Murmansk
Byen Murmansk (russisk: Мурманск) ligger på Kolahalvøen i det nordvestlige Rusland, ikke langt fra grænsen til Norge. Murmansk havde i 2004 ca. 350 000 indbyggere. Byens betydning er knyttet til den isfrie havn, som er vigtig for Ruslands frie adgang til Atlanterhavet, både civilt og militært. Den russiske flåde har en større flåde af atomubåde i nabobyen Severomorsk, men i selve Murmansk er der ingen krigsskibe.
Byen blev grundlagt i 1916 og fik navnet Romanov-na-Murman, men blev omdøbt til Murmansk efter Oktoberrevolutionen i 1917. Murman er det gamle navn for Barentshavet. I dag er Murmansk en moderne by, men er dog fortsat præget af kontrastene mellem Sovjettiden og nutiden. Murmansk ligger ud mod Barentshavet, som har rige ressourser, specielt inden for fiskeri. Der er desuden store planer for udbyging af naturgasfelter i området.
Murmansk Oblast (russisk: Му́рманская о́бласть) er en af Ruslands 49 oblaster (provinser) med en befolkning på 892 534 personer i 2002. Provinsen har et areal på 144 900 km² og består af fem distrikter og har syv byer. Oblastens administrationscenter er i byen Murmansk. Geografisk dækker Murmansk Oblast hele Kolahalvøen og er en del af det samiske område, der strækker sig over fire lande. Oblasten grænser i syd op til republikken Karelen, og i vest til Finnmark i Norge og til Lapland i Finland. Nord for Kolahalvøen ligger Barentshavet, mens Hvidehavet indrammer halvøen i øst og syd.
Historie
Ældre tid
Ingen ved, hvornår de første mennesker kom til Kolahalvøen, men man kender til flere befolkningsgrupper, som er indvandret til området senere. Fra 500- til 200-tallet f.Kr kom der stammer, som etnisk var beslægtet med Volga-stammerne. Omkring 100 f.Kr. kom stammer tilhørende finsk-ugriske grupper. De gamle og de nye indbyggerne blandede sig, og et oldtidssamerfolk opstod. Mellem 1100-tallet og 1300-tallet kom folk fra Novgorod-området nordover. Novgorod begyndte at beskatte den samiske befolkning, og i en periode blev de dobbelt beskattet, da de også måtte betale skat til Norge. Midt i 1400-tallet blev de første russiske bosættelser etableret på Terskkysten; Umba og Varzuga. De blev kaldt pomorer (kystboere). Kommunikationen mellem samerne og pomorerne havde indvirkning på samernes levemåde.
Del af Moskvastaten
I 1478 blev Kola sammen med resten af Novgorod-området underlagt Moskvastaten, med centrum i Kandalaksja. Kristendommen blev indført, og befolkningstallet i området steg. Om sommeren samlede op til 2000 fiskere sig på halvøen, for at deltage i sommersæsonens fiskeri. Norske, danske og hollandske opkøbsfartøjer besøgte området i 1500-tallet. Fiskernes bosted blev i midten af 1500-tallet kaldt Kola. Denne bebyggelse udviklede sig til en by, i 1582 var der 71 gårde og mere end 400 mennesker. Byen var centrum for den internationale handel i området.
I slutningen af 1500-tallet blev Kolahalvøen angrebet af Danmark, som ville hindre handelen med murmanerne. Området blev også angrebet af Sverige, som blandt andet plyndrede og brændte flere klostre. I 1585 flyttede centrum for den internationale handel til Arkhangelsk. Myndighederne i Moskva stationerede en forsvarsdeling i Kola, i 1625 omfattede den 500 mand og ni kanoner. Ud over at være fæstningsby blev Kola administrationscenter for området, som bestod af Kolahalvøen (uden Umba og Varzuga) og nordlige del af Karelia.
Del af det russiske imperium
I 1700-tallet blev det nedgangstider for Kolahalvøen, handelen blev monopolisert og begrænset til få handelshuse og grupper. En anden årsag var, at klostrerne i området blev tildelt store landområder, for eksempel havde Petsjengaklosteret ca. en fjerdedel af halvøen. I 1760'erne blev dette kloster nedlagt, og handelsmonopolet opløst.
I 1809 blev Kolahalvøen angrebet af England, der tog flere handelsfartøjer, krudt, mad og andre varer. Området blev også angrebet under Krimkrigen. I 1854 blev Kolahalvøen angrebet på ny, denne gang af England og Frankrig. Byen blev kraftigt beskadet, Opstandelseskirken og mange andre bygninger blev brændt.
I 1858 blev Kolahalvøen indlemmet i distriktet Kemsk, og alt administration på halvøen blev nedlagt. I 1860'erne blev den første fabrik etableret. I 1870'erne blev en skibsrute etableret rundt om halvøen, noget som blev vigtigt for den videre udvikling af området. Folk fra Kolahalvøen deltog også i Pomorhandelen mellem folk fra området omkring Hvidehavet og kysten af Nord-Norge med fisk og korn som (bytte)handelsvarer. Denne handel fortsatte frem til revolutionen.
Murmansk bliver grundlagt
Under første verdenskrig måtte Rusland skaffe våben og ammunition fra England, Frankrig og USA, og Murmansk blev valgt som havn for denne handelsflåde. Dette førte til en forlængelse af jernbanen fra Petrozavodsk til Murmansk, som blev startet i 1915 og blev færdig året efter. På grund af udbygningen af jernbanestastionen og en flådebase dukkede der også en del boliger op, og byen blev kaldt Romanov-na-Murman efter fyrstehuset Romanov (det russiske tsar-dynasti) og tsar Nikolai 2. Den blev officielt grundlagt den 21. september 1916 (4. oktober ifølge den nye kalender). 3. april 1917 blev byen omdøbt til Murmansk. Da var byens befolkning på 10.000 mennesker.
Revolution, borgerkrig og verdenskrig
Efter revolutionen i 1917 tog Sovjetunionen over. Byen var dog besat fra 1918 til 1920 af blandt andet de sejrende vestmagter fra Første verdenskrig. Efter de allierede forlod det nordlige Rusland, blev området igen en del af Sovjetunionen.
Frem til anden verdenskrig blev der anlagt flådebaser og udviklet industri i Murmansk, hovedsageligt inden for fiskeri, minedrift, metal samt kemisk industri. Det fik befolkningstallet til at stige.
Under det sovjetiske angreb på Finland i 1939 havde russernes 14. armé afsat tre divisioner til Murmansk-området. Deres opgave var at sikre hele kyststrækningen og indtage den finske havn Petsamo (mellem Sovjetunionen og Norge), som var Finlands havn mod Barentshavet. Dermed ville man forhindre, at lande der eventuelt ville komme finnerne til hjælp, skulle kunne sende tropper og udstyr ind i Finland fra nord. Finnerne bed meget kraftig fra sig under Vinterkrigen, og selv om Petsamo blev indtaget, blev finnerne ikke drevet længere vestover end til Inarisøen.
Efter at Sovjetunionen i 1941 kom med i anden verdenskrig, blev Murmansk central for den sovjetiske krigsorganisation, eftersom den var hovedhavn for forsyninger fra de allierede Storbritannien og USA.
Der sejlede i alt 78 konvojer mellem august 1941 og maj 1945. Mange af konvojene gik til Murmansk og havnene omkring, enkelte andre fortsatte videre til Hvidehavet.
Tyske styrker angreb i 1941 i retning mod Murmansk, men mødte stærk motstand. Af grunde, som man i eftertiden har haft vanskeligt ved at forstå, mente den tyske overkommando, at det ikke ville være muligt at angribe med større styrker, end de gjorde; de antog at man ikke ville kunne klare at forsyne dem langs den lange og ugæstfrie forsyningslinje. Dette bidrog til, at det var muligt at stoppe den tyske offensiv, længe før den nåde Murmansk-området. Selv da tyskerne erobrede den vitale karelske jernbanelinje mellem Kolahalvøen og det øvrige Rusland, kunne de ikke erobre byen. Tyskerne bombede Murmansk, hvorved store dele af byen blev ødelagt. Afhængigt af vejrforholdene kunne bombeangrebene finde sted næsten dagligt, særlig i de perioder, hvor allierede forsyningsskibe lå til kaj.
Den murmanske modstand blev hædret af Sovjetunionen i 1985, hvor byen Murmansk fik ærestitlen Helteby.
Til trods for de store personlige opofrelser fra de allierede søfolk, som deltog i konvojerne, var Stalins paranoide årvågenhed mod vestlig indflydelse allesteds nærværende. Den ene restaurant og den ene lille klub, som søfolkene kunne besøge under deres ophold i havnen, var forbudt område for den russiske bybefolkning. Og der blev holdt skarpt øje med de russiske servitricer, der serverede for søfolkene.
Efterkrigstiden
Efter krigen startede genopbygningen af Murmansk, og industrien blev videreudviklet. I slutningen af 1940'erne blev der etableret jern- og aluminiumsforarbejdning i området. Nye fabrikstrawlere blev taget i brug inden for fiskeindustrien. Vandkraftværk og siden atomkraftværk blev etablert i 1950'erne og 60'erne, boligbyggeriet tog også fart.
Mod slutningen af 1970'erne blev tiderne mere pessimistiske, fiskeriet blev reguleret på grund af overfiskeri, og laksen forsvandt fra Kolahalvøens elve. Der blev mangel på råvarer, og belastningen af miljøet blev stor. Fra 1985 udviklede der sig en ny industri baseret på olie og gas. Fra 1991 blev Murmanskregionen igen en af de vigtigste industrielle centre i Rusland. Desuden er Kolahalvøen et vigtig område for forsvaret af Rusland. Under den kolde krig var Murmansk centrum for Sovjetunionens ubådaktiviteter, og efter unionen blev opløst, er byen stadigt hovedkvarter for den russiske nordflåde samt flåden med atomdrevne isbrydere.
Dagens Murmansk
Murmansk er den største by nord for polarcirklen, og administrationscenter for Murmansk Oblast. Byen er inddelt i tre hoveddistrikter; Leninskij, Oktjabrskij og Pervomajskij. Murmansk er en maritim by og har den eneste nordrussiske havn som er isfri hele året. Her er en handelshavn, som blev grundlagt i 1915, en fiskerihavn grundlagt i 1934, den første russiske trawlerflåde 1920, isbryderflåden og mange virksomheder tilknyttet søfartsbranchen, som for eksempel Murmansk Shipping Company. Hovedindustrierne inkluderer fiskeri, fiskeforædling og næringsmiddelindustri, skibsreparationer, transport og geologi.
Turistindustrien tilbyder aktiviteter som laksefiskeri, skisport, ture med isbrydere til Nordpolen og fisketure.
Uddannelse og forskning
De vigtigste uddannelsesinstitutioner er Murmansk Statslige Tekniske Universitet (MSTU) og Murmansk Statslige Pædagogiske Universitet (MSPU). Af forskningsinstitutioner er der Det polarvidenskablige forskningsinstitut for fiskeindustri og oceanografi (PINRO), Murmansk Marinbiologisk institut for det russiske videnskabsakademi (MMBI), Polar geofysisk institut og Kola videnskablige center for det russiske videnskabsakademi.
Kultur
Af national og international betydning er helleristningerne fra andet til fjerde årtusinde f.Kr. ved floden Ponoj og ved bredden af søen Kanozero, som viser, at det har boet mennesker langt tilbage i tiden på Kolahalvøen. I de gamle pomorlandsbyer Varzuga og Kovda findes der træarkitektur og gravsteder fra 1600-tallet. Derudover er Kolasamernes og pomorenes folketraditioner originale og af stor betydning.
Det er tre teatre i Murmansk; Det regionale dramateater, Nordflådens teater og Det regionale dukketeatershow. Det er mere end 80 museer i Murmanskområdet. Murmansk regionale museum for lokalkundskab fortæller om områdets mineraler, nordlige nåleskov og tundra, havene omkring og områdets historie. Murmansk regionale kunstmuseum er et af Ruslands yngste, grundlagt i 1989. Museets opmærksomhed er hovedsageligt rettet mod nordrussiske temaer og værker af nord- og vestrussiske kunstnere. Nordflådens flådemuseum fortæller om etableringen af den russiske flåde i nord, om Nordflåden, krigsdeltagelse og udviklingen af flåden i efterkrigstiden.
Eksterne henvisninger
- Murmansk region – 2004. Presentasion Disk Kilde. (engelsk)
- murman.ru – Internetside for Murmansk (engelsk)
- Murmansk Statslige Tekniske Universit (MSTU) (engelsk)
Byer udnævnt til heltebyer i det tidligere Sovjetunionen | ||
|---|---|---|
| Heltebyer |
|  |
| Heltefort | ||
Byer i Murmansk oblast | |||
|---|---|---|---|
Administrativt centrum Murmansk | |||
 |  | ||