Tykbladet fladstjerne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Tykbladet fladstjerne
Tykbladet fladstjerne
Tykbladet fladstjerne
Status iucn3.1 reg-EN-da.svg
Truet (DKRL)[1]
Videnskabelig klassifikation
Rige Plantae (Planter)
Division Magnoliophyta (Dækfrøede)
Klasse Magnoliopsida (Tokimbladede)
Orden Caryophyllales (Nellike-ordenen)
Familie Caryophyllaceae (Nellike-familien)
Slægt Stellaria
Art S. crassifolia
Videnskabeligt artsnavn
Stellaria crassifolia
Ehrh.
Hjælp til læsning af taksobokse

Tykbladet fladstjerne (Stellaria crassifolia) er en art af blomstrende planter i nellikefamilien Caryophyllaceae, der findes mod nord i Nordamerika, Europa og Asien. Den vokser på våd sand- ler- eller dyndbund, ofte ved kysten.[2] Dets almindelige islandske navn er "Stjörnuarfi" (stjerne-ukrudt).

Beskrivelse[redigér | rediger kildetekst]

Tykbladet fladstjerne er en flerårig urteagtig plante og bliver 3 til 15 centimeter høj. Den glatte stilk er firkantet. De modsatte blade er 6 til 15 millimeter lange, aflange lancetformede, grønne og lidt kødfulde.

Blomstringssæsonen strækker sig fra juni til august. De hermafroditte blomsterer er radialsymmetriske og femcelleformede med en dobbelt blosterblad. Bægerbladene, som er utydeligt trebladede (når de er friske), er lidt kortere end kronbladene. De fem frie kronblade, der er 2 til 3 millimeter lange, er todelte til basis. Tykbladet Fladstjernes frugt er en ægformet kapsel der er længere end bægeret.[3]

Botanisk illustration

I Danmark[redigér | rediger kildetekst]

Tykbladet fladstjerne er i stærk tilbagegang i Danmark, og er regnet som en truet artden danske rødliste Der er spredte forekomster i nordlige og østlige de af Jylland samt på Øerne og Bornholm[1]

Kilder og henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b Wind, P. (2019), "Blomstersiv", i Moeslund, J.E. m.fl. (red.), Den danske Rødliste 2019, Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, hentet 22. december 2021
  2. ^ Den nye nordiske flora, Bo Mossberg og Lennart Stenberg, Gyldendal 2014
  3. ^ Erich Oberdorfer: Pflanzensoziologische Exkursionsflora für Deutschland und angrenzende Gebiete. 8. Auflage. Verlag Eugen Ulmer, Stuttgart 2001, ISBN 3-8001-3131-5. Seite 374.