Kirkens Gienmæle

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Kirkens Gienmæle fra 1825 – Grundtvigs pamflet eller "Feidebrev", hvor han i injurierende vendinger kritiserer H.N. Clausens kirkelige standpunkt og kalder det et luftigt system, et "Luft-Castel". For dette dømmes Grundtvig og er i mange år under politicensur.
N.F.S. Grundtvig 1783-1872. Maleri af C.F. Christensen, 1820. Frederiksborg Museum
H.N. Clausen 1793-1877
Teologisk professor 1822-74

Kirkens Gienmæle (Kirkens Gjenmæle, Kirkens genmæle) er en pamflet, et "Feidebrev" som N.F.S. Grundtvig udsendte på "Irenæi Dag"[1] , dvs. 26. august 1825, som svar på et langt og lærd skrift af professor H.N. Clausen Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus.

Pamfletten var stærkt injurierende; Clausen kaldtes for en vranglærer og en kætter og Grundtvig anfægtede hans teologiske kyndighed. Clausen anlagde – og vandt – en injuriesag, hvad der medførte at Grundtvig blev sat under langvarig politicensur.

Kirkens Gienmæle blev skrevet i løbet af nogle få døgn og måtte inden for de følgende par uger trykkes i flere oplag. Det vakte et overordentligt røre. Af de unge teologer holdt det store flertal med Clausen og indgav en adresse til ham med 88 underskrifter.
De fleste såkaldt '"dannede" stod ligeledes paa Clausens side. Derimod glædede mange jævne lægfolk sig over Kirkens Gienmæle.[2]


Af fortalen med de hårde ord mod Clausen[redigér | redigér wikikode]

En lille del af fortalen med kraftige udfald mod Clausen lyder:

"... at Striden fra min Side slet ikke er personlig, og ingenlunde blot videnskabelig, men saa reen kirkelig som mueligt, derfor kalder jeg dette Feidebrev Kirkens Gienmæle, indskydende dermed Sagen, fra den blotte Læse-Verden, for den almindelige Christenheds Domstol. Det er altsaa her Præsten, der, som Lærer i den Christelige Kirke, sigter den theologiske Professor, som Præste-Lærer i Kirke-Skolen, og paastaaer, at, som ærlig Mand, maa han enten giøre den Christelige Kirke høitidelig Afbigt for sin uchristelige og forargelige Lærdom, eller nedlægge sit Embede og aflægge sit christne Navn. Dette er min ufravigelige Paastand, i den Christelige Kirkes og Menigheds Navn, og vil Professor Clausen ingen af Delene, da erklærer jeg ham herved, paa Kirkens Vegne, som var, som er, og som skal blive, og hvis Lærdom ligger klart udfoldet, velbekjendt i dens Historie: paa den eneste ægte Historisk-Christelige Kirkes Vegne, for en falsk Lærer, som misbruger det Christelige Navn til, saavidt han formaaer, at forvirre og forføre Menigheden, stræber at undergrave den Kirke, han udgiver sig for at ville tjene og befæste! ..." [3]

Den "mageløse opdagelse"[redigér | redigér wikikode]

I tiden som præst ved Vor Frelsers KirkeChristianshavn fra 1822 var Grundtvig nået til et kirkeligt standpunkt hvor der lægges vægt på trosbekendelsen, sakramenterne (dåb og nadver) og den oldkirkelige tradition.[4]

Den "mageløse opdagelse" [5]bestod i at at menigheden er ældre end skriften og at det derfor snarere er den der er kilden til sand kristendom. Dåb og nadver, de to indstiftelser, går tilbage til Jesus selv.

Grundtvig skriver om trosbekendelse, dåb og nadver:

"... Saaledes møde vi da Prof. Clausen, og alle dem, der vil udgive deres egne Drømme for den christelige Aabenbaring, deres egne Hjerne-Spind for Christendom, med den urokkelige Kiends-Gierning, at der har været og er en Christenhed paa Jorden, kiendelig fra alt Andet paa sin mageløse Troes-Bekiendelse, hvormed den paa alle sine Tungemaal, under alle sine foranderlige Skikkelser, har forkyndt og forkynder Troen paa Jesum Christum, den Korsfæstede, igien Opstandne, som den sikkre, den eneste Saligheds Vei for Syndere, som en Vei, der, giennem Daaben og Nadveren, fører til Guds Rige og de Levendes Land. ..."[6]

P.G. Lindhardt beskriver Grundtvigs "mageløse opdagelse" således:

"... førte 1825 til "den mageløse opdagelse", det vil sige til klarhed over at man for at finde den sande kristendom ikke skal spørge teologerne – hvis forskellige meninger blot er et "eksegetisk pavedømme" – men derimod det kultsamfund der historisk som nutidigt er kristendommens værk og formidler. Sakramenterne er jo ved deres blotte eksistens – indhold og betydnig ufortalt – Kristus-vidnesbyrd; de har kun mening under forudsætning af tro på og bekendelse til Kristus, og så længe der var en kirke har den ved dåben optaget nye medlemmer på ét ganske bestemt vilkår: et ja til forsagelses og trobekendelsens ord! Menigheden – kultsamfundet om sakramenternes eksistentielle vidnesbyrd – er derfor sit eget bevis for den sande kristendom der i dåbspagten (forsagelse og tro) har sit fuldgyldige udtryk. Om denne kristendom er "sand", dvs gyldig, er en sag for sig; ..." [7]

Clausens "Luft-Castel"[redigér | redigér wikikode]

Med dette nyvundne kirkesyn blev Grundtvig så i Clausens skrift konfronteret med hvad han kalder et "Luft-Castel" af en kirke, hvilket ophidsede ham til hastigt at få udgivet sit stridsskrift.

Clausen opfattede nok Bibelen som kristendommens grundlag, men den var tillige et ufuldstændigt nedslag af den ældste kristne forkyndelse og det var derfor en opgave for teologien "med filologisk lærdom og filosofisk kritik at udfylde det vage og bringe den højere enhed til veje mellem de forskellige læretyper". (Dette kalder Lindhardt for et godt bibelhumanistisk program[7])

Men hvis kun filosofisk kritik og filologisk lærdom kan udfylde manglerne i Skriften, så bliver professorer og præster folkets formyndere; de bliver en betingelse for den rigtige udlægning af hvad kristendom er.
For Clausen er kristendommen "en ren og lutret Universalisme". Grundtvig citerer fra Clausens skrift, side 7-8

»I Christus aabenbarede sig Gud for Jordens Slægter, saaledes som den endelige Form kan optage i sig det Uendelige; for første Gang kundgjordes en reen og luttret Universalisme, hvori orientalsk Høihed og Dybhed var forenet med occidentalsk Klarhed og Mildhed, Tankens Lys med Følelsens Varme og Phantasiens Farveskiær; i de ædleste Symboler udtalte Læren den Tro, der i hvert Menneske er nedlagt, men ikkun hos Faa udvikles til klar Bevidsthed; og i det den gav denne Tro Fasthed, Bestemthed og Anvendelighed, ydede den det fuldstændige Menneske fuld Tilfredsstillelse, og betryggede for alle de Feil og Forvanskninger, som udspringe af eensidig Aandsvirksomhed. Denne Lære forkyndtes som den giennem Aarhundreder forjættede og forventede Guds Aabenbaring, og Udsagnet bekræftedes ved Vidnesbyrd fra Gud; thi Lærens Forbindelse med Verdensbegivenhedernes Række viste klarlig den styrende Haand.«[8]

I stedet for dette Luft-Castel, der altså ikke hviler på andet end på Skriften og Clausens egne spekulationer med den konsekvens at kirken ville blive identisk med de lærdes granskninger og teologien derved blive kirkens formynder, mente Grundtvig altså nu at den skulle bygge på den "historiske" menighed, dvs den givne kirke med sakramenter og bekendelse. [9]

Pamflettens virkning[redigér | redigér wikikode]

Det var en stor skuffelse for Grundtvig at det store flertal holdt med Clausen som end ikke gik ind på Grundtvigs angreb, men svarede med en injuriesag.

I offentligheden var man dog optaget af sagen. Pamfletten måtte inden for kort tid optrykkes flere gange. Den senere biskop over Ribe Stift Carl Frederik Balslev skrev til sin bror: »Paa Børsen blev den Dag [da »Kirkens Gienmæle« udkom] ikke handlet stort, Talen var om Grundtvigs Bog«.

Grundtvig var særlig optaget af hvordan kirkens »Ypperstepræst«, Jacob Peter Mynster ved Frue Kirke – fra 1834-54 biskop over Sjællands Stift – ville reagere. Også han var dog imod Grundtvig, hvad han tilkendegav i en prædiken om den kristelige visdom, som han lod trykke. Heri dadler han, med sigte paa Grundtvig, de mennesker, der

»fare frem i Blinde« og »gør alt til den ubelejlige Tid paa den ubelejlige Maade«. »Thi sandelig! ligesom saadanne Mennesker i ethvert Forhold kun afstedkomme Forstyrrelse, saaledes blive de ogsaa ofte, omend imod bedre Vidende og Vilje, Kristi Korses Fjender; de give en Forargelse, som de ikke igen kunne læge; de vække en Tvedragt, som de ikke igen kunne stille«.

Som svar paa denne tale udgav Grundtvig sin prædiken fra den følgende søndag, om den kristelige kamp. [10]

Dommen

Den injurieproces som Clausen havde anlagt mod Grundtvig, endte 30. oktober 1826 med en dom, som vel erklærede de af Grundtvig brugte fornærmelige udtalelser for døde og magtesløse, men som dog kun pålagde Grundtvig en forholdsvis ringe bøde, fordi retten fandt, at det hvasse angreb skyldtes iver for sandheden og ikke lyst til at krænke Clausens borgerlige ære.[11]

Lindhardt skriver om Grundtvigs betydning for bevægelserne længere fremme i 1800-tallet

"... Men det kan ikke bestrides at Grundtvig i den givne situation sagde noget betydningsfuldt, pegede aldeles afgørende på kristendommens kilder, skelnede skarpt mellem det oprindelige og det afledede – sakrament → kristentro og skrift→ kristelig oplysning – og derved ikke blot lagde grunden for sin egen retning, men også for Indre Missions kirke- og sakramentstroskab. ..." [12]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Grundtvig var påvirket af Irenæus, ca. 130-200, biskop af Lugdunum i Gallien (det nuværende Lyon i Frankrig), en af de tidlige kirkefædre og den vigtigste teolog i det andet århundrede.
  2. ^ Fra indledende kommentar til Grundtvigs prædiken om den kristelige kamp.
  3. ^ Faksimile fra Arkiv for Dansk Litteratur, Adl.dk
  4. ^ Se "Tidslinje" for Grundtvigs liv; en kilde til dette og andet i dette opslag. (fra "Grundtvig på Nettet")
  5. ^ Hal Koch skriver at benævnelsen 'mageløse opdagelse' "synes at stamme fra Søren Kierkegaard", i N.F.S. Grundtvig 1959 (1943) side 119
  6. ^ I faksimile fra Adl.dk
  7. ^ a b Lindhardt 1979, side 115
  8. ^ Grundtvig citerer fra Clausens skrift, side 7-8
  9. ^ Grane 1997, side 152
  10. ^ Mere kommentar i introduktion til denne prædiken om den kristelige kamp.
  11. ^ Fra artiklen om H.N. Clausen i Dansk Biografisk Leksikon
  12. ^ Lindhardt (1942). Bibelen og det danske Folk, side 62

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Grundtvig, N. F. S. (1825) Kirkens Gjenmæle imod Professor Theologiæ Dr. H.N. Clausen. 3. uforandrede oplag. – Wahl, 1825. 45 sider. DK5=27.17 Grundtvig, N. F. S.
  • Holger Begtrup: Grundtvigs kirkelige syn 1825. 235 sider. 1901.
  • Udgaverne, som er anvendt i Arkiv for Dansk Litteratur (ADL) , er: Nik. Fred. Sev. Grundtvigs Udvalgte Skrifter 1-10, ved Holger Begtrup. Gyldendal, Kbh. 1904-9. – (Bind 4, side 395-430)
  • Lindhardt, P.G. (1942). Bibelen og det danske Folk. Forlag: Nyt Nordisk Forlag. DK5=22
  • Lindhardt, P.G. (1979). Dansk kirkekundskab. København: Gad. DK5=27.6. ISBN 87-12-52934-6
  • Grane, Leif (1997). "Grundtvigs kirkelige anskuelse" (1983). I: Kristendommen i historien : udvalgte artikler 1950-1996. Institut for Kirkehistorie, Københavns Universitet : C.A. Reitzel, 1997. DK5=20.4. ISBN 87-7876-075-5

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Om Grundtvig på Internettet:

  • "Grundtvig-Byen", med indgange til alt muligt med tilknytning til den grundtvigske bevægelse


ReligionStub
Denne religionsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.