Ibadisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Ibadisme eller ibadiyya er en retning indenfor islam på linje med sunnisme og shiisme. Ibadimuslimer findes primært i Oman, hvor de udgør ca. tre fjerdedele af omanerne, og derudover på Zanzibar og i Algeriet, Libyen og Tunesien. I alt anslås det, at der er knap 3 millioner ibadimuslimer i hele verden, heraf en kvart million udenfor Oman.[1]

Vestlige historikere og de fleste muslimer opfatter ibaditterne som efterkommere af khariji-sekten, der udskilte sig fra de øvrige muslimer i 600- og 700-tallet. Ibaditterne selv afviser dog en sådan direkte nedstamning fra kharijierne og mener blot, at de to grupper udviklede sig fra de samme forløbere.[2]

Ibaditternes praktisering af deres tro er beskrevet som puritansk, men samtidig som moderat og tolerant overfor andre opfattelser og religioner.[3] Ifølge et studie fra forsvarsakademiet er ibadi-retningen karakteriseret ved tolerance og mulighed for folkevalgte imamer.[4]

Allerede i 700-tallet blev der etableret et ibaditisk imamat i Oman, og i perioden 776-909 herskede et ibaditisk dynasti kaldet rustimiderne i et område i Maghreb.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Robert Brenton Betts. The Sunni-Shi'a Divide: Islam's Internal Divisions and Their Global Consequences. s. 14–15. Hentet 7. august 2015. 
  2. ^ Valerie Jon Hoffman (2012): The Essentials of Ibadi Islam, s. 3. Syracuse University Press. ISBN 9780815650843
  3. ^ Donald Hawley (1995): Oman, s. 201. Jubilee edition. Stacey International, 1995. ISBN 0905743636
  4. ^ Forsvarsakademiet, Fakultet for Strategi og Militære Operationer (2013): Strategisk Områdestudie: Yemen og Oman. Oktober 2003. Hentet 15. januar 2016.