Louise af Danmark (1750-1831)
- Der er flere personer med dette navn, se Louise af Danmark.
Louise af Danmark | |
---|---|
Landgrevinde af Hessen-Kassel | |
Ægtefælle | Landgreve Karl af Hessen (g. 1766) |
Børn | |
Hus | Huset Oldenburg |
Far | Frederik 5. af Danmark |
Mor | Louise af Storbritannien |
Født | 30. januar 1750 Christiansborg Slot |
Død | 12. januar 1831 (80 år) Gottorp Slot, Slesvig |
Hvilested | Slesvig Domkirke |
Prinsesse Louise af Danmark og Norge (30. januar 1750 – 12. januar 1831) var en dansk prinsesse, der var datter af kong Frederik 5. og dronning Louise. Hun blev titulær landgrevinde af Hessen-Kassel gennem sit ægteskab med Carl af Hessen.
Louise boede størstedelen af sit liv på Gottorp Slot i Slesvig. Slottet Louisenlund ved Slien er opkaldt efter hende.
Biografi
[redigér | rediger kildetekst]Fødsel og opvækst
[redigér | rediger kildetekst]Prinsesse Louise blev født den 30. januar 1750 på Christiansborg Slot i København.[1] Hun var det yngste barn af kong Frederik 5. af Danmark og Norge og dronning Louise, født prinsesse af Storbritannien, Irland og Hannover.[1] Hun havde ved fødslen tre ældre søskende, prinsesse Sophie Magdalene, prinsesse Vilhelmine Caroline og kronprins Christian, den senere Kong Christian 7. I 1751, da Prinsesse Louise var knap to år gammel, døde hendes mor under sin 6. graviditet. Hendes far giftede sig året efter med hertuginde Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel, der i 1753 blev mor til prinsesse Louises halvbror, arveprins Frederik.
Prinsesse Louise blev anset som den smukkeste og mest åndfulde af Frederik 5.'s børn, men også den mest reserverede.[2] Hun var Christian 7.'s yndlingssøster, og han var fra barndommen stærkt knyttet til sin "Louison", som han kaldte hende.[2][3]
Ægteskab
[redigér | rediger kildetekst]I 1756 flyttede den afdøde dronning Louises søster, landgrevinde Marie af Hessen-Kassel, der var separeret fra sin mand, Frederik 2. af Hessen-Kassel, til Danmark for at tage sig af sin afdøde søsters børn. Hun tog sine tre sønner med sig, der blev opdraget ved det danske hof sammen med deres danske fætter og kusiner. Trods stærke betænkeligheder fra J.H.E. Bernstorff, gav hendes bror kong Christian 7. sit samtykke til, at prinsesse Louise kunne gifte sig med den næstældste af sine fætre, Carl af Hessen, titulær landgreve af Hessen-Kassel. Han stod på det tidspunkt i høj gunst hos kongen og var netop blevet stillet i spidsen for landetaten og udnævnt til statholder i Norge.[1] Parret blev gift den 30. august 1766 i Christiansborg Slotskirke i København.[4]
Senere liv
[redigér | rediger kildetekst]Knap et år efter brylluppet forlod det unge ægtepar København og rejste til landgrevens mor i Hanau, hvor deres to ældste børn, prinsesse Marie Sophie Frederikke og prins Vilhelm, blev født. Efter at landgreven var blevet udnævnt til statholder i Slesvig og Holsten, boede de fra 1769 på Gottorp Slot i byen Slesvig, hvor deres 3. barn, prins Frederik blev født.[1] I 1770 forærede Kong Christian 7. sin søster Teglgaarden i Haddeby Sogn ved Slien, som blev ægteparrets sommerresidens.[1] Efter hendes forslag blev den efter hende omdøbt til Louisenlund.[2] Fra 1772 til 1774 boede hun med sin mand i Christiania (Oslo), mens han var overgeneral i Norge, og derefter igen på Gottorp og Louisenlund.[1]
Død
[redigér | rediger kildetekst]Landgrevinde Louise døde den 12. januar 1831 på Gottorp Slot, et halvt år inden sin 65-års bryllupsdag.[2] Hun ligger begravet med sin mand i Slesvig Domkirke.[1]
Børn
[redigér | rediger kildetekst]- Marie Sophie Frederikke, dronning af Danmark og Norge, født i Hanau 28. oktober 1767, død i København 21. marts 1852, gift på Gottorp Slot 31. juli 1790 med daværende kronprins Frederik.
- Vilhelm, prins, født i Hanau 26. januar 1769, død i Hanau 14. juli 1772.
- Frederik, prins, dansk general og statholder, født på Gottorp Slot 24. maj 1771, død på Panker 24. februar 1845, gift i Norge 21. maj 1813 med Klara von Brockdorff.
- Juliane Louise Amalie, protestantisk abbedisse for den adelige damestiftelse i Itzehoe, født i København 19. januar 1773, død i Itzehoe 11. marts 1860.
- Christian af Hessen, prins, født på Gottorp Slot 14. august 1776, død i Odense 14. november 1814.
- Louise Karoline, titulær hertuginde, født på Gottorp Slot 28. september 1789, død i Ballenstedt 13. marts 1867, gift på Gottorp Slot 28. januar 1810 med Vilhelm, senere titulær hertug af Glücksborg.
Anetavle
[redigér | rediger kildetekst]Referencer
[redigér | rediger kildetekst]Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- Bech, Claus (1981). "Louise (landgrevinde)". I Cedergreen Bech, Svend (red.). Dansk Biografisk Leksikon. Vol. 9 (3. udgave). København: Gyldendal. ISBN 8700055514.
- Fjelstrup, August (1909). Damerne ved Karoline Mathildes Hof. København.
- Hiort-Lorenzen, Hans Rudolf (1896). "Louise, Landgrevinde af Hessen". I Bricka, Carl Frederik (red.). Dansk Biografisk Lexikon, tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814. Vol. X. Laale – Løvenørn (1. udgave). København: Gyldendal. s. 402.
- Jørgensen, Harald (1938). "Louise, Landgrevinde af Hessen" (PDF). I Engelstoft, Povl; Dahl, Svend (red.). Dansk Biografisk Leksikon. Vol. 14 (2. udgave). København: J.H. Schultz Forlag. s. 494-495.