Folkeforbundet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Oversigtskort over medlemslandene i Folkeforbundet.

Folkeforbundet, Folkenes Forbund, (engelsk: League of Nations) var en international organisation, som blev grundlagt 25. januar 1919 som en del af Versailles-traktaten, der afsluttede 1. verdenskrig. Det var inspireret af Woodrow Wilsons fredsplan. Hensigten var at sikre fred og fremme internationalt samarbejde, arbejde for nedrusting, at hjælpe flygtninge samt andet humanitært arbejde.

26 stater var medlemmer i forbundet fra begyndelsen; i løbet af tyverne var 55 stater med. Det højeste antal var 58 i 1934. USA kom aldrig med.

Den første generalforsamling blev afholdt i Genève 15. november 1920. Her lå Forbundets hovedsæde. Forbundet opløstes formelt 18. april 1946 og overførte sine målsætninger til de Forenede Nationer.

Da det hverken lykkedes Forbundet at forhindre den Spanske borgerkrig eller 2. verdenskrig, var det nærmest gået i opløsning før verdenskrigen. Men det havde succes med

Folkeforbundets medlemmer[redigér | redigér wikikode]

Folkeforbundets forsamling i Geneve i marts 1926.

Indtrædelsesår i parentes.

Abessinien (1923), Afghanistan (1934), Albanien (1920), Argentina (1920), Australien, Belgien, Bolivia, Bulgarien (1920), Canada, Chile (1920), Colombia, Cuba, Danmark (1920), Ecuador (1934), Estland (1921), Finland (1920), Frankrig, Grækenland, Guatemala, Haiti, Holland, Honduras, Indien, Irak (1932), Iran (1920), Irland (1923), Italien, Jugoslavien, Kina, Letland (1921), Litauen (1921), Luxembourg (1920), Mexico (1931), Nicaragua, Norge (1920), New Zealand, Panama, Paraguay (1920), Peru, Polen, Portugal, Rumænien, San Domingo (1923), San Salvador (1920), Schweiz (1920), Spanien (1920), Siam, Tjekkoslovakiet, Storbritannien, Sydafrikanske Union, Sverige (1920), Sovjetunionen (1934), Tyrkiet (1932), Ungarn (1922), Uruguay, Venezuela, (1920) og Østrig (1920).

Japan var medstifter af Folkeforbundet i 1919, men udtrådte i 1933. Tyskland, der indtrådte i 1926, forlod Folkeforbundet i 1933.

Danmark var et af de oprindelige medlemmer af Folkeforbundet, men forlod Folkeforbundet i juni 1940 efter den tyske besættelse.

Pagten[redigér | redigér wikikode]

Pagten for Folkeforbundet (fransk: pacte, engelsk: covenant), der udgjorde de første 26 artikler i Versaillestraktaten og flere af de andre efter 1. verdenskrig afsluttede fredstraktater, trådte i kraft den 10. januar 1920. Pagtens artikel 1 indeholdt regler om optagelse i forbundet. Artikel 2—7 omhandlede forbundets tre hovedorganer: delegeretforsamlingen, rådet og det faste sekretariat.

Rustningsbegrænsninger[redigér | redigér wikikode]

Artikel 8—17 gav bestemmelser om rustningernes begrænsning, om fredelig bilæggelse af mellemfolkelige stridigheder og om midler til at håndhæve forbundsforpligtelserne. Ved artikel 8 anerkendte forbundets medlemmer, at fredens opretholdelse krævede en indskrænkning af de nationale rustninger til den laveste grænse, som var forenelig med den nationale sikkerhed og med håndhævelsen ved fælles virksomhed af mellemfolkelige forpligtelser. Ved denne bestemmelse tilsigtedes det at modarbejde rustningerne, men ikke at foreskrive Forbundsmedlemmerne et vist mindstemål, hvorunder rustningerne ikke måtte indskrænkes. Pagten forudsatte dog, at de enkelte stater havde en vis militærstyrke.

Forbundslandenes integritet[redigér | redigér wikikode]

Artikel 10 anerkendte forbundsmedlemmernes territoriale integritet og bestående politiske uafhængighed, som forbundet forpligtede sig til at beskytte mod angreb udefra. Denne bestemmelse kunne derimod ikke påberåbes som anledning til indblanding i en stats indre anliggender. Af andre bestemmelser, der tilsigtede at værne om de enkelte staters selvstændigbed, kan nævnes artikel 1, 2. stk. om medlemmernes udtræden af forbundet, artikel 5, 7. stk., hvorefter der krævedes enstemmighed til delegeretforsamlingens og rådets beslutninger, med mindre der udtrykkeligt var fastsat noget andet, artikel 15, 8. stk., hvorefter rådet ikke var berettiget til at angive en løsning af et spørgsmål, der efter folkeretten udelukkende hørte under vedkommende stats egen myndighed, og artikel 26, 2. stk., hvorefter det stod ethvert medlem frit ikke at godkende forandringer, der vedtoges i pagten, dog at vedkommende stat i så fald ophørte med at være medlem af forbundet. Ifølge artikel 18 skulle alle traktater og mellemfolkelige aftaler, der fremtidig blev indgået mellem forbundets medlemmer, registreres i sekretariatet for at være bindende og der efter offentliggøres. Artikel 20 ophævede tidligere indgåede mellemfolkelige forpligtelser eller forståelser, der var uforenelige med pagten, dog ansås voldgiftstraktater eller lokalt begrænsede forståelser til fredens sikring så som Monroe-Doktrinen ifølge artikel 21 ikke for uforenelige med pagten. Artikel 22—25 henlagde en række vigtige administrative og socialpolitiske opgaver til forbundet, og endelig gav artikel 26 regler om fremgangsmåden ved ændring af pagten.

Institutioner[redigér | redigér wikikode]

Af Folkeforbundets hovedorganer samledes forbunds- eller delegeretforsamlingen i reglen årlig (ifølge forretningsordenen den første mandag i september) i Genève, hvor forbundet havde sit sæde, mens rådet, der holdt fire regelmæssige møder årlig, jævnlig samles andetsteds. Sekretariatet lå i Genève og den senere oprettede faste domstol i Haag.

Delegeretforsamlingen[redigér | redigér wikikode]

Delegeretforsamlingen (fransk: l’Assemblée, engelsk: the Assembly) bestod af delegerede for alle optagne stater, der hver kunne sende højst 3 repræsentanter foruden stedfortrædere, sagkyndige rådgivere og sekretærer. Danmarks delegation bestod af fire parlamentarikere med en diplomat (gesandt Herluf Zahle) som formand. Delegeretforsamlingen, i hvilken hvert forbundsmedlem havde een stemme, var ifølge pagten berettiget til at behandle ethvert spørgsmål, der faldt inden for forbundets virksomhed, eller som angik verdensfreden.

Rådet[redigér | redigér wikikode]

Rådet (fransk: le Conseil, engelsk: the Council) skulle oprindeligt bestå af 9 medlemmer, nemlig 5 faste — repræsenterende Amerikas forenede Stater (der imidlertid ikke var medlem af forbundet), England, Frankrig, Italien og Japan — og 4 andre, valgt af forsamlingen. Sidstnævnte gruppe blev 1922 forøget til 6, for året 1924 repræsentanter for Belgien, Brasilien, Czekoslovakiet, Spanien, Sverige og Uruguay. Ethvert forbundsmedlem, der ikke var repræsenteret i rådet, skulle indbydes til at sende en repræsentant, der deltog som medlem i ethvert rådsmøde, hvor der behandledes spørgsmål, som særlig vedrørte dette forbundsmedlems interesser. De i rådet repræsenterede medlemmer havde kun hver een stemme og een repræsentant. For at rådet kunne tage beslutning, krævedes som hovedregel lige som i delegeretforsamlingen enstemmighed. Derimod var grundsætningen om staternes ligeberettigelse ikke gennemført i rådet, hvor stormagterne altid havde ret til at være repræsenteret, mens alle de andre magter måtte skiftes til at besætte de 6 øvrige pladser.

Sekretariatet[redigér | redigér wikikode]

Forbundets tredje hovedorgan var det faste sekretariat (le Secrétariat permanent), der lededes af en generalsekretær (englænderen sir Eric Drummond), som tillige deltog i alle rådets og delegeretforsamlingens møder. Sekretariatet var en omfattende institution, hvor en mængde sagkyndige fra forskellige lande dagligt arbejdede med de spørgsmål, som Folkeforbundet beskæftigede sig med.

Domstolen[redigér | redigér wikikode]

Den faste domstol for mellemfolkelig retspleje (Cour Permanente de Justice Internationale) var i henhold til pagtens artikel 14 oprettet ved en traktat, der vedtoges i Genève den 13. december 1920. Domstolen trådte sammen i Haag mindst en gang årlig for at behandle foreliggende sager. Blandt andet på dette punkt adskilte den ny domstol sig fra den på Haagkonferencen i 1899 oprettede voldgiftsdomstol, hvis dommere udpegedes af en liste for hver enkelt sag, og som stadig bestod ved siden af den ny domstol. Denne var sammensat af 11 på 9 år valgte medlemmer (deriblandt danskeren Nyholm) og 4 stedfortrædere. Domstolen kunne afgøre internationale stridigheder med bindende virkning for parterne, hvilke kun kunne være stater eller medlemmer af Folkeforbundet, og dens myndighedsområde omfattede i øvrigt alle sager, som parterne indankede for den.

Domstolen kunne endvidere afgive betænkninger i spørgsmål, som rådet eller forbundsforsamlingen forelagde den, og afgav en række sådanne responsa. Foruden at afgøre tvistigheder, der således frivilligt henvistes til den, var domstolens domsmyndighed obligatorisk i alle retstvistigheder mellem stater, fx. vedrørende traktaters fortolkning og alle spørgsmål angående folkeret, når vedkommende stat en gang for alle eller for et bestemt tidsrum havde forpligtet sig dertil. En sådan erklæring var på betingelse af gensidighed afgivet for 5 år af Danmark og flere andre stater. Domstolens statutter var ratificeret af en lang række stater, deriblandt Danmark, Norge, Sverige, Holland, Schweiz, Storbritannien, Frankrig, Italien og Japan.

En international arbejdsorganisation[redigér | redigér wikikode]

I tilslutning til udtalelserne i pagtens artikel 23 var der ved Versaillestraktatens 13. del stiftet en international arbejdsorganisation, bestående blandt andet af de stater, der var medlemmer af Folkeforbundet. Denne organisation omfattede dels en forsamling, hvori hver medlemsstat var repræsenteret ved to regeringsdelegerede samt en arbejder- og en arbejdsgiverrepræsentant, dels et internationalt arbejdsbureau i Genève, der under tilsyn af et forvaltningsråd lededes af en direktør (franskmanden Albert Thomas).

Konventioner[redigér | redigér wikikode]

På konferencer, organisationen havde sammenkaldt (i Washington 1919, i Genua 1920 og i Genève 1921, 1922 og 1923) blev der vedtaget en række konventioner om sociale forhold, fx. om arbejdsløshed og om kvinders og børns natarbejde.

Faste udvalg[redigér | redigér wikikode]

Forbundet lod foruden adskillige midlertidige udvalg og kommissioner nedsætte en række faste udvalg af fremragende fagmænd fra forskellige lande. Af sådanne udvalg kan nævnes:

  • det rådgivende opiumsudvalg, der var rådet behjælpeligt i spørgsmål om modarbejdelsen af handelen med opium, morfin, kokain og andre skadelige bedøvelsesmidler;
  • det rådgivende tekniske udvalg for samfærdsel og transit;
  • det faste udvalg for bekæmpelsen af handel med kvinder og børn;
  • sundhedsudvalget, der under ledelse af danskeren Thorvald Madsen udrettede et stort arbejde blandt andet for at hindre epidemiske sygdommes udbredelse fra Østeuropa;
  • det land-, sø- og luftmilitære udvalg, som blandt andet beskæftigede sig med spørgsmålet om rustningernes begrænsning;
  • mandatudvalget, der havde at gøre med sådanne (navnlig tidligere tyske og tyrkiske) kolonier og områder, hvis befolkning mentes at mangle betingelserne for selvstyre, og som derfor i henhold til pagtens artikel 22 administreredes af dertil af forbundet udpegede og kontrollerede mandatmagter (især Storbritannien og Frankrig).

Opgaver[redigér | redigér wikikode]

Forbundet beskæftigede sig med en række politiske problemer af højst uens karakter.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Henning Poulsen: Hitlers krig (s. 20), Gyldendal, 1990, ISBN 87-00-32462-0

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: