Martsrevolutionen (Danmark)
Martsrevolutionen i Danmark er betegnelsen for de begivenheder der ledte til indførelsen af konstitutionelt monarki i Danmark ved Grundlovens stadfæstelse.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Baggrund
Martsrevolutionen i flere europæiske lande var en række voldsomme begivenheder bl.a. i Frankrig og Tyskland og var udbruddet af en stadig stigende tilslutning til demokratiske styreformer blandt den borgerlige befolkning. Følgerne af disse martsrevolutioner nåede Danmark, som længe havde haft en bevægelse for en forfatningsændring.
Frederik 7. (1848-63), var ved sin tronbestigelse 20. januar 1848 39 år gammel. Han havde som prins ført en uregelmæssig tilværelse, var uden synderlige kundskaber og havde beskæftiget sig meget lidt med statssager. Det og hans ringe lyst til at påtage sig en enevoldskonges tunge ansvar og arbejdsbyrde gjorde ham på forhånd velvilligt stemt for tanken om en konstitutionel forfatning.
Han beholdt de gamle ministre og supplerede efter sin faders ønske statsrådet med Carl Moltke og efter sit eget ønske med sin ungdomsven Carl Emil Bardenfleth. Gehejmestatsrådet accepterede få dage efter tronskiftet grundtrækkene af det forfatningsudkast, der var under udarbejdelse i Christian 8.s sidste dage. Ved kundgørelsen af 28. januar 1848 tilsagdes der folket en konstitutionel fællesforfatning for hele Kongeriget Danmark, således at det fællesrepræsentation skulde bestå af lige mange medlemmer for kongeriget og Hertugdømmerne og samles afvekslende i de nævnte to hoveddele af monarkiet.
Det nationaliberale parti, som straks efter tronskiftet på forskellig måde havde fremsat sine krav om en konstitutionel forfatning for kongeriget og Slesvig, følte sig stærkt skuffet af kundgørelsen og fandt navnlig i bestemmelsen om, at kongerigets 1.300.000 og hertugdømmernes 800.000 indbyggere skulle have lige stor repræsentation, en krænkelse af den danske befolknings ret. Bevægelsen i kongeriget samlede sig mere og mere i kravet om en konstitutionel forfatning for Danmark til Ejderen. Også i Hertugdømmerne var man misfornøjet; thi slesvigholstenerne ville overhovedet intet vide af en fællesforfatning mellem Hertugdømmerne og Kongeriget.
[redigér] Casinomødet
Februarrevolutionen i Frankrig drev stemningen yderligere i vejret og vakte hos slesvigholstenerne tro på, at de snart og om fornødent ved magt kunne realisere sine fremtidsplaner. Navnlig i Holsten opløstes den lovlige orden mere og mere. Ved Casinomødet i København 11. marts proklamerede de liberale førere Ejderstatstanken under stormende tilslutning , og 18. marts samledes i Rendsborg 70 medlemmer af begge Hertugdømmernes stænderforsamlinger og vedtog at sende en deputation til København med forskellige forlangender til kongen, deriblandt om øjeblikkelig indkaldelse af de to stænderforsamlinger til en forenet samling og forelæggelse af et udkast om en slesvigholstensk forfatning, samt om Slesvigs indlemmelse i det tyske forbund.
Da efterretningen nåede til København, vedtog hovedstadens borgerrepræsentation straks 20. marts en adresse til kongen med forlangende om et minister- og systemskifte. Adressen, som var affattet af Orla Lehmann, endte med ordene:
 |
Vi anraabe Deres Majestæt om ikke at drive Nationen til Fortvivlelsens Selvhjælp |  |
.
Samme aften havde de liberale førere indvarslet til møde i Casino, hvor en adresse i lignende retning vedtoges. Man enedes desuden om at ledsage borgerrepræsentationen, til hvilken nu også magistraten havde sluttet sig, til Christiansborg Slot den næste dag, for at overbringe kongen adressen.
[redigér] Toget til Christiansborg
Det var det berømte folketog til Christiansborg 21. marts: 10000 mennesker deltog under stærk og løftet stemning, men uden at ordenen noget øjeblik forstyrredes. Da Lauritz Nicolai Hvidt som Borgerrepræsentationens formand og ordfører trådte frem for kongen, var dennes beslutning allerede fattet. Bardenfleth og andre havde i de sidste uger påavirket ham i ejderdansk retning, og han indså nu nødvendigheden af et systemskifte. Umiddelbart før toget til slottet havde han kundgjort det for gehejmestatsrådets medlemmer, og de havde alle med undtagelse af Bardenfleth indgivet deres demission. Dette kundgjorde kongen nu for Hvidt og denne igen for mængde foran slottet. Kongens optræden og hans erklæring om at ville være sit folk "en tro Leder til Ære og Frihed" vakte i hovedstaden og hele landet en begejstring for ham, som, trods talrige skuffelser, holdt sig i folkets brede lag hans hele regeringstid igennem.
[redigér] Regeringsdannelse og krigsoptakt
Det følgende døgn var optaget af bestræbelserne for at danne et ministerium. Bardenfleths forsøg og flere andre kombinationer, der gik ud på at danne et kabinet, væsentlig sammensat af regeringsmændene af den ældre skole, med iblanding af enkelte liberale elementer, bristede, og først om formiddagen den 22. marts, umiddelbart før den slesvigholstenske deputations ankomst, lykkedes det den tidligere finansminister, grev Adam Wilhelm Moltke, at danne en regering, i hvilken, foruden enkelte repræsentanter for den ældre administration, oppositionsførerne Ditlev Gothard Monrad, Anton Frederik Tscherning, Hvidt og Orla Lehmann fik sæde.
Deputationen fik nu det svar - i hvilket samtidig martsministeriets program var udtrykt -, at kongen nægtede at indlemme Slesvig i det tyske forbund, men derimod, samtidig med at give det udstrakt provinsiel selvstændighed med egen landdag, ville "styrke dets uopløselige Forbindelse med Danmark ved en fælles, fri Forfatning". Hvad Holsten angik, skulle det have en særlig, fri forfatning som "selvstændig, tysk Forbundsstat". Imidlertid var det åbne oprør udbrudt i Holsten 23. marts, hvilket førte til Treårskrigen 1848-50.
[redigér] Se også
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |
