Den israelsk-palæstinensiske konflikt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Israelsk-palæstinensiske konflikt
Del af Den Arabisk-israelske konflikt
Centrale Israel siden af Vestbredden og Gaza-striben, 2007
Centrale Israel siden af Vestbredden og Gaza-striben, 2007
Dato Tidlige 20. århundrede - nutid
Sted Israel, De palæstinensiske områder
Resultat Igangværende
Parter

Palæstina
Palæstinensere
Israel
Israelere
Fredsprocessen

Israelsk-palæstinensiske konflikt er en strid mellem Israel og palæstinenserne.[1] Den er en del af den større israelsk-arabiske konflikt. Der har været adskillige forsøg på at skabe fred gennem en to-stats-løsning, som skulle føre til etableringen af en uafhængig palæstinensisk stat ved siden af Israel. En række væsentlige internationale aktører er blevet involveret i konflikten. De centrale forhandlingspartnere er den israelske regering, for øjeblikket ledet af Benjamin Netanyahu, og PLO (Palestine Liberation Organization), ledet af Mahmoud Abbas. De officielle forhandlinger bliver ledet af en international gruppe, kendt som Mellemøst-kvartetten. Den består af repræsentanter fra USAs og Ruslands regeringer, den Europæiske Union og FN. Den Arabiske Liga er en anden vigtig part og har bl.a. foreslået et alternativt fredsinitiativ. Egypten har længe været en væsentlig part i konflikten. Den Egyptiske regering, som tiltrådte i 2014 under præsident Abdel Fattah al-Sisi har fremsat skarp kritik af organisationen Hamas, som den kalder de ansvarlige for konflikten [2]

Udgangspunktet[redigér | redigér wikikode]

Efter, at det britiske styre havde trukket sig tilbage fra Palæstinamandatet i 1947, delte FN med delingsplanen (FN's sikkerhedsråds resolution 181) den 29. november 1947 landet op i to stater: en arabisk og en jødisk. Jerusalem blev udpeget som international by – en corpus separatum – administreret af FN for at undgå konflikter om byens status.[3] Det jødiske samfund godtog planen,[4] men Den Arabiske Liga og den arabiske højere komité pure afslog.[5]

Afslaget blev fulgt op af Den israelske uafhængighedserklæring af 14. maj, 1948, samme dag som mandatområdet i Palæstina ophørte. Erklæringen var grundlaget for den officielle dannelse af en jødisk stat ved navn Israel. Det muslimske broderskab søgte med base i Egypten at opildne palæstinenserne til kamp mod den nye stat, men blev brutalt undertrykt af præsident Nasser efter dennes magtovertagelse i 1952.

Krigene[redigér | redigér wikikode]

Fra dette tidspunkt indtil seksdageskrigen var Palæstinaproblemet primært en konflikt mellem Israel på den ene side og Egypten, Jordan og Syrien som repræsentanter for det arabiske standpunkt på den anden side. Efter Israels sejr i seksdageskrigen måtte 250.000 palæstinesere og det palæstinensiske lederskab[6] med Yasser Arafat i spidsen i juni 1967 flygte til Jordan. Tidligt i 1970'erne begyndte militante palæstinensiske grupper at rette en bølge af angreb mod israelske mål rundt om i verden. Det mest opsigtsvækkende af disse var gidseltagningen af israelske atleter under Sommer-OL 1972, der endte med at vesttysk politi angreb 2 helikoptere, der var bevilget i en aftale om frit lejde. Israel svarede igen med den såkaldte Operation Guds Vrede, hvor de der efter Israels skøn var ansvarlige, blev opsporet og dræbt.[7] Denne gengældelsespolitik over for en aktion, der i sig selv var en gengældelse (for ikke at kunne deltage som nation i OL og for at være smidt ud af Vestbredden), var og er stadig kontroversiel. Mindst en uskyldig måtte lade livet i den anledning, da en marokkansk tjener blev dræbt i Lillehammer i Norge af en Mossad-agent, hvilket på det skarpeste blev fordømt af den norske regering og førte til et anstrengt forhold mellem de to lande.[8]

Den 6. oktober 1973 under Yom Kippur, den helligste dag i den jødiske kalender, foretog den egyptiske og den syriske hær et invasionsforsøg i form af et overraskelsesangreb mod Israel. Krigen endte den 26. oktober med, at Israel trods store tab drev de egyptiske og syriske styrker tilbage.[9] En intern efterforskning fritog regeringen for ansvaret for krigen, men den offentlige mening tvang statsminister Golda Meir til at gå af.

For at svække PLO gav den nye israelske regering i 1973 det muslimske broderskab lov til at oprette en velgørende organisation i Gaza. Dette blev grundlaget for oprettelsen af børnehjem, sundhedsklinikker og uddannelsesinstitutioner i området[10]

I 1977 anerkendte Anwar Sadat som den første arabiske leder Israel.[11] I september 1978 underskrev Sadat og Menachem Begin Camp David-aftalen og fredstraktaten mellem Israel og Egypten.[12] Israel trak sig tilbage fra Sinai-halvøen og besluttede at gå ind i forhandlinger om et selvstyre for palæstinensere på den anden side af den grønne linje, men planen blev aldrig iværksat.

Ny optrapning af konflikten[redigér | redigér wikikode]

I 1982 greb Israel ind i den libanesiske borgerkrig for at tilintetgøre baser, hvorfra Palæstinas befrielsesfront havde bombarderet civile mål i det nordlige Israel.[13] Modstanden i det sydlige Libanon blev hurtigt nedkæmpet, og i forsøg på at bringe PLOs tilstedeværelse helt til ophør, fortsatte de israelske styrker til Beirut, som den libanesiske hær havde forladt. Her blev de palæstinensiske styrker angrebet og nedkæmpet. Kampene i konflikten kostede mange menneskeliv. Beirut-avisen An Nahar anslog, at 5.515 mennesker, militære og civile, blev dræbt i Beirut-området, mens 9.797 militærfolk (fra PLO, Syrien og andre) samt 2.513 civile mistede livet andetsteds i Libanon.[14]

Det var på længere sigt en Pyrrhussejr, for i stedet for det relativt svage PLO, fik man i Libanon en ny, langt stærkere fjende, Hizbollah – der opstod i 1982 som svar på den israelske invasion. Israel trak sig tilbage fra store dele af Libanon i 1985, men opretholdt en bufferzone frem til 2000.

Første intifada og Osloaftalerne[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Intifada
Uddybende Uddybende artikel: Oslo-aftalen

Den første intifada, et palæstinensisk oprør mod den israelske administration,[15] brød ud i 1987 med voldsbølger i de besatte områder. Det startede i Jabalaya flygtningelejr i Gaza den 9. december 1987 med at indbyggerne kastede sten og benzinbomber mod israelske patruljer, og spredte sig hurtigt til resten af Gaza, Vestbredden og Østjerusalem. I starten af denne konflikt blev Hamas, som udsprang af det muslimske broderskab, dannet.[10] I de følgende seks år blev flere end tusinde mennesker dræbt i de efterfølgende voldsepisoder, hvoraf mange var interne opgør mellem palæstinensiske fraktioner.

Yitzhak Rabin og Yasser Arafat rækker hinanden hånden i overværelse af Bill Clinton ved underskrivningen af Oslo-aftalen den 3. september 1993

I 1992 blev Yitzhak Rabin statsminister efter et valg, hvor hans parti gik ind for kompromis med Israels naboer.[16] [17] I 1993 underskrev den israelske udenrigsminister Shimon Peres og Mahmoud Abbas på vegne af henholdsvis Israel og PLO Oslo-aftalen, der gav det palæstinensiske selvstyreområde rettighederne til selv at styre dele af Vestbredden og Gazastriben mod til gengæld at anerkende Israels ret til at eksistere og at afslutte terrorismen. PLO's leder Yasser Arafat den israelske statsminister Yitzhak Rabin og USA's præsident Bill Clinton deltog ligeledes i ceremonien.

[18]

Samme år begyndte Hamas de aktioner hvor organisationen anvendte selvmordsbomber i kampen mod Israel. Bombeangrebene blev organiseret af organisationens militante fløj, dannet i 1991. Sideløbende har dens politiske lederskab søgt at vinde palæstinensernes opbakning til den militante politik gennem uddannelsesprogrammer og en aktiv indsats for at afhjælpe sociale problemer.

[19]

PLO returnerede med Arafat i spidsen til Gaza i 1994 efter den første intifada og Oslo-aftalen, og i 1994 blev fredsaftalen mellem Israel og Jordan underskrevet. Dermed blev Jordan det andet arabiske land, der normaliserede sit forhold til Israel.[20] Alles støtte til forliget aftog da Israel blev ramt af en angrebsbølge fra palæstinenserne. Attentatet på Yitzhak Rabin udført af en højreekstremistisk jøde i november 1995, da Rabin forlod en demonstration for fred, chokerede landet. I slutningen af 1990'erne trak Israel sig tilbage fra 80 % af Hebron, men har stadig direkte kontrol med de 15.000 palæstinensere, der bor i umiddelbar nærhed af Abrahams Grav. Ifølge aftalen fra januar 1997 bevares den israelske militære tilstedeværelse for at beskytte de 450, der udgør en "jødisk enklave" i byen. De israelske soldater genåbnede delvis den centrale palæstinensiske handelsgade, Shuhada street, der er en af aftalens mest følsomme emner, fordi den forbinder flere israelske bosættelser.[21]

Anden intifada og dens følger[redigér | redigér wikikode]

Det andet større palæstinensiske oprør indledtes 28. september 2000 da den daværende ledende israelske oppositionspolitiker Ariel Sharon foretog et kontroversielt besøg på Tempelbjerget i Jerusalem hvor Al-Aqsa-moskéen ligger. Urolighederne kulminerede i 2002, hvorfor Israels regering i 2002 - 2003 lod muren ved vestbredden opføre, angiveligt for at kunne dæmme op for terrorangreb og selvmordsbomber. I oktober 2003 blev en FN-resolution, som erklærede barrieren illegal, mødt med veto fra USA i sikkerhedsrådet.[22] I december 2003 blev resolutionen tiltrådt af FN's generalforsamling (med 4 stemmer imod: Israel, USA, Mikronesien og Marshalløerne).[23] Senere afgav Den internationale Domstol en 'rådgivende mening' (Engelsk:advisory opinion),[23] som konkluderede, at barrieren stred mod International Lov.[24]

Siden 2003 har den palæstinensiske side været splittet af en konflikt mellem de to største grupperinger: Fatah, det største palæstinensiske parti, og Hamas. Efter præsidentvalget i 2006 udbrød der kampe mellem parterne, som medførte at det palæstinensiske selvstyres territorium blev delt mellem Fatah, der kontrollerer Vestbredden, og Hamas, der har kontrollen over Gaza. [19] Det har medført en krise i fredsbestræbelserne, da Hamas karakteriseres som en terrororganisation af Israel og en række andre lande.[25] Det betyder at, på trods af at partiet vandt valget til Palæstinas lovgivende forsamling i 2006, har det ikke fået lov til at deltage i fredsforhandlingerne.

I 2007 påbegyndte Israel og Egypten i fællesskab en blokade af Gaza, hvis grænser og lufthavne er kontrolleret af de israelske myndigheder. Siden har Israel i 2010 indført lettelser for civilt gods, mens Egypten indførte visse lettelser for persontrafik i 2011. [26].[27][28]Lettelserne blev dog ophævet efter at en tunnel under sikkerhedszonen var blevet afsløret i 2013. [29]

En ny runde af fredsforhandlingerne begyndte i Annapolis i Maryland i USA i november 2007. Det var målet, at dette møde skulle føre til en endelig løsning i slutningen af 2008[30] Parterne blev enige om, at der var seks kernepunkter, som det var nødvendigt at løse.[31] Punkterne var:

  • Jerusalems status
  • Palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage
  • De israelske bosættelser på Vestbredden
  • Sikkerhedsspørgsmålet
  • Grænserne mellem de to stater
  • Fordelingen af vandressourcerne i hele regionen

Den 27. november 2007, blev den israelske statsminister Ehud Olmert og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas enige om at forhandle om alle punkter og ikke sky nogen anstrengelse for at nå til enighed inden udgangen af 2008. Det lykkedes dog ikke at nå til enighed og i december 2008 led våbenhvilen mellem Hamas og Israel skibbrud. Hamas gav Israel skylden, fordi regeringen ikke havde ophævet en blokade mod Gaza-striben, mens Israel gav Hamas skylden, fordi denne organisation affyrede raketter ind i Israel fra Gaza.[32] Israel svarede igen ved at igangsætte Operation Støbt Bly med en række luftangreb.[33]

En eksplosion forårsaget af et isralesk luftangreb mod Gaza under 2008-2009 krigshandlingerne.

Israelsk samlingsregering under Netanyahu[redigér | redigér wikikode]

Den 3. januar 2009 gik israelske tropper ind i Gaza, hvilket markerede starten på en landoffensiv.[34] Lørdag den 17. januar annoncerede Israel en ensidig våbenhvile, som var betinget af eliminering af yderligere raket- og mortérangreb fra Gaza. Israel begyndte at trække sig tilbage over de næste dage.[35] Hamas annoncerede senere deres egen våbenhvile. Den indeholdt dens egne betingelser om de israelske styrkers tilbagetrækning på højst en uge og åbningen af grænseovergangene.[36] Angreb fra begge parter har fortsat efter våbenhvilen.[37] 31. marts 2009 fik Israel dannet en ny regering med Benjamin Netanyahu som premierminister. 54% af landets befolkning udtrykte utilfredshed med den nye, brede regering.[38]

Siden denne regerings tiltræden i 2009 har den amerikanske præsident Barack Obamas administration ofte søgt at lægge pres på Benjamin Netanyahu for at stoppe de israelske bosættelser på Vestbredden med henblik på en genoptagelse af fredsprocessen.[39] I en tale den 4. juni 2009 erklærede Obama bl.a.: "The United States does not accept the legitimacy of continued Israeli settlements". ..(og).. "This construction violates previous agreements and undermines efforts to achieve peace. It is time for these settlements to stop."

10 dage senere udtalte Netanyahu bl.a., at en demilitariseret palæstinensisk stat ville være en mulig løsning, selv om han to måneder tidligere havde afvist en mere vidtgående løsning end et selvstyre under israelsk kontrol. Talen blev tolket som et svar på Obamas tale.[40] Netanyahu understregede, at han kun kunne acceptere en palæstinensisk stat, hvis Jerusalem forblev israelsk og palæstinenserne opgav kravet om alle flygtninges ret til at vende tilbage, ligesom han krævede, at de eksisterende bosættelser på Vestbredden skulle bibeholdes.[41]

Den 25. november 2009 besluttede Israels regering at sætte alle bosættelser i bero i ti måneder, formentlig efter pres fra Obama, og Netanyahu opfordrede palæstinenserne til at reagere positvt på dette for Israel ”særdeles smertefulde skridt med henblik på at fremme fredsprocessen”. [42] Imidlertid afviste repræsentanter for det palæstinensiske selvstyre dette forslag.[43]

I løbet af september 2010 påbegyndte det palæstinensiske selvstyre en kampagne for at opnå en anerkendelse af en palæstinensisk stat indenfor 1967 grænserne med Østjerusalem som hovedstad. [44] Den 23. september forelagde præsident Mahmoud Abbas en anmodning om at optage den palæstinenske stat som 194. Medlem af FN for generalsekretær Ban Ki-moon. Den israelske regering erklærede dette for et unilateralt skridt [45] Den 29. november 2012 vedtog FN’s generalforsamling resolution 67/19, som gav Den palæstinensiske stat observatørstatus.

Kort forinden, den 14. november 2012 havde Israel indledt nye angreb på Gazastriben med det udtrykkelige formål at forhindre Hamas’ genoptagne raketangreb. [46][47] and to disrupt the capabilities of militant organizations.[48] Operationen blev indledt med drabbet på Ahmed Jabari, lederen af Hamas’ militære gren. Efter otte dages luftangreb fra begge parter afsluttedes konflikten, der dræbte mindst 6 israelere og 130 palæstinensere.[49]

Våbenhvilen varede indtil juli 2014, men fredsprocessen gik endnu engang i stå. USA søgte at mægle mellem parterne, men først i juli 2013 lykkedes det udenrigsminister John Kerry at få påbegyndt egentlige fredsforhandlinger.[50] Kerry opgav efter en række forsøg på at opnå et resultat videre mægling i april 2014, og konfrontationerne mellem israelske styrker og Hamas fortsatte. En israelsk kommentator hævdede, at ingen af parterne reelt viste vilje til fred, men at hovedansvaret lå hos den israelske regering, som fører en "afvisningspolitik" over for palæstinenserne.[51]

Den 12. juni 2014 offentliggjorde Fatah og Hamas dannelsen af en samlingsregering på Vestbredden.[49] Den 8. juli 2014 startede gensidige luftbombardementer mellem israelsk militær og Hamas, efter at en bortførelse og efterfølgende drab på tre israelere og en hævnaktion med drab på en palæstinensisk dreng, havde udløst uroligheder, der udviklede sig til de værste siden 2. intifada. Hamas erklærede i forbindelse med de gensidige luftangreb, at "alle israelere er nu vores mål". [52] I løbet af et døgn (den 9.-10 juli) affyrede Hamas 165 raketter fra Gazastriben ind i Israel, mens israelske jagerfly og flådefartøjer gennemførte ca. 400 aktioner mod palæstinensiske mål og dræbte i denne forbindelse 32 personer, blandt disse både kvinder og børn.[53] Hamas havde ifølge israelske oplysninger pr. 14. juli 2014 affyret mere end 800 raketter mod israelske mål,[54] hvoraf størsteparten dog var nedskudt af det israelske luftforsvarssystem Jernkuplen.

Landoffensiv[redigér | redigér wikikode]

Den 13. juli 2014 foretog israelsk militær en lynaktion i Gaza, den første landoffensiv siden 2009. Optrapningen af konflikten betød, at flere aktører forsøgte at etablere en våbenhvile. Qatar tog udgangspunkt i Hamas' krav, mens Egypten forsøgte at etablere fredsforhandlinger i Cairo, som angiveligt ikke måtte belønne Hamas for at indlede krig.[55]

USA's udenrigsminister John Kerry vendte den 22. juli tilbage til Jerusalem med et krav om en våbenhvile, som skulle imødekomme FN's opfordringer om at igangsætte en ny runde i fredsprocessen.[55] Den 26. juli etablerede Israel en 12 timer lang "humanitær våbenhvile", som Hamas proklamerede en 12 timer lang forlængelse af. Imidlertid genoptog palæstinensiske batterier affyring af raketter mod Israel, hvorefter kampene fortsatte.[56]

Efter den humanitære våbenhvile fortsatte kampene. Også luftangrebene blev genoptaget, og i løbet af de tre første uger af den optrappede konflikt blev 1115 palæstinensere dræbt, mens Israel mistede 53 soldater og tre civile menneskeliv. [57]

Tunnel fra Gazastriben, som trods afpærringerne giver Hamas adgang til Israel

Den israelske aktion afslørede, at Hamas havde etableret mindst 40 tunneler under afspærringerne Gazaområdet, og Israel erklærede ødelæggelsen af disse for et nødvendigt skridt for at sikre landets civilbefolkning.[53] Den 29. juli blev 5 israelske soldater dræbt, da de under en afsøgning af grænseområdet på israelsk grund stødte på en bevæbnet gruppe palæstinensere nær Nahal Oz.[58] Episoden var medvirkende til en ny luftoffensiv fra israelsk side, som bl.a. blev rettet mod en pigeskole, hvor FN havde oprettet en nødlejr for flygtninge og mod en markedsplads.[59]

Den 1. august 2014 trådte en 72 timers våbenhvile, som var forhandlet under ledelse af John Kerry med støtte fra Egypten og Qatar og godkendt af Israel og Hamas' politiske ledelse, i kraft. Efter blot 1½ time blev den brudt, da Hamas angreb en deling israelske soldater i grænseområdet og dræbte to af disse, ligesom det forlød, at en forsvunden israelsk soldat var taget en som gidsel. Israel genoptog herefter luftangrebene og sprængningerne af de tunneler, som landets regering anser som den væsentligste trussel mod befolkningens sikkerhed. [49] [59] Søndag den 3. august blev den forsvundne soldat imidlertid erklæret "faldet i kamp".[60]

Herefter blev kampene genoptaget indtil natten til 5. august, hvor det lykkedes at etablere en 72 timer lang våbenhvile. Ved dens ikrafttrædelse var 1875 palæstinensere og 67 israelere blevet dræbt. [61] Kampene blev genoptaget ved våbenhvilens udløb, men standsede den 10. august, hvor en ny våbenhvile blev aftalt. [62]

Den 18. august blev de palæstinensiske tab af menneskeliv opgjort til 2016, mens 10.196 var blevet såret. [63]

Den 19. august brød Hamas den nyeste aftale om våbenhvile et halvt døgn før den udløb. Israel svarede igen med luftskyts mod Gaza.[64]

De blot få civile israelske tab, som Hamas' raketangreb forårsagede i løbet af konflikten, skyldes især, at jernkuplen nu var blevet så teknologisk avanceret, at raketterne mod Israel stort set er uden militær betydning. [65]

Efter genoptagelsen af kamphandlingerne mistede Mohammed Deif, der er leder af Hamas' militære fløj sin kone og barn, der blev dræbt under et israelsk luftangreb.[66] En våbenhvile uden udløbsdato blev aftalt mellem parterne den 26. august 2014.

Uroligheder i 2015[redigér | redigér wikikode]

I løbet af 2015 opstod der især på Vestbredden en række uroligheder som følge af udvidede israelske bosættelser. I løbet af oktober - november blev mindst 14 israelere dræbt, efter at de var påkørt af biler eller angrebet med knive eller skud. Israelske sikkerhedsstyrker dræbte i samme periode mindst 78 palæstinensere.[67]

Mæglingsforsøg[redigér | redigér wikikode]

FN har deklareret en række resolutioner, som sigter mod etablering af fred i Mellemøsten og har flere gange erkendt sit medansvar for konflikten. Siden Osloaftalerne har bestræbelserne især drejet sig om betingelserne for at etablere en selvstændig palæstinensisk stat, og forhandlingerne i 2013-2014 under ledelse af John Kerry koncentreredes om løsning af fire hovedspørgsmål:[68]

  • "Jerusalem: Palæstinenserne vil gøre Østjerusalem til deres hovedstad, men israelerne ønsker ikke at dele byen i to."
  • "Grænser og bosættelser: Israel ønsker at bevare større bosættelser, mens palæstinenserne vil have grænser som før Seksdageskrigen i 1967 med nogle undtagelser, der tager hensyn til eksisterende bosættelser."
  • "Flygtninge: Israel vil ikke være med til at give palæstinensere ret til at vende tilbage til områder, de boede i før statens oprettelse."
  • "Sikkerhed: Israel ønsker, at landets sikkerhed kan garanteres. Palæstinenserne vil have sikkerhed for, at Israels militær ikke går ind."

Kerry måtte opgive videre mægling i april 2014, hvorefter nye krigshandlinger udbrød i perioden 8. juli - 5. august 2014. Det mislykkedes det flere gange at etablere en stabil våbenhvile, indtil der den 5. august i Kairo i Egypten blev forhandlet en 72 timer lang afbrydelse af kamphandlingerne, som sigtede mod at skabe egentlige fredsforhandlinger.[61] Herefter blev luftangrebene genoptaget, og Israels delegation forlod forhandlingerne i Kairo, men vendte tilbage den 11. august, efter at en ny våbenhvile var trådt i kraft. [62] Forhandlingerne, der foregik via mellemmænd, da parterne ikke anerkender hinanden som forhandlingspartnere, blev igen afbrudt, da den senest aftalte våbenhvile blev brudt af Hamas den 19. august.[64] På trods af. at en permanent løsning ifølge de involverede parter ikke i sigte, fordi Hamas nægter at følge Israels krav om at nedlægge våbnene, mens Israel nægter at ophæve blokaden af Gazas grænser.[66], blev en våbenhvile uden udløbsdato aftalt mellem parterne den 26. august 2014.

Holdninger i befolkningerne[redigér | redigér wikikode]

Ifølge meningsmålinger har to-stats-modellen som løsningsmodel været støttet af et flertal i både den israelske og den palæstinensiske befolkning.[69][70] De fleste palæstinensere anser Gaza og Vestbredden som det område, der skal udgøre den fremtidige stat. Et synspunkt der også deles af de fleste israelere.[71] En mindre gruppe af hovedsageligt akademikere er fortalere for en enkelt-stats-model, hvor hele Israel, Gaza og Vestbredden samles i én stat, med lige rettigheder for alle indbyggere.[72][73] Der er dog også dele af udformningen af en endelig aftale, hvor der hersker stor uenighed mellem de to sider. Lige som begge parter udtrykker stor bekymring om hvorvidt de kan stole på den anden parts vilje til at efterleve en sådan aftale.[74]

Eskaleringen af konflikten fra 2009 til 2017 har gjort befolkningen, især i Israel, mere skeptisk overfor muligheden for en forhandlingsløsning. [75]

Dette har bl.a. betydet, at opbakningen til den israelske fredsbevægelse, som stod stærkt efter Oslo-aftalen, er blevet voldsomt reduceret, ligesom Arbejderpartiet, der for ca. 20 år siden kunne opnå støtte fra ca. 33% af befolkningen, i løbet af de følgende år er blevet mere end halveret i vælgeropbakning.[75]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ A History of Conflict:introduction, BBC
  2. ^ Egypt sides with Israel in conflict with Hamas
  3. ^ Best 2003 s. 118–9
  4. ^ History: Foreign Domination. Israels udenrigsministerium. Besøgt 6. juli 2007.
  5. ^ Bregman 2002 s. 40–1
  6. ^ PLO var dannet i 1964
  7. ^ Crowdy 2006 s. 333
  8. ^ Norway solves riddle of Mossad killing | World news | The Guardian
  9. ^ 1973: Arabiske stater angriber israelske styrker (engelsk). The BBC. Besøgt 15. juli 2007.
  10. ^ a b Israels eget uhyre (dansk). Information. Besøgt 24. juli 2014.
  11. ^ Bregman 2002 s. 171–4
  12. ^ Bregman 2002 s. 186–7
  13. ^ Bregman 2002 s. 199
  14. ^ Twentieth Century Atlas – Death Tolls and Casualty Statistics for Wars, Dictatorships and Genocides
  15. ^ Encarta Microsoft Intifada 2007-09-16
  16. ^ Bregman 2002 s. 236
  17. ^ Fra slutningen af den kolde krig til 2001 (engelsk). Boston College. Besøgt 16. juli 2007.
  18. ^ Fejl på skabelon:kilde www: Parametrene arkivurl og arkivdato must be both specified or both omittedDeclaration of Principles on Interim Self-Government Arrangements (engelsk). Det amerikanske udenrigsministerium. Arkiveret fra originalen d. 2003-08-23. Besøgt 16. juli 2007.
  19. ^ a b Hamas – en terrororganisation og et socialt sikkerhedsnet (dansk). Information. Besøgt 17. juli 2014.
  20. ^ Harkavy Neuman 2001 s. 270. "Even though Jordan in 1994 became the second country, after Egypt to sign a peace treaty with Israel …"
  21. ^ Bregman 2002 s. 257
  22. ^ U.S. vetoes U.N. resolution on Israeli wall. St. Petersburg Times. 15. oktober 2003. Hentet 2007-05-21. 
  23. ^ a b International Court of Justice (19. december 2003). [http://domino.un.org/unispal.nsf/2ee9468747556b2d85256cf60060d2a6/7112c39bf71fe0c485256e010075307d!OpenDocument Legal Consequences of the Construction of a Wall in the Occupied Palestinian Territory]. UNISPAL. Hentet 2007-05-21. 
  24. ^ Legal Consequences of the Construction of a Wall in the Occupied Palestinian Territory, International Court of Justice Advisory Opinion, July 9, 2004.
  25. ^
  26. ^ http://www.aljazeera.net/news/pages/f45bb3c7-76e5-4709-aa46-fcaf05208fb3 (In Arabic)
  27. ^ Avi Issacharoff and Amos Harel (29. maj 2011). "Opening of Rafah crossing spells end of Israel's blockade of Gaza". Haaretz. Hentet 22. marts 2012. 
  28. ^ David D. Kirkpatrick (28. maj 2011). "Egypt Lifts Blockade, Along With the Gazans’ Hopes". The New York Times. Hentet 28. marts 2013. 
  29. ^ Entry of construction materials to the Gaza Strip 26 Jan 2014
  30. ^ New Mid-East peace drive launched, BBC News, 28 November 2007
  31. ^
  32. ^ Q&A: Gaza conflict. BBC. Hentet 13. marts 2009. 
  33. ^ Associated Free Press (29. december 2008) (på engelsk). Israeli jets pound Hamas. The Sydney Morning Herald. Hentet 29. december 2008. 
  34. ^ Koutsoukis, Jason (5/1/9) (på engelsk). Battleground Gaza: Israeli ground forces invade the strip. smh.com.au. Hentet 5/1/9. 
  35. ^ Ravid, Barak (19. januar 2009). "IDF begins Gaza troop withdrawal, hours after ending 3-week offensive". Haaretz. Hentet 29. januar 2009. 
  36. ^ Ellegaard, Lasse (19. januar 2009). "1.300 døde - til hvilken nytte?". Information. Hentet 12. april 2009. 
  37. ^ Azoulay, Yuval (1. februar 2009). Two IDF soldiers, civilian lightly hurt as Gaza mortars hit Negev. Haaretz. Hentet 12. april 2009. 
  38. ^ Nissen, Louise Stigsgaard (2009-04-01). "Utilfredshed med Israels mega-regering". Berlingske Tidende. Hentet 2009-04-12. 
  39. ^ "Obama Settlement Demands Stir Rising Tensions in Israel". Fox News. FOX News. 3. juni 2009. 
  40. ^ "Netanyahu endorses Palestinian independence". The National. Associated Press. 15. juni 2009. Arkiveret fra originalen 1. marts 2014. Hentet 1. marts 2014. 
  41. ^ Federman, Josef (14. juni 2009). Netanyahu Peace Speech: Israeli Prime Minister Appeals To Arab Leaders For Peace. The Huffington Post. Hentet 2009-06-14. 
  42. ^ Sofer, Roni (25. november 2009). Cabinet votes on 10-month building freeze. Ynetnews. Hentet 2009-12-14. 
  43. ^ Palestinians reject Netanyahu's offer of partial settlement freeze. France 24. 26. november 2009. Arkiveret fra originalen 28. november 2009. 
  44. ^ Schell, Bernhard (31. juli 2011). "UN will count 194 members if Palestine gets in". InDepthNews. Hentet 2011-08-01. 
  45. ^ Ashkar, Alaa; Bannoura, Saed (9. september 2011). "UN Secretary-General Supports Full Palestinian Membership". IMEMC News (International Middle East Media Center). 
  46. ^ Stephanie Nebehay (20. november 2012). UN rights boss, Red Cross urge Israel, Hamas to spare civilians. Reuters. Hentet 20. november 2012. 
  47. ^ Al-Mughrabi, Nidal (16. november 2012). "Jerusalem and Tel Aviv under rocket fire, Netanyahu warns Gaza". Chicago Tribune. Arkiveret fra originalen 9. december 2012. 
  48. ^ "Israeli air strike kills top Hamas commander Jabari". The Jerusalem Post. Hentet 14. november 2012. 
  49. ^ a b c Ellegaard, Lasse (2. august). "Hamas spiller højt spil med gidseltagning". Information. 
  50. ^ Coogan, Sean (2013-07-28). "Gennembrud: USA inviterer Netanyahu og Abbas til fredsforhandlinger". Politiken. Hentet 2014-04-12. 
  51. ^ Levy, Gideon (8. juli 2014). "Israel ønsker ikke freden". Information. 
  52. ^ AFP (8. juli 2014). "Jerusalem ramt af tre eksplosioner efter luftalarm". Politiken. Hentet 9. juli 2014. 
  53. ^ a b Beaumont, Peter (10. juli 2014). "Israel advarer: ’Militæroperation kan trække ud’". Information. Hentet 11. juli 2014. 
  54. ^ Mideast Conflict: Despite Offensive, Hamas Still Firing Rockets At Israel, huffingtonpost.com, 14. juli 2014
  55. ^ a b Jerichow, Anders (22. juli 2014). "Kerry til Israel med våbenhvilekrav". Politiken. 
  56. ^ Beaumont, Peter (28. juli 2014). "Gazas ruiner blotlagt under våbenhvilen". Information. 
  57. ^ FN's Agentur for palæstinensiske flygtninge (30. juli 2014). "Krig i Gaza". Dagbladet Information. 
  58. ^ DR Nyheder:Fem israelske soldater dræbt i kampe ved Gaza-tunnel
  59. ^ a b Rubin, Marcus (2013-07-31). "Sideeffekt: Israel dræber seks civile for hver militant". Politiken. 
  60. ^ Reuters (2014-08-03). "Formodet bortført israelsk soldat blev dræbt i kamp". Jyske Vestkysten. Hentet 2014-08-03. 
  61. ^ a b DR (2014-08-05). "Kairo-forhandlinger skal forlænge stabil våbenhvile". DRNyheder. Hentet 2014-08-06. 
  62. ^ a b Ritzau/Reuters (11. august 2014). "Ny våbenhvile i Gaza". Dagbladet Information. 
  63. ^ AFP (18. august 2014). "Dødstal efter kampe i Gaza runder 2000". Dagbladet Information. Hentet 19. august 2014. 
  64. ^ a b Lauridsen, Michael Alsen (19. august 2014). "Israel: Nye raketangreb fra Gaza - våbenhvilen brudt". Berlingske Nyhedsbureau. Hentet 21. august 2014. 
  65. ^ Rubin, Marcus (2013-08-07). "Måske kan Gaza-krigen blive en ny begyndelse". Politiken. 
  66. ^ a b Krak, Nikolaj (2014-08-21). "Gaza-konflikten er rykket tilbage til startlinjen". Kristeligt Dagblad. Hentet 2014-08-21. 
  67. ^ Politiken. Israelske soldater dræber to palæstinensere på Vestbredden, 16. november 2015
  68. ^ Astrup, Søren (2013-08-11). "Israel tillader 1.200 nye boliger i bosættelser tre dage før fredsforhandlinger". Politiken. Hentet 2014-04-12. 
  69. ^ "Just another forgotten peace summit." Haaretz.com. By Prof. ibrahim Yaar and Prof. Tamar Hermann. Published 11/12/2007. Desuden har et stort flertal af den jødiske befolkning tidligere anset det palæstinensiske krav om en selvstændig stat som rimeligt, og troet på, at Israel er i stand til indgå en aftale om det.)
  70. ^ Poll on Palestinian attitudes – Jerusalem Media and Communications Centre.
  71. ^ Dershowitz, Alan. The Case for Peace: How the Arab-Israeli Conflict Can Be Resolved. Hoboken: John Wiley & Sons, Inc., 2005
  72. ^ Israel: The Alternative, The New York Review of Books, Volume 50, Number 16, October 23 2003
  73. ^ Virginia Tilley, The One-State Solution, University of Michigan Press (May 24 2005), ISBN 0-472-11513-8
  74. ^ Haaretz.com.
  75. ^ a b Andersen, Lasse Skov (16. juli 2014). "Israels fredsbevægelse døde i Oslo". Dagbladet Information. Hentet 17. juli 2014.