Romersk jernalder

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Romersk bronzeskulptur, fundet på Öland

Romersk jernalder er en betegnelse som den svenske arkæolog Oscar Montelius gav til jernalderkulturen mellem 1 og 400 e.v.t. i Skandinavien, Nordtyskland og Nederlandene. Navnet er udtryk for at Romerrigets indflydelse i området bliver markant større i denne periode. Den foregående kaldes normalt før-romersk jernalder, og den efterfølgende, hvor den romerske dominans svandt ind, kaldes ofte germansk jernalder. Traditionelt er perioden blev inddelt i en ældre (1 – 160 e.v.t.) og en yngre romersk jernalder (160-375 e.v.t.), men for nylig er de blevet yderlige opdelt: B1 (1-70) og B2 (70-150), samt C1 (150-250), C2 (250-310) og C3 (310-375). [1]

Udviklinger[redigér | redigér wikikode]

I Skandinavien er der mange steder fundet tegn på en stor import fra Romerriget, fx er der fundet et stort antal amforaer og krukker, som normalt blev brugt til varetransport. Dertil er der også fundet luksusprodukter som glasbægre, bronzefigurer og udsmykkede metalvarer. For første gang optræder der fx spillebrikker i fund fra det nordiske område. En anden vigtig varekategori var romerske våben, fx optræder de i store mængder i de våbenofringer der kendes fra perioden. En vigtig vare fra Norden til Romerriget har været uld fra såkaldte udegangsfår; det er specielt vandskyende og var været brugt af de romerske soldater, der var udstationeret i det fugtigere klima ved Rhinen. [2]

Flere store fund af sådanne ofringer af krigsbytte er en afspejling af politiske begivenheder der rakte langt ud over landsbyfællesskabet og lokalområdet. Disse fund viser at regulære hære blev samlet og at der blev dannet alliancer mellem nabofyrster som blev opretholdt over flere årtier. Studier af fundene har vist at angriberne ligeledes bestod af alliancer mellem nabofyrster, og der tegner sig et billede af forbund i Sydnorge, Østsverige om Mälaren og et stort bestående af Jylland, Fyn, Sjælland og Sydsverige. [3]

I århundrederne efter 400 mistede Romerriget gradvist sin dominans i de vestlige provinser og nabodolkeslag, herunder mange germanske, begyndte at gennemføre flere og flere plyndringstogter ind i romersk territorium, for til sidst at tage magten i store landområder. Denne periode betegnes som Germansk jernalder.

Materielle levn[redigér | redigér wikikode]

Talrige fund tyder på et samfund i vækst, og at befolkningstallet var større end på noget andet tidspunkt i oldtiden. Flere steder i landet er der blevet udgravet bopladser, en af de bedst beskrevne lå ved Vorbasse i Jylland. Her er landsbyens udvikling blevet studeret helt fra før-romersk jernalder til middelalderen, hvor den fik sin nuværende placering. Undersøgelsen af denne landsby har vist at den med års mellemrum igennem hele jernalderen er blevet nedlagt og flyttet til en ny position. At husene gradvist bliver bygget større, de viser også at de sociale skel i samfundet er blevet større. [1]

Flere rige gravfund viser en begyndende koncentration af magten, der måske bygger på ressourcer skabt gennem kontakten til romerne. Spektakulære fund som sølvbægrene fra Hoby på Lolland vidner om en tæt kontakt med Romerriget, hvis grænser på det tidspunkt kun var 300 km væk. Størsteparten af de udgravede bopladser har været selvforsynende, men en ny type, såkaldte centralpladser, begynder at dukke op i 1. århundrede e.v.t.. Her er der bl.a. fundet importerede luksusvarer og de har med stor sandsynlighed været starten på de egentlige fyrstecentre der kendes fra den yngre del af romersk jernalder. Himlinghøje på Stevns og Gudme på Sydfyn er eksempler på sådanne magtcentre. [1]

Gravskikke[redigér | redigér wikikode]

I modsætning til før-romersk jernalder blev mange nu gravlagt uden at blive brændt først, men senere blev ligbrænding atter dominerende.

Moselig[redigér | redigér wikikode]

En særligt berømt fundtype fra jernalderen er moseligene, de er blevet fundet i tørvemoser over hele Nordvesteuropa. På baggrund af beskrivelser af menneskeofringer i Tacitus’ Germania, er det blevet foreslået at de er blevet dræbt og begravet i forbindelse med ofringer til guderne, men for nylig er der blevet stilet spørgsmålstegn ved denne teori, i stedet kan moseligene muligvis være blevet dræbt fordi man troede de bragte ulykke over fællesskabet.

Våbenofringer[redigér | redigér wikikode]

En anden spektakulær fundtype er våbenofringerne, det drejer sig om krigsbytte der er blevet ødelagt og efterfølgende kastet i en sø eller mose. Den bevidste ødelæggelse og henkastning til utilgængelige steder betyder at disse fund med stor sikkerhed kan tolkes som levn efter offerceremonier. Dertil kommer beskrivelser af lignende ritualer hos Tacitus. I Sydskandinavien kendes der omkring 50 forskellige pladser, hvor krigsbytte er blevet ofret. I Østjylland stammer flere af dem fra begyndelsen af 3. århundrede, heriblandt et af de største fra Illerup Ådal. Fundene fra disse pladser kommer oprindeligt fra området mellem Trøndelagen og Østfold, og er sandsynligvis tegn på en større krig. Senere omkring 300 bliver våbenofringerne hyppigere på Sjælland og Skåne, og disse fund tyder på at angriberne denne gang kom Østsverige, Uppland og området ved Mälaren. [3]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 Odense Museum; Romersk jernalder
  2. Jørgen Ilkjær; Illerup ådal, 2000 ISBN 87-87334-40-2 (pp. 145)
  3. 3,0 3,1 Jørgen Ilkjær; Illerup ådal, 2000 ISBN 87-87334-40-2 (pp. 144)