Grundtvigianisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Grundtvigianisme er betegnelsen for en folkekirkelig retning, der bygger på præsten, salmedigteren og forfatteren N.F.S. Grundtvigs opfattelse af kristendom, kultur, kirke og fædreland. Grundtvigianismen var den ene af det 19. århundredes to vigtigste danske vækkelsesbevægelser; den anden af de to var Indre Mission.

Et typisk udtryk for den grundtvigianske tankegang er Grundtvig-citatet: "Menneske først , kristen så". Grundtvigianismen står i kontrast til de to øvrige store, danske salmedigtere Thomas Kingo og H.A. Brorsons synspunkter, idet Grundtvig i modsætning til disse lagde stor vægt på at betragte det dennesidige jordiske liv som vigtigt og godt, hvilket har gjort, at grundtvigianismen ofte omtales som "glad" kristendom.

Retningen havde stor betydning for dannelsen af forsamlingshuse, højskoler, friskoler samt fri- og valgmenigheder. Også andelsbevægelsen havde bånd til grundtvigianismen. På baggrund af retningen opstod i 1898 Kirkeligt Samfund (nu: Grundtvigsk Forum).

Historie[redigér | redigér wikikode]

Grundtvigianismen begyndte så småt at tage form i 1820erne, men var først færdigudviklet omkring 1850-60. Den opstod ligesom mange andre trosretninger i den tid på grund af utilfredshed med lokale, men især kirkelige myndigheder. Men det var ting som sognebåndsløsningslovens ophævelse og grundloven, der rigtig satte gang i den. For med den nye grundlov var der nu trosfrihed, og folk, som før i tiden var bundet til deres sogn og provst, kunne nu gå i hvilken som helst kirke, det passede dem over hele landet, og til den præst, der prædikede det, de mente var rigtigt.

De to store trosretninger, der kom ud af dette, var Indre Mission og grundtvigianisme. Grundtvigianisme bliver kaldt ”Den Glade Kristendom” og bygger på Grundtvigs forståelse af kristendommen, og det skal siges, at Grundtvig selv var meget social og også involveret i politik: Han var med, da grundloven blev lavet og var medlem af både lands- og folketing, tilmed var det også ham, der grundlagde den første højskole.

Grundtvigianisme henvendte sig hovedsageligt til den velstillede landbefolkning, herunder bondestanden, og hvad grundtvigianere mente, var dette: Guds ord var ikke noget fortidigt, indkapslet i bibelen, og kun forbeholdt teologer at fortolke. Især det sidstnævnte er vigtigt, for Grundtvig vidste, at da det var mennesker, der havde skrevet biblen, kunne det kun være en gengivelse af de rigtige ord, og var derfor åbent for fortolkning. Derimod var Guds ord noget nutidigt, som ikke skulle opleves igennem biblen, men igennem dåben og nadveren samt trosbekendelsen, der var særlig vigtig, da Grundtvig antog denne for at være Guds uændrede ord, som de var blevet sagt for tusinder af år siden af Jesus selv. Så hver gang, de blev udtalt, levede de. Og at de var levende var vigtigt, for ligesom man først kender et menneske, når man har snakket med det, havde man også først kendskab til Gud ved at kende hans ord.

Dermed var Grundtvig også modstander af det skrevne ord, for for det første lever det ikke, og for det andet ødelægger det fantasien og kreativiteten. Yderligere mente han, at latinskolen var noget pjat, da den ødelagde folkelivet samt det danske sprog, der under ingen omstændigheder blev brugt her. For disse skoler prioriterede skriftlig viden og ikke det, han anså som vigtigt: Åndelig klogskab. Foruden det var skolerne forbeholdt de få fra højere klasser af samfundet, og dette skabte ikke et fællesskab, men derimod en splittelse.

Grundtvigianismen er som nævnt en glad og optimistisk tro, der hylder livet og skaberen gennem salmer, der fortæller os, at livet er en gave. Og det er netop igennem disse salmer og hans prædikener, at grundtvigianismen blev spredt over hele landet, men også pga hans usædvanlige evner til at kunne snakke med de almindelige folk, og mens han levede ”valfartede” unge teologer til hans kirke i Vartov for at opleve den helt specielle stemning og det fællesskab, der var der. Et fællesskab der også blev dyrket med nationalromantikken, der forsøgte at knytte den danske befolkning sammen.

Men tvang var ikke noget, Grundtvig gik ind for – han vurderede, at folk selv skulle søge Gud og det at være dansk. Og med sit motto: ”Menneske først, kristen så” var det hans ønske, at når folk var del af et historisk, nationalt, folkeligt fællesskab (som højskolerne alle tilbød), ville de være kloge nok til at indse, at det kun var kristendommen, der kunne give dem den bedste og mest dybe forklaring på alt. Endvidere ville alt dette få folk til at engagere sig, hvilket også var godt. Grundtvigianismen forholder sig også til liv og død på en helt anderledes måde end andre: Grundtvig selv troede ikke rigtig på helvede og mente, at man sagtens kunne omvende sig efter sin død bl.a. pga. Guds kærlighed og tilgivelse, hvilket var en chokerende påstand i samtiden. Grundtvig syntes desuden, at man skulle koncentrere sig om livet og ikke døden, for egentlig så er der jo hele tiden liv, eftersom man ved døden bare krydser en bro fra livet før til livet efter. Kontrasten stod heller ikke som hos Luther mellem synd og nåde, men mellem liv og død. For Grundtvig gik ind for, at man skulle være optimistisk, for så endte livet alligevel med at sejre over døden i en vis forstand. Og glæden ved livet i grundtvigianismen er stor, og derfor bliver man selvfølgelig angst ved tanken om, at man en dag skal bort og tage afsked med dette dejlige liv. Men denne tanke er helt i modstrid med bl.a. Thomas Kingos, der et par århundreder før påstod, at det at dø var vidunderligt, for da ville man endelig blive fri af sine lænker.

Efter Grundtvigs død kunne grundtvigianerne ikke bestemme sig for, hvem de skulle følge, og hvis meninger de skulle forholde sig til, så de delte sig op i forskellige små grupper over landet – alle med en lidt anderledes udlæggelse af grundtvigianismen. Men på trods af det findes grundtvigianismen stadig i dag.

En anden af de nyskabende ideer, grundtvigianerne også var kendt for, var, at de ikke blandede politik og religion sammen, og netop derfor kunne de i 1880 stemme på folk som Georg Brandes, der åbenlyst var ateist. Men på trods af disse mange afvigende meninger, grundtvigianerne havde med folkekirken, forblev de altid en menighed inden for dens rammer. Og Grundtvig selv blev til den, han var, og troede det stik modsatte af sin far på trods af dennes gammeldags lutherske grænsende til pietistiske livssyn.

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Religion Stub
Denne religionsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.