Republikken Karelija

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Karelen (republik))
Gå til: navigation, søg
Republikken Karelija
Респу́блика Каре́лия
Karjalan tazavaldu
Republik
Flag of Karelia.svg
Coat of Arms of Republic of Karelia.svg
Nationalsang: Republikken Karelijas nationalmelodi
Land Rusland Rusland
Føderalt distrikt Nordvestlige
Økonomisk region Nordlige
Officielt sprog russisk
Officielle sprog Annerkendte
mindretalssprog:
[1][2]
*Finsk[3]
*Karelsk[3]
*Vepsisk[3]
Hovedstad Petrozavodsk
Areal 180.520 km² (nr. 20)
Indbyggertal ↓ 632.533[4] (nr. 68)
Grundlagt 16. juli 1956
Lovgivende forsamling Lovgivende Forsamling
 - Præsident Aleksándr Khudilájnen
(Forenede Rusland)
Tidszone UTC+3
Republikken Karelijas beliggenhed i Rusland
Republikken Karelijas beliggenhed i Rusland
Hjemmeside: http://www.gov.karelia.ru


Republikken Karelija (russisk: Республика Карелия, tr. Respublika Karelija, karelsk: Karjalan tazavaldu, finsk: Karjalan tasavalta, vepsisk Karjalan Tazovaldkund) er en af 21 autonome republikker i den russiske føderation og beliggende i føderationens nordvestre hjørne. Republikken Karelija udgør den østlige del af området Karelen, som er delt mellem Rusland og Finland. Området kaldtes tidligere Østkarelen. Republikken har 632.533[4](2015) indbyggere og et areal på 180.520 km².

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Den Karelske Republik ligger mellem Østersøen mod sydvest og Hvidehavet i nordøst. De store indsøer Ladoga og Onega afgrænser republikken mod sydøst. Formelle grænser er mod Finland og de russiske oblaster Murmansk, Arkhangelsk, Vologda og Leningrad.

Floder[redigér | redigér wikikode]

Der findes omkring 27.000 floder og vandløb i Karelen. Blandt det større er (finsk navn i parentes):

Søer[redigér | redigér wikikode]

Der findes omkring 60.000 søer i Karelen modsvarende et areal på omkring 2.000 km2. Søerne Ladoga (finsk: Laatokka) og Onega (finsk: Ääninen) er de største søer i Europa. Andre søer er (finske navne i parentes):

Søerne Ladoga og Onega er beliggende i republikkens sydlige del.

Klima[redigér | redigér wikikode]

Republikken Karelija har fastlandsklima. Den gennemsnitlige temperatur i januar er -8 °C og 16,4 °C i juli. Den gennemsnitlige årlig nedbørmængde er 500-700 mm.

Vandfaldet Ljaskelja ved vandkraftværket Malyje GES Karelii
Petroskoi-kliima.svg KemiKarjala-kliima.svg
Petrozavodsk (i syd) Kem (ved Hvidehavet)

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Efter en konstant stigning i indbyggertallet fra 1926 og frem til 1990 på næsten 300% fra 269.336[5] indbyggere i 1926 til 791.719[6] indbyggere i 1990, vendtes udviklingen til et fald i indbyggertallet fra 1990 frem til 2015 på næsten 160.000 eller mere end 20% til 632.533,[4] og indbyggeretallet er nu næsten 20.000 lavere end i 1959.[7]

Mindst siden folketællingen i 1926 har russere udgjort befolkningsflertallet og ved folketællingen i 2010 udgjorde folk, der selv betragter sig som russere det langt overvejende flertal på 82,2% af den samlede befolkning. Karelere (7,4%), finner (1,4%) og vesper (0,5%) udgjorde tilsammen 9,3% i 2010. Ved folketællingen vat hviderussere den tredje største gruppe (3,8%) og ukrainere den fjerde største gruppe (2,0%).[8]

Befolkningen i republikken er 632.533[4](2015). Befolkningstæthed er 3,5/km²(2015). Bybefolkningen udgør 79,59%(2015).

Ifølge folketællingen i Rusland i oktober 2010, er den fastboende befolkning i Republikken Karelen faldet med 71.000 sammenlignignet med folketællingen 2002. Faldet i befolkning er observeret i alle rajoner i republikken, men nogle er særligt bemærkelsesværdige. Således faldt befolkningen Suojarvskij rajon med 5.200, Pudozjskij rajon med 5.800, Medvezjegorskij rajon med 6.500 og Segezjskij rajon med næsten 9.000.

Byboerne udgjorde 503.900, de resterende 141.300 bor i landdistrikterne. I Karelen, som i mange regioner i Rusland, er der et demografisk problem. Dødeligheden er næsten dobbelt så høj som fødselstallet i Karelen.

Demografisk sammensætning af Republikken Karelija.
Etnisk
gruppe
folketælling i 1926[5] folketælling i 1939[9] folketælling i 1959[7] folketælling i 1970[10] folketælling i 1979[11] folketælling i 1989[12] folketælling i 2002[13] folketælling i 20101
Antal  % Antal  % Antal  % Antal  % Antal  % Antal  % Antal  % Antal  %
Russere 153.967 57,2% 296.529 63,2% 412.773 62,7% 486.198 68,1% 522.230 71,3% 581.571 73,6% 548.941 76,6% 507.654 82.2%
Karelere 100.781 37,4% 108.571 23,2% 85.473 13,0% 84.180 11,8% 81.274 11,1% 78.928 10,0% 65.651 9,2% 45.570 7,4%
Hviderussere 555 0,2% 4.263 0,9% 71.900 10,9% 66.410 9,3% 59.394 8,1% 55.530 7,0% 37.681 5,3% 23.345 3,8%
Ukrainere 708 0,3% 21.112 4,5% 23.569 3,6% 27.440 3,8% 23.765 3,2% 28.242 3,6% 19.248 2,7% 12.677 2,0%
Finner 2.544 0,9% 8.322 1,8% 27.829 4,2% 22.174 3,1% 20.099 2,7% 18.420 2,3% 14.156 2.0% 8.577 1,4%
Vepser 8.587 3,2% 9.392 2,0% 7.179 1,1% 6.323 0,9% 5.864 0,8% 5.954 0,8% 4.870 0,7% 3.423 0,5%
Andre 2.194 0,8% 20.709 4,4% 29.869 4,5% 20.726 2,9% 19.565 2,7% 21.505 2,7% 25.734 3,6% 16,422 2,7%
1 25.880 blev registreret fra administrative databaser, det medførte at etniciteten ikke kunne fastslås. Det anslås, at nationaliteterne i denne gruppe fordeler på samme måde som for den øvrige gruppe.[14]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Karelens historie

I middelalderen var Karelen en region i den nordvestlige del af Rusland, øst for nutidens Finland, som kontrolleredes af Republikken Novgorod. I 1200-tallet og fremefter, blev forskellige dele af Karelen invaderet af Sverige og indlemmet i Svensk Karelen. I 1478 blev Novgorod en del Storfyrstendømmet Moskva, forløber for Zar-rusland, og Karelen blev et svensk-russisk grænseland indtil området igen blev afstået til Rusland ved Freden i Nystad i 1721.

I 1784 blev Petrozavodsk formelt hovedsæde for en egen russisk provins.

Den russiske revolution[redigér | redigér wikikode]

Under den russiske revolution sammentrådte en folkeforsamling den 12-14. juli 1917 i Uhtua og antog en deklaration om autonomi, som efterfølgende blev antaget i andre centrale byer[15]. Efter Finlands selvstændighed opstod en stemning for forening af Karelen med Finland, og i juli sammentrådte et antal repræsentater fra karelske sogne i Viena, og flere sogne med Repola i spidsen erklærede sig rede til at gøre sig fri af Rusland og forene sig med Finland[16], men i efteråret 1918 fik Den røde Hær forstærkninger, og de finske og karelske hærenheder måtte trække sig tilbage til finsk område.[17] Allerede den samme sommer blev de de nordlige dele af Karelen invaderet af udenlandske interventionsstyrker fra USA, Storbritannien og Frankrig, som støtte til "de hvide" under den russiske borgerkrig. Interventionsstyrkerne modarbejdede blandt andet finske forsøg på at tage kontrollen over Karelen fra bolsjevikkerne. Da den svage hvide russiske kontrarevolution brød sammen i foråret 1920, indtog Den røde Hær hele Østkarelen, og den 8. juni 1920 udråbtes Den karelske Arbejderkommune som et autonomt område. Denne status blev indskrevet i 1920 ved freden i Tartu mellem Sovjetunionen og Finland.[18][19][20]. Da karelerne anså, at bestemmelsen ikke var blevet efterlevet, gjorde de oprør i efteråret 1921 og vinteren 1922 med en vis fremgang. På initiativ af Finland blev spørgsmålet drøftet i Folkeforbundet, hvor man i en resolution[18][Kilde mangler](der skal være link til resolutionen, ikke en omtale af den) udtrykte støtte til karelernes krav om autonomi. I praksis fik det dog ingen betydning, og de fleste[18] af de 30.000 karelere[18], som under krigsbegivenhederne var flygtet til Finland, vendte aldrig hjem. Der var endnu omkring 14.000[18] karelske flygtninge i Finland ved udbruddet af 2. verdenskrig.[18]

Karelske ASSR[redigér | redigér wikikode]

Den 25. juli 1924 blev Den karelske Autonome Socialistiske Sovjetrepublik (Karelske ASSR) oprettet[18], som en del af Russiske SFSR. I mellemkrigstiden udsattes den karelske befolkning for undertrykkelse og russificeringspolitik; således blev Karelen lagt sammen med russisk sprogede områder øst for Onega[21][22], mens finsksprogede områder ved Svir blev overført til Russiske SFSR[21], en stor del af skovarbejderne og arbejdere på strategiske byggeprojekter kom fra Rusland[23] således bygningen af Hvidehavskanalen[24] (dens oprindelige navn var Belomorsko-Baltiyskiy Kanal imeni Stalina eller Stalin Hvidehavet-Østersøen kanalen). Mellem 1926 og 1933 skete en indflytning af 98.000 personer til Karelske ASSR fra resten af Sovjetunionen, heraf var mindst 70.000 russere. Som følge af denne befolkningsomflytning faldt andelen af karelere fra 37% i 1926 til 23% i 1939.[25] Dele af den lokale, mest finsksprogede befolkning, mellem 3.000-3.500 indbyggere, blev dræbt[25] og nogle deporteret til områder øst for Onega[23] og i 1938 blev finsk sprog frataget status som officielt sprog (der var på det tidspunkt omkring 8000 finner i republikken), til fordel for karelsk. Undervisning i finsk i skolerne blev afskaffet, finske bøger, tidsskrifter og tryksager blev beslaglagt og de finske biblioteker lukket[26]..

Karelsk-finske SSR[redigér | redigér wikikode]

Efter Vinterkrigen, den 31. marts 1940, blev Karelen en selvstændig sovjetrepublik Den karelsk-finske Socialistiske Sovjet-Republik og Det karelske næs blev indlemmet i republikken[18].

Den 20. juli 1941, da Finland havde indtaget Karelsk-finske SSR, sammentrådte en østkarelsk folkeforsamling, bestående hovedsageligt af karelere, finner og vepser, der ved folketællingen i 1939 udgjorde 27% af befolkningen, i Vuokkiniemi ved Uhtua og erklærede sit ønske om at blive forenet med Finland.[27]

2. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Under 2. verdenskrig blev store dele af området besat af finske styrker under fortsættelseskrigen. Finnerne afskaffede under deres herredømme 1941-1944 landbrugskollektiverne og genindførte privatøkonomi. Skole- og retsvæsen blev indrettet efter finsk forbillede, en stedligt valgt rådgivende forsamling blev udset, men området blev forvaltet under Finske Militærforvaltnings kontrol. Finske sprogforskere og etnografer benyttede mulighederne for at bedrive forskning.[18]

1945-1991[redigér | redigér wikikode]

Petrozavodsk
Kondopoga
Segezja

Efter befrielsen i slutningen af 2. verdenskrig blev Det karelske næs overført til Leningrad oblast. Karelen havde status som sovjetrepublik til den 16. juli 1956, da den blev indlemmet i Den russiske føderation igen som en autonom republik, og ordet "finsk" blev fjernet fra navnet[18].

Siden 1991[redigér | redigér wikikode]

Fra 1991 er "Republikken Karelija" en af 21 autonome republikker i den russiske føderation. I praksis har karelerne imidlertid aldrig opnået det selvstyre, de blev lovet[18] i 1920.

Administrativ inddeling[redigér | redigér wikikode]

Republikken Karelija er inddelt i 16 rajoner (russisk: районов) og 2 byokruger (russisk: городских округа tr. gorodskich okruga), Petrozavodsk (275.346) og Kostomuksha (27.813).[4]

Rajoner og byokruger i Republikken Karelija.
# Dansk navn Status Russisk navn Befolkning (2015 anslået)[4] Administrativ inddeling
Republikken Karelija
I Petrozavodsk byokrug, hovedstad Петрозаводск 275.346 Karelija numbered.png
II Kostomuksha byokrug Костомукша 91.129
1 Belomorskij rajon Беломорский 17.261
2 Kalevalskij rajon Калевальский 7.273
3 Kemskij rajon Кемский 16.105
4 Kondopozjskij rajon Kondopozjskij 38.445
5 Lachdenpochskij rajon Лахденпохский 13.621
6 Louchskij rajon Лоухский 12.431
7 Medvezjegorskij rajon Медвежьегорский 29.202
8 Mujezerskij rajon Муезерский 10.847
9 Olonetskij rajon Олонецкий 21.373
10 Pitkjarantskij rajon Питкярантский 18.490
11 Prionezjskij rajon Прионежский 21.615
12 Prjazjinskij natsionalnyj rajon Пряжинский национальный 14.501
13 Pudozjskij rajon Пудожский 19.275
14 Segezjskij rajon Сегежский 38.472
15 Sortavalskij rajon Сортавальский 31.421
16 Suojarvskij rajon Суоярвский 16.944

Større byer[redigér | redigér wikikode]

Omkring tre fjerdedele af befolkningen i Republikken Karelija bor i bymæssige bebyggelser. Republikken har 24 byer og bymæssigbebyggelser med 2.000 eller flere indbyggere. De største byer er Petrozavodsk, Kondopoga (31.501), Segezja (29.356) og Kostomuksja.[4]

Byer og bymæssigbebyggelser i Republikken Karelija med mere end 2.000 indbyggere.
Dansk navn Status Russisk navn Befolkning (2015 anslået)[4]
Petrozavodsk hovedstad, by Петрозаводск 275.346
Kondopoga by Кондопога 31.501
Kostomuksja by Костомукша 29.356
Segezja by Сегежа 27.813
Sortavala by Сортавала 18.830
Medvezjegorsk by Медвежьегорск 14.647
Kem by Кемь 11.969
Pitkjaranta by Питкяранта 10.751
Belomorsk by Беломорск 10.150
Pudozj by Пудож 9.183
Suojarvi by Суоярви 9.126
Olonets by Олонец 8.249
Nadvoitsy bymæssigbebyggelse Надвоицы 7.964
Lachdenpochja by Лахденпохья 7.512
Pindusji bymæssigbebyggelse Пиндуши 4.476
Louchi bymæssigbebyggelse Лоухи 4.129
Kalevala bymæssigbebyggelse Калевала 4.028
Prjazja bymæssigbebyggelse Пряжа 3.675[28]
Mujezerskij bymæssigbebyggelse Муезерский 3.328[28]
Vjartsil bymæssigbebyggelse Вяртсиля 3.080[28]
Tjupa bymæssigbebyggelse Чупа 2.924[28]
Cheljulja bymæssigbebyggelse Хелюля 2.793[28]
Povenets bymæssigbebyggelse Повенец 2.209[28]
Pjaozjorskij bymæssigbebyggelse Пяозёрский 2.098[28]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ (på russisk)О государственной поддержке карельского, вепсского и финского языков в Республике Карелия (dansk: Anerkendte mindretalssprog i Republikken Karelija karelsk, vepsisk og finsk). Gov.karelia.ru. 2004-04-02. Hentet 2013-09-13. 
  2. ^ ЗАКОН РЕСПУБЛИКИ КАРЕЛИЯ О государственной поддержке карельского, вепсского и финского языков в Республике Карелия (dansk: ~ Samlet lovtekst om beskyttelsen af mindretalssprogene på Gov.karelia.ru (Russisk) Hentet 2013-09-20
  3. ^ a b c Ethnologue Hentet 2013-09-20 (Engelsk) Finsk tales af 38.900 i de russiske områder: Ingermanland og Sankt Petersborg, karelsk tales af 25.600 i de russiske områder: Republikken Karelija, Sankt Petersborg, Murmansk oblast og Tver oblast, vepsisk tales af 3.610 i de russiske områder: Republikken Karelija, Sankt Petersborg og Vologda oblast, der findes ikke særskilt opgørelse for Republikken Karelija på Ethnologue
  4. ^ a b c d e f g h Estimering af den fastboende befolkning pr. den 1. januar 2015. Hentet 26. september 2015, (Russisk)
  5. ^ a b demoscope.ru 1926, hentet 2. oktober 2015 (Russisk)
  6. ^ Den fastboende befolkning pr. 1. januar (Russisk)
  7. ^ a b demoscope.ru 1959, hentet 2. oktober 2015 (Russisk)
  8. ^ Всероссийская перепись населения 2010 года. Том 1 (engelsk: 2010 All-Russian Population Census, vol. 1). Føderal Statslig Statistikservice. 2011. (Russisk) Hentet 2013-09-20
  9. ^ demoscope.ru 1939, hentet 2. oktober 2015 (Russisk)
  10. ^ demoscope.ru 1970, hentet 2. oktober 2015 (Russisk)
  11. ^ demoscope.ru 1979, hentet 2. oktober 2015 (Russisk)
  12. ^ demoscope.ru 1989, hentet 2. oktober 2015 (Russisk)
  13. ^ demoscope.ru 2002, hentet 2. oktober 2015 (Russisk)
  14. ^ Перепись-2010: русских становится больше
  15. ^ Uibopuu, s. 150
  16. ^ Uibopuu, s. 150f
  17. ^ Uibopuu, s. 151
  18. ^ a b c d e f g h i j k Valev Uibopuu: Finnougrierna och deras språk. Kapitel om de finsk-ugriska folkens förflutna och nutid; Studentlitteratur, Lund 1988; ISBN 91-44-25411-3, s. 152. (Svensk) Hentet 2013-09-20
  19. ^ Gadolin, s. 134
  20. ^ "Declaration, inserted in the procès-verbal by the Finnish and Russian peace delegations at Dorpat, october 14th, 1920, at the meeting for the signature of the treaty of peace between the Republic of Finland and the Socialist Federal Republic of the Russian Soviets" (Heninen.net) (Engelsk)
  21. ^ a b Gadolin, s. 111
  22. ^ det drejer sig om Pudozhskij rajon (med 9 karelere, 35 vepsere, 60 finner og 25.554 russere [1]
  23. ^ a b Gadolin, s. 112
  24. ^ Gadolin, s. 38
  25. ^ a b Horváth: "Ethnogeographic metamorphosis of East Karelia during the 20th Century" (International Relations Quarterly, Vol. 1. No. 2 (Summer 2010/2), s. 13 (Engelsk)
  26. ^ Gadolin, s. 113
  27. ^ Gadolin, s. 117f
  28. ^ a b c d e f g Republikken Karelija har besluttet en officiel rangordning af byer efter befolkning. (Russisk)

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • C. A. J. Gadolin: "Ostkarelen – det finska gränslandet" (Vår nya värld, bd. XI); Dagens Böcker, Lund 1941
  • Margus Kolga, Igor Tõnurist, Lembit Vaba, Jüri Vilkberg: Vene impeeriumi rahvaste punane raamat; Tallinn 1993 (estisk)
  • Valev Uibopuu: Finnougrierna och deras språk. Kapitel om de finsk-ugriska folkens förflutna och nutid; Studentlitteratur, Lund 1988; ISBN 91-44-25411-3

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Koordinater: 63°49′N 33°00′Ø / 63.82°N 33°Ø / 63.82; 33