Leonardo Bruni

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Broom icon.svgDenne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er forældet
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.
Artiklen stammer hovedsageligt fra Salmonsens Konversationsleksikon, hvis stil, grammatik og sprog afviger fra nutidigt dansk.
Leonardo Bruni
Vestlig filosofi
Renæssancen

Leonardo Bruni 2.jpg

Personlig information
Født ca. 1370
ArezzoRediger på Wikidata
Død 9. marts 1444Rediger på Wikidata
FirenzeRediger på Wikidata
Gravsted Basilica di Santa CroceRediger på Wikidata
Nationalitet Italien
Religion Romerskkatolske kirke[1]Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Elev af Giovanni Malpaghini, Manuel Chrysoloras, Coluccio SalutatiRediger på Wikidata
Beskæftigelse Historiker, translatør, skribent, filosof, politikerRediger på Wikidata
Elever Lorenzo VallaRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Leonardo Bruni (almindelig kaldet Aretino, født 1370 i Arezzo, død 9. marts 1444 i Firenze) var en italiensk humanist.

Da grækeren Manuel Chrysoloras var kaldet til Firenze 1396 for at holde offentlige forelæsninger over græsk sprog og litteratur, var Bruni en af hans ivrigste disciple i over to år. Han fortsatte disse studier og fik megen betydning for deres udbredelse ved at samle et anseligt bibliotek, hvortil han fik græske håndskrifter ved hjælp af sine bekendtes handelsforbindelser med Østen, og ved at oversætte adskillige græske oldtidsforfattere på elegant latin (han var særlig berømt for sin færdighed i dette sprog): Aristoteles' Etik, Politik og Økonomi, udgivne oftere sammen i trykken i slutningen af 15. århundrede, nogle af Plutarchs levnedsbeskrivelser, enkelte værker af Platon, Demosthenes, Aischines og Xenophon.

I 1405 blev han efter en anden humanist Poggio Bracciolinis anbefaling ansat som pavelig sekretær i Rom . Under Innocens VII beholdt han denne plads - og også under hans efterfølgere og fulgte med Johannes XXIII til koncilet i Konstanz. Men 1415 forlod han den pavelige tjeneste, da republikken Firenze tilbød ham posten som sekretær eller kansler. Han erhvervede sig mange rigdomme i disse stillinger og var så navnkundig for sin lærdom og forfattervirksomhed, at folk kom langvejs fra for at se ham, og det berettes, at nogle knælede, da de stedtes for hans åsyn. Efter sin død laurbærkronedes han på republikkens befaling.

Hans skrifter er næsten alle på latin. De vigtigste er Historia reipublicæ Florentinæ, i 12 bøger, trykt første gang i Strassburg 1610, men udkom allerede på italiensk i Venedig 1476; Rerum suo tempore in Italia gestarum commentarius (memoirer, omfatter tiden 1378—1404); Epistolarum libri VIII, bedste udgave Firenze 1741. Brunis De bello italico adversus Gothos, der en tid nød megen berømmelse, er næsten udelukkende en oversættelse af Prokopios. Et par dramatiske værker på latin og i antik stil, skyldes også Bruni. Hans erotiske digte er trykt langt senere.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Question book-4.svg Der er få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Importeret fra Engelsk Wikisource.