Revolutionerne i 1848

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Konsekvenser af revolutionerne blev i dansk kontekst skelsættende. Billede af den grundlovsgivende forsamling malet af Constantin Hansen.

Revolutionerne i 1848 også kendt som revolutionsåret var en række af revolutioner der i perioden 1848-1849 berørte næsten alle europæiske lande i mere eller mindre grad, ofte i form af voldsomme uroligheder. For Danmark blev revolutionsbølgen den direkte årsag til kong Frederik VII´s opgivelse af enevælden og vedtagelsen af grundloven. Revolutionsbevægelserne i de forskellige lande var båret frem af en stigende nationalisme blandet med liberalisme. Man blandede ønsket om selvstændige nationalstater for de enkelte folkeslag med indførelsen af demokratiske systemer og liberal frigørelse, der kunne sikre landets borgere lige rettigheder og sikkerhed fra de arbitrære, autoritære magtbeføjelser, som kongemagten til borgernes utilfredshed hidtil havde siddet inde med.

Revolutionerne betød for enkelte lande et brud med årelangt absolutistisk styre, mens det for især de større lande betød et nederlag for frihedsbevægelserne, bl.a. i tilfældene Det tyske kejserrige, Polen, Italien og Det habsburgske rige, men også stedet for revolutionernes udspring i Frankrig, centreret i Paris, en revolution der i sin proletariske karakter nærmest kunne anses for at være et socialistisk oprør, var vidne til frihedsbevægelsens nederlag.

Optakt[redigér | redigér wikikode]

Med den franske revolution i 1789 var den borgerlige tidsalder for alvor blevet skudt i gang i Europa. For første gang havde et folkeligt oprør formået at vælte en siddende konge og indføre nye styreformer efter borgerligt-liberalt forbillede. Kampen mellem de borgerlige og de aristokratiske kræfter, der før havde haft monopol på magten, var dermed skudt ind. Denne kamp skulle komme til at vare de næste hundrede år, og i løbet af det 19. århundrede ofte kulminere i voldsomme oprør og revolutioner. Den borgerligt-liberale bevægelse begyndte i starten af det 19. århundrede at blande sig med den nye spirende nationalisme, der som liberalismen også var et borgerligt fænomen.

Napoleon Bonaparte havde på trods af sin meget autoritære styreform været medvirkende til at den liberale tanke levede videre. Med hans endelige nederlag kunne de gamle kongelige og adelige magteliter i Europa igen sætte sig tungt på magten. Denne periode kendes også som Restaurationen, fordi det her lykkedes at imødegå mange af de revolutionære strømninger de kontinentaleuropæiske stater havde været ramt af.

Julirevolutionerne 1830[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: julirevolutionen

I juli 1830 forsøgte den franske konge Karl 10. at fratage de folkevalgte al magt ved at ophæve folkerepræsentationen, og dermed genindføre det gamle enevælde, l´ancien regime. Dette udløste voldsomme protester i Paris, så store at kongen måtte trække sig og overlade pladsen til Louis-Philippe 1. af Frankrig. Denne første europæiske oprørsbølge bredte sig til resten af kontinentet, og Belgien skylder sin nuværende eksistens denne revolution. I Danmark fik det københavnske borgerskab indført oprettelsen af Stænderforsamlinger i landet. I Polen forsøgte man sig ved et nationalt oprør at løsrive sig fra preussisk og russisk overherredømme, hvilket dog mislykkedes. Revolutionerne i 1830 var første gang de nationalliberale bevægelser havde kunnet nå ud over grænserne og direkte have indflydelse på forskellige landes begivenheder.

Sociale aspekter i tiden op til 1848[redigér | redigér wikikode]

Frem for alt var det borgerskabets vækst der havde betydning for de bevægelser der drev kravet om reformer og forandring frem. Takket være ny videnskab, medicin og opgør med tidligere tiders rigide landbrugspolitik havde Europa oplevet en sand befolkningseksplosion. Båret frem af håb om arbejde og et bedre liv var strømmen af mennesker fra land til by taget kraftigt til. Industrialiseringen skabte ikke bare et stort antal arbejdere, men også et stadigt større rigt borgerskab, der ikke kunne forstå hvorfor gamle adelsslægtsnavne skulle kunne give større fordele end hvad man selv havde tjent sig til ved hårdt arbejde og talent. Det var derfor især i byerne man kunne opleve nationalliberale bevægelser. Selv om underklasser og borgerskabets middelklasse arbejdede sammen i ønsket om en ny samfundsform og en indskrænkning af adelens og kongens magt, kunne man dog allerede på dette tidlige tidspunkt se konturerne af det fremtidige skisme der skulle stå mellem arbejdere og borgerskab.

Revolutionerne 1848[redigér | redigér wikikode]

I Berlin blev symbolet på den nationalliberale tyske bevægelse viftet flittigt.

Det franske borgerskab havde i længere tid skelet misundeligt til englændernes mere liberale samfundssystem. Da arbejderne i Paris i slutningen af fyrrerne samtidig fik forringet deres vilkår som følge af en økonomisk depression var der en latent oprørsstemning i landet. Den 20. februar gjaldede nu igen "Frihed, lighed og broderskab"-råbene i de parisiske gader. Endnu engang var revolutionen brudt ud, og meget hurtigt spredte den frihedskrævende bevægelse sig til omkringliggende lande. I Danmark blev kongen tvunget til at gå i marts og man nedsatte en grundlovsgivende forsamling der skulle udfærdige en grundlov. I Tyskland samledes et nationalkonvent i Frankfurt med samme formål. I Ungarn forsøgte man at vælte det habsburgske rige og oprette en ungarsk nationalstat, og i Italien forsøgte en nationalliberal bevægelse at indføre en italiensk stat.

De mange bevægelser havde dog på trods af deres fælles ønske om forandringer flere forskelle. Man kan groft sagt dele dem op i tre slags bevægelser, der dog også overlappede hinanden. I Frankrig, udgangspunktet for revolutionen, var der tydeligvis tale om en hovedsagelig social revolution. I Tyskland og i områder med fremmedherredømme som f.eks. i Østrig-Ungarn var det ønsket om en national samling, oprettelsen af en nationalstat, der dominerede. I lande som f.eks. Danmark og Sverige var det hovedsageligt et ønske fra især borgerskabet om at få ændret på magtforholdene til borgernes side.

Konklusion[redigér | redigér wikikode]

Revolutionerne i 1848 betragtes mestendels som fiaskoer. Især i Frankrig, Italien og Tyskland havde bevægelserne lidt store nederlag, og perioden efter 1848 blev i disse lande præget af konservative tendenser. Men på nogle områder fik bevægelsen succes. I Danmark fik man vedtaget en forfatning der gav befolkningen magten. I Sverige lykkedes det samme om end i anderledes form. Problemet for bevægelsen havde især været skellet mellem land og by. Både i Frankrig og Østrig-Ungarn havde restaurative-konservative kræfter nydt gavn af stor opbakning fra en landbefolkning, der ikke umiddelbart kunne identificere sig med den borgerlige by-elite og den nedslidte arbejder på fabrikken.


Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: