Nice-traktaten

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Relative stemmevægt i Ministerrådet efter Nice-traktaten
Land Stemmer Befolkning
(millioner)

Tyskland 29 82.0
Storbritannien 29 59.4
Frankrig 29 59.1
Italien 29 57.7
Spanien 27 39.4
Polen 27 38.6
Holland 13 15.8
Grækenland 12 10.6
Tjekkiet 12 10.3
Belgien 12 10.2
Ungarn 12 10.0
Portugal 12 9.9
Sverige 10 8.9
Østrig 10 8.1
Slovakiet 7 5.4
Danmark 7 5.3
Finland 7 5.2
Litauen 7 3.7
Irland 7 3.7
Letland 4 2.4
Slovenien 4 2.0
Estland 4 1.4
Cypern 4 0.8
Luxembourg 4 0.4
Malta 3 0.4

Nice-traktaten er en traktat vedtaget i Nice af Ministerrådet til at erstatte de tre tidligere eksisterende traktater:

Traktaten trådte i kraft den 1. februar 2003.

Traktatens primære formål var at ændre den institutionelle struktur i EU for at forberede sig på den forestående udvidelse af EU. Amsterdam-traktaten skulle have forberedt denne opgave, men mange fandt, at denne ikke i tilstrækkelig grad havde forberedt EU-samarbejdet til dette.

Mange lande var kritiske overfor Nice-traktaten:

  • Tyskland fandt, at størrelsen af landets befolkning ikke var blevet tilstrækkelig tilgodeset ved stemmevægten (Tyskland fik 29 stemmer med en befolkning på 82 millioner, samme antal stemmer som Det Forenede Kongerige, Frankrig og Italien, alle med under 60 millioner indbyggere. Frankrig insisterede på opretholdelse af den symbolske ligevægt mellem de fire lande.
  • Systemet med dobbelt flertal, der krævede både flertal i antallet af lande og andel af befolkningen, blev kritiseret af Frankrig, men et kompromis blev opnået, der fastholdt princippet om dobbelt flertal.

Traktaten udvidede antallet af parlamentspladser efter EU-udvidelsen til 732, hvilket var større end loftet i Amsterdam-traktaten. Spørgsmålet om at reducere antallet af kommissærer var genstand for megen diskussion, men traktaten endte med at specificere, at antallet af kommissærer skulle mindskes til under 25, når der kom 25 medlemslande.

Traktaten gav mulighed for at oprette underordnede domstole under EF-Domstolen til at varetage specifikke lovgivningsområder, såsom patentlovgivning.

Nice-traktaten skabte ny lovgivning om tættere samarbejde, da mange fandt, at lovgivningen vedtaget herom i Amsterdam-traktaten var ubrugelig. Lovgivningen fra Amsterdam-traktaten blev derfor aldrig anvendt i praksis.

Da man i forbindelse med valget i Østrig, der resulterede i Jörg Haiders FPÖ regeringsdeltagelse, ikke havde været i stand til at samle resten af EU om sanktioner, og man frygtede, at lignende situationer kunne opstå i fremtiden, indeholdt Nice-traktaten som den første traktat formelle bestemmelser om, hvordan man kunne indlede sanktioner mod et EU-medlemsland.

Traktaten indeholdt også bestemmelser om de finansielle konsekvenser af Kul- og Stålunionens nedlæggelse.

Europa-Kommissionen og Europa-parlamentet var utilfredse med, at Nice-traktaten ikke vedtog mange af deres respektive forslag til at reformere den institutionelle struktur i EU. Europa-parlamentet truede derfor med at vedtage en resolution mod traktaten. Europa-parlamentet er ikke i besiddelse af en formel vetoret i spørgsmål om nye EU-traktater, men Italien havde erklæret, at landet ikke ville ratificere uden Parlamentets opbakning. Europa-parlamentet endte dog med ikke at vedtage en mod-resolution.

Tre-søjle-strukturen, der stammer fra Maastricht-traktaten, blev opretholdt i Nice-traktaten. Mange kritikere fandt imidlertid, at tre-søjle-strukturen var alt for kompliceret, og at de eksisterende traktater skulle sammensmeltes. Derudover var EU i virkeligheden stadig tre organisationer, da både EF og Kul- og Stålunionen på forhandlingstidspunktet stadig eksisterede. Mange fandt, at dette var med til at mindske sammenhængskraften i EU. Endelig mente især Tyskland (men også Danmark), at der manglede klare distinktioner mellem hvilke områder, der falder under EU, og hvilke, der hører under medlemsstaterne.

Endelig indeholder Nice-traktaten ikke en indarbejdelse af EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder, idet Det Forenede Kongerige var modstandere af indarbejdelsen. Dette er en del af EU's forfatningstraktat, der dog næppe bliver vedtaget i sin nuværende form.

Alt i alt fandt de fleste lande (eller de fleste landes regeringer), at Nice-traktaten var et fremskridt i forhold til Amsterdam-traktaten i forhold til, hvor godt, man var i stand til at få EU til at fungere efter udvidelsen. Men de fleste regeringer fandt dog samtidig, at resultatet opnået ikke var godt nok til at få et udvidet EU til at fungere. Dette var en del af grundlaget for at man få år senere begyndte diskussionen om Forfatningstraktaten.

Tidslinje[redigér | redigér wikikode]

Underskrevet
Ikrafttrædelse
Traktat
1948
1948
Bruxelles
1951
1952
Paris
1954
1955
Ændrede Bruxellestraktat
1957
1958
Rom
1965
1967
Fusionstraktaten
1975
-
Rådsmødekonklusioner
1985
1985
Schengen-samarbejdet
1986
1987
EF-pakken
1992
1993
Maastricht
1997
1999
Amsterdam
2001
2003
Nice
2007
2009
Lissabon
Pix.gif Pix.gif Pix.gif Pix.gif Pix.gif Pix.gif Pix.gif Pix.gif
                         
Den Europæiske Unions tre søjler:  
Europæiske Fællesskaber:  
Det Europæiske Atomenergifællesskab (EURATOM)
Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) Traktaten ophørte i 2002 Den Europæiske Union (EU)
    Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF)
        Schengen-samarbejdet   Det Europæiske Fællesskab (EF)
    TREVI Retlige og indre anliggender (RIA)  
  Politi- og strafferetligt samarbejde (PSS)
          Europæiske Politiske Samarbejde (EPS) Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP)
Traktatsløst samarbejde Vestunionen (WEU)    
Traktaten ophørte i 2010  
                        v · d · r