Judas Priest

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Judas Priest
Judas Priest Retribution 2005 Tour.jpg
Judas Priest på deres Angel of Retribution-turné i 2005. Fra venstre: Rob Halford, K.K. Downing, Glenn Tipton, Ian Hill, Scott Travis (bagerst)
Information
Oprindelse Birmingham, England Storbritannien
Genre Heavy metal
Speed metal
[1]
Trash metal
NWOBHM[2]
Hard rock[2]
Aktive år 1968 – Stadig aktive
Pladeselskab Columbia Records
Medlemmer Rob Halford
Glenn Tipton
Richie Faulkner
Ian Hill
Scott Travis
Tidligere medlemmer K.K Downing
John Ellis
Al Atkins
Chris Campbell
John Hinch
Alan Moore
Les Binks
Dave Holland
Tim "Ripper" Owens
Påvirket af AC/DC[3]
Black Sabbath[4]
Led Zeppelin[5]
Har påvirket Arch Enemy[6]
Biomechanical[7]
Children of Bodom[6]
Gallhammer[8]
Helloween[9]
Iron Maiden[10]
King Diamond[10][11]
Metallica[10]
Slayer[6][12]
Stryper[13]
Eksterne henvisninger
Officiel webside
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Judas Priest er et britisk heavy metal-band dannet i 1969[14] eller 1970[15][16] i Birmingham. Usikkerheden skyldes at guitarist K. K. Downing og bassist Ian Hill dannede bandet Freight i 1969, men først fandt deres forsanger og nye navn i 1970.[17]. Den bedst kendte besætning består af Downing, Hill, sanger Rob Halford og guitarist Glenn Tipton – som sammen med trommeslageren Scott Travis også er bandets nuværende opstilling.

Judas Priest er af mange efterfølgende heavy metal-musikere og bands blevet nævnt som en central inspirationskilde.[15][18] De tilførte genren flere nye elementer, såsom guitardueller og lædertøj, samt at de fjernede størstedelen af de blues-elementer som heavy metal havde haft med fra dagene med rockmusik. MTV har vurderet bandet til at være det næststørste heavy metal-band nogensinde efter Black Sabbath.[6]

Efter et totalt overset debutalbum og to nogenlunde succesrige efterfølgende album brød bandet for alvor igennem i 1978 med albummet Stained Class. I de efterfølgende år frem til midten af 1980'erne var gruppen et af de mest kendte og succesrige heavy metal-bands overhovedet.[15][19][20] Fra Turbo fra 1986 og frem til 1990 havde bandet en periode med meget mainstream-appellerende, næsten glam-lydende album, som var bandets første, der blev negativt modtaget af et enigt anmelderkorps. Painkiller fra 1990 signalerede et comeback for bandet, men forsanger Halford forlod dog bandet snart efter. Efter et par år med en ny forsanger, noget der blandt andet førte til fire nye album, to studiealbum og to livealbum, vendte Halford tilbage til bandet i 2003.

Bandet har solgt over 35 millioner album på verdensplan.[21][22] Deres nyeste album, Nostradamus, blev udgivet i juni 2008.

Judas Priest optrådte på Roskilde Festival 2008 som et af hovednavnene på Orange Scene.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Atkins-årene (1969-1973)[redigér | redigér wikikode]

K.K. Downing og Ian Hill havde kendt hinanden siden barnsben, da de som børn boede tæt på hinanden og gik i samme skole i West Bromwich. De blev nære venner som teenagere og begyndte begge at lære at spille et instrument.

K.K. Downing har lige siden bandets begyndelse været sangskriver og "leder" af bandet.

Siden 1966 havde et rimelig kendt band ved navn Judas Priest (opkaldt efter Bob Dylans sang "The Ballad of Frankie Lee and Judas Priest" fra John Wesley Harding-albummet) optrådt regelmæssigt i nabolaget. Dette band gik dog i opløsning i 1969. Forsangeren Alan Atkins fandt derefter Downing og Hill, som fik ham med i deres eget band som forsanger – og overtog navnet "Judas Priest" fra Atkins' gamle band.

Med Downing som primus motor bevægede bandet sig hurtigt fra sin oprindelige blues-inspirerede musik hen mod hård rock og det, som senere ville blive døbt "heavy metal". I 1971 begyndte Judas Priest at spille livekoncerter i deres nabolag i Birmingham, nogle gange som support for Budgie, Thin Lizzy og Trapeze. I løbet af året blev den oprindelige trommeslager John Ellis dog erstattet af Alan Moore, som så senere i 1972 blev erstattet af Chris Campbell. I juni 1971 indspillede Judas Priest en demo,[17] som i dag betragtes som ekstremt sjælden, da den kun er blevet hørt af omkring 10 mennesker nogensinde.[23] Denne demo fik managementselskabet IMA, som blandt andre blev styret af guitaristen Tony Iommi fra Black Sabbath, til at tage kontakt til bandet.[24] Der var dog stadig ikke umiddelbart nogen stor pladekontrakt i sigte, og en kombination af stigende udgifter til bandet og intensivt mange livekoncerter fik både forsanger Atkins og trommeslager Campbell til at forlade gruppen i maj 1973[14] eller 1974.[4]

Rocka Rolla (1974)[redigér | redigér wikikode]

Glenn Tipton kom med i Judas Priest i 1974 på opfordring af bandets pladeselskab.

På omtrent samme tid som Atkins forlod bandet, datede Ian Hill en pige fra den nærliggende by Walsall. Hun anbefalede sin bror Robert Halford som ny forsanger til bandet.[17] Halford, som hidtil havde arbejdet i en lokal biograf, kom med i Judas Priest og medbragte trommeslageren John Hinch fra sit tidligere band Hiroshima. Gruppen turnerede meget i Storbritannien, ofte som support for Budgie.[17] I 1973 indspillede Judas Priest en ny demo, hvilket sikrede dem en pladekontrakt med Gull Records det samme år.[14]

Før bandet gik i studiet for at indspille sit debutalbum, anbefalede pladeselskabet at de burde hyre endnu en musiker.[17] Da Downing ikke var interesserede i at have hverken orgel eller blæsere i bandet,[17] bestemte han sig for endnu en guitarist, og valget faldt på Glenn Tipton fra Stafford-bandet Flying Hat Band, som sluttede sig til gruppen i 1974.[4] Ifølge flere af bandets medlemmer var der nogle tekniske problemer under indspilningerne,[25] men pladeselskabet nægtede at tage sig af det, og som et resultat deraf led deres debutalbum Rocka Rolla under en "forfærdelig" lydkvalitet.[25] Der var også problemer med management; ifølge bandet havde producer Rodger Bain for stor indflydelse på produktionen af albummet.[26] Han udelod blandt andet de senere klassikere "Tyrant", "Genocide" og "The Ripper," og skar sangen "Caviar And Meths" ned fra en 10 minutter lang sang til et tominutters instrumentalnummer. Rocka Rolla forblev stort set ukendt i offentligheden.[14]

Begyndende succes (1975 – 1978)[redigér | redigér wikikode]

Studiemusikeren Simon Phillips blev hyret til at spille trommer på Sin After Sin.

Judas Priests første rigtig store koncert kom i 1975, da bandet spillede på Reading Festival. Kort efter blev Hinch fyret fra bandet på grund af sin inkompetence.[17][27] Alan Moore kom derfor tilbage til gruppen igen som afløser. I 1976 vendte Judas Priest tilbage med Sad Wings of Destiny. På dette nye album deltog bandet aktivt i produktionen af albummet og valgte også selv producerne. Udgivelsen indeholdt hovedsageligt ældre materiale, blandt andet flere af de numre som var blevet afvist af Bain samt nummeret "Victim of Changes", der kombinerer sangen "Whiskey Woman", som var et nummer fra det "første" Judas Priest (Al Atkins' band) og "Red Light Lady", der var et nummer af Hiroshima, Halfords tidligere band.

I 1977 forlod Moore igen Judas Priest, og i stedet hyrede de studiemusikeren Simon Phillips, og med ham ved trommerne indspillede bandet samme år albummet Sin After Sin. Økonomiske vanskeligheder nødvendiggjorde en kontrakt med det store pladeselskab CBS Records[15] og albummet blev produceret af Deep Purple-bassisten Roger Glover,[14] samt indspillet i The Whos Ramport Studios i London.[5] Sin After Sin blev positivt modtaget, og førte bandet på sin første turné i USA. På denne turné var det dog Les Binks der sad bag trommesættet, da Phillips allerede havde forladt bandet igen – på turnéen oplevede gruppen også at være opvarmningsband for Led Zeppelin[14] og REO Speedwagon.[17]

Efter USA-turnéen gik bandet tilbage til studiet for at indspille Stained Class, som blev udgivet i 1978. Dette var det første Judas Priest-album, som for alvor brød igennem på hitlisterne, og det etablerede Judas Priest som et egentligt kendt band.[15] Det var samtidig det første album, hvorpå bandet udforskede den genre, som senere ville blive kendt som "heavy metal",[28] dog oprindeligt mest betragtet som bandets første udforskning af NWOBHM.[15]

Killing Machine og første livealbum (1979)[redigér | redigér wikikode]

Forsanger Rob Halford i det lædertøj som blev karakteristisk for bandet fra Killing Machine og til i dag.

I 1979 udgav bandet Killing Machine. Albummet blev godt modtaget og blev blandt andet #128 på de amerikanske hitlister.[14] Den amerikanske version af albummet blev omdøbt til Hell Bent For Leather, da pladeselskabet fandt den oprindelige titel "for voldelig".[14] Det markerede også en ny drejning i Judas Priests kreative retning: sangene på albummet var blevet kortere og mere kommercielt appellerende, mens de dog stadig indeholdt en hel del af den hårde lyd, som kendetegnede heavy metal. Samtidig med albummets udgivelse påbegyndte Judas Priest deres nye stil med lædertøj og studs.[15] Den øgede fokus på simple, men rastesløse og kraftfulde beats som skulle skabes live med lige så stor kraft som på albummet førte til at Les Binks, som var en jazzet trommeslager-type, forlod bandet, og lod Dave Holland (eks-Trapeze) blive ny trommeslager. Flere andre bands, deriblandt Running Wild, Exciter og Savage, har taget deres navne efter sange på albummet.[5]

Senere samme år udgav Judas Priest deres første livealbum: Unleashed in the East. Albummet blev indspillet ved en koncert i Tokyo, Japan, mens bandet var på deres Hell Bent for Leather-turné i 1979. Unleashed in the East blev en massiv succes og var det første af bandets album som vandt platin. Det blev også #70 på de amerikanske hitlister.[14] Albummet blev dog fra mange sider kritiseret for angiveligt at være blevet voldsomt finpudset i studiet efterfølgende.[29] Tipton har kommenteret disse rygter ved at indrømme, at Halfords vokal blev delvist genindspillet i studiet, da han grundet influenza havde problemer med at synge klart på turnéen.

British Steel og mainstream-succesen[redigér | redigér wikikode]

I 1980 udgav Judas Priest studiealbummet British Steel. Dette album blev en enorm succes, strøg ind som nummer tre på den britiske hitliste,[15] blev bandets andet album som vandt platin og deres første rigtig store kommercielle succes.[14] Dave Hollands evner som mere mainstream-orienteret trommeslager gjorde mange af sangene kortere og albummet dermed også mere til mainstream-lyttere end tidligere album. Udgivelsen indeholdt to singler, Breaking the Law og Living After Midnight, som begge blev massive hit, og de blev ofte spillet i radioen.

Efter udgivelsen af albummet brugte Judas Priest størstedelen af 1980 på at turnére, blandt andre sammen med bands som Def Leppard, Scorpions og Rainbow.[14] Efter turnéen begyndte Judas Priest indspilningerne af deres næste album, som blev udgivet 26. februar 1981 og havde titlen Point of Entry. Albummet blev kommercielt næsten lige så godt modtaget som British Steel,[15] selvom anmelderne kaldte det et forfejlet forsøg på at overgå British Steel.[30] Singlen "Heading out to the Highway" blev #10 på hitlisten for Mainstream Rock i USA, mens singlen "Hot Rockin'" blev et hit i Storbritannien,[14] og den medfølgende verdensturné var en succes.

I 1982 udgav Judas Priest albummet Screaming For Vengeance. Albummet blev endnu bedre modtaget end sin forgænger, solgte over 1 million eksemplarer, vandt dobbelt platin,[31] og blev bl.a. #17 på hitlisterne i USA, og #11 i Storbritannien og blev dermed bandets bedst placerede album nogensinde.[14] Screaming For Vengeance indeholdt blandt andet megahittet "You've Got Another Thing Comin'," som kom ind på Top 5 af Mainstream Rock-hitlisterne.

Screaming For Vengeance blev fulgt op af Defenders of the Faith, som blev udgivet i 1984. Dette album indeholdt endnu flere progressive elementer end deres tidligere album, hvilket kan skyldes at thrash og speed metal med Metallica, Megadeth og Slayer i spidsen begyndte at blive populært, og Judas Priest formede deres musik derefter. Defenders of the Faith blev af nogle døbt "Screaming For Vengeance II", da de to album mindede utroligt meget om hinanden.[32] Albummet nåede Top 20 i både USA og Storbritannien.[14]

Turbo, Ram It Down og dalende popularitet[redigér | redigér wikikode]

Ian Hill stiftede Judas Priest sammen med K.K Downing, og har været bandets bassist lige siden

Turbo fulgte i 1986. Midten af 1980'erne var en tid, hvor glam metal var på sit højeste, og Judas Priest lod sig inspirere af dette og ændrede fuldstændigt deres stil til at være mere poppet og farverig, hvilket flere kritiserede for at være totalt ude af trit med tiden.[15] Musikalsk begyndte bandet at bruge synthesizere. Albummet blev #17 på de amerikanske hitlister, solgte over en million eksemplarer og indeholdt bl.a. top-30-singlen "Locked In".[14] På trods af de gode salgstal brød mange fans sig ikke om den nye stil og stemplede bandet som sell-outs. Samme år havde Judas Priest flere turnéer, og indspillede under en af disse livealbummet Priest...Live!,[14] som nåede Top 40 i USA, selvom det dog ikke levede op til den succes, som Unleashed In the East havde haft,[33] og var det første Judas Priest-album siden Stained Class som ikke engang vandt guld.[15]

På deres efterfølgende album, Ram It Down fra 1988, indspillet i Puk Studios ved [Randers], vendte Judas Priest tilbage til deres gamle heavy metal-stil[15] i et forsøg på at genvinde de fans som forlod dem efter Turbo.[14] Dette lykkedes dog ikke fuldt ud, og selvom albummet nåede #31 og kom på Top 30 på hhv. den amerikanske og britiske hitliste,[14] mente mange at albummet viste at bandet ikke længere kunne holde trit med tidens voldsomt populære thrash metal-bands.[15] Efter albummets udgivelse og den efterfølgende turné forlod trommeslager Dave Holland bandet, da han følte sig fysisk udbrændt, ikke længere følte sig i stand til at kunne yde sit bedste for musikken, og i øvrigt ønskede at bruge mere tid sammen med sin familie.[34]

Painkiller og comeback[redigér | redigér wikikode]

Efter Hollands afsked i 1989, fandt bandet i stedet Scott Travis, som de indspillede deres næste album med. Albummet kom til at hedde Painkiller, og blev udgivet i efteråret 1990. Det blev #26 på den amerikanske hitliste, og betragtes generelt som bandets ultimative comeback-album, og inspirerede flere, hovedsageligt tyske, speed og power metal-bands.[5] Det indeholdt bl.a. singlen "A Touch of Evil", som kom på Top 30 på Active Rock-hitlisten.[14] Den samtidige turné var også en stor succes, og talte åbningsbands som Pantera, Megadeth og Sepultura.

Bandet sagsøges[redigér | redigér wikikode]

Samme år som Painkiller blev udgivet, blev bandet trukket i retten af forældrene til to teenagere som 5 år tidligere havde forsøgt selvmord: 23. december 1985 havde den 20-årige James Vance og 19-årige Ray Belknap drukket sit fulde og røget marihuana,[35] for derefter at tage hen til en legeplads ved en lokal kirke i Reno, Nevada.. Der skød Belknap sig op gennem hagen med et haglgevær og døde på stedet. Vance fulgte efter, men overlevede med et totalt deformt ansigt.[35] Han døde tre år senere efter en overdosis af smertestillende medicin.

Ifølge forældrene til de to teenagere havde Judas Priest indlagt skjulte meddelelser i "Better By You, Better Than Me" (fra Stained Class) i form af teksten "Do it, do it, do it", som ifølge dem var en opfordring til selvmord.[36] Ironisk nok var sangen slet ikke skrevet af Judas Priest, men var en coverversion af et Spooky Tooth-nummer.

Herefter måtte bandet bruge flere millioner dollars på den tre år lange retssag, som endte med at de blev frikendt.[14] Om hele sagen har Halford udtalt, at det ville være temmelig dumt at opfordre deres fans til at slå sig selv ihjel, og hvis de endelig skulle indlægge skjulte meddelelser skulle det være "køb flere plader".[35]

Halford forlader bandet[redigér | redigér wikikode]

Til en koncert i 1991 kom Rob Halford voldsomt til skade efter han kørte op på scenen på sin motorcykel – på grund af tøris kunne han ikke se noget, og kolliderede med trommesættet på scenen. Selvom koncerten blev forsinket på grund af denne ulykke, sang Halford alligevel koncerten til ende, og blev først efterfølgende kørt på hospitalet. Han udtalte senere, at denne episode på mange måder var katalysator for hans efterfølgende afsked fra Judas Priest.[37][38]

I 1992 dannede Rob Halford thrash metal-gruppen Fight for at udforske en ny musikalsk stilart. Modstridende kontrakter tvang ham dog til i maj samme år at forlade Judas Priest,[39] hvilket han meddelte de andre bandmedlemmer via fax.[17] Derefter gik bandet officielt i opløsning og lå stille de næste 4 år.

Gendannelse med ny forsanger (1996-2003)[redigér | redigér wikikode]

Tim "Ripper" Owens var forsanger for Judas Priest i 1990'erne.

I 1996 vendte Judas Priest tilbage til offentligheden – nu med ny forsanger. Valget var faldet på den 29-årige Tim Owens, som bandet havde set optræde i Judas Priest-coverbandet British Steel. Året efter udgav bandet albummet Jugulator, efter at have pisket en stemning op omkring hvordan de på albummet "vendte tilbage til deres rødder".[15] Albummet blev #82 på den amerikanske hitliste, og kom på Top 50 på den britiske.[14] Anmelderne kritiserede dog Judas Priest for ikke længere at være innovative.[40]

Historien om hvordan den unge Owens kom til at blive forsanger for sit idolband var inspiration til filmen Rock Star (udgivet 2001 med Mark Wahlberg i hovedrollen). Selvom Judas Priest oprindeligt skulle have været involveret i produktionen af filmen, trak bandet sig på grund af uoverensstemmelser.[15]

Der skulle gå tre og et halvt år før bandet udgav deres næste album, Demolition, i 2001. Flere anmeldere betegnede dette album som noget så anderledes, at man slet ikke kunne høre at det var Judas Priest-album.[5][41] Kommercielt set blev albummet ikke en særlig stor succes.[14]

Halford vender tilbage (2004-)[redigér | redigér wikikode]

I 2003 arbejdede Judas Priest, inklusive Rob Halford, med at skrive tekst til omslag, såvel som at finde sange, til bokssættet Metalogy. Det var ved denne lejlighed at Halford kom med i bandet igen.[14][15]

Efter gendannelsen af den oprindelige medlemsopstilling tog Judas Priest på en verdensomspændende turné i 2004.[15] Efter denne turné forlod Owens bandet igen under fredelige omstændigheder,[15] og blev i stedet hyret som forsanger for bandet Iced Earth. I marts 2005 udgav de, med Halford tilbage som forsanger, albummet Angel of Retribution, som blev en stor succes, og betragtes som bandets andet comeback (efter Painkiller).[14]

Judas Priest, Kiss, Queen og Def Leppard blev de første bands til at blive indsat i VH1 Rock Honors. Ceremonien fandt sted 25. maj 2006 i Las Vegas, Nevada, og blev sendt på tv 31. maj 2006. Først spillede bandet Godsmack et medley af "Electric Eye"/"Victim of Changes"/"Hell Bent for Leather", og efterfølgende spillede Judas Priest selv "Breaking the Law," "The Green Manalishi (With The Two-Pronged Crown)" og "You've Got Another Thing Comin'," før sidstnævte sang kørte Halford en Harley-Davidson motorcykel op på scenen, et symbol som havde været en fast del af deres sceneshows i Judas Priests velmagtsdage.

I et interview med MTV.com i juni 2006 udtalte Halford om bandets næste album, som han nævnte ville blive et konceptalbum om den franske profet Nostradamus:

Citat "Nostradamus er metal, er han ikke? Han var en alkymist såvel som en seer — en person med ekstraordinært talent. Han levede et fantastisk liv som var fuldt af besværligheder, glæde og sorg. Han er en meget menneskelig person og et verdensberømt individ. Du kan tage hans navn og oversætte det til ethvert sprog og alle kender til ham, og det er vigtigt for vi har at gøre med et verdensomspændende publikum."[42] Citat
Rob Halford om Judas Priest's kommende album

Udover det nye tema nævnte han også at albummet ville indeholde musikalske elementer som kan komme som en overraskelse for deres fans, blandt andet symfoniske elementer, og en mulighed for en orkestrering af albummet. Derudover ville keyboards være mere fremtrædende end tidligere.[42]

Judas Priest ved Sweden Rock Festival, hvor bandet var hovedattraktionen, i juni 2008.

Albummet, som oprindeligt var planlagt til at blive udgivet i starten af 2007,[43] blev udgivet i juni 2008 til en blandet modtagelse fra anmeldere og fans. Albummet var Judas Priest's første dobbeltalbum, da bandet ikke havde brudt sig om at skære særlig meget materiale fra.[44] Halfords vokal var på albummet sat ned, for dermed at begrænse de høje 'skrig' som han tidligere havde benyttet på f.eks. Painkiller og Angel of Retribution. Downing har i et interview i februar 2007 bemærket, at orkestreringen var MIDI, og at han ikke vidste om der vil blive brugt et orkester udefra.[44] Halford slog i et senere interview fast, at bandet kun ville bruge orkestrering i et sådan omfang, at den samme lyd vil kunne gengives af bandet ved livekoncerter.[45] Dette kom dog ikke til at holde stik, da bandet ved koncerter har gjort brug af MIDI-orkestrering – f.eks. ved deres koncert på Orange Scene på Roskilde Festival 2008.

Indflydelse[redigér | redigér wikikode]

Judas Priest på deres Angel of Retribution-turné i 2005

Judas Priest har haft stor indflydelse på mange heavy metal-musikere i tre generationer, NWOBHM-bevægelsen i starten af 80'erne, thrash metal-bands i slutningen af 80'erne og flere dødsmetal-bands i midten af 90'erne,[5] hvad angår lyd og teknik. Deres lyd er blevet beskrevet som "en sammensmeltning af Black Sabbaths tunghed og Deep Purples finesse, med et strejf af Led Zeppelin samt deres helt egen unikke lyd".[46] Vigtige dele af Judas Priests lyd er kommet fra de tidlige 70'eres heavy metal, hvor bandet fjernede størstedelen af blues-elementerne som de første heavy metal-bands havde båret med sig fra rockmusikken.[47] Derudover blev de også kendt på Rob Halfords karakteristiske stemme, som spænder over 5 oktaver,[13] og Downing og Tiptons to guitarer, hvis samspil, hvor Tipton havde strukturerede, klassisk inspirerede soli og Downing havde de mere aggressive soli,[48] var unikt på den tid, og blev forløberen for begrebet "guitar battles" (guitar dueller) – hvor to guitarister forsøger at overgå hinanden i guitarsoli.[47]

De er af MTV.com blevet vurderet som det næst-vigtigste heavy metal band i historien, efter Black Sabbath.[49]

Udover deres lyd blev Judas Priest også kendt for at have revolutioneret heavy metal-mode.[18] Rob Halford begyndte at inkorporere en macho-biker tøjstil omkring 1978 (samtidig med udgivelsen af albummet Killing Machine), hurtigt fulgt af resten af bandet. Dette trend spredte sig hurtigt; først begyndte daværende Iron Maiden forsanger Paul Di'Anno at bære læderjakke og nittearmbånd, og Saxon begyndte at optræde i tøj af spandex (elastan); flere andre bands, specielt indenfor NWOBHM og tidlig black metal begyndte også at lade sig inspirere af Halfords tøjstil.[50] Halford har senere udtalt at han fik mange af idéerne til bandets nu legendariske tøjstil fra diverse S/M-butikker i London, hvor han ofte kom.[13]

Coverversioner[redigér | redigér wikikode]

Judas Priest har haft stor indflydelse på heavy metal-miljøet, og mange andre bands har indspillet coverversioner af Judas Priest-sange. Det er tilmed et af de bands, der er blevet udgivet flest hyldestalbum til,[5] deriblandt A Tribute to Judas Priest: Legends of Metal Vol. I og II, Hell Bent for Metal og A Tribute to The Priest, hvorpå en lang række kunstnere har indsunget coverversioner af Judas Priest-sange. Derudover begyndte thrash metal-bandet Slayer oprindeligt som et Judas Priest coverband.[51]

Bands som Agent Steel, Angra, Arch Enemy, Armored Saint, Blind Guardian, Death, Forbidden, Gamma Ray, HammerFall, Helloween, Iced Earth, King Diamond, Kreator, Mercyful Fate, Nevermore, Overkill, Primal Fear, Saxon, Six Feet Under, Skid Row, Stratovarius, Testament, Therion, U.D.O., Virgin Steele, Vital Remains og Winters Bane har alle udgivet Judas Priest-coversange (sidstnævte band med tidligere Judas Priest-vokalist Tim "Ripper" Owens)

Medlemmer[redigér | redigér wikikode]

Tidligere medlemmer[redigér | redigér wikikode]

Vokalister
Guitarister
Trommeslagere

Diskografi[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Judas Priests diskografi

Studiealbum[redigér | redigér wikikode]

Livealbum[redigér | redigér wikikode]

Dvd'er[redigér | redigér wikikode]

  • Electric Eye (2003)
  • Live in London (med Tim Ripper Owens) (2002)
  • Rising In The East (2005)

Opsamlingsalbum og kompilationer[redigér | redigér wikikode]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Encyclopedia Metallum: Judas Priest
  2. ^ a b VH1: Judas Priest
  3. ^ Greatest Metal Bands of All Time: AC/DC, MTV.com
  4. ^ a b c BBC Music: 7 Ages of Music: Judas Priest
  5. ^ a b c d e f g No Life Til Metal.com: Judas Priest
  6. ^ a b c d Greatest Metal Bands of All Time: Judas Priest, MTV.com
  7. ^ Anmeldelse af Biomechanicals Cannibalised, Metal Hammer, februar 2008
  8. ^ "Hard of Hearing", Terrorizer #171, June 2008, s. 56-57.
  9. ^ Anmeldelse af Keeper of the Seven Keys, pt. IAll Music Guide
  10. ^ a b c Anmeldelse af Hell Bent for LeatherAll Music Guide
  11. ^ All Music Guide: The Eye
  12. ^ Anmeldelse af Slayers The Unholy Alliance Tour: Preaching to the Perverted, Metal Hammer, januar 2008
  13. ^ a b c Judas Priest Info Pages: Rob Halford
  14. ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x 100 XR: Judas Priest Biography
  15. ^ a b c d e f g h i j k l m n o p q r All Music Guide: Judas Priest
  16. ^ VH1: Judas Priest Timeline
  17. ^ a b c d e f g h i Encyclopedia Metallum: Read more about Judas Priest
  18. ^ a b Legacy Recordings: Judas Priest
  19. ^ Diabolske Slayer
  20. ^ Berelian, Essi. The Rough Guide to Heavy Metal. Rough Guides. s. s. 172. 1-84353-415-0. 
  21. ^ metaljesusrocks.com
  22. ^ Judas Priest CD & DVD udgivet af Sony BMG'. JudasPriest.com. Hentet 2007-04-23. 
  23. ^ Encyclopedia Metallum: Untitled demo
  24. ^ Judas Priest Info Pages: Forging the Metal
  25. ^ a b UGO's Bands On Demand: Judas Priest
  26. ^ Judas Priest Info Pages: Rocka Rolla
  27. ^ Judaspriest.com: Discography
  28. ^ Modscape: Heavy Metal Timeline
  29. ^ Unleashed in the East > Overview'. Allmusic.com. Hentet 2007-04-23. 
  30. ^ All Music Guide: Point of Entry
  31. ^ Screaming for Vengeance Info Page. Judas Priest Info Pages. 
  32. ^ Defenders of the Faith Info Page. Judas Priest Info Pages. 
  33. ^ All Music Guide: Priest...Live!
  34. ^ Judas Priest Info Pages: Alumni
  35. ^ a b c Dream Decievers – The Sory of James Vance & Judas PriestGoogle Video
  36. ^ Moore, Timothy (November/December 1996). Scientific Consensus and Expert Testimony: Lessons from the Judas Priest Trial. Skeptical Inquirer. Hentet 2006-11-18. 
  37. ^ VH1 – Behind The Music – Judas Priest
  38. ^ Painkiller Info Page. Judas Priest Info Pages. 
  39. ^ War of Words Info Page. Judas Priest Info Pages. 
  40. ^ All Music Guide: Jugulator
  41. ^ All Music Guide: Demolition
  42. ^ a b Work On New Album Is 'Going Incredibly Well'. Blabbermouth.net. 12. september 2006. Hentet 2006-11-18. 
  43. ^ VH1: Judas Priest's Nostradamus Concept LP
  44. ^ a b JUDAS PRIEST New Album: 18 songs/90+mins!. Metal-Rules.com. 19. februar 2007. Hentet 2007-2-26. 
  45. ^ "Rob Halford: 'The Nostradamus Sessions Have Really Pushed Me'" – interview på ultimate-guitar.com
  46. ^ No Life Til Metal.com: Judas Priest Box Set
  47. ^ a b Rolling Stone: Judas Priest biography
  48. ^ Judas Priest Info Pages: K.K. – Glenn
  49. ^ Greatest Metal Bands of All Time. MTV.com. 
  50. ^ Hell Bent for Leather/Killing Machine Info Page. Judas Priest Info Pages. 
  51. ^ Revolution-Music.dk: Slayer

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]