Bipolar affektiv sindslidelse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Bipolar affektiv sindslidelse
Klassifikation
SKS DF31
ICD-10 F31

Bipolar affektiv sindslidelse (også kaldet maniodepressiv sindslidelse) er en sindslidelse med periodisk optrædende forandringer i sindsstemningen i form af abnorm opstemthed (mani) eller nedtrykthed (depression). Mellem anfaldene virker patienterne i almindelighed psykisk raske. Sygdommen er til en vis grad arveligt betinget. Anfaldene kan kræve hospitalsindlæggelse og kan behandles på forskellig måde, bl.a. med psykoterapi og medikamenter som antiepileptika, atypiske antipsykotika, litiumpræparater og antidepressiva, samt i sjældne og svære tilfælde, med elektrochok. Effektiv behandling kan i reglen afkorte "anfaldenes" varighed. Efter en endt sygdomsperiode er sandsynligheden for tilbagevenden dog 90%. Der findes, højst sandsynligt, overgangsformer mellem sygdommen bipolar affektiv sindslidelse og såkaldt normalitet.

Diagnose[redigér | redigér wikikode]

Første beskrivelse af sygdommen kommer fra 1. århundrede før vor tidsregning af grækeren Aretaeus af Cappadocia, som beskrev mani-symptomer og melancholi-symptomer i detaljer. Han beskrev mani som det modsatte af melancholi. Sygdommen blev udskilt af Kraepelin i begyndelsen af 1899 som en selvstændig diagnostisk enhed, maniodepressiv sygdom.

Sygdommen er beskrevet i ICD-10 i 1994 under betegnelsen bipolar affektiv sindslidelse som den officielle betegnelse.

En sindslidelse karakteriseret ved to eller flere episoder, hvor patientens stemningsleje og aktivitetsniveau har været tydeligt ændret med såvel opstemthed, øget energi og aktivitet (hypomani eller mani), som nedtrykthed, nedsat energi og aktivitet (depression). Patienter, som har haft gentagne episoder af hypomani eller mani, men ikke depressive episoder, klassificeres også som bipolare.

Affektive episoder afgrænses ved skift til episode af modsat eller blandet polaritet eller ved skift til neutralt stemningsleje, dvs. mindst to måneder uden betydende affektive symptomer. Rent tidsmæssigt fylder depressive faser langt mere end de maniske faser. Der kan også være faser hvor depression og mani optræder samtidigt (blandingstilstande), hvilket er meget forvirrende og svært forståeligt for udenforstående, fordi de fleste jo regner med, at man er enten er neutral, nedtrykt eller opstemt og ikke kan skifte hurtigt mellem tilstandene.

Behandling[redigér | redigér wikikode]

Lithium er med stemningsstabiliserende virkninger. Lithium blev først opdaget af den australske læge John Cade i 1949.

Sygdommen har siden 1960'erne med succes været behandlet med lithium. De seneste år er der fremkommet en række epilepsimidler, som ligeledes har vist sig at have god profylaktisk virkning hos nogle. Andre får det blot værre. Lægevidenskaben har fundet frem til, at epilepsipræparaterne lamotrigin og valproat har en virkning på bipolære tilstande ved at virke stemningsstabiliserende. Visse nyere antipsykotika som fx quetiapin og aripiprazol virker også stemningsstabiliserende ved bipolar affektiv sindslidelse. Lithium er beskrevet af nogle patienter, som værende angst-fremkaldende.

Det er vigtigt at komme i behandling, da uligevægten kan være farlig. Jo længere man har været uligevægtig, jo sværere er det, at komme i balance igen. En manisk person kan påbegynde ideer og kan bruge store summer på ting og ende med at bringe sig selv i social eller økonomisk ruin, eller udsætte sig og andre for direkte fysisk fare ved ekstreme kropslige udfoldelser. En depressiv person kan finde på at begå selvmord eller udrette andre former for selvskade.

Lidelsen kan være svær at behandle medicinsk, da det er vigtigt at man behandler stabiliserende som indledning til en akut behandling, da man ellers risikerer at forstærke manien eller depressionen, eller fremme en depression ved behandling af manien eller omvendt, og derfor vælger man til tider, i milde tilfælde, ikke at behandle lidelsen. Antidepressiva har vist sig i nogle tilfælde, at gøre patienten mere ligevægtig.

Selvbehandling[redigér | redigér wikikode]

En del personer med bipolar affektiv sindslidelse forsøger nogle gange at behandle sig selv med stimuli, især i form af: (cigaretter, hash, speed, Kokain og søde sager), samt (alkohol og sovepiller) mod rastløshed, sædvanligvis med meget negative konsekvenser i form af øget angst, uro og depression og øget uligevægtighed.

Mennesker med denne lidelse, kan ofte drage nytte af terapi – især kognitiv terapi skulle være hjælpsom. Det vigtigste er, ikke at gemme sig væk og accept af hvilken som helst form for medicinering, er ikke nyttefuld. Medicin alene, vil utrolig sjældent kunne hjælpe hele problematikken.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]