Spring til indhold

Eastbourne International

Koordinater: 50°45′51″N 0°17′00″Ø / 50.7642°N 0.2833°Ø / 50.7642; 0.2833
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra International Women's Open)
Eastbourne International
Rothesay International Eastbourne
Devonshire Park
Devonshire Park
Arrangement
Grundlagt1974; 50 år siden (1974)
ArrangørThe Lawn Tennis Association
SpillestedDevonshire Park Lawn Tennis Club
VærtsbyEastbourne, Storbritannien Storbritannien
UnderlagGræs
Websitewww.lta.org.uk/major-events/
nature-valley-international/
ATP Tour
KategoriATP 250
Deltagerfelt28S / 16Q / 16D
Præmiesum 723.655  (2024)
WTA Tour
KategoriWTA 500
Deltagerfelt32S / 24Q / 16D
Præmiesum$ 780.637  (2024)
Flest titler
HerresingleUSA Taylor Fritz (3)
DamesingleUSA Martina Navratilova (11)
HerredoubleKroatien Nikola Mektić (3)
Kroatien Mate Pavić (3)
DamedoubleUSA Martina Navratilova (7)
Senest opdateret: 30. juni 2024

Eastbourne International er en tennisturnering, der spilles på græs, og som årligt afholdes i slutningen af juni og starten af juli i ugen inden Wimbledon-mesterskaberne. Turneringen afvikles i Devonshire Park Lawn Tennis Club i EastbourneStorbritanniens sydkyst. Turneringen er en del af WTA Tour, hvor den er kategoriseret som en WTA 500-turnering, og ATP Tour, hvor den tilhører kategorien ATP 250. Den markedsføres pt. under navnet Rothesay International Eastbourne på grund af et sponsorat.

Turneringen udspringer af Sydengland-mesterskabet, der kan føre sin historie tilbage til 1880'erne, men blev relanceret som WTA-turnering i 1974, og den har siden da fungeret som den vigtigste optaktsturnering til Wimbledon-mesterskaberne for de kvindelige spillere, hvorfor deltagerfeltet oftest inkluderer hovedparten af verdens 20 bedste spillere. I perioden 2009-14 og siden 2017 har turneringen imidlertid også omfattet rækker i herresingle og herredouble tilknyttet ATP Tour.

Martina Navratilova er indehaver af rekorden for flest sejre i turneringen, idet hun i perioden 1978-93 vandt singletitlen 11 gange, og hun har også rekorden i doublerækken, hvor hun triumferede syv gange, heraf seks gange sammen med Pam Shriver.

Den første lille turnering, der blev afholdt i Devonshire Park i Eastbourne, blev spillet i august 1881 og var en ren kvindeturnering. Det følgende år blev der spillet endnu en kvindeturnering, og da herretennis blev tilføjet i september 1882 blev det med det samme opfattet som en succes. Sportsavisen "The Field" skrev i september 1882, at der havde været arrangeret mange tennisstævner i Eastbourne i løbet af de seneste to sæsoner, men at disse til tider havde været forbeholdt faste beboere og de spillere, der var på besøg på i den fashionable badeby. Turneringerne havde imidlertid været en så stor succes, og stampublikummet i Devonshire Park havde sat så stor pris på dem, at Captain Holman - klubbens energiske sekretær − besluttede at afholde en turnering i større skala, der var åben for alle.

Turneringen voksede i popularietet i løbet af 1880'erne og blev kendt som Sydengland-mesterskaberne (South of England Championships), der hvert år afsluttede græstennissæsonen i september måned. Dette mesterskab blev domineret af tre engelske kvinder: Dorothea Chambers, der vandt titlen fem gange, Blanche Hillyard, der sejrede 11 gange, og Charlotte Sterry, der vandt turneringen fire gange. Ireren May Langrishe fra County Kilkenny vandt titlen i 1889 og 1890.

Man skulle helt hen til den første turnering efter første verdenskrig, før man kunne kåre den første udenlandske vinder af turneringen, da det californiske es, Elizabeth Ryan, i 1919 tog sig af sejren. Ryan vandt endda tre år i træk, eftersom hun fuldbyrdede sit hattrick ved også at vinde titlen i 1920 og 1921. Irene Peacock, der var født i Indien men sydafrikansk statsborger, overtog tronen som sydengelsk mester i 1922.

Phoebe Holcroft (senere Holcroft-Watson) spillede sig frem til alle seks finaler i perioden fra 1923 til 1928 og vandt fem af disse. Kun i 1924 måtte hun tage til takke med andenpladsen. Phyllis King endte som vinder tre gange (i 1930, 1933 og 1939), og Chiles Anita Lizana blev mester i 1936.

Den første spiller, der vandt både Wimbledon-mesterskabet og Sydengland-mesterskabet i damesingle i samme sæson, var briten Dorothy Round, der udførte den bedrift i 1934.

Efter anden verdenskrig begyndte de fleste internationale tennisturneringer at blive domineret af amerikanere, men det var ikke tilfældet i Eastbourne, fordi Sydengland-mesterskaberne blev spillet på samme tid som de amerikanske mesterskaber i Forest Hills ved New York City, hvor amerikanerne af gode grunde foretrak at deltage.

Ann Haydon var et blot 18-årigt uslebet talent fra Birmingham, da hun i 1957 besejrede sin landsmandinde Angela Mortimer i finalen. Begge blev senere Wimbledon-mestre, eftersom Haydon vandt Wimbledon-titlen i 1969 under sit giftenavn Jones, og hun vandt endnu en gang i Eastbourne i 1970.

Australieren Faye Toyne blev den sidste udenlandske sejrskvinde i Eastbourne inden den åbne æra, da hun vandt Sydengland-mesterskabet i 1964. Sydengland-mesterskaberne i Eastbourne blev flyttet fra september til juli, og var dermed placeret umiddelbart efter Wimbledon-mesterskaberne i sæsonerne 1968 og 1969.

Den åbne æra: Optakt til Wimbledon

[redigér | rediger kildetekst]

Den følgende sæson blev turneringen i Eastbourne for første gang en optaktsturnering til Wimbledon-mesterskaberne, da den blev flyttet til juni måned, hvor den siden da er blevet spillet som en af de vigtigste forberedelsesturneringer til Wimbledon-mesterskaberne for de kvindelige spillere, hvilket har betydet, at turneringen år efter år har kunnet præsentere et deltagerfelt af højeste kvalitet.

Højnelsen af det sportslige niveau og indførelse af præmiepenge og sponsorater påvirkede dog de britiske spilleres chance for at vinde titlen i Devonshire Park, og siden da har Ann Jones (1970) og Virginia Wade (1975) været de eneste engelske vindere af singletitlen. Siden Wade tabte finalen i 1976, har ingen britiske spillere været i finalen.

Der var intet Sydengland-mesterskab i 1973, men turneringen blev relanceret som WTA-turnering i 1974. Men det var som en ren kvindeturnering, så æraen med sydengelske mesterskaber for mænd sluttede altså i 1972. Turneringen blev ikke spillet i 1977, fordi Devonshire Park Lawn Tennis Club var vært for Federation Cup 1977.

Den tjekkoslovakisk fødte amerikanske legende, Martina Navratilova, dominerede Eastbourne-turneringen fra 1978 til 1993 og blev Centre Court-publikummets store yndling, da hun vandt 11 single- og syv doubletitler. Da hun i 2004 som 47-årig ansøgte om et wildcard til hovedturneringen, følte hun sig svigtet af arrangørerne, der afslog ansøgningen og i stedet tilbød hende et wildcard til kvalifikationen. Hun tabte i anden kvalifikationsrunde og har nærmest ikke vist sig i Eastbourne siden da. Hun havde ikke forventet den behandling efter at have spillet 13 singlefinaler og syv gange opnået at vinde titlerne i både Eastbourne og Wimbledon inden for 14 dage.

Amerikaneren Chris Evert (1974 og 1976) og tjekken Jana Novotná (1998) formåede også at vinde Eastbourne International og derefter Wimbledon-mesterskabet to uger senere.

Da Eastbourne International i 2009 blev fusioneret med ATP-turneringen Nottingham Open, og dermed blev udvidet med en herresingle- og herredoublerække, forventede publikum, at turneringen ville udvikle sig til et mini-Wimbledon, men blev skuffede over det svage deltagerfelt i mændenes rækker i forhold til kvindernes. Den amerikanske stjerne Andy Roddick tilførte begivenheden lidt glamour, da han vandt turneringen i 2012, men de bedste herrespillere valgte fortsat at forberede sig til Wimbledon-mesterskaberne ved Queen's Club-mesterskaberne og Gerry Weber Open i ugen inden Eastbourne-turneringen, og resultatet blev, at mændenes rækker blev flyttet tilbage til Nottingham igen, efter at spanieren Feliciano Lopez vandt herresingletitlen to år i træk i 2013 og 2014. Efter en pause på to år vendte mændene igen tilbage til Eastbourne i 2017, hvor Novak Djokovic var tilmeldt som den eneste af de største stjerner.

Sponsorater og navnehistorik

[redigér | rediger kildetekst]
Periode Sponsoreret turneringsnavn
1974 John Player Championships
1975 Eastbourne International
1976-79 Colgate International
1980-83 BMW Championships
1984 Eastbourne Championships
1985-92 Pilkington Glass Championships
1993-94 Volkswagen Cup
1995-2000 Direct Line Insurance International Championships
2001-02 Britanic Asset Management International Championships
2003-07 Hastings Direct International Championships
2008 International Women's Open
2009-17 Aegon International Eastbourne
2018-19 Nature Valley International
2021 Viking International Eastbourne
2022-24 Rothesay International Eastbourne

Vindere og finalister

[redigér | rediger kildetekst]

Martina Navratilova er indehaver af rekorden for flest sejre i turneringen, idet hun i perioden 1978-93 vandt singletitlen 11 gange. Chris Evert vandt turneringen tre gange, mens syv spillere har vundet to damesingletitler i Eastbourne.

År Mester Finalist Finaleresultat
1974 USA Chris Evert Storbritannien Virginia Wade 7−5, 6−4
1975 Storbritannien Virginia Wade USA Billie Jean King 7−5, 4−6, 6−3
1976 USA Chris Evert (2) Storbritannien Virginia Wade 8−6, 6−3
1977 Ingen turnering
1978 USA Martina Navratilova USA Chris Evert 6−4, 4−6, 9−7
1979 USA Chris Evert (3) USA Martina Navratilova 7−5, 5−7, 13−11
1980 USA Tracy Austin Australien Wendy Turnbull 7−6(3), 6−2
1981 USA Tracy Austin (2) USA Andrea Jaeger 6−3, 6−4
1982 USA Martina Navratilova (2) Tjekkoslovakiet Hana Mandlíková 6−4, 6−3
1983 USA Martina Navratilova (3) Australien Wendy Turnbull 6−1, 6−1
1984 USA Martina Navratilova (4) USA Kathy Jordan 6−4, 6−1
1985 USA Martina Navratilova (5) Tjekkoslovakiet Helena Suková 6−4, 6−3
1986 USA Martina Navratilova (6) Tjekkoslovakiet Helena Suková 3−6, 6−3, 6−4
1987 Tjekkoslovakiet Helena Suková USA Martina Navratilova 7−6(5), 6−3
1988 USA Martina Navratilova (7) Sovjetunionen Natasja Zvereva 6−2, 6−2
1989 USA Martina Navratilova (8) Italien Raffaella Reggi 7−6(2), 6−2
1990 USA Martina Navratilova (9) USA Gretchen Magers 6−0, 6−2
1991 USA Martina Navratilova (10) Spanien Arantxa Sánchez Vicario 6−4, 6−4
1992 USA Lori McNeil USA Linda Harvey Wild 6−4, 6−4
1993 USA Martina Navratilova (11) Holland Miriam Oremans 2−6, 6−2, 6−3
1994 USA Meredith McGrath USA Linda Harvey Wild 6−2, 6−4
1995 Frankrig Nathalie Tauziat USA Chanda Rubin 3−6, 6−0, 7−5
1996 USA Monica Seles USA Mary Joe Fernández 6−0, 6−2
1997 Tjekkiet Jana Novotná og Spanien Arantxa Sánchez Vicario 6−5 afbrudt[1][2]
1998 Tjekkiet Jana Novotná (2) Spanien Arantxa Sánchez Vicario 6−1, 7−5
1999 Hviderusland Natasja Zvereva Frankrig Nathalie Tauziat 0−6, 7−5, 6−3
2000 Frankrig Julie Halard-Decugis Belgien Dominique Monami 7−6(4), 6−4
2001 USA Lindsay Davenport Spanien Magüi Serna 6−2, 6−0
2002 USA Chanda Rubin Rusland Anastasija Myskina 6−1, 6−3
2003 USA Chanda Rubin (2) Spanien Conchita Martínez 6−4, 3−6, 6−4
2004 Rusland Svetlana Kuznetsova Slovakiet Daniela Hantuchová 2−6, 7−6(2), 6−4
2005 Belgien Kim Clijsters Rusland Vera Dusjevina 7−5, 6−0
2006 Belgien Justine Henin Rusland Anastasija Myskina 4−6, 6−1, 7−6(5)
2007 Belgien Justine Henin (2) Frankrig Amélie Mauresmo 7−5, 6−7(4), 7−6(2)
2008 Polen Agnieszka Radwańska Rusland Nadija Petrova 6−4, 6−7(11), 6−4
2009 Danmark Caroline Wozniacki Frankrig Virginie Razzano 7−6(5), 7−5
2010 Rusland Jekaterina Makarova Hviderusland Viktorija Azarenka 7−6(4), 6−4
2011 Frankrig Marion Bartoli Tjekkiet Petra Kvitová 6−1, 4−6, 7−5
2012 Østrig Tamira Paszek Tyskland Angelique Kerber 5−7, 6−3, 7−5
2013 Rusland Jelena Vesnina USA Jamie Hampton 6−2, 6−1
2014 USA Madison Keys Tyskland Angelique Kerber 6−3, 3−6, 7−5
2015 Schweiz Belinda Bencic Polen Agnieszka Radwańska 6−4, 4−6, 6−0
2016 Slovakiet Dominika Cibulková Tjekkiet Karolína Plíšková 7−5, 6−3
2017 Tjekkiet Karolína Plíšková Danmark Caroline Wozniacki 6−4, 6−4
2018 Danmark Caroline Wozniacki (2) Hviderusland Aryna Sabalenka 7−5, 7−6(5)
2019 Tjekkiet Karolína Plíšková (2) Tyskland Angelique Kerber 6−1, 6−4
2020 Ingen turnering pga. COVID-19-pandemien.
2021 Letland Jeļena Ostapenko Estland Anett Kontaveit 6−3, 6−3
2022 Tjekkiet Petra Kvitová Letland Jeļena Ostapenko 6−3, 6−2
2023 USA Madison Keys (2)   Darja Kasatkina 6−2, 7−6(13)
2024   Darja Kasatkina (1) Canada Leylah Fernandez 6−3, 6−4

Martina Navratilova er med syv vundne titler indehaver af rekorden for flest finalesejre i damedouble. Titlerne blev vundet i perioden 1976-86, og medregnet i de syv titler er sejren i 1976, hvor hun dannede par med Chris Evert, og hvor de to amerikanere delte titlen med finalemodstanderne, Olga Morozova og Virginia Wade, fordi finalen blev afbrudt ved stillingen 1-1 i andet sæt og ikke senere genoptaget. De resterende seks af Navratilovas doubletitler blev vundet med Pam Shriver som makker, og Shriver deler dermed andenpladsen på listen over flest sejre med Lisa Raymond, der vandt sine seks titler med tre forskellige makkere i perioden 2001-10, hvor Rennae Stubbs var hendes makker i fire af tilfældene.

År Mester Finalist Finaleresultat
1975 USA Julie Anthony
Sovjetunionen Olga Morozova
Australien Evonne Goolagong
USA Peggy Michel
6−2, 6−4
1976 USA Chris Evert / USA Martina Navratilova
og Sovjetunionen Olga Morozova (2) / Storbritannien Virginia Wade
6−4, 1−1 afbrudt[3]
1977 Ingen turnering
1978 USA Chris Evert (2)
Holland Betty Stöve
USA Billie Jean King
USA Martina Navratilova
6−4, 6−7, 7−5
1979 Holland Betty Stöve (2)
Australien Wendy Turnbull
Sydafrika Ilana Kloss
USA Betty Ann Grubb-Stuart
6−2, 6−2
1980 USA Kathy Jordan
USA Anne Smith
USA Pam Shriver
Holland Betty Stöve
6−4, 6−1
1981 USA Martina Navratilova (2)
USA Pam Shriver
USA Kathy Jordan
USA Anne Smith
6−7, 6−2, 6−1
1982 USA Martina Navratilova (3)
USA Pam Shriver (2)
USA Kathy Jordan
USA Anne Smith
6−3, 6−4
1983 USA Martina Navratilova (4)
USA Pam Shriver (3)
Storbritannien Jo Durie
Storbritannien Anne Hobbs
6−1, 6−0
1984 USA Martina Navratilova (5)
USA Pam Shriver (4)
Storbritannien Jo Durie
USA Ann Kiyomura
6−4, 6−2
1985 USA Martina Navratilova (6)
USA Pam Shriver (5)
USA Kathy Jordan
Australien Elizabeth Sayers Smylie
7−5, 6−4
1986 USA Martina Navratilova (7)
USA Pam Shriver (6)
Vesttyskland Claudia Kohde-Kilsch
Tjekkoslovakiet Helena Suková
6−2, 6−4
1987 Sovjetunionen Svetlana Parkhomenko
Sovjetunionen Larisa Savtjenko
Sydafrika Rosalyn Fairbank
Australien Elizabeth Sayers Smylie
7−6(5), 4−6, 7−5
1988 Vesttyskland Eva Pfaff
Australien Elizabeth Sayers Smylie
New Zealand Belinda Cordwell
Sydafrika Dinky Van Rensburg
6−3, 7−6(6)
1989 USA Katrina Adams
USA Zina Garrison
Tjekkoslovakiet Jana Novotná
Tjekkoslovakiet Helena Suková
6−3, 0−0 opg.
1990 Sovjetunionen Larisa Savtjenko (2)
Sovjetunionen Natasja Zvereva
USA Patty Fendick
USA Zina Garrison
6−4, 6−3
1991 Sovjetunionen Larisa Savtjenko (3)
Sovjetunionen Natasja Zvereva (2)
USA Gigi Fernández
Tjekkoslovakiet Jana Novotná
2−6, 6−4, 6−4
1992 Tjekkoslovakiet Jana Novotná
Letland Larisa Neiland
USA Mary Joe Fernández
USA Zina Garrison
6−0, 6−3
1993 USA Gigi Fernández
Hviderusland Natasja Zvereva (3)
Tjekkiet Jana Novotná
Letland Larisa Neiland
2−6, 7−5, 6−1
1994 USA Gigi Fernández (2)
Hviderusland Natasja Zvereva (4)
Argentina Inés Gorrochategui
Tjekkiet Helena Suková
6−7(4), 6−4, 6−3
1995 Tjekkiet Jana Novotná (2)
Spanien Arantxa Sánchez Vicario
USA Gigi Fernández
Hviderusland Natasja Zvereva
0−6, 6−3, 6−4
1996 Tjekkiet Jana Novotná (3)
Spanien Arantxa Sánchez Vicario (2)
USA Rosalyn Fairbank Nideffer
USA Pam Shriver
4−6, 7−5, 6−4
1997 USA Nicole Arendt / Holland Manon Bollegraf
og USA Lori McNeil / Tjekkiet Helena Suková
Aflyst
1998 Sydafrika Mariaan de Swardt
Tjekkiet Jana Novotná (4)
Spanien Arantxa Sánchez Vicario
Hviderusland Natasja Zvereva
6−1, 6−3
1999 Schweiz Martina Hingis
Rusland Anna Kurnikova
Tjekkiet Jana Novotná
Hviderusland Natasja Zvereva
6−4, 0−0 opg.
2000 Japan Ai Sugiyama
Frankrig Nathalie Tauziat
USA Lisa Raymond
Australien Rennae Stubbs
2−6, 6−3, 7−6(3)
2001 USA Lisa Raymond
Australien Rennae Stubbs
Zimbabwe Cara Black
Rusland Jelena Likhovtseva
6−2, 6−2
2002 USA Lisa Raymond (2)
Australien Rennae Stubbs (2)
Zimbabwe Cara Black
Rusland Jelena Likhovtseva
6−7(5), 7−6(6), 6−2
2003 USA Lisa Raymond (3)
USA Lindsay Davenport
USA Jennifer Capriati
Spanien Magüi Serna
6−3, 6−2
2004 Australien Alicia Molik
Spanien Magüi Serna
Rusland Svetlana Kuznetsova
Rusland Jelena Likhovtseva
6−4, 6−4
2005 USA Lisa Raymond (4)
Australien Rennae Stubbs (3)
Rusland Jelena Likhovtseva
Rusland Vera Zvonarjova
6−3, 7−5
2006 Rusland Svetlana Kuznetsova
Frankrig Amélie Mauresmo
Sydafrika Liezel Huber
USA Martina Navratilova
6−2, 6−4
2007 USA Lisa Raymond (5)
Australien Samantha Stosur
Tjekkiet Květa Peschke
Australien Rennae Stubbs
6−7(5), 6−4, 6−3
2008 Zimbabwe Cara Black
USA Liezel Huber
Tjekkiet Květa Peschke
Australien Rennae Stubbs
2−6, 6−0, [10−8]
2009 Usbekistan Akgul Amanmuradova
Japan Ai Sugiyama (2)
Australien Samantha Stosur
Australien Rennae Stubbs
6−4, 6−3
2010 USA Lisa Raymond (6)
Australien Rennae Stubbs (4)
Tjekkiet Květa Peschke
Slovenien Katarina Srebotnik
6−2, 2−6, [13−11]
2011 Tjekkiet Květa Peschke
Slovenien Katarina Srebotnik
USA Liezel Huber
USA Lisa Raymond
6−3, 6−0
2012 Spanien Nuria Llagostera Vives
Spanien María José Martínez Sánchez
USA Liezel Huber
USA Lisa Raymond
6−4, 0−0 opg.
2013 Rusland Nadija Petrova
Slovenien Katarina Srebotnik (2)
Rumænien Monica Niculescu
Tjekkiet Klára Zakopalová
6−3, 6−3
2014 Kinesisk Taipei Chan Hao-Ching
Kinesisk Taipei Chan Yung-Jan
Schweiz Martina Hingis
Italien Flavia Pennetta
6−3, 5−7, [10−7]
2015 Frankrig Caroline Garcia
Slovenien Katarina Srebotnik (3)
Kinesisk Taipei Chan Yung-Jan
Kina Zheng Jie
7−6(5), 6−2
2016 Kroatien Darija Jurak
Australien Anastasia Rodionova
Kinesisk Taipei Chan Hao-Ching
Kinesisk Taipei Chan Yung-Jan
5−7, 7−6(4), [10−6]
2017 Kinesisk Taipei Chan Yung-Jan (2)
Schweiz Martina Hingis (2)
Australien Ashleigh Barty
Australien Casey Dellacqua
6−3, 7−5
2018 Canada Gabriela Dabrowski
Kina Xu Yifan
Rumænien Irina-Camelia Begu
Rumænien Mihaela Buzărnescu
6−3, 7−5
2019 Kinesisk Taipei Chan Hao-Ching (2)
Kinesisk Taipei Latisha Chan (3)
Belgien Kirsten Flipkens
USA Bethanie Mattek-Sands
2−6, 6−3, [10−6]
2020 Ingen turnering pga. COVID-19-pandemien.
2021 Japan Shuko Aoyama
Japan Ena Shibahara
USA Nicole Melichar
Holland Demi Schuurs
6−1, 6−4
2022 Serbien Aleksandra Krunić
Polen Magda Linette
Ukraine Ljudmyla Kitjenok
Letland Jeļena Ostapenko
w.o.
2023 USA Desirae Krawczyk
Holland Demi Schuurs
USA Nicole Melichar-Martinez
Australien Ellen Perez
6−2, 6−4
2024 Ukraine Ljudmyla Kitjenok
Letland Jeļena Ostapenko
Canada Gabriela Dabrowski
New Zealand Erin Routliffe
5−7, 7−6(2), [10−8]

Feliciano López og Taylor Fritz er de eneste spillere, der har vundet turneringen mere end én gang.

År Mester Finalist Finaleresultat
2009 Rusland Dmitrij Tursunov Canada Frank Dancevic 6−3, 7−6(5)
2010 Frankrig Michaël Llodra Spanien Guillermo García-López 7−5, 6−2
2011 Italien Andreas Seppi Serbien Janko Tipsarević 7−6(5), 3−6, 5−3 opg.
2012 USA Andy Roddick Italien Andreas Seppi 6−3, 6−2
2013 Spanien Feliciano López Frankrig Gilles Simon 7−6(2), 6−7(5), 6−0
2014 Spanien Feliciano López (2) Frankrig Richard Gasquet 6−3, 6−7(5), 7−5
2015−16 Ingen turneringer
2017 Serbien Novak Djokovic Frankrig Gaël Monfils 6−3, 6−4
2018 Tyskland Mischa Zverev Slovakiet Lukáš Lacko 6−4, 6−4
2019 USA Taylor Fritz USA Sam Querrey 6−3, 6−4
2020 Ingen turnering pga. COVID-19-pandemien.
2021 Australien Alex de Minaur Italien Lorenzo Sonego 4−6, 6−4, 7−6(5)
2022 USA Taylor Fritz (2) USA Maxime Cressy 6−2, 6−7(4), 7−6(4)
2023 Argentina Francisco Cerúndolo USA Tommy Paul 6−4, 1−6, 6−4
2024 USA Taylor Fritz (3) Australien Max Purcell 6−4, 6−3

Polakkerne Mariusz Fyrstenberg og Marcin Matkowski blev de første spillere, der vandt herredoubletitlen mere end én gang. Parret vandt de to første udgaver af turneringen i 2009 og 2010, men de blev senere overgået af kroaterne Nikola Mektić og Mate Pavić, der sikrede sit titlen tre år i træk fra 2021 til 2023.

År Mestre Finalister Finaleresultat
2009 Polen Mariusz Fyrstenberg
Polen Marcin Matkowski
USA Travis Parrott
Slovakiet Filip Polášek
6−4, 6−4
2010 Polen Mariusz Fyrstenberg (2)
Polen Marcin Matkowski (2)
Storbritannien Colin Fleming
Storbritannien Ken Skupski
6−3, 5−7, [10−8]
2011 Israel Jonathan Erlich
Israel Andy Ram
Bulgarien Grigor Dimitrov
Italien Andreas Seppi
6−3, 6−3
2012 Storbritannien Colin Fleming
Storbritannien Ross Hutchins
Storbritannien Jamie Delgado
Storbritannien Ken Skupski
6−4, 6−3
2013 Østrig Alexander Peya
Brasilien Bruno Soares
Storbritannien Colin Fleming
Storbritannien Jonathan Marray
3−6, 6−3, [10−8]
2014 Filippinerne Treat Huey
Storbritannien Dominic Inglot
Østrig Alexander Peya
Brasilien Bruno Soares
7−5, 5−7, [10−8]
2015−16 Ingen turneringer
2017 USA Bob Bryan
USA Mike Bryan
Indien Rohan Bopanna
Brasilien André Sá
6−7(4), 6−4, [10−3]
2018 Storbritannien Luke Bambridge
Storbritannien Jonny O'Mara
Storbritannien Ken Skupski
Storbritannien Neal Skupski
7−5, 6−4
2019 Colombia Juan Sebastián Cabal
Colombia Robert Farah
Argentina Máximo González
Argentina Horacio Zeballos
3−6, 7−6(4), [10−6]
2020 Ingen turnering pga. COVID-19-pandemien.
2021 Kroatien Nikola Mektić
Kroatien Mate Pavić
USA Rajeev Ram
Storbritannien Joe Salisbury
6−4, 6−3
2022 Kroatien Nikola Mektić (2)
Kroatien Mate Pavić (2)
Holland Matwé Middelkoop
Australien Luke Saville
6−4, 6−2
2023 Kroatien Nikola Mektić (3)
Kroatien Mate Pavić (3)
Kroatien Ivan Dodig
USA Austin Krajicek
6−4, 6−2
2024 Storbritannien Neal Skupski
New Zealand Michael Venus
Australien Matthew Ebden
Australien John Peers
4−6, 7−6(2), [11−9]
  1. ^ Afbrudt på grund af regn. Titlen blev delt.
  2. ^ The Independent - Tennis: Novotna ties with Sanchez Vicario (23. juni 1997) Arkiveret 4. august 2018 hos Wayback Machine (engelsk)
  3. ^ Afbrudt pga. regn.

50°45′51″N 0°17′00″Ø / 50.7642°N 0.2833°Ø / 50.7642; 0.2833