Martsrevolutionen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For begivenhederne i Danmark i denne periode, se Martsrevolutionen (Danmark)
Glade revolutionære vifter med revolutionens fane, Schwarz-Rot-Gold.

Martsrevolutionen er den ofte anvendte betegnelse for en række borgerligt-liberalt inspirerede revolutioner, der udsprang i marts 1848 i de 38 tyske småstater, der på dette tidspunkt var løst bundet sammen i det tyske forbund under de-facto ledelse af de to store tyske stater Preussen og Østrig-Ungarn, der ofte lå i intern splid.

Allerede i forbindelse med den borgerligt-liberale julirevolution i Frankrig 1830, var tyske borgere blevet inspireret til at kræve større demokratiske reformer, hvilket bl.a. udmøntede sig i en stor forsamling ved Hambacher Fest i 1832, hvor de sort-rød-gule farver blev symbolet for kampen om mere frihed. Efterhånden blev kravene om mere åbenhed, mindre censur, større politisk frihed og mere demokrati smeltet sammen med ønsket om, at samle de mange småstater til en tysk nation, og i forbindelse med den franske februarrevolution udbrød der så opstande rundt omkring i de tyske stater og byer. Kravene kunne de autoritære herskere i de forskellige stater ikke sidde overhørig, og dannelsen af et parlament i Frankfurt så en overgang ud til at kunne etablere en ny stor samlet tysk nation med et demokratisk valgt parlament. Det lykkedes dog i løbet af 1849 de konservative kræfter især ledet af Bismarcks Preussen at slå igen og genetablere ordenen med autoritære herskere i de forskellige stater. Martsrevolutionen i Tyskland havde også konsekvenser for Danmark, hvor nationalliberale under ledelse af Orla Lehmann krævede mere demokrati.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

I forbindelse med Napoleonskrigene i starten af det 19. århundrede havde flere tusinde tyske studenter og andre meldt sig frivilligt for at kaste franskmændene ud af de tyske områder i en række slag der senere er blevet døbt die Befreiungskriege (Befrielseskrigene). Disse slag fik en stigende nationalisme til at brede sig i samfundet, og især de tyske studenterforeninger, Burschenschaften, begyndte kravene om en tysk samling af de forskellige nationer at blive stadigt mere tydelige. Ved Wienerkongressen blev mange af de frivillige dog skuffet, da konservative kræfter ved Wienerkongressen under ledelse af især den østrig-ungarske minister fyrst Metternich formåede at stoppe disse ideer og genetablere ordenen. Perioden der fulgte efter 1814/1815 nævnes derfor ofte restaurationen, fordi de gamle herskere og de gamle systemer fortsatte næsten som om Napoleon aldrig havde været der.

I løbet af de følgende år voksede de borgerlige i antal, og den stadigt stærkere brug af censur fra magthavernes side gik ud over mange af de forfattere, der i den såkaldte Vormärz-periode agiterede for større politisk frihed. Ved Hambacher Fest i 1832 samledes over 30.000 borgere sig, for at manifestere, at man ønskede et opbrud med den gamle orden, som restaurationspolitikken havde genskabt.

Udbruddet af voldelige optøjer i Paris i februar 1848 sprang i marts 1848 over til de tyske stater, hvor borgerne nu gjorde oprør mod den herskende orden, der i lyset af den overvældende folkelige opbakning denne bevægelse fik, bøjede sig for alle kravene i de fleste stater i Tyskland.

Forløb af revolutionen[redigér | redigér wikikode]

Revolutionen i Tyskland begyndte den 27. februar 1848 i Mannheim, hvor en nydannet folkeforsamling stillede en række krav om reformer. Dette skridt spredte sig hurtigt til andre stater i det tyske forbund, bl.a. Baden og Bayern. I løbet af marts spredte revolutionen sig over hele det tyske område, og mange fyrster blev tvunget til at give store indrømmelser. Den 18. maj åbnede man Frankfurter nationalforsamlingen, et demokratisk parlament, der skulle udfærdige en forfatning for et nyt samlet Tyskland.

Efter at have arbejdet på dette i ti måneder kunne forsamlingen fremlægge et udkast den 28 marts 1849. I mellemtiden havde de autoritære fyrster genvundet fatningen, og da den stærke preussiske konge Friedrich Wilhelm IV den 3. april afviste at følge forfatningens forordninger så det meget sort ud. Efter en kort periode i maj med borgerkrigslignende tilstande mellem fyrstestyrker og de revolutionære stod det til sidst klart, at revolutionen var død.

Eftervirkninger[redigér | redigér wikikode]

Mange af de tyskere, der havde været aktive i forbindelse med revolutionen flygtede til især USA, hvor deres virkelyst efterlod mange kendetegn især i de tyske befolkningsgrupper i USA.

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: