Georgiske jøder

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ældre georgiske jøder fra Tbilisi, omkring 1880'erne.

Georgiske jøder stammer fra landet Georgien i Transkaukasus og kan spore deres indvandring til landet tilbage til tiden for det babylonske fangenskab i 500-tallet f.Kr. Det omfatter ikke den omfattende andel af askenasiske jøder, som stammer fra andre lande i Østeuropa.[1]

Georgiske jøder har traditionelt levet adskilt, ikke bare fra det omliggende georgiske folk, men også fra askenasiske jøder i Tbilisi, som havde en forskellig religiøs praksis og afvigende sprog. Jøderne mistede tidlig sit eget sprog, undtaget i religiøse ritualer, og de tilpassede sig helt georgisk sprog og kultur. Jødisk isolation bestod i gennem mange århundreder ved forfølgelser og restriktioner, eksempelvis var det forbudt for jøder at gifte sig med georgiere. Religion har derfor været en central del af det sociale liv hos georgiske jøder.[2] Ikke desto mindre har jøderne i Georgien levet relativt trygt i århundredernes løb sammenlignet med den skæbne, som andre jødiske samfund i verden har haft.[3]

Demografi[redigér | redigér wikikode]

I henhold til folketælling i 1800 boede der 3.300 jøder i Georgien, omkring 4.000 i 1832, 7.800 i 1865, 17.200 i 1926, 30.115 i 1939, 51.600 i 1959, 55.400 i 1979 som var et højdepunkt,[3] men siden har der været en stor udvandring til Israel, USA, Rusland og Belgien. I 1979 var antallet i Georgien sunket til 28.300 og var nede i 24.800 i 1989.[3] Per 2004 var der kun 13.000 georgiske jøder tilbage i Georgien. I henhold til folketælling i 2002 var der 3.541 i Georgien, som var tilknyttet jødedommen.[4] Eksempelvis Lezgishvili-afdelingen af georgiske jøder har familie i Israel, Moskva, Baku, Düsseldorf, og amerikanske Cleveland i Ohio. Flere hundrede georgiske jødiske familier lever i storbyområdet New York.

Kilder til jødernes historie[redigér | redigér wikikode]

Oldtidens georgiske hovedstad Mtskheta, hvor jøderne levede i tusinder af år.

Meget lidt er kendt om jødernes historie i Georgia. Frem til 1700-tallet eksisterede der kun sparsomt med information baseret på mundtlige fortællinger og sagn, en del nedskrevne redegørelser og rejsebeskrivelser, samt nogle begrænsede arkæologiske beviser. Fra 1700-tallet vides mere, da officielle dokumenter er bevarede i kirker og klostre.[5]

I 1800-tallet kunne kundskaben udvides med dokumenter fra russiske myndigheder samtidig, som russiske jøder begyndte at vise interesse for andre jøder spredt over Kaukasus, blandt andet drog den jødiske rejsende Joseph Tcherny over hele Georgien i 1860- og 1870-erne.[5] Metodiske undersøgelser begyndte i 1930-erne af forskere ved det historiske og etnografiske museum i Tbilisi, David Baazovs Museum for jødernes historie i Georgien, oprettet i 1928.[6] Museet var opkaldt efter David Baazov, en georgisk jøde som var en kendt historisk figur med uddannelse i jødisk filosofi og historie.[7]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Georgisk talende jøder er et af de ældste overlevende jødiske samfund i verden. De georgiske jøder har rundt regnet en historie på 2.600 år i området. Deres oprindelse, også kendt som gurjim eller kartveli ebraelebi, er uklar. Mundtlig tradition, formidlet fra generation til generation, tilskriver deres oprindelse Israels ti forsvundne stammer, som blev sendt i landflygtighed i Babylon. Denne tradition bliver delt af jøderne i Dagestan og Kurdistan. Denne forestilling går ud på, at de første georgiske jøder kom til det sydlige Georgien efter Nebukadnesar IIs erobring af Jerusalem i år 586 f.Kr. og landflygtigheden i Babylon. Dette støttes af Leonti Mrovelis historiske redegørelse fra middelalderen, der oplyser, at jøderne bad den lokale hersker (mamasakhlisi) i området Mtskheta om et sted at bosætte sig mod at betale tribut, og han anviste dem et sted ved Aragvi ved en kilde, som blev kaldt for Zanavi, som senere blev omdøbt til Zanavi, jødernes bolig.[1] En anden version, som Mroveli har givet, var jødernes bosætning i Georgia sket under den romerske periode under kejser Vespasian. Han skrev, at jøderne levede i Georgien længe før 100-tallet e.Kr.[1]

Oldtidens georgiske historiekrønike, Kartlikonventionen, er den ældste og eneste georgiske kilde, som omhandler det jødiske samfunds historie i Georgien. Krøniken beskriver en version ganske lig den, som blev givet flere århundreder senere af Leonti Mroveli, men det tidspunkt og omstændigheder, da jøderne kom til Georgien, er her blevet tilknyttet Aleksander den Store.[1]

En jødisk-arameisk inskription af Abraham, søn af Sara, fra Mtskheta på 300-500-tallet e.Kr.

Georgiske kilder viser også til ankomsten av de første jøder til vestlige Georgien, som kom fra Det byzantinske rige i løbet af 500-tallet e.Kr. Omkring 3.000 jøder flygtede til østlige Georgien, som på den tid var kontrolleret af perserne, for at undslippe hårde forfølgelser fra byzantinernes side. Eksistensen af jøder i disse områder i løbet af denne periode er støttet af arkæologiske beviser, som viser, at jøder boede i Mtskheta, den gamle hovedstad i den østgeorgiske stat Iberia-Kartli eller Kaukasisk Iberien.[8]

I henhold til også georgisk hagiografi eksisterede jødiske samfund i Georgien i 100-tallet. Det blev hævdet, at en georgisk jøde ved navn Elias havde været i Jerusalem i tiden for Jesu korsfæstelse og bragte Jesu kappe med sig tilbage til Georgien. Han skal have skaffet sig den fra en romersk soldat ved Golgata.[3]

Jøderne talte først georgisk foruden hebraisk og senere udviklede jødiske handelsmænd en dialekt kaldet qivruli eller jødegeorgisk, som omfattede et antal hebraiske ord.

I løbet af den andre halvdel af 600-tallet erobrede muslimerne omfattende dele af det, som i dag er Georgien. Disse områder blev en provins under et arabisk kalif. Arabiske emirer herskede over den georgiske hovedstaden Tbilisi og de omliggende områder i omkring 500 år, det vil sige frem til 1122.[8]

Middelalderen[redigér | redigér wikikode]

Det eksisterer ikke megen dokumentation om georgiske jøder under den muslimske herredømme. I slutningen af 800-tallet grundlagde Abu-Imran Musa al-Za'farani (senere kendt som Abu-Imran al-Tiflisi) en jødisk karaittisk sekt kaldet for tiflis ("tiflisittere") som varede i mere end 300 år. Sekten afveg fra halakhá, jødisk lov, i sine ægteskabsskikke og kasjrut, spiseregler, men de repræsenterede ikke det store flertal af georgiske jøder, som opretholdt traditionel jødedom samtidig, som de havde stærke religiøse bånd til Bagdad og andre jøder i Iran.[8]

Mongolerne invaderede Georgien i 1236, hvilket fik mange af jøderne i østlige og sydlige Georgien til flytte til den vestlige region, som var forblevet uafhængig. Der dannede de små samfund langs kysten af Sortehavet indtil fattigdom tvang dem ind i livegenskab.

I 1400- og 1500-tallet forværrede deres situation sig grundet stadige militære konflikter og invasioner fra Timur Lenk, Det osmanniske rige og det muslimske Persien. Ved slutningen af 1400-tallet var Georgien blevet delt i 3 adskilte kongedømmer og fem feudale områder. Jødernes status var bestemt af deres plads i det feudale system i Georgien i middelalderen og frem til midten af 1800-tallet. Generelt tilhørte jøderne en klasse livegne, kamani, de som havde en herre. De var bønder, håndværkere og småkøbmænd. Jødiske livegne, som alle andre, var inddelt i flere typer, hver med særskilt økonomisk status, rettigheder, pligter og grader af afhængighed til deres herre. Systemet var ikke diskriminerende i den forstand, at også nogen jøder var herrer, også over kristne livegne.[3] Jødiske feudalbønder var ejendom som blev solgt fra den herre til anden, både enkeltvis som individer og hele familier. De jødiske samfund blev slidt i stykker, og jødisk levevis blev nærmest umulig at opretholde. Isolation og mangel på et religiøst centrum førte til en nedgang og degradering af jødisk kundskab.

En nærmest endeløs række af krige og oprør prægede slutningen af 1700- og begyndelsen af 1800-tallet, og efterlod regionen hærget og udtyndet. Jødisk ejendom blev ofte konfiskeret, og jøderne blev tvungne til at søge beskyttelse hos lokale feudale herrer. I stedet for at finde tryghed blev de yderligere underkastet trældom af disse herrer. Fæstebonden, også den jødiske, blev delt i tre kategorier i henhold georgisk lov: kongens fæstebønder, feudale fæstebønder og den kristne kirkes fæstebønder.

I løbet af denne periode skete store udvandringer af jøder, enten frivillig eller tvunget. I 1400- og 1500-tallet drog et stort antal jøder til Krim i håb om et bedre liv, og mange jøder i denne region er fortsat af georgisk afstamning. I 1600- og 1700-tallet blev titusinder af jøder og ikke-jødiske georgiere tvunget til flytte til Persien af muslimske undertrykkere.[8]

Annektering af Zarrusland[redigér | redigér wikikode]

I 1801 annekterede Det russiske kejserdømme den østlige del af Georgia. Kongens livegne blev underlagt zaren og forpligtede til at betale skat. I 1835 var der 1.363 jøder med 113 karaitter, som boede i byen Kutais (Kutaisi) og dens omgivelser: 1.043 i Gori, 623 i Akhaltsikhe, og 61 in Tiflis (Tbilisi). Den totale jødiske befolkning i Georgien og regionen Kaukasus var på 12.234.

I 18641871 afviklede de russiske myndigheder livegenskabet, og tidligere jødiske livegne flyttede til byer og landsbyer, hvor frie jøder allerede var bosatte. Dermed kunne de georgiske jøder udvikle sine jødiske samfund. Hver gruppe flyttede sammen til de samme byer og etablerede deres respektive synagoger. De bestod almindeligvis af et antal inden for udvidede familiegrupper som strakte sig over tre eller fire generationer. Hvert samfund havde en gabbai, som tjente som rabbiner, sjeḥitá (rituel slagter), og mohel (omskærer), og førte tilsyn med religiøse og samfundsmæssige behov. Disse små samfund udviklede sig til jødiske kvarterer inden for deres særskilte byer.[8]

I begyndelsen af 1800-tallet blev askenasiske jøder fra Rusland tvunget til at flytte til Georgien af den russiske regering. Askenasiske jøder og georgiske jøder begyndte at etablere kontakt med hinanden, men forholdet var anstrengt. Georgiske jøder anså askenasierne som gudløse og sekulære, mens askenasierne generelt så ned på georgiske jøder.

Zionismen blev en sag, som forenede de to grupper. Askenasiske jøder gik ind i zionistiske organisationer og spredte zionismens ideer til georgiske jødiske samfund. I 1897 var den første zionistiske organisation etableret i Tbilisi. Den 20. august 1901 blev den første kongres for jøder i Kaukasus holdt i Tbilisi. Rabbiner David Baazov ledede den georgiske zionisme i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. I 1903 deltog Baazov ved sjette zionistkongres i Basel i Schweiz. I 1918 blev Den aljødiske kongres holdt i Tbilisi og omfattede repræsentanter fra hver georgisk og russisk jødisk samfund i landet.

Fra 1863 begyndte grupper af jøder at gøre aliyah, det vil sige udvandring til Israels land, hovedsagelig af religiøse årsager. Ved 1916 levede der 439 georgiske jøder i Israel, hovedsagelig i Jerusalem i nærheden af Damaskusporten. Mange af dem, som kom fra Georgien, var fattige og ernæredte sig inden for fragt og transport, mens mere velstående georgiske jøder levede af finans og salg af tæpper.[8]

Antisemitisme under zarstyret[redigér | redigér wikikode]

Det synes ikke som om forholdet mellem jøder og andre georgiere var forstyrret af antisemitisme. Det var ikke tilfælde under Zarrusland. I anden halvdel af 1800-tallet var der udbrud af antisemitiske handlinger, muligvis under indflydelse fra den russisk-ortodokse kirke, og at livegenskabet ophørte, og urbaniseringen af mange jøder. Antisemitisme var forekommet i Rusland i århundreder, og med den russiske annektering fik den også virkning i Georgien. Da mange jøder blev handelsmænd frem for kropsarbejdere på markerne, begyndte enkelte georgiere at sedem som konkurrenter og en økonomisk trussel.[8]

Seks ritualmord er blevet dokumentert i Georgien. Den første skete i Surami i 1850. En lille dreng fra Gori forsvandt og blev fundet død efter fire dage. Jøderne, i mangel på andre skyldige, blev beskyldt for hans død. Oprørsk uro og selvtægt blev startet mod jøderne, og kun innblanding fra zarens vicekonge hindrede større problemer.

Det værste og mest berygtede tilfælde var i landsbyen Sachkhere i 1878, hvor ni jøder blev anklagede for at have deltaget i et ritualmord af et kristent barn for at benytte blodet, blev det hævdet, for at gøre massá, syret brød, for pesah (jødisk påske). Den meget omtalte retssag skete i Kutaisi. To velkendte advokater, Krupnik, en jøde, og Aleksandrov, en russer, blev tilkaldt for at forsvare de anklagede. De lykkedes at gendrive anklagerne og frikende de anklagede. Denne affære synes at have signaliseret en intensivering af det russiske styres antisemitisme. Sagen fik også stor opmærksomhed i mange jødiske samfund rundt om i verden, hvor mange af dem ikke havde vidst om eksistensen af de georgiske jøder. I Georgien førte ritualmordene til en bølge antijødiske udtryk og fysisk vold.[3]

Revolution og uafhængighed[redigér | redigér wikikode]

Den gamle jødiske gravlund i Kutaisi

Efter den russiske revolution i oktober 1917 blev zarens regering fortrængt og erstattet med bolsjevikkernes. Georgierne krævede uafhængighed. Den 26. maj 1918 erklærede Den demokratiske republik Georgien sin uafhængighed. Med uafhængigheden kom ytringsfrihed, trykkefrihed, og organisationsfrihed, hvilket forbedrede den økonomiske situation for de georgiske jøder. Den nye frihed varede dog ikke længe. Den røde hær invaderede Georgien i februar 1921, hvilket førte til storstilet udvandring fra regionen. Omkring 1.500-2.000 jøder forlod Georgien, omkring 1.000-1.200 bosatte sig i Israel. Mange af de resterende flygtede til Istanbul, hvor der havde eksisteret et georgisk jødisk samfund siden 1880'erne.[8]

I begyndelsen tillod Sovjetunionen de georgiske jøder at beholde deres religiøse skikke, men efter et oprør i Georgien i 1924 besluttede bolsjevikkerne at forbyde al zionistisk aktivitet, påtvinge økonomiske restriktioner og generelt diskriminere de jødiske samfund. Handelen blev ødelagt og fjernede således levebrødet for mange georgiske jøder. Resultatet var, at mange jødiske forretningsfolk gik konkurs, og 200 familier søgte om lov til at udvandre. Kun 18 fik lov.[3]

I midten af 1920'erne fokuserede Sovjetunionen på industrialisering og sekularisering af de georgiske jøder. Mange blev tvungne til at arbejde i fabrikker og i arbejdskollektiver. I 19271928 etablerede OZET, en organisation for at bosætte jødiske arbejdere i landbruget, en række jødiske kollektivejendomme. Disse små ensartede gårde blev isolerede jødiske samfund, hvor de oprettede deres gamle kultur og religion. Da kommunistpartiet opdagede dette, blev samfundene opløste i 1930-erne og spredte jøderne blandt flere gårde for at få opløst den jødiske fællesskabsfølelse og med et håb om, at jøderne skulle slutte med at være jøder. Samtidig fortsatte ritualmord at ske med hændelser i Sachkhere i 1921, Tbilisi i 1923, og Akhalzikhe i 1926.

Grundet forfølgelse fra kommunisterne og nedgang i økonomien fokuserede zionistlederne på at forøge anstrengelserne for udvandring. Kommunisterne modsatte sig jødisk udvandring, og i 1930'erne slog de hårdt ned på zionistisk organisering, arresterede eller myrdede mange af deres medlemmer. I 1937-1938 undertrykte kommunistmyndighederne deltagelse i jødiske religiøse tjenester eller kulturelle aktiviteter. I september 1937 blev ni hakhamer, jødisk religiøs kyndig i Tora, to af dem var askenasiske jøder, arresterede i Tskhinvali (som den gang var omdøbt til Staliniri) og sendt i fængsel uden rettergang og myrdet.[8]

Den eneste bevarede jødiske institution var det historiske-etnografiske museum, men det blev også lukket. Dets direktør, Aharon Krikheli, blev arresteret i 1948, og museet lukket i begyndelsen af 1950-erne, således for at fremme tilintetgørelsen af jødisk kultur i Georgien.

Samtidens Georgien[redigér | redigér wikikode]

Den gamle synagoge i On.i
Israels fejring af sin 60sdag for uafhængigheden i Tbilisi hvor Georgias præsident Mikheil Saakasjvili deltog.

I løbet af 2. verdenskrig tjenestegjorde tusindvis af georgiske jøder i den røde hær. Efter krigen blev jøderne arresterede, og synagoger blev lukkede eller ødelagte. Til trods for den voldelige antisemitisme formåede kommunisterne ikke helt og holdent at tilintetgøre jødedommen, og selv i slutningen af 1960- og på 1970-erne kunne mange georgiske jøder opretholde sine traditioner. Gennem hele tiden med sovjetisk styre var jøderne samfundets syndebukke. De udgjorde flertallet af georgiere, som blev dømte for økonomiske forbrydelser og blev generelt straffede hårdere end resten af samfundet. Ritualmord fortsatte med hændelser i Tskhaltubo i 1963, Zestafoni i 1964, og Kutaisi i 1965.

Efter seksdageskrigen søgte et stort antal georgiske jøder om visa for at udvandre til Israel. I august 1969 skrev 18 familier til FN's menneskerettighedskommission for at kræve tilladelse til aliyah. Det var den første offentlige insisteren af sovjetiske jøder på udvandring til Israel. Som et resultat drev regeringen i Israel og jødiske organisationer verden over kampagner på vegne af georgiske jøder og deres forfatning. I juli 1971 sultestrejkede en gruppe georgiske jøder uden for et postkontor i Moskva. Viljen og sejheden hos de georgiske jøder fik de sovjetiske myndigheder til at mindske den hadske antijødiske politik. I løbet af 1970-erne gjorde omkring 30.000 georgiske jøder aliyah og tusindvis andre rejste til andre lande. Omkring 17 % af den jødiske befolkning i Sovjetunionen udvandrede på denne tid. I 1979 var den jødiske befolkning på omkring 28.300 og ti år senere var den sunket til 24.800 mennesker.[8]

Uafhængighed og Georgien i dag[redigér | redigér wikikode]

Efter Sovjetunionens sammenbrud erklærede Georgien sin uafhængighed i 1991. Siden da har landet stået over for tiltagende militær konflikt og efterladt landet i en politisk og økonomisk uro.

Situationen for den jødiske befolkning i Georgien forbedrede sig dramatisk ved uafhængigheden. I 1994 udstedte præsident Eduard Sjevardnadse en forordning, som beskyttede jødiske religiøse, kulturelle og historiske monumenter. Desuden har de georgiske jøder formået at opretholde deres jødiske identitet og traditioner til trods for Sovjetunionens undertrykkelse. Indbyrdes ægteskab har altid været lav og graden af jødisk kundskab er betydelig højere end i andre SUS-republikker.

I 1990 blev Rachamim-samfundet etableret og som gav finansiel og medicinsk støtte til jøderne i Tbilisi og opretholdt jødiske gravlunde og synagoger. Den fungerede som en paraplyorganisasjon for alle askenasiske jøder. Derekh Yehudi, sammenslutningen af georgiske jøder, fokuserer på at få jødisk ejendom tilbage som uretmæssigt blev konfiskeret under Sovjetunionen. Det jødiske samfund møder fortsat vold og hindringer angående tilbagelevering af ejendomme for en synagoge fra 1800-tallet som blev konfiskeret af kommunisterne. Den øverste rabbiner i Georgien, Avraham Michaelshvili, har siden begyndelsen af 1990-erne ledet det jødiske samfund. Der er ingen paraplyorganisation for alle de georgiske jøder, men det eksisterer mere end 30 jødiske institutioner, samt en jødisk dagskole og fire andre skoler. Det findes tre jødiske aviser, desuden en jødisk radio og fjernsynsstation.[8]

Den jødiske befolkning er jævnt mindsket grundet udvandring til Israel grundet politiske og økonomiske årsager siden uafhængigheden. Siden 1989 er 21.134 jøder flyttet til Israel. Det var en gang så mange som 100.000 jøder i Georgien, men kun omkring 13.000 er tilbage. Tbilisi har den største jødiske andel på omkring 11.000 mennesker af 1,5 millioner indbyggere. Jødiske samfund findes også i Kutaisi, Batumi, Oni, Akhaltikhe, Akhalkalaki, Surami, Kareli, og i Stalins hjemby Gori, og der findes synagoger i de fleste af disse byer. Provinserne Abkhasien og Sydossetien er næsten blottet for jøder grundet de militære konflikter i disse områder, men en del er fortsat tilbage, og der er en aktiv synagoge i Sukhumi.

Synagogen i Tbilisi ved Hanukkabønnerne.

I januar 2001 kom det første forsøg på at etablere venskabelige forhold med Den georgiske ortodokse og apostoliske kirke, og det jødiske samfund underskrev en samarbejdsaftale om gensidig respekt og støtte. I 2002 blev den georgisk ortodokse kristendom etableret som statsreligion, og siden da har der været bekymring for alle religiøse minoriteter i landet. Forholdet mellem staterne Georgien og Israel har imidlertid været venskabelige. Den israelske ambassade er beliggende i Tbilisi og betjener også Armenien. Den georgiske ambassade i Israel ligger i Tel Aviv. Israel har givet humanitær hjelp til Georgien en række gange, herunder assistance ved tørke og hjælp til ofre for jordskælv.[8] Det jødiske kontor for Israel (JAFI) og den jødiske verdensomspændende hjælpeorganisation JDC i New York har begge faste repræsentanter i Georgien. Disse distribuerer mad og medicinsk hjælp til jødiske ældre, som udgør mer end 50 % af det jødiske samfund i Georgien.

I løbet af krigen i Sydossetien 2008 udtalte omkring 50 georgiske jøder, hovedsagelig fra Tbilisi og Gori, som havnede i krydsilden, at de ønskede at flytte til Israel. De udfyldte dokumenter for udvandring med hjælp fra JAFI.[9] I løbet af krigen blev det jødiske kvarter i Tskhinvali ødelagt under slaget om Tskhinvali 8. - 10. august 2008.[10]

Sprog[redigér | redigér wikikode]

Det traditionelle sprog hos georgiske jøder er jødegeorgisk, en variant af georgisk præget af et stort antal hebraiske låneord, og det eneste jødiske sprog i den kartvelske sprogfamilie. Det er skrevet med enten det georgiske alfabet eller det hebraiske alfabet. Foruden at tale dialekten jødegeorgisk taler georgiske jøder sprogene hos de folk, som omgiver dem. I Georgien omfatter det georgisk og russisk, og de som er udvandrede sproget i det land, de er kommet til, eksempelvis engelsk i Canada og hebraisk i Israel.

Diaspora[redigér | redigér wikikode]

Mange georgiske jøder lever i dag i Israel. I USA er den fremste georgisk-jødiske synagoge Kongregationen af georgiske jøder i området Forest Hills i Queens i New York City. I Belgien lever de fleste i Antwerpen. En af de mest kendte georgiske jøder i udlandet er Tamir Sapir, født Temur Sepiashvili.

I Israel har de fleste georgiske jøder bosatte i nærheden af kysten i byer som Lod, Bat Yam, Ashdod, og Holon. Der er også fremstående georgiske jøder i Jerusalem, hvor der er prominente georgiske synagoger.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d The Wellspring of Georgian Historiography: The Early Medieval Historical Chronicle The Conversion of Katli and The Life of St. Nino, oversatt og kommentert av Constantine B. Lerner, England: Bennett and Bloom, London, 2004, s. 60
  2. ^ The Georgian Jews
  3. ^ a b c d e f g Jews in Georgia, Geogen.ge
  4. ^ Statistics of Georgia
  5. ^ a b Gershon Ben Oren: «The History of The Jews of Georgia», World Congress of Georgian Jews
  6. ^ Officielt grundlagt af uddannelseskommissariatet i Georgien den 23. november 1933 som Jødisk historisk-etnografisk museum, men blev nedlagt i 1951.
  7. ^ Yaacov Ro’i, Avi Beker (1991): Jewish Culture and Identity in the Soviet Union, NYU Press, ISBN 0-8147-7432-6. s. 390
  8. ^ a b c d e f g h i j k l Sloame, Joanna: «Georgia», The Virtual Jewish History Tour
  9. ^ Fendel, Hillel: «Jews Caught in Crossfire in Georgia-Russia War»
  10. ^ «Jewish Quarter targeted in Georgian offensive». Russia Today

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]