Portal:Sport/Månedens artikel/Arkiv2012

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Månedens artikel 2012[rediger kildetekst]

December

Kunstskøjteløberen Yuna Kim

Kunstskøjteløb er en vintersportsgren, hvor udøverne gennemfører en række tekniske elementer på skøjter på en isbane, primært indendørs. Sporten foregår som regel til musikledsagelse og er derved beslægtet med sportsdans. Kunstskøjteløb deles op i disciplinerne figurløb, friløb og isdans. Sporten kan gennemføres individuelt eller for friløb og isdans' vedkommende også som par.

En kunstskøjteløbers dragt er ofte prangende, skinnende og glinsende, hvilket især gælder for de kvindelige kunstskøjteløbere. Selve sportsgrenen går ud på, at man skal danse over isen med skøjter på og lave svære elementer og fortolke musikken. En eller flere dommere bedømmer derefter præstationen. Sporten kan både udøves på amatørplan (konkurrence) og på professionelt plan (isshow).

Blandt de elementer, der indgår i et løb, er forskellige spring, herunder rotationer, og pirouetter. Disse kombineres på forskellige måder til et ca. 2 minutter og 50 sekunders-program, der passer til musikken. Efterfølgende vurderes løbernes præstationer af en række dommere, som tildeler løberne point for henholdsvis den tekniske og den kunstneriske udførelse; herudfra får løberne deres endelige point.

Sporten er kendt over store dele af verden og udbredt primært på den nordlige halvkugle i områder med tradition for vintersport og tilstrækkeligt med ishaller. Der afholdes verdensmesterskaber samt regionale og nationale mesterskaber, og kunstskøjteløb er på programmet ved vinter-OL. I Danmark er der ikke nogen stor tradition for sporten, og den eneste danske kunstskøjteløber, der i nyere tid har opnået nogen bemærkelsesværdige internationale resultater, er Mikkeline Kierkgaard, der i 2000 blev nummer syv ved EM.

Læs hele artiklen


November

White Hart Lane set fra North Stand

White Hart Lane er et fodboldstation i Tottenham, som ligger i den nordlige del af London. Stadionet blev opført i 1899 og er hjemmebane for Tottenham Hotspur og det har i dag, efter adskillige renoveringer, en kapacitet på 36.310.

Ud over at huse Tottenham har White Hart Lane også været benyttet som hjemmebane for Englands landshold. I de tidlige 1960'ere kunne stadionet rumme nogle af 70.000, men efterhånden som sidepladser blev indført på engelske fodboldstadion er maksimumskapaciteten faldet betydeligt. Tilskuerrekorden blev sat under en kamp mod Sunderland i FA Cupen den 5. marts 1938, hvor tilskuertallet blev opgjort til 75.038.

Tottenham Hotspur har planer om at bygge et nyt stadion med en tilskuerkapacitet på omkring 56.000. Stadionet skal ligge oven i det det nuværende White Hart Lane, så man derved undgår at flytte væk fra Haringey, hvor klubben har holdt til i over 125 år.

Læs hele artiklen


Oktober

Etapeoversigt for Giro d'Italia 2009

1. til 11. etape af Giro d'Italia 2009 – første halvdel af Giro d'Italia 2009 – fandt sted mellem 9. og 20. maj 2009. Løbet fortsatte 21. maj med 12. etape. Den første etape var, som den havde været det siden 2007, en holdtidskørsel – en etape, hvor hvert hold kører sammen mod uret. Som de fleste Grand Tours har det for vane, indledtes løbet derudover af en række flade etaper, der lå til sprinterne. På disse etaper konkurrerede blandt andre Alessandro Petacchi og Mark Cavendish om etapesejrene. Petacchi tog to etapesejre, mens Cavendish tog tre individuelle etapesejre samt var med i sejren på første etapes holdtidskørsel.

Tre kuperede etaper lå i slutningen af løbets første uge samt starten af dets anden uge. Disse etaper førte Giroen gennem Østrig og Schweiz, før den igen vendte tilbage til Italien. Hver af disse etaper tog mere end fem timer at køre – ifølge rytterne var den regn, der faldt hver dag, kombineret med de besværligheder, de forskellige op- og nedkørsler udgjorde, forhold, der gjorde etaperne usikre. Denne holdning blev potentielt gyldiggjort af de livstruende skader, Pedro Horrillo pådrog sig på ottende etape, da han styrtede på en nedkørsel. Den niende etape skulle have været et storslået kriterium som fejring af Giroens 100-års-jubilæum, men endte i en kollektiv protest fra rytterne over sikkerhedsforholdene på etapen og de, der kom før den. Protesten betød, at etapen blev neutraliseret, og alle ryttere fik noteret samme tid som etapevinderen, uanset hvornår de sluttede.

Tiende etape var dette års Giros længste og mest bjergrige. Den blev, sammen med en etape senere i løbet, kaldt løbets kongeetape, den sværeste etape. Danilo Di Luca vandt etapen og udbyggede dermed sin føring før løbets anden halvdel.

Læs hele artiklen


September

Didier Drogba med pokalen

UEFA Champions League finalen 2012 var den sidste kamp i UEFA Champions League 2011-12, den 57. sæson af UEFA Champions League fodboldturneringen. Kampen blev spillet den 19. maj 2012 på Allianz Arena i München, Tyskland, FC Bayern München og 1860 Münchens hjemmebane. Stadionet blev refereret til som "Fußball-Arena München" til kampen, da UEFA ikke anerkender sponsorater fra firmaer, der ikke er blandt dets partner-organisationer.

Kampen blev sparket i gang klokken 20:45 lokal tid (CEST) og blev spillet mellem den engelske klub Chelsea og Bayern München fra Tyskland. Det var første gang en Champions League-finale blev spillet på Allianz Arena, der åbnede i 2005. Da Bayern München var en af de to lejere på stadionet, var det også første gang at en Champions League-finalist havde hjemmebanefordel. Engelske Chelsea vandt kampen 4-3 efter straffesparkskonkurrence, hvor den ordinære kamp sluttede 1-1, og der ikke blev scoret i den forlænget spilletid. Målscorerne i kampen var Bayern Münchens Thomas Müller, der scorede til 1-0, og Chelseas Didier Drogba, der udlignede til 1-1. Didier Drogba blev senere udnævnt til kampens spiller. Der var 62.500 tilskuere på plads til kampen.

Læs hele artiklen


August

Mikkel Rask

Mikkel Rask (født 22. juni 1983) er en dansk fodboldspiller, der er på kontrakt og er anfører i den danske klub Viborg FF. Han er forsvarsspiller.

Rask begyndte at spille fodbold i Spentrup Idrætsforening, hvorfra han kom til Randers FC og fik sin førsteholdsdebut i 2002. Klubben var netop dannet, og efter et par år i 1. division rykkede den med Rask på holdet op i Superligaen i 2004. I den første sæson i Superligaen spillede Rask alle kampe og blev kun skiftet ud én gang. Klubben havde imidlertid ikke så stor succes og rykkede ned igen efter en enkelt sæson, og Rask bebudede derpå, at han ønskede et klubskifte. Han kom derpå til Viborg FF, hvor han spillede fire sæsoner.

Den sidste sæson i Viborg blev det ikke til meget spilletid, og Mikkel Rask kom derpå i 2009 en tur til tyrkisk fodbold i Diyarbakırspor. Det blev en dårlig oplevelse i en klub med rod i økonomien, og efter flere gange ikke at få løn til tiden, blev Rask løst fra kontrakten. Tilbage i Danmark kom han til FC Fredericia og senere FC Hjørring, inden han ved starten af forårssæsonen 2011 vendte tilbage til Viborg, hvor han siden er blevet anfører.

Mikkel Rask har spillet tre kampe på Danmarks U/20-fodboldlandshold i 2003-04.

Læs hele artiklen


Juli

{{{2}}}

FC Sydvest 05 (forkortet FC Sydvest, Sydvest 05 eller FCS05) er en dansk fodboldklub, hjemmehørende i Tønder Kommune. Klubben er et overbygningssamarbejde etableret i det sydvestlige Sønderjylland med sportslig virkning fra og med 2005-sæsonen mellem de fire moderklubber Løgum IF Fodbold, Bredebro IF, Ballum IF og Tønder SF Fodbold. Klubbens tilhørsforhold er fordelt mellem de vest-sønderjyske nabobyer Ballum, Bredebro, Løgumkloster og Tønder og omfatter pr. juni 2012 et ynglingehold (U/19) og et juniorhold (U/17) for herrer samt et seniorhold. Seniormandskabet holder til i Tønder og Løgumkloster og afvikler hovedparten af alle deres hjemmebanekampe på henholdsvis Løgumkloster Stadion og Tønder Stadion, der har en samlet stadionkapacitet på godt 1.200 tilskuere.

Seniorholdet spillede ved klubbens etablering i 2005 i serie 2, hvorfra det rykkede op samme år. Efter fire sæsoner i serie 1 rykkede holdet op i Jyllandsserien og efter to sæsoner her videre til Danmarksserien. To sæsoner senere, i sommeren 2012 blev det endnu engang til oprykning, så FC Sydvest fra efteråret spiller i 2. division vest, den tredjebedste danske fodboldrække.

Det sønderjyske fodboldsamarbejde er medlem af lokalforbundet Jydsk Boldspil-Union (JBU) og derigennem det nationale fodboldforbund Dansk Boldspil-Union (DBU). Moderklubbernes øvrige senior- og ungdomshold er fortsat organiseret under de enkelte moderklubber og optræder i de lavererangerende turneringer organiseret af DBU.

Læs hele artiklen


Juni

Forløbet af et slag en passant i skak

En passant er et træk i brætspillet skak. En passant er et særligt slag, som kun kan foretages umiddelbart efter, at en spiller flytter en bonde to felter frem fra dens begyndelsesposition. Hvis en af modstanderens bønder kunne have slået den, dersom den i stedet kun var flyttet et felt frem, må modstanderens bonde slå den fremrykkende bonde, som om den kun var flyttet det ene felt frem, altså "idet den passerer" det første felt efter sit startfelt.

Stillingen efter en passant-slaget bliver dermed identisk med den, der ville være opstået, hvis bonden var rykket et felt frem og var blevet slået på sædvanlig måde af en af modstanderens bønder. Modstanderen skal foretage dette slag i det første træk efter, at bonden er flyttet to felter frem. I modsat fald mistes retten til at udføre det.

En passant-slaget er det eneste træk i skak, hvor en brik slår en anden uden selv at komme til at stå på det felt, hvor den slagne brik befandt sig. Hvis et slag en passant er det eneste mulige, lovlige træk i en stilling, er det obligatorisk at foretage det. Slag en passant er et almindeligt tema i skakopgaver.

Reglen om at slå en passant kom til i det 15. århundrede i forbindelse med indførelsen af, at bønder i deres første træk kunne rykke to felter frem. Begrundelsen er, at en bonde ikke skal kunne bruge sit dobbeltskridt til at passere en modstanders bonde uden at løbe risiko for at blive slået.

Læs hele artiklen


Maj

En vægtløfter midtvejs i et stød

Vægtløftning er en sportsgren, hvor man konkurrerer om at løfte tunge vægte monteret på en stang. Sporten er på det olympiske program, hvor der er to discipliner: Træk og stød. De bedste resultater i de to discipliner lægges sammen, hvorpå der kåres vindere i tokamp. Vægtløfterne konkurrerer mod hinanden inden for en række fastlagte vægtklasser, så atleter, der vejer nogenlunde det samme kæmper mod hinanden. Sporten dyrkes i nutiden af både mænd og kvinder.

I træk tager man bred fatning på stangen og løfter derpå vægten fra gulv til strakte arme i én bevægelse. I stød tager man smal fatning på stangen og vægten fra gulv til skuldrene i første del. Herfra støder man den til strakte arme i én bevægelse. I begge discipliner skal vægten holdes i ro i strakt position, hvorpå løfteren får et "ned"-signal, og han/hun skal nu føre vægten ned; den må først slippes, når den er under hoftehøjde.

I Danmark organiseres sporten af Dansk Vægtløftnings-Forbund, der ved udgangen af 2010 havde cirka 13.200 medlemmer. Forbundet er medlem af International Weightlifting Federation, der arrangerer verdensmesterskaberne. Danske vægtløftere har især op til og med første halvdel af det 20. århundrede gjort sig gældende internationalt, og Viggo Jensen vandt således tohåndsløft-konkurrencen ved de første olympiske lege i 1896, og Svend Olsen vandt sølv ved OL i 1932.

Læs hele artiklen


April

Wayne Gretzky, Edmonton, 2001

Wayne Gretzky (født 26. januar 1961 i Brantford, Ontario) er en tidligere canadisk ishockeyspiller, som var aktiv i NHL fra 1978 til 1999. Han regnes som den bedste ishockeyspiller i sin æra, og af mange anses han også for at være den bedste spiller nogensinde. Derfor blev han også kendt som "The Great One". Han har fået tildelt den canadiske orden Order of Canada.

Wayne Gretzky lavede i alt 2857 point (894 mål og 1963 assists) i 1487 kampe i NHL, og da han indstillede sin aktive karriere, var han indehaver af hele 61 forskellige NHL-rekorder. Han var kendt som sportens gentleman og arbejdede for at begrænse slagsmålene, der ofte ses i NHL.

Efter afslutningen af den aktive karriere var han i en periode træner for NHL-holdet Phoenix Coyotes, som han også var medejer af. Han har også været leder for det canadiske landshold ved vinter-OL i 2002 og 2006.

Læs hele artiklen


Marts

Ekvipage i dressurkonkurrence, 2005

Dressur er en konkurrenceform indenfor hestesport, hvor hestens lydighed, smidighed i bevægelserne, fysik og evner bedømmes, ligesom rytterens opstilling og samarbejde med hesten vurderes af dommerne. Det æstetiske i ridtet er af betydning, og dressuren er således en subjektiv konkurrenceform.

I dressur kræves fuld koncentration fra både hest og rytter. Hesten skal adlyde de signaler, rytteren giver, og rytterens signaler til hesten skal være effektive og gerne usynlige. I dressuren udføres svære øvelser med baggrund i den høje skole med præcision og ynde.

I dressur forekommer en række øvelser, som ekvipagen skal gennemføre. Øvelserne baserer sig på en blanding af de traditionelle gangarter for heste: Trav, galop og skridt. Blandt øvelserne er følgende:

  • Piaffe: En rolig gang på stedet
  • Passage: Gang, hvor hesten ser ud til kortvarigt at stoppe op, inden den sætter foden ned
  • Traversering: Ekvipagen går skråt fremad
  • Pirouette: Ekvipagen drejer 360° omkring sig selv på stedet, evt. 180°
Læs hele artiklen


Februar

Daniel Agger i Liverpool-dragten

Daniel Agger (født 1984) er en dansk fodboldspiller, der spiller for Liverpool F.C. og på det danske landshold.

Agger er central forsvarsspiller, og han indledte sin professionelle karriere i Brøndby IF i 2004 og var med til at vinde danmarksmesterskabet det følgende år. Efter to succesrige år i Brøndby og efter debuten på A-landsholdet blev han købt af Liverpool i 2006 til en pris af 63 millioner kr., hvilket gjorde ham til den hidtil dyreste danske spiller på det tidspunkt.

I sin første sæson i den engelske klub etablerede Agger sig snart som makker til Jamie Carragher, men en skade kostede næsten hele den følgende sæson for ham. Han var en del skadet i de følgende sæsoner, men har dog alligevel spillet mere end 100 kampe for klubben og scoret tre mål. På det danske landshold er han nu en af de bærende kræfter med sine 44 landskampe og spillede alle tre kampe for Danmark under VM-slutrunden 2010. Han blev i 2007 kåret til årets danske fodboldspiller.

Læs hele artiklen


Januar

Frankrig hyldes som vinder af EM i håndbold 2010 for mænd

Europamesterskabet i håndbold for mænd 2010 var det 9. EM i håndbold for mænd. Slutrunden blev afviklet i Østrig i perioden 19. - 31. januar 2010.

Østrig var direkte kvalificeret til slutrunden som værtsland, og østrigerne fik dermed deres debut ved en EM-slutrunde. Derudover var vinderen af EM 2008, Danmark, direkte kvalificeret til slutrunden. De øvrige 14 hold blev fundet ved en kvalifikationsturnering.

Vinder af mesterskabet blev Frankrig, som dermed var regerende mestre i alle tre landsholdsturneringer: VM (2009), OL (2008) og EM (2010). I finalen besejrede Frankrig Kroatien med 25-21, mens Island for første gang vandt EM-medaljer, da de i kampen om tredjepladsen besejrede Polen. Danmark nåede akkurat ikke i semifinalen og sluttede som nummer 5 efter sejr over Spanien. Turneringens topscorer, Filip Jícha (Tjekkiet), blev kåret som den bedste spiller.

Læs hele artiklen