt sig i landflygtighed i Damaskus og regnedes som hovedmanden bag den arabiske virksomhed, blev udelukket[22].

Forbitrelsen blandt jøderne over den engelske beslutning om at forhindre yderligere jødisk indvandring var stor, og i 1939 begyndte zionisterne at organisere illegal indvandring til Palæstina. De smuglede jøder ind med både og reddede dem dermed fra nazistisk forfølgelse. Det sidste skib, som forsøgte at nå Palæstina under krigen, var båden "Struma", som imidlertid blev torpederet i Sortehavet af en sovjetisk ubåd.

Udviklingen efter 2. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Efter 2. verdenskrig fortsatte den illegale indvandring. På denne tid var omkring 250.000 jødiske flygtninge placerede i lejre rundt om i Europa. På trods af stærke opfordringer fra USAs præsident Harry S. Truman, nægtede de britiske myndigheder at ophæve indvandringsforbuddet og slippe de jødiske flygtninge ind i Palæstina. De jødiske undergrundsgrupper gik derfor sammen om en række angreb mod britiske mål. I 1946 blev King David Hotel i Jerusalem sprængt i luften og 92 mennesker dræbt. Den vedvarende voldelige situation fik englænderne til at meddele, at de ville ophæve deres Palæstina-mandat og trække sig ud i maj 1948.

Afviklingen af mandatet[redigér | redigér wikikode]

Da Storbritannien i 1947 ikke længere ønskede at administrere mandatområdet efter omfattende zionistiske terrorangreb, vedtog FN en delingsplan for Palæstina, der omfattede en jødisk og en palæstinensisk stat samt et Jerusalem under international administration. De jødiske indvandrere accepterede, da 56% af området skulle tilfalde en jødisk stat. Jøderne udgjorde på det tidspunkt 33% af befolkningen og ejede 9% af jorden. Planen blev pure afvist af palæstinenserne og de arabiske stater. Da den jødiske stat, Israel, alligevel blev udråbt 14. maj 1948, dagen før mandatets udløb, førte det derfor til væbnet konflikt. Et år senere havde den israelske hær erobret landområder, der svarer til 80% af Palæstina og staten Israel var en kendsgerning. Vestbredden og Gaza blev herefter administreret af henholdsvis Jordan og Ægypten. Under krigshandlingerne i 1948-49 blev ca. 800.000 palæstinensere fordrevet.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]