Ahrensburgkultur

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Ahrensburgkulturen er en arkæologisk kultur, der i istidens sidste fase (ca. 10.500 f.Kr. – 9.000 f.Kr.) udøvedes i den sydlige, isfrie del af det skandinaviske område. Ahrensburgkulturen, der var en tundrajægerkultur, afløste i dette område Brommekulturen og blev afløst af Maglemosekulturen. Sammen med Hamburgkulturen, Federmesserkulturen og Brommekulturen hører Ahrensburgkulturen til gruppen af rensdyrjægerkulturer i modsætning til den efterfølgende Maglemosekultur, der udpræget er en skovjægerkultur. Det forhold, at en boplads fra Ahrensburgkulturen, Stellmoor, lå ovenpå en boplads fra den tidligere Hamburgkultur antyder, at Ahrensburgkulturen var en videreudvikling af Hamburgkulturen.

Ahrensburgkulturen har navn efter et fundsted, Ahrensburg-tunneldalen i det sydøstlige Holsten, udgravet af Alfred Rust i 1930-erne.

Periode Ældre Hamburgkultur Yngre Hamburgkultur Federmesserkultur Brommekultur Ahrensburgkultur
Tidsrum ca.13.500-ca.12.000 f.Kr. ca.12.500-ca.11.500 f.Kr. ca.12.400-ca.11.200 f.Kr. ca.11.500-ca.10.400 f.Kr. ca.10.900-ca.9.000 f.Kr.
Klimaperiode Ældste Dryas, Bøllingtid Bøllingtid, Ældre Dryas Ældre Dryas, Allerødtid Allerødtid Yngre Dryas
Plantevækst tundra parktundra tundra parktundra tundra
Dyreliv (jagtvildt) rensdyr rensdyr rensdyr rensdyr, elg, irsk kæmpehjort rensdyr
Typeredskab kærvspids Havelte skafttunge rygspids, wehlen-skraber store skafttungepile zonhoven-pilespids
Typelokalitet Meiendorf Slotseng Slotseng Bromme Sølbjerg

Klima og levevilkår[redigér | redigér wikikode]

Omkring 10.500 f.Kr. indtrådte der en ny kuldeperiode: gennemsnitstemperaturen i sommerperioden faldt til omkring 10 °C, og vinteren prægedes af store snefald. Den åbne, lyse birkeskov bukkede under for det koldere klima, og tundraen blev atter fremherskende. Tiden kaldes yngre Dryas og varede indtil omkring 9.500 f.Kr.

Dette temperaturskift skete omtrent samtidig med, at den skandinaviske isbræs afsmeltning åbnede en passage fra den Baltiske issø ud til havet i vest. Derved faldt vandstanden i øst med henved 10 m samtidig med, at den steg mod vest, hvorved det landfaste område her blev mindre; kystlinjen for Doggerland forflyttedes sydover.

Disse forandringer synes dog ikke at have påvirket dyrelivet så meget: rensdyrflokkene forblev i det sydskandinaviske område og synes fortsat at have udgjort hovednæringsgrundlaget. I de sydlige dele af det nordeuropæiske lavland indgik tillige bl.a. bæver, ulv, ræv og los i jagtbyttet.

Derimod fik det betydning, da en ny varmeperiode, præboreal tid, satte ind omkring 9.500 f.Kr. Gennemsnitstemperaturen i juli steg nu til 16-18 °C. Rensdyrene begyndte nu at søge nordpå opover den frilagte sydlige del af skandinaviske halvø; til gengæld synes urokse, bison og vildhest at have indvandret mens den irske kæmpehjort øjensynligt ikke overlevede de forandrede levevilkår. For Ahrensburgfolket som renlivede rensdyrjægere betød dette, at de atter forlod det sydskandinaviske område og fulgte rensdyrflokkene nordpå. Det er sandsynligt, at den såkaldte Fosna-Hensbackakulturs udøvere i Norge og Bohuslen fra omkring 7.000 f.Kr. er de direkte efterkommere af Ahrensburgjægerne.

Livsform[redigér | redigér wikikode]

Ahrensburgkulturens udøvere var rensdyrjægere. De synes – efter Brommekulturens øjensynligt mere mangesidige levevis – at afspejle en tilbagevenden til rensdyrjagten som den vigtigste kilde til føde – under indtryk af de indtrufne klimatiske forandringer. De synes at have lagt deres jagtpladser i de passager, som rensdyrene måtte igennem på deres vandringer. Karakteristisk er i så henseende Stellmoor i Ahrensburg tunneldal, der udmærker sig ved forholdsvis stejle sider, en aflang sø igennem den centrale dalbund, hvorved den tørre del opsplittedes i to passager på hver side af søen, samt ved at have et "knæk" med et fremspingende bakkeparti, som dyrene måtte udenom og bagved hvilket, jægerne kunne ligge i baghold. Formentlig har bopladsen været i brug hele året rundt, men rensdyrslagtningerne synes at være sket om efteråret.

Bopladser[redigér | redigér wikikode]

Den mest kendte og oplysningsgivende boplads er Stellmoor i Holsten, hvor der er fundet redskaber samt affaldsrester i søaflejringer grænsende op til det egentlige bopladsområde, der har ligget på en mindre bakke.

Bopladsen har været udnyttet fortrinsvis om efteråret, men tillige om foråret igennem flere år. Det ubetinget vigtigste jagtvildt har været rensdyret, af hvilke der fandtes spor af mindst 650 individer. Desuden forekommer levn af elg, bison, vildhest, los, bæver, ulv og ræv. Ryper, gæs og ænder er også lejlighedsvis blevet nedlagt.

På Lolland blev den gamle Hamburgkulturs jagtboplads Sølbjerg atter taget i brug, hvilket afspejler en tiltagevenden til de gammelkendte livsmønstre fra de tidlige tundrajægeres tid.

Råstofkilder: rensdyr og flint[redigér | redigér wikikode]

De to altafgørende råstofkilder for ahrensburgkulturens udøvere var rensdyr og flint.

Rensdyret forsynede jægerne med kød og knoglemarv, desuden skind, sener, takker, knogler til redskaber, klæder, bindemiddel og liner.

Jagtvåben og redskaber[redigér | redigér wikikode]

karakteristisk Ahrensburg- pilespids

Ahrensburgjægernes jagtvåben var bue og pil med påsat pilespids, i ældre tid skafttungepile i lighed med Brommekulturens men langt mindre, senere såkaldt zonhoven-spids (opkaldt efter et sted med dette navn og kendetegnet ved skråt afhug i stedet for skafttunge); begge disse pilespidstyper viser brugen af bue og pil. Desuden havde man harpuner af rentak.

Ahrensburgkulturens flintredskaber er alle dannet af flækker og omfatter både korte og lange flækkeskrabere med udbuet æg, kant- og midtstikler, enkelte bor, flækker med kant- og tværrettouche samt trapezformede og rhombiske mikrolitter og små, spinkle skafttungepile.

Jagtmåde[redigér | redigér wikikode]

Undersøgelser af flintespidser (eller fragmenter af disse) i rensdyrknogler fra Stellmoor afslører, at dyrene har søgt – eller er blevet drevet – forbi skudstillinger, hvor jægerne har afventet dem. Når dyrene kom tæt nok på til, at de ikke kunne stoppe eller vende om ved beskydning, har jægerne beskudt dem, øjensynligt først fra siden (ved passage) og dernæst skråt bagfra; i de tilfælde, hvor dyrene søgte at svømme over søen til den modsatte bred, har jægerne fortsat med at beskyde dem fra land.

Kult og ofringer[redigér | redigér wikikode]

Fra Meiendorf kendes et enkelt og fra Stellmoor mere end tredive rensdyr, der med store sten i brystkassen er sænket ned i den bopladsen tilgrænsende, daværende sø. Disse opfattes som ofringer, muligvis af jagtårets første bytte på stedet. Men der er også grund til at opfatte disse "ofringer" som en frasortering af de mindre egnede byttedyr, fx yngre dyr, der ikke har ligeså stor næringsværdi. Etnografisk parallel til adfærd hos mange eskimoer.

Ved Stellmoor fandtes desuden en to meter lang pæl, tilspidset i den ene ende og med et rensdyrkranium fastgjort i den anden. Denne opfattes som en slags totæmpæl for den jagtgruppe, der opholdt sig på stedet.

Fundsteder[redigér | redigér wikikode]

Ahrensburgkulturens udbredelsesområde
  • Ahrensburg, Holsten
  • Bonderup, Sjælland
  • Bramdrupgård, Sønderjylland
  • Broksø, Sjælland
  • Hjarup mose, Sønderjylland
  • Knudshoved Odde, Sydsjælland
  • Korsbjerggård, Sjælland
  • Lindelse, Langeland
  • Løjesmølle, Sjælland
  • Meiendorf, Holsten
  • Munkarp, Skåne
  • Stellmoor, Holsten
  • Sølbjerg, Lolland
  • Øbækken, Skåne

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Grønnow, Bjarne: Meiendorf and Stellmoor revisited

  • Geoffrey Bibby: Spadens vidnedsbyrd, Wormanium 1980, ISBN 87-8516-071-7 s. 96ff
  • Klaus Bokelmann: "Some new thoughts on old data on humans and reindeer in the Ahrensburgian tunnel valley in Schleswig-Holstein, Germany". i: CBA Research Report No 77: The Late Glacial in north-west Europe: human adaption and environmental change at the end of the Pleistocene, Oxford 1991, ISBN 1-872414-15-X, s. 72ff
  • Bodil Brutlund: "A study of hunting lesions containing flint fragments on reindeer bones at Stellmoor, Schleswig-Holstein, Germany". i: CBA Research Report No 77: The Late Glacial in north-west Europe: human adaption and environmental change at the end of the Pleistocene, Oxford 1991, ISBN 1-872414-15-X, s. 193ff
  • Anders Fischer: "Pioneers in deglaciated landscapes: The expansion and adaption of Late Palaeolithic societies in Southern Scandinavia". i: CBA Research Report No 77: The Late Glacial in north-west Europe: human adaption and environmental change at the end of the Pleistocene, Oxford 1991, ISBN 1-872414-15-X, s. 100ff
  • Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid, Stenalder 13.000-2.000 f.Kr., Gyldendal 2001, ISBN 87-00-49038-5 s. 74ff
  • Berit Valentin Eriksen: "Reconsidering the geochronological framework of Lateglacial hunter-gatherer colonization of southern Scandinavia". i: Jutland Archaeological Society Publications nr 39, 2002, s. 25ff pdf-format
  • Flemming Rieck og Jørgen Holm: "Gammel-Ældre-Ældst", Skalk nr. 1, 1983, s. 3ff
  • Keld Møller Hansen: "Slagteplads", Skalk nr. 2, 2002, s. 9ff
  • Thomas Terberger: "From the First Humans to the Mesolithic Hunters in the Northern German Lowlands – Current Results and Trends". i: Keld Møller Hansen & Kristoffer Buck Pedersen (ed): Across the Western Baltic. Proceedings of the archaeological conference "The Prehistory and Early Medieval Period in the Western Baltic" in Vordingborg, South Zealand, Denmark, March 27th – 29th, 2003. Sydsjællands Museum 2006, s. 23ff pdf-format

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]