Leonardo Bruni
 | Denne artikel behøver tilretning af sproget. Sproget i denne artikel er forældet Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten. Artiklen stammer hovedsageligt fra Salmonsens Konversationsleksikon, hvis stil, grammatik og sprog afviger fra nutidigt dansk. |
| Leonardo Bruni Vestlig filosofi Renæssancen | |
|---|---|
|
| |
| Personlig information | |
| Født |
ca. 1370 Arezzo, Italien  |
| Død |
9. marts 1444, 1444 Firenze, Italien |
| Gravsted |
Basilica di Santa Croce |
| Nationalitet |
 |
| Uddannelse og virke | |
| Elev af |
Giovanni Malpaghini, Manuel Chrysoloras, Coluccio Salutati |
| Beskæftigelse |
Humanist, historiker, oversætter, skribent, filosof, politiker, skriver |
| Fagområde |
Historie, humanisme, oversættelse, litteratur |
| Elever |
Lorenzo Valla |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Leonardo Bruni (eller Aretino) født 1370 i Arezzo, død 9. marts 1444 i Firenze) var en italiensk humanist.
Da grækeren Manuel Chrysoloras var kaldet til Firenze 1396 for at holde offentlige forelæsninger over græsk sprog og litteratur, var Bruni i over to år en af hans ivrigste disciple. Han fortsatte disse studier og fik megen betydning ved at samle et anseligt bibliotek, hvortil han fik græske håndskrifter ved hjælp af sine bekendtes handelsforbindelser med Østen, og ved at oversætte adskillige græske oldtidsforfattere til elegant latin (han var særlig berømt for sin færdighed i dette sprog): Aristoteles' Etik, Politik og Økonomi, udgivne oftere sammen i trykken i slutningen af 15. århundrede, nogle af Plutarchs levnedsbeskrivelser, enkelte værker af Platon, Demosthenes, Aischines og Xenophon.
I 1405 blev han på en anden humanist Poggio Bracciolinis anbefaling ansat som pavelig sekretær i Rom. Under Innocens VII beholdt han denne plads - og også under hans efterfølgere og fulgte med Johannes XXIII til koncilet i Konstanz. Men 1415 forlod han den pavelige tjeneste, da republikken Firenze tilbød ham posten som sekretær eller kansler. Han erhvervede sig mange rigdomme i disse stillinger og var så navnkundig for sin lærdom og forfattervirksomhed, at folk kom langvejs fra for at se ham, og det berettes, at nogle knælede, da de mødte ham. Efter sin død laurbærkronedes han på republikkens befaling.
Hans skrifter er næsten alle på latin. De vigtigste er Historia reipublicæ Florentinæ, i 12 bøger, trykt første gang i Strassburg 1610 (de udkom allerede på italiensk i Venedig 1476); Rerum suo tempore in Italia gestarum commentarius (memoirer, omfatter tiden 1378-1404); Epistolarum libri VIII, bedste udgave Firenze 1741. Brunis De bello italico adversus Gothos, der en tid nød megen berømmelse, er næsten udelukkende en oversættelse af Prokopios. Et par dramatiske værker på latin og i antik stil, skyldes også Bruni. Hans erotiske digte er trykt langt senere.
Kilder[redigér | rediger kildetekst]
- Gigas, E.: Bruni, Leonardo i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1916)
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]
|