Borgerkrigen i Libyen (2011)

Denne artikel beskriver en aktuel begivenhed Informationerne kan blive ændret hurtigt, som begivenheden skrider frem.

     Byer under Gaddafis kontrol      Byer under anti-Gaddafi kontrol.      Uklar situation

Libyens placering i Den arabiske verden

Oprøret i Libyen i 2011 eller Borgerkrigen i Libyen begyndte med en række uroligheder og demonstrationer rettet mod Muammar al-Gaddafis regime i Libyen som brød ud den 15. februar 2011. Oprøret er sandsynligvis inspireret af og kan ses som en del af oprøret i den arabiske verden i 2011 og særlig oprørene i nabolandene Egypten og Tunesien.

Regimet havde indledningsvis kontrol med hele Tripolitanien, mens modstanden og oprøret hovedsagelig var koncentreret i den østlige kystregion Cyrenaika, men efter nogle dage spredte oprøret sig til også den vestlige del af landet, og regimet mistede kontrollen over stadig større dele af landet. Efterhånden som en del af hæren gik over til oprørerne, hentede regimet lejesoldater fra Subsaharisk Afrika og overvejende fra Tchad.

Baggrund

Muammar al-Gaddafi har været Libyens leder, siden han tog magten ved et statskup i 1969. Siden 1977 har Libyen været Jamahiriyya i overensstemmelse med teorierne udtrykt i Gaddafis "Grønne Bog", som er en blanding af socialistiske og islamiske teorier inspireret af Gaddafis nomadebaggrund.

Formelt har Libyen hverken statsoverhoved, regeringschef eller regering. Den udøvende magt varetages af Den Generelle Folkekomité. Den lovgivende magt varetages af Den Generelle Folkekongres, hvis medlemmer udpeges under nøje overvågning af revolutionskomitéer, der er direkte underlagt Muammar al-Gaddafi

Libyen har en høj arbejdsløshedsprocent og landet regnes for at være en af verdens mest korrupte. Der sker dagligt vilkårlige anholdelser, mishandlinger og tortur af tilhængere fra oppositionen. På grund af landets olieforekomster har Libyen en meget rig overklasse. Landet er medlem af OPEC og er en af Europas vigtigste gas- og olieleverandører.

Det libyske samfund er præget af traditionelle stammestrukturer. Regimets åbne forskelsbehandling af de enkelte stammer og dermed en ulige fordeling af olierigdommene har ført til stor utilfredshed, også før i tiden, særlig i den østlige del af landet.

I slutningen af januar opfordrede forfatteren og den politiske kommentator Jamal al-Hajji, inspireret af hændelserne i Tunesien og Egypten gennem internettet folk til at demonstrere for større frihed i Libyen. Den 1. februar blev han arresteret af de civile politi og den 3. februar blev han anklaget for at have været den skyldige i en bilulykke. Amnesty International hævdede at al-Hajji tidligere var fængslet for sit ikke-voldelige politiske virke og at den egentlig årsag til arrestationen var at han havde opfordret til at demonstrere.

Forløb

Under oprøret anvendes ofte det tidligere kongeriges flag som oppositionsflag

15. februar samlede der sig mellem 500 og 600 demonstranter i Benghazi og som endte med sammenstød med politiet med 14 sårede, herunder 10 politifolk

17. februar var der store demonstrationer, både i Libyen og blandt libyere i eksil.

18. februar kom det til demonstrationer og voldelige sammenstød i mange libyske byer og dette førte til at myndighederne afbrød internettet. Demonstranter overtog imidlertid, med støtte fra enkelte elementer inden for sikkerhedspolitiet, kontrollen over landets næststørste by Benghazi og andre dele af det østlige Libyen, hvor de erobrede mindst en radiostation og startede deres egne udsendelser. Samtidig skød enkelte regeringstro enheder på civile og forsøgte at slå opstanden brutalt ned. Der var meldinger om at mindst 84 personer blev dræbt de sidste tre dage.

19. februar kom der skarpe advarsler i de libyske medier om at det ville blive slået hårdt ned på yderligere optøjer mod landets politiske system og lederskab. Der blev indsat militære styrker for med voldelige midler at genoprette kontrollen i det østlige Libyen.

20. februar blev det bekræftet at sygehusene var overbelastede og lægerne antog at antallet døde i Benghazi alene var på mellem 200 og 300.

Samtidig er situationen i hovedstaden Tripoli usikker. Udviklingen i Tripoli kan blive afgørende for regimet. Om aftenen blev der meldt om optøjer i Tripoli hvor tusinder af demonstranter samlede sig. Samtidig blev det meldt at oprørerne havde sikret sig fuld kontrol over Benghazi efter at omkring 50 mennesker var blevet dræbt søndag eftermiddag.

21. februar samlede der sig om natten store menneskemængder i Tripoli som kastede sten på billeder af Gaddafi og råbte slagord mod regimet. Gaddafis søn Saif al-Islam Gaddafi advarede mod at situationen kunne udvikle sig til en borgerkrig. Om morgenen den 21. februar kom det til nye sammenstød da tusinder af demonstranter samlede sig på Den Grønne Plads i Tripoli. Der meldtes om 61 dræbte da politiet spredte demonstranterne. Der blev endvidere meldt at hundrede af soldater deserterede fra hæren. To libyske kampfly af typen Mirage F1 landede i en lufthavn på Malta. Piloterne bad om politisk asyl. Ifølge det franske nyhedsbureau AFP skulle de to kampfly indsættes mod demonstranterne.

22. februar fortsatte de voldelige angreb på demonstranterne om natten. Libyens ambassadør i Indien Ali al-Essawi, der i protest mod volden trådte tilbage, talte om en massakre. Ifølge oppositionens angivelser er antallet af dræbte, siden urolighederne begyndte, oppe på 560. Omkring 1400 mennesker savnes.

Der er beretninger om at regimet har mistet kontrollen med den østlige del af landet. Grænsen til Egypten bliver kontrolleret af oprørerne, og byen Tobruk af åbenbart deserterede soldater. De libyske ambassadører i Berlin, London og Washington har taget afstand fra regimet.

Den Arabiske Liga beslutter, at foreløbig udelukke Libyen fra deres møder. Det meddelte organisationen efter et hastemøde i Kairo.

I en tale der varede 74 minutter i det libyske statsfjernsyn præsenterede Muammar al-Gaddafi sig som en frihedskæmper, der kæmpede mod USA-imperialismen og sine modstandere i regionen. Han ville fortsat bekæmpe protestbevægelserne. Oprørerne var „forrædere“, „rotter“, „kakerlakker“ og „bander“ af narkomaner. Han var beredt til at dø som en martyr og sagde: „vi vil kæmpe til den sidste blodsdråbe “. Han advarede også om at et ustabilt Libyen kunne blive en base for al-Qaeda.

Den britiske avis The Times oplyser, at den har billeder af alvorligt sårede og døde demonstranter fra et hospital i Benghazi. Billederne beviser ifølge The Times, at myndighederne har brugt tunge våben mod demonstranterne.

Oprørere i Benghazi den 23. februar

Regimets udbrændte kontor i Benghazi den 23. februar

23. februar Ifølge de første officielle tal har urolighederne kostet 300 mennesker livet, 189 demonstranter og 111 soldater, fremgår det af de første officielle tal, som de libyske myndigheder har offentliggjort siden urolighederne brød ud for en uge siden.

Den libyske indenrigsminister Abdul-Fatah Younis, der først blev erklæret død, sluttede sig til protestbevægelsen. I et interview med den svenske avis Expressen, hævder den afhoppede libyske justitsminister Mustafa Mohamed Abud Al Jeleil, at han har beviser for, at Moamar Gaddafi gav ordre til terrorangrebet på Pan Am-flyet over Lockerbie den 21 december 1988, som krævede 270 menneskeliv.

24. februar Der berettes om at stadig flere libyske byer overtages af oprørerne, men hovedstaden Tripoli er stadig under Gaddafis kontrol. 50 kilometer vest for Tripoli er der beretninger om at libyske tropper har beskudt demonstranter og oprørere med svære våben, derved skal over 100 mennesker have mistet livet.

Om eftermiddagen holdt Gaddafi en tale via telefon som blev sendt i det libyske stats-tv. Han hævdede at Al-Qaeda stod bag oprøret og mente at Osama bin Laden og jihadister havde dopet ungdommen til at gøre oprør. Han sagde også at han allerede i 1977 havde overført magten i landet til folket og at han ikke længere havde ansvaret for hvad der skete i landet.

25. februar blev det antaget at Gaddafi kun havde kontrol over det centrale Tripoli, fødebyen Surt og kommunen Sabha i den centrale del af landet. I løbet af natten havde kampene flyttet sig stadig nærmere Tripoli og til dels også ind i dele af byen. Inde i byen hersker der en spændt og nervøs stemning på grund af Gaddafis militser som hærger i gaderne.

Under en folkemøde på Den Grønne Plads i Tripoli om aftenen dukkede Gaddafi uventet op og talte til en tilhængerskare på flere tusinder. Han opfordrede dem til væbnet kamp og ville åbne våbenlagre for dem. Samtidig samlede stadig flere regimemodstandere sig i Tripoli og oprørerne tog også kontrol over den symbolsk vigtige flyveplads Mitiga flyvebasen i nærheden af Tripoli. 26. februar Ifølge medieberetninger har regeringstropperne endnu kontrol over dele over Tripoli, Ghadames, Sabha og Surt.

Den internationale Røde Kors- og Røde Halvmåne-bevægelse hjælper et stigende antal mennesker, som flygter fra Libyen til Tunesien. I nærheden af grænseovergangen Ras Ejder ved kystmotorvejen og ved Dehiba er der i de sidste dage ankommet omkring 25.000 flygtninge.

Flere lande har sendt krigsskibe ind i Middelhavet, for at sikre en eventuel evakuering af deres statsborgere som opholder sig i Libyen.

27. februar beslutter FN's sikkerhedsråd på et ekstraordinært møde sanktioner mod det libyske regime. Der var enstemmighed om indførelse af våbenembargo, rejserestriktioner for førende medlemmer af den libyske regering og indfrysning af Gaddafi-klanens formue i udlandet. Samtidig vil der blive undersøgt, om der i forbindelse med volden mod demonstranterne er begået en forbrydelse mod menneskeheden. Resolutionen åbner dermed vejen til en senere eventuel retssag ved den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag.

En Benghazi-pige holder en plakat med indskriften: "Libyens folk er en gruppe"

I Benghazi bekendtgjorde den tidligere justitsminister Mohammed Abd al-Jalil dannelsen af en overgangsregering, som skal forberede frie valg, der skal afholdes senest om tre måneder Andre oppositionsgrupper betvivler legaliteten af en sådan overgangsregering. Civilister i Benghazi har oprettet et selvstyre med demokratiske forvaltningsstrukturer.

Samtidig med at stadig flere byer faldt under oprørernes kontrol, forstærkede Gaddafis sine planer om at blive i Libyen. 28. februar På et ministermøde i EU i Bruxelles vedtog medlemsstaterne enstemmig sanktioner mod Muammar al-Gaddafi og 25 af hans nærmeste støtter. Indførelse af et EU-våbeneksportforbud, Indrejseforbud i EU og indefrysning af formuer. Et importforbud af olie og gas fra Libyen har EU endnu ikke besluttet, da dette ville ramme befolkningerne, erklærede EU-energikommissær Günther Oettinger.

Ifølge det franske nyhedsbureau AFP blev der under kampene i Misratah nedskudt en helikopter af oprørerne, der med tre raketter beskød Radio Misratahs sendemaster. Der har endvidere været heftige kampe ved den militære lufthavn i Misratah. Et ammunitionsdepot er faldet i oprørernes hænder.

1. marts generobrede regeringsstyrkerne efter hårde kampe olie-byen Marsa al-Burayqah og dette var det første led i en større modoffensiv.

2. marts blev der i Tripoli meldt om fem eksplosioner med ti sekunders mellemrum. Regeringsstyrker har forsøgt at generobre en af de østlige oprørsbyer og angrebet andre i et større koordineret militærangreb. Et luftangreb blev samme tid rettet mod Ajdabiya, som ligger ca. 50 kilometer nordøst for Marsa al-Burayqah. Ajdabiya huser et af oprørenes store våbenlagre. Gaddafis styrker kontrollerer formodentlig tre byer på midten af den libyske kyststrækning mod Middelhavet. De fleste byer på den strækning har tidligere været kontrolleret af oprørerne, men har været under daglige bombeangreb. Muammar Gaddafis forsøg på at erobre den vigtige olieby Marsa al-Burayqah blev ifølge et vidne afværget. Frontlinien mellem oprørene i øst og regimet er formodentlig vest for Marsa al-Burayqah.

3. marts begynder Den Internationale Straffedomstol i Haag indledende undersøgelse om Gaddafi og hans sønner har begået forbrydelser mod menneskeheden. De hårde kampe mellem oprørere og regeringsstyrkerne fortsætter.

4. marts fortsatte kampene om Marsa al-Burayqah som spredte sig til nabobyen og kommunecenteret Ajdabiya. Om morgenen 4. marts forstærkede oprørerne deres forsvarslinjer i al-Burayqah og etablerede en forsvarslinie 50 km vest for byen for at kunne møde et nyt angreb fra de Gaddafi-loyale styrker. - Efter Fredagsbønnen var der demonstrationer i byen Tajoura ca. 14 km fra Tripoli. Folk råbte slagord som: »Gaddafi er Guds fjende« og »Folket vil af med regimet«. Regimets styrker svarede igen med et tåregasangreb. - 5. marts melder oprørene ifølge BBC, at de har generobret byen az-Zawiyya og oliehavnen Ras Lanuf, og at 30 er dræbt og 150 såret under kampene. - Ifølge den britiske erhvervsavis Financial Times råder Gaddafi stadig over olieindtægter. Produktionen er nedsat, men ikke indstillet. Indiske og kinesiske firmaer køber stadig olie af regimet. - I Justitspaladset i Benghazi samledes overgangsregeringens nationalråd, og danner dermed oppositionens første forsamling mod den nuværende regering. Nationalrådet ser sig selv som en legitim forsamling baseret på byrådene i de kontrollerede byer.

6. marts Kampene fortsætter. Regimet angriber oprørerne med luftangreb og svære våben. Fra Tripoli meldes der at der affyres mange skud, men der er uklarhed, hvem der skød og hvorfor. - Et bombefly af typen Su-24MK fra det libyske luftvåben blev skudt ned ved Ras Lanuf. Begge besætningsmedlemmer omkom.

Fil:Libyan refugees arriving at the Libya–Tunisia border - 20110307.jpg

Libyske flygtninge den 7. marts ved den tunesiske grænse

7. marts blev der meldt om nye modoffensiver fra Gaddafi-regimet, særlig rettet mod Ra' Lanuf. Oprørerne appellerede om udenlandsk hjælp. I det internationale samfund blev det derfor diskuteret om at indføre et internationalt håndhævet flyforbudszone over Libyen i regi af FN's sikkerhedsråd, som ville stoppe Gaddafi-regimets bombeangreb. - NATO bekendtgjorde at de har indledt en 24-timers overvågning af det libyske luftrum.

8. marts har der været vedvarende hårde kampe ved byerne az-Zawiyya, Ras Lanuf og Ben Dschawad. I Ras Lanuf var der mange sårede med alvorlige kvæstelser.

9. marts blev der kæmpet ved Ras Lanuf (massive luftangreb), Al Sidr, Bin Dschawad, Misrata og az-Zawiyya.

USA´s ambasadør i Libyen Gene Cretz har haft telefonisk kontakt med libyske oppositionspolitikere.

Fil:Libya Brega rebel fighters 10 March 2011 - VOA Ittner.jpg

Unge oprørere den 10. marts i Marsa al-Burayqah

10. marts meldes der, at az-Zawiyya blev tilbageerobret af regimets soldater, men der blev stadig meldt om kampe i byen. - I Ras Lanuf fortsætter regimets luftangreb og der meldinger om at at regimets panserkøretøjer nærmede sig byen. I løbet af dagen trak oprørerne sig delvis ud af byen. - Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy anerkender officielt overgangsregeringen i Benghazi.

11. marts meddelte FN's generalsekretær Ban Ki-moon, at FN nu har møder med overgangsregeringen.

12. marts bad »Den Arabiske Liga officielt FN's Sikkerhedsråd om at indføre flyveforbudszone for at forhindre militære angreb mod det libyske folk«. Det meddelte generalsekretær Amr Moussa på en pressekonference i Kairo, hvor repræsentanter for de arabiske lande har været samlet til et hasteindkaldt møde. - Efter angreb på oliehavnen Ras Lanuf med tunge våben og kampfly blev byen tilbageerobret af regeringstropperne.

13. marts Ifølge AFP forlod oprørerne Al Burayqah efter at regeringstropperne havde bombet byen og formerede sig i Ajdabiya.

14. marts USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, har i Paris holdt møde med Mahmoud Jibril, en af overgangregeringens ledere.

15. marts Regeringstropperne indtog kystbyen Zuwarah den sidste by mellem Tripoli og grænsen til Tunesien. Der er beretninger om at oliebyen Brega i løbet af de sidste tre dages hårde kampe vekslende har været i oprørernes og regeringtroppernes magt og at byen nu er indtaget af regeringsstyrkerne. Regeringsstyrkerne indtog ligeledes Adschdabiya

16. marts Gaddafi melder ud at han vil knuse oprøret, og giver igen Al-Qaeda skylden for oprøret.

Flyveforbudszone over Libyen

17. marts besluttede FN's Sikkerhedsråd klokken 22:30 med 10 stemmer for, at der skal oprettes en flyveforbudszone over Libyen. Tyskland, Brasilien, Indien, Rusland og Kina undlod at stemme. Resolutionen giver mandat til at oprette et flyveforbud der indebærer at beskytte civile med »alle nødvendige tiltag«, hvilket betyder, at flyveforbuddets håndhævere har ret til at forsvare den libyske befolkning mod Gaddafis styrker. Nyheden blev i Benghazi fejret med fyrværkeri.

18. marts understreger USA's præsident i en tale fra Det hvide Hus, at det vil få alvorlige konsekvenser, hvis Libyens leder, Muammar Gaddafi, ikke lever op til de krav, det internationale samfund stiller til ham i den resolution, der torsdag aften blev vedtaget i FN's Sikkerhedsråd i New York. Obama sagde bl.a: "Nu har Muammar Gaddafi atter et valg. Den vedtagede resolution har en række krav, der skal opfyldes, våbenhvilen skal overholdes, alle angreb på civile stoppe, og at den humanitære hjælp skal frem til civilbefolkningen". Samtidig gjorde præsidenten det helt klart, at USA ikke agter at indsætte soldater på landjorden i Libyen. - Et enigt Folketing godkendte en dansk militær indsats i Libyen.

Tomahawk-krydsermissiler affyres den 19. marts fra destroyeren USS Barry mod mål i Libyen

19. marts var der 24 timer efter, at Gaddafi-regimet erklærede våbenhvile kampe omkring Benghazi. Frygten for regime-troppernes indmarch i Benghazi gør at mange af indbyggerne flygter mod øst. - Klokken 6.00 fløj seks danske F-16-fly og 132 flyversoldater med kurs mod Naval Air Station Sigonella på Sicilien, hvorfra den internationale aktion mod Moamar Gaddafis styrker i Libyen skal koordineres. - Fransk krigsfly affyrede kl. 17.45 skud mod kampvogne vest for Benghazi, meddeler forsvarsministeriet i Paris. - Den militære koalition mod Libyen består af 22 lande fra EU, USA, Canada og Den Arabiske Liga. - Fra Europa deltager blandt andet Frankrig, Storbritannien, Danmark, Norge, Holland, Belgien og Italien og Grækenland, der stiller flybaser på øerne Sicilien og Kreta til rådighed for koalitionen. - Om aftenen indledte USA med Operation Odyssey Dawn angreb med Tomahawk-krydsermissiler på regimestyrkernes luftværnsstillinger og brændstoflagre i områderne omkring Tripoli og Misratah.

20. marts angreb de internationale luftstridskræfter tidligt om morgenen mål i Tripoli og Ajdabiya.

Internationale reaktioner

Den libyske opposition i udlandet er splittet i flere fraktioner, og selvom den indre opposition siden begyndelsen af 1990'erne flere gange har slået til, har regimet aldrig før været truet så alvorligt som i februar 2011.

Demonstration i Washington D.C. mod det libyske regime

Den selvudnævnte Tronprætendent til den libyske trone prins Idris al-Senussi udtalte i et interview med det italienske nyhedsbureau Adnkronos at han var klar til at rejse tilbage til Libyen fra sit politiske eksil i Italien så snart der var en politisk ændring i landet.

Ifølge Al Jazeera er Libyen blevet suspenderet af Den Arabiske Liga

FN 18. februar fordømte Sekretariatet for FN's højkommissær for menneskerettigheder, Navi Pillay, den vold som sikkerhedsstyrkerne i Libyen udviste mod demonstranterne og påpegede særligt det faktum at de libyske styrker brugte skarp ammunition mod protestanter. 22. februar indkaldte FN's generalsekretær Ban Ki-moon FN's sikkerhedsråd til møde om situationen i Libyen efter selv at have snakket med Gaddafi. - Den 17. marts vedtog FN's Sikkerhedsråd at der oprettes en flyveforbudszone over Libyen

Tyskland Den tyske forbundskansler Angela Merkel udtalte efter Gaddafis tale den 22. februar, at han har erklæret krig mod sit eget folk.

EU EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Catherine Ashton fordømte måden oprøret bliver slået ned på af det libanesiske myndigheder og afviste de truslene som myndighederne har kommet med mod EU.

Frankrig Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy kræver, ifølge avisen Le Monde, i en erklæring, at EU »hurtigt vedtager konkrete sanktioner« mod Gaddafi og hans nærmeste kreds. »Det internationale samfund kan ikke blive ved med at være tilskuer til disse massive krænkelser af menneskerettighederne. Alle, der er involveret i volden mod demonstranter, skal vide at deres handlinger vil få konsekvens for dem«, skriver Sarkozy i erklæringen.

Danmark Den danske udenrigsminister Lene Espersen tager ifølge udenrigsministeriets hjemmeside skarpt afstand fra den vold og knægtelse af menneskerettigheder og ytringsfrihed, som i flere lande i Mellemøsten har været myndighedernes svar på fredelige demonstrationer. - 18. marts godkendte et enigt Folketing en dansk militær indsats i Libyen. - 19. marts fløj seks danske F-16-fly med kurs mod en base på Sicilien, hvorfra den internationale aktion mod Moamar Gaddafis styrker i Libyen skal koordineres.

Norge Den norske udenrigsminister Jonas Gahr Støre tog en tilsvarende udtalelse fra FN og EU. Statoil lukkede sit kontor i Tripoli og hentede 21. februar 30 udenlandske ansatte i Libyen.

Italien Den italienske udenrigsminister Franco Frattini erklærede 27. februar at Gaddafis tid uundgåeligt var ovre.Italien som har været Libyen nærmeste europæiske støtter, konstaterede at venskabs- og samarbejdsaftalen mellem det to lande var de facto suspenderet.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Borgerkrigen i Libyen (2011)

• www.um.dk
• Live Blog - Libya Al Jazeera
• Translated transcript of February 20, 2011 speech
• www.b.dk. Hvem har magten i Libyen