Pave Sixtus 5.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Pave Sixtus 5.
Sisto V Papa.jpg
Fødenavn Felice Piergentile
Født 13. december 1521
Grottammare
Valgt 24. april 1585
Død 27. august 1590 (68 år)
Rom
Hvilested Santa Maria Maggiore
Emblem of the Papacy SE.svg

Pave Sixtus 5. (13. december 152127. august 1590), født Felice Peretti var pave 1585 til 1590.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Felice Peretti blev født nær Grottammare, i Marche. Søn af Piergentile di Giacomo med øgenavnet Peretto og Marianna da Frontillo. Han tog efternavnet Peretto i 1551, men var bedre kendt under navnet Montalto. Han blev opfostret i fattigdom; hans far var gartner, og det siges at da han var dreng, var han svinehyrde.

I følge Andrija Zmajevićs biografi stammede hans far fra Kotorbugten i det nuværende Montenegro og var født i Bjelske Kruševice, en landsby nær Bijela i Šišić-familien (sandsynligvis kaldet Slavjan). Teorien om hans afstamning er ikke verificeret. Som barn tjente han i et katolsk kloster i Kotor, hvor han konverterede fra serbisk-ortodoks til romersk-katolsk. Han blev derefter taget til Italien af en klosterbroder. Han slog sig ned i Acona hvor han giftede sig og fik navnet Felice Peretti (Srećko Perić på moderne serbokroatisk). Ikke meget andet er bevaret om hans far, men da Felice Peretti blev pave genopbyggede han Sankt Hieronimus'kirke, specielt for folk der talte Illyrisk. Han oprettede også en skole for 11 slaviske klerke, ifølge sin pavelige bulle Sapientiam Sanctorum fra den 1 august 1589. Den blev senere lavet om til Sankt Hieronimus' pavelige kroatiske skole.

I en tidlig alder meldte han sig ind i det franciskanske kloster i Montalto delle Marche. Han blev der kendt som Felice di Montalto. Han viste tidligt tegn om at have talent som prædikant og dialektiker. Onkring 1552 blev han opdaget af kardinal Rodolfo Pio da Carpi, patron for Franciskanerordnen, Ghislieri (senere kendt som Pius 5.) og Caraffa (senere kendt som Paul 4.). Med disse folk i ryggen var hans fremtid sikret. Han tog til Venedig som medlem af Inkvisitionen men førte sager med så streng hånd at han skabte forvirring og blev kaldt tilbage i 1560.

Efter en kort tid som fuldmægtig for hans orden, blev han, i 1565, tilført den spanske legation, ledet af Buoncampagno (senere Gregor 13.). Den skulle undersøge en mistanke om kætteri mod ærkebiskop Caranza af Toledo. Den store modvilje han der udviklede mod Buoncampagno, kom til at præge hans senere handlinger. Han hastede tilbage til Rom efter indsættelsen af pave Pius 5. (1566-1572). Her blev han udnævnt til apostolsk vikar af Franciskanerordnen og, senere, i 1570 kardinal.

Mens hans politiske fjende Gregor 13. var pave, blev kardinal Montalte (som han blev kaldt) tvunget til at leve tilbagetrukket. I denne tid boede han i Villa Montalte, som var opført af Domenico Fontana nær hans elskede kirke på Esquilinhøjen og hvorfra man kunne se Diocletianus termer. Villaen blev udvidet efter Perreti blev pave, og kunne rive bygningerne ned til fire nye gader 1585-1586. Huset bestod af to afdelinger; Palazzo Sistino eller di Termi (egt. "fra badene"), og Palazzetto Montalto e Felice. Romere der blev tvangsflyttet var vrede. Med beslutning om at bygge en pavelig jernbane station i 1869 markerede begyndelsen til slutningen for Villa Montalte.

Kardinal Montaltes andet område var hans studier, en af produkterne af disse var en udgave af Skt. Ambrosius' værker, ikke et ligegyldigt værk, men forholdt sig meget ukritisk til værket. Denne forsigtighed betød ikke så lidt for hans valg til pave den 24. april 1585; historien om at han skulle have foregivet affældighed i konklavet for at vinde stemmer er pure opspind. Han blev blandt andet valgt som pave pga. hans fysiske duelighed som på mange kardinaler virkede som et tegn på en lang periode.

Den forfærdelige tilstand Gregor 13. havde efterladt de gejstlige stateri i, kaldte på hurtig og effektiv indgriben. Efter en periode med afslappet lovløshed, greb Sixtus 5. ind med forfærdende strenghed, som kun de ekstreme forhold kunne retfærdig gøre. Tusinder af soldater blev bragt frem for at skaffe ro og efter en kort tid var landet igen stille og fredeligt. Derefter gik Sixtus i gang med finanserne. Med salg af kontorene og med indførelsen af nye skatter blev der skabt et overskud der blev gemt afvejen til senere kritiske tider såsom et korstog eller til forsvaret af Den hellige stol. Sixtus 5. priste sig selv over succesen, men metoderne han brugte var usunde for økonomien, og nogle af skatterne førte til ruinering. Samtidig betød den en mangel på penge i finanssystemet.

Store summer blev alligevel brugt på offentlige arbejder, som var blevet planlagt unden hans tidligere tilbagetrukkenhed. Blandt andet skulle der føres vand til bakkerne via Acqua Felice. Der blev lagt nye rør der forbandt Roms undergrund og han satte endda sin chefarkitekt Domenico Fontana i gang med at planlægge Colosseum som silkefabrik med huse til fabrikkens arbejdere. Paven satte ingen grænser for hans planer og hvad han opnåede blev altid gennemført med højeste hastighed. Blandt hans bygninger kan nævnes: Færdiggørelse af Peterskirken, tilføjelse af loggiaen til Laterankirken, et kapel til kirken Santa Maria Maggiore og mange reperationer af vatikanets kirker. Landbrug og infrastrukturen fik også begge et løft under hans regeringstid. Tabt gik mange fortidslevn, som ikke blev tillagt nogen synderlig værdi af Sixtus 5.

Administration af kirken[redigér | redigér wikikode]

Det efterfølgende kirkesystem skylder Sixtus 5. meget. Han reducerede antallet af kardinaler til 70 og fordobelede antallet af kontorere der sørger for uafhængighed hos de enkelte menigheder. Jesuitter blev anset som mistænksomme. Han planlagde store ændringer i deres konstitution men hans død forhindrede deres forbyrdelse. I 1589 igangsættes en revision af Vulgata som var datidens bibel.

Udenrigspolitik[redigér | redigér wikikode]

I større politiske sammenhænge vise Sixtus 5. sig selv som visionær og svingende. Han havde store ambitioner, blandt andet udslettelsen af tyrkerne, erobringen af Egypten og indsættelsen af hans egen nevø på den franske trone. Men han mødte modstand fra kætterske prinser og han mistroede Filip 2. af Spanien. Sixtus 5. erklærede sig enig i en forsat ekskommunikation af Elizabeth 1. af England, og han garanterede et stort beløb til Den spanske Armada. Men som ikke ville blive indløst før invasionen af England blev fuldført. Pga. Spaniens langsomhed blev beløbet aldrig udbetalt. Dermed slap Sixtus 5. for bebrejdelser for at have deltaget i et forgæves angreb mod, hvad den romersk-katolske kirke anså som, en kættersk dronning.

Sixtus 5. ekskommunikerede Henrik af Navarra den senere Henrik 4. af Frankrig, og bidrog til Den katolske liga. Men han led under hans tvunge alliance med Spanien og søgte efter en udvej. Men Henriks sejre i Frankrig og en udsigt til at han ville konvertere til katolicismen, førte til at Sixtus 5. beordrede Spanien til at løsne sig greb om dens vaklende allierede. Sixtus 5.s forhandlinger med Henrik af Navarra førte til forbitrelse, og man afkrævede ham en forklaring. Han veg udenom og fortsatte til sin død den 24. august 1590, uden at afgive forklaring.

Opsummering[redigér | redigér wikikode]

Ved hans dødsleje var han omgivet af had, men hans eftertid har anerkendt ham som en af de store skikkelser inden for modreformationen. På den negative side kunne han være arrogant, implusiv og streng, men på den positive side var han åben for nye ideer og kastede sig helhjertet ind i nye projekter. Dette førte også til hans succes og mange fremskridt under hans styre.

Ændringerne i Roms udseende er dokumenteret i filmen Rome: Impact of an Idea, med "Edmund N. Bacon" og er baseret på dele af hans bog: "Design of Cities".

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]