Bolivias historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg

Bolivias historie er fuldt af krige.

Den vestre del af den senere fristat hørte til det gamle inkarige, da spanierne kom til Sydamerika. Efter nogen modstand erobrede de efter 1538 landet og lagde det til vicekongeriget Peru, men forenede det 1780 under navnet Charcas som egen audiencia, men uden generalkaptajn, med det nuværende Argentina til vicekongeriget La Plata eller Buenos Aires.

Allerede 1809 begyndte oprøret mod Spanien, men først 1825 var den spanske magt fuldstændigt brudt, efter at general Sucres sejr ved Ayacucho den 9. december 1824 havde gjort insurgenterne overmægtige i hele øvre Peru. En nationalforsamling i Chuquisaca proklamerede den 6. august 1825 landets selvstændighed og antog til Simon Bolivars ære navnet Bolivia.

Året derefter blev general Sucre præsident med den af Bolivar givne forfatning (code boliviano). Denne vakte snart modvilje, efter som den ikke var demokratisk nok, og efter flere uroligheder måtte Sucre opgive magten og forlade landet i april 1828.

Santa Cruz[redigér | redigér wikikode]

Forfatningen omdannedes, og efter nye strider blev general Santa Cruz, som havde taget aktiv del i foregående års frihedsstrider, præsident i 1829. Han lod udarbejde en lovbog i 1831 og forsøgte at fremme landets opdyrkning ved at tilbyde indvandrende europæere gode vilkår. Efter nogle års fred og en økonomisk opblomstring søgte Santa Cruz, benyttende sig af uroligheder i Peru, at få udført en forening af Bolivia og dette land. Han rykkede i 1835 ind i Peru, slog præsidenten Gamarra og erobrede i 1836 hele landet, hvor efter han som pacifikator af Peru udråbtes til det nordlige og sydlige Perus (det vil sige Perus og Bolivias) statsoverhoved. Han gav begge stater en forfatning, hvorefter hver stat selvstændigt skulle forvalte sine indre forhold, men være forenede under en centralregering, hvis ledelse blev overdraget ham selv som protektor for 10 år. Denne framgang vakte Chiles misundelse. Gamarra fik hjælp derfra, og Santa Cruz blev slået ved Yungay den 20. januar 1839. Peru gjorde sig frit, og Santa Cruz måtte forlade landet.

Ballivian[redigér | redigér wikikode]

General Ballivian blev kort der efter anerkendt som præsident, vandt i 1841 en fuldstændig sejr over Gamarra, som var rykket ind i Bolivia, og sluttede 1842 fred med Peru. Trods alle forsøg af Santa Cruz på at styrte ham holdt Ballivian sig ved magten til 1848, hvorefter en militærrevolution inden for kort tid bragte krigsministeren, general Belzu, til magten. Den nu følgende periode i Bolivias historie kendetegnes af strider mellem rivaliserende militærer, som greb til våben, ofte støttede alene på en garnison eller et regiment. Ingen virkelige politiske partier fandtes blandt befolkningen, hvilken ofte underkastades et yderst tyrannisk regimente af de sejrende præsidenter. Hovedsagelig mens han støttede sig på indianerne, holdt sig Belzu ved magten som præsident til februar 1855, trods gentagne sammensværgelser. Han fik da sin måg general Cordova anerkendt som sin efterfølger, men denne måtte allerede i september 1857 vige for doktor Linares, der forud havde vist sig som Belzus mest forbitrede modstander og nu af "de liberale" opsattes mod de forhadte militærfolk. Linares undertrykte al opposition og lod i marts 1858 udråbe sig til diktator, men styrtedes allerede i januar 1860 af Cordova, der imidlertid ikke formåede at holde sig ved magten i mere end et år. Efter, at han var blevet styrtet, udråbtes general Acha til præsident og formåede ved lige dele hensynsløshed og forsigtighed i nogle år sikre sin stilling, så at han kunne indlede handelspolitiske forbindelser med USA og Frankrig samt begynde at arbejde på landets økonomiske fremgang. Achas strenge styrelse fremkaldte imidlertid modvilje mange steder, flere militæroprør udbrød, og tidvis rådede almindeligt anarki, især i 1865, da Acha, den fra Peru tilbagevendte Belzu og en af de mange insurgerende militærfolk, oberstløjtnant Melgarejo, stredes om magten. Den sidstnævnte besejrede først Acha og siden Belzu, som døde i striden, og holdt sig siden, trods gentagne militærrevolter, ved magten til 1869 som formel præsident, derefter som diktator til juni 1871, da han blev styrtet af oberst Morales, som dog allerede i oktober 1872 faldt for morderhånd.

Strider med Chile[redigér | redigér wikikode]

Såvel Melgarejo som Morales gjorde gode ansatser for at fremme landets økonomiske udvikling i den udstrækning, de indre stridigheder gjorde dette muligt. Den vigtigste hændelse i Bolivias historie under den følgende tid er dets deltagende i den såkaldte Stillehavskrig, som fortrinsvis var blevet fremkaldt af Perus og Bolivias misundelse mod Chiles hastige indre udvikling og deres uro for dette riges udvidelsesbestræbelser. Mellan Bolivia og Chile fandtes en gammel grænsetvist, hvilken under et nærmende mellem de to republiker i 1866 var blevet løst således, at Bolivia anerkendte 24° sydlig længde som nordgrænse for Chiles område samt afstod til Chile den halve toldindkomst, minedriftsret og store handelsbegunstigelser i kystlandet mellem 23de og 24do breddegrader. 1870 havde et engelsk-chilensk firma yderligere fået ret at drive minedrift i et nord for 24° sydlig længde beliggende område.

Med Peru, som ligeledes anså sit territorium truet af chilensk foretagsomhed, indgik Bolivia under præsident Ballivian (1872–73) et hemmeligt forsvarsforbund i februar 1873, en aftale med Chile kom i stand under præsident Frias (1873–76), men den aftale, som denne havde indgået blev aldrig ratificeret, og efter at Frias var blevet styrtet ved en militærrevolte af general Daza, kom konflikten snart til åbent udbrud. Daza lagde nemlig i strid med aftalen en meget høj udførseltold på salpeter og søgte ved trusler om at lægge beslag på alle de chilenske exportørers salpeter at formå Chiles regering at affinna sig med dette tiltag. Chile svarede med at lade sin flåde blokere Antofagasta og to andre bolivianske havne, Antofagasta blev okkuperet af chilenske tropper den 14. februar 1879, og Bolivia erklærede krig den 1. marts samme år. Den peruanske regering, som havde opægget Daza, tilbød nu sin mægling, hvilket blev afslået af Chile, som i stedet fordrede en neutralitetserklæring samt ophævelse af den hemmelige aftale af 1873. Perus vægren fremkaldte fra Chiles side en krigserklæring, hvor efter Bolivia og Peru indgik en angrebs- og forsvarsaftale. Daza overdrog hele krigsbyrden til Peru. Den slet udrustede bolivianske hær forenede sig ganske vist i det sydlige Peru med den peruanske, men underrettelsen om chilenske fremgange skræmte Daza til et hastigt tilbagetog, hvorpå han blev fordrevet af den forbitrede hær samtidig med, at en revolution i La Paz ophøjede general Campero til præsident i december 1879. Ved årets slutning var chilenerne efter en sejr over Perus flåde herrer til søs og i besiddelse af størstedelen af Bolivias kystland. Bolivia deltog derefter kun lidt i striden, dets hær opløste sig, og efter Perus endelige nederlag kom det 1884 mellem Bolivia och Chile til en våbenhvile på ubestemt tid, ifølge hvilken Bolivia til sejrherren afstod hele sit kystland (området Mejillones).

Genopbygningen[redigér | redigér wikikode]

Efter krigens afslutning fulgte i Bolivia en periode af relativt ro, hvorunder landet genopbyggedes og økonomisk gik fremad. Præsidenterna Pacheco (1884–88), Arce (1888–92) og Baptista (1892–96) sad alle embedstiden ud, uforstyrrede af militærrevolutioner. 1896 blev doktor Severo Alonso præsident. Under hans embedstid tændtes atter oprørsflammen som følge af en i december 1898 antaget lov, som gjorde Sucre til landets faste hovedstad (forud havde La Paz, Cochabamba, Oruro og Sucre på skift været regeringens sæde). I La Paz udbrød straks oprør, og dettes leder, oberst José Manuel Pando, blev efter en sejr over regeringstropperne i april 1899 regeringsmagtens indehaver og i oktober samme år valgt til præsident. Han efterfulgtes i 1904 af doktor Ismael Montes. Bolivias økonomiske opsving blev hæmmet meget ved dets afskæring fra havkysten. Det fik i 1895 ved en aftale med Chile udsigt til at få en havn, Vitor, men dette løfte blev ikke opfyldt.

Grænsestrid med Brasilien[redigér | redigér wikikode]

Omkring århundredeskiftet rodede Bolivia sig ind i nye grænsestridigheder, denne gang med Brasilien angående Acre-området. Et øjeblik truede denne konflikt med at føre til en åben krig, men i foråret 1903 blev truffet en provisorisk aftale, og konflikten bilagdes ved en aftale den 18. november samme år, hvorefter Bolivia afstod størstedelen (omkring 110.800 km2 med 32.000 indbyggere) af det omtvistede område samt til gengæld modtog 2. mio. pd st. og løfte af Brasilien om bygningen af en for Bolivias udførsel vigtig jernbane, som skulle forbinde de sejlbare øvre og nedre dele af den der imellem som følge af vandfald ufarbare Madeira-flod.

Velstandstider[redigér | redigér wikikode]

Bolivias næringsliv nød under de første årtier af det 20. århundrede en opblomstring, takket være bedre kommunikationer og forøget efterspørgsel efter landets fornemmeste exportartikler, tin, kobber, sølv og kautsjuk. Tinproduktionen udgjorde en fjerdedel af verdensproduktionen, kautsjukproduktionen var efter Brasiliens den største i de sydamerikanske stater. Også store petroleumforekomster begyndte man at udnytte i 1911. Bolivias export havde i 1918 en værdi af 183 mio. bolivianos (hvoraf for 130 mio. tin), importen af 35 mio. Til sammenligning: i 1913 var mængderne henholdsvis 97 og 57 mio. Jernbanenettet omfattede 1921 2.255 km. og yderligere 410 km var under udbygning. Bolivia havde nu fået jernbaneforbindelse med havet over både Chile og Peru samt med Argentina, dets vigtigste floder var det øvre løb af Paraguay og Madeira; den sidstnævnte havde ved en jernbane forbi vandfaldene på brasiliansk område fået stor betydelse for udførslen af varer fra det østre Bolivia.

Grænsekonflikten mellem Bolivia og Peru vedrørende en del af Acre-området afgjordes i juli 1909 ved en mælingsdom ved Argentinas præsident. Dennes afgørelse fremkaldte først et opløb i La Paz, men efter præsidentskiftet i august samme år, da Montes efterfulgtes af Eliodoro Villazón (1909-13), godtog Bolivia mælingsdommen og genetablerede det venskabelige forhold til Argentina. Bolivia fulgte siden en overvejende fredelig politik, mest indrettet på udviklingen af landets rige, naturlige ressourcer og samfærdselvejenes forbedring. Bolivias letforståelige stræben efter at få direkte adgang til Stillehavet havde tidvis fremkaldt spændte forhold til Peru, hvor man mistænkte Bolivia for at søge at vinde sit mål ved aftale med Chile på bekostning af Perus vedvarende krav på de af Chile i 1883 erobrede provinser Tacna och Arica.

Ismael Montes var på ny Bolivias præsident 1913-17; han afbrød i april 1917 Bolivias diplomatiske forbindelser med Tyskland som følge af den brydning med søfarende amerikanske nationer, som tyskarnes "uindskrænkede ubådskrig" fra februar 1917 havde fremkaldt. Den følgende præsidenten, den liberale Gutiérrez Guerra (1917-20), forsøgte at fremføre bolivianske krav på Arica, men forøgede derved sin upopularitet inden for det republikanske parti, som ønskede at bevare venskabet med Peru, og i juli 1920 blev Guerra afsat ved en paladsrevolution, hvorpå som provisorisk præsident (siden valgt præsident for tiden 1921-25) udsås Bautista Saavedra, som straks erklærede, at Bolivia tænkte sig Arica-spørgsmålets løsning klaret alene ved en fredelig aftale både med Peru og Chile. Et boliviansk forsøg på at 1921 få spørgsmålet optaget til behandling på Folkeforbundets delegeredeforsamlings møde i Genève mødte chilensk modstand og afvisedes af forsamlingen.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]