Pave Callistus 1.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Pave Callistus 1.
CalixtusI.jpg
Født Fødselsdato ukendt
Rom
Valgt 218
Død 223
Rom
Dødsårsag Gift
Hvilested Santa Maria in Trastevere
Festdag 14. oktober
Emblem of the Papacy SE.svg

Pave Callistus 1. – alternativt Calixtus 1. – var pave cirka fem år fra omkring 217 til omkring 222.

Hans samtidige og fjende, forfatteren af Philosophumena, der sandsynligvis var modpave Hippolytus, skriver om Callistus' fortid, at han som slave blev sat til at lede en bank af sin herr, Carpophorus, men i den sammenhæng mistede de penge, som andre kristne havde indsat. Efter dette flygtede Callistus til Rom, men blev pågrebet nær Portus. Ifølge beretningen sprang Callistus over bord for at undgå pågribelsen, men blev reddet og sendt tilbage til sin herre. Nogle af kreditorerne fik ham frigivet, så han kunne skaffe nogle af pengene tilbage, men han blev igen arresteret i forbindelse med et slagsmål i en synagoge, hvor han forsøgte at låne eller inddrage gæld fra nogle jøder. Idet han var kristen, blev Callistus idømt straffearbejde i minerne på Sardinien. Omsider blev han løsladt sammen med flere andre kristne med hjælp fra Marcia, kejser Commodus' elskerinde. Hans helbred var så svagt, at hans kristne kammerater sendte ham til Antium for at komme sig, og han fik en pension af pave Viktor 1.

Callistus var den diakon, som Pave Zefyrinus 1. overlod at etablere begravelsekamrene langs Via Appia. Disse var fuldstændig glemt, indtil arkæologen Giovanni Battista de Rossi genopdagede dem i 1849. I det 3. århundrede blev ni romerske biskopper (som på den tid var identisk med paver) begravet i det, der nu benævnes Capella dei Papi.

Da Callistus efterfulgte Zefyrinus som pave, indførte han den kendte praksis med tilgivelse for alle angrede synder, som Tertullian gik i rette med ham for. Hippolytus og Tertullian var især utilfredse med pavens tilladelse til altergang for de, der havde angret synder som mord, voldtægt og hor. I en apokryf anekdote i samlingen af kejserlige biografier, kaldet Historia Augustae, fortælles det, at kroejere havde afkrævet ham et sted, hvor Callistus havde ladet bygge et kapel, men kejseren besluttede, at dyrkelse af en hvilken som helst gud var bedre end en kro, så kapellet blev stående. Historien er grundlag for tidsfæstelsen af den oprindelige udgave af den nuværende Basilica di Santa Maria i Trastevere.

Den oprindelige basilika havde Callistus som skytshelgen sammen med Pave Julius 1., og bygningen fra det 4. århundrede blev ombygget i det 12. århundrede af Pave Innocens 2. og i den forbindelse omdedikeret til den Velsignede Jomfru Maria. Chiesa de San Callisto fra det 8. århundrede ligger tæt herved og var i udgangspunktet en helligdom på det sted, hvor hans martyrium stod. Dette er bekræftet i Deposition Martyri fra det 4. århundrede og dermed kan regnes som historisk korrekt. Det er muligt, at Callistus gennemgik martyriet omkring 222, måske som følge af en folkelig opstand, men legenden om, at han blev smidt med hovedet nedad i en brønd, er der ingen historisk belæg for, selv om kirken faktisk har en ældgammel brønd (ifølge Chris Nyborg).

Callistus æres som martyr i Todi i Italien den 14. august. Han blev begravet på Calepodius' kirkegård ved Via Aurelia og årsdagen angives i Depositio Martirum fra det 4. århundrede og af efterfølgende martyrologier til 14. oktober, som også er hans navnedag. Hans levninger skal være overført til forgængeren til forgængeren til basillikaen Santa Maria in Trastevere i det 9. århundrede.

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Foregående: Paverækken
Pave Callistus 1.
217-222
Efterfølgende:
Zefyrinus
199-217
Urban
222-230
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: