P.C. Stenersen Gad

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
P.C. Stenersen Gad
Foto: August Barlach

Peter Christian Stenersen Gad (27. april 1797 i PederskerBornholm12. oktober 1851) var en dansk biskop, broder til Christen Pram Gad.,

Gad deponerede fra Frederiksborg Skole 1813. Han tog teologisk Embedsexamen 1817, blev Adjunkt i Frederiksborg 1821, residerende Kapellan ved Frue Kirke i Aalborg og Sognepræst til Sønder Tranders 1825, 2. residerende Kapellan ved Frue Kirke i Kjøbenhavn 1828 og residerende Kapellan ved Trinitatis Kirke sammesteds 1831.

Gad havde 1822 ægtet stiftsprovst H.G. Clausens yngste Datter, Sophie Georgia (f. 1799 d. 1875), og han blev, da han var kommet til Kjøbenhavn, stærkt paavirket af den Kreds, der samlede sig om det Clausenske Hus, og især af Svogeren H.N. Clausen. Ligesom denne droges han ind i Bestræbelserne for Enevældens Afløsning af en fri Forfatning; han var i 3 Aar Formand for Selskabet til Trykkefrihedens rette Brug, og i dettes Møder saa vel som ved Majfesterne efter Stænderforfatningens Indførelse var han en yndet Taler; mange fandt, at han her lagde større Veltalenhed for Dagen end paa Prædikestolen. Han var ligeledes 1843-45 Formand for Samfundet til den danske Litteraturs Fremme.

Det skyldtes vistnok ogsaa Paavirkning fra det Clausenske Hus, at han interesserede sig for Kjøbenhavns Forskjønnelse og var Medlem af en Komité, som virkede for denne, og som, om den end ikke opnaaede store Resultater, dog har Fortjenesten af St. Annæ Pladses Regulering og Beplantning. Ligeledes sluttede han sig til de Bestræbelser, som H. N. Clausen havde indledet, der gik ud paa at bryde det Aag, som den indbyrdes Undervisnings Methode længe havde lagt paa Almueskolen, og i det hele atter at vække Interessen for denne baade i Almindelighed og især i Kjøbenhavn, hvis Skolevæsen han mente trængte til en Omorganisation.

Men Gad blev tillige i Kjøbenhavn indviklet i den Strid, som J.C. Lindberg den Gang førte mod den Clausenske Slægt og alle, der stode i Forbindelse med den. G., der i theologisk Henseende stod ganske paa samme Standpunkt som sin Svoger, havde foretaget nogle Forandringer i det Ønske, som Præsten efter Altergangen skal udtale over Kommunikanterne. Grunden hertil var sikkert, at han ikke vilde sige, at Christi Legeme og Blod «har gjort Fyldest for alle eders Synder». Herover blev der ført Klage for Biskop P.E. Müller, som strax tilskrev Gad og paalagde ham, hvis han virkelig havde foretaget den anførte Forandring, at opgive denne og holde sig til Ritualets Ord. Gad faldt til Føje efter at have gjort et Par forgjæves Forsøg paa at faa Sagen indanket for Kancelliet. Da Lindberg rettede Angreb paa ham, der ikke kunde have været heftigere, hvis det havde været selve Indstiftelsesordene, han havde forandret, svarede han med et Par Smaaskrifter. Det var hans som H. N. Clausens Mening, at alle kirkelige Formularer kun burde være Anvisninger for Præsterne, der skulle have Frihed til at foretage Ændringer i dem.

Gad søgte siden, da Lindberg havde rettet et langt farligere Angreb paa C.H. Visby, at forsvare denne eller i det mindste at paavise, at de kirkelige Lovbestemmelser ikke kunne anvendes paa saa massiv en Maade, som Lindberg ville.

Gad var 1840 blevet dr.theol., og da Laaland-Falsters Bispestol 1845 blev ledig ved Rasmus Møllers død, blev han dennes efterfølger. Lindberg var Aaret i Forvejen bleven Præst i Tingsted paa Falster, og det løb ikke af uden fornyede Stridigheder mellem de to gamle Modstandere.

1848 forflyttedes Gad til Fyns Bispestol. Heller ikke her undgik han Stridigheder med de grundtvigianske Præster. Han havde, uagtet han allerede den Gang var angrebet af den Sygdom, der voldte hans Død, Del i, at der blev givet Præsterne Birkedal fra Ryslinge og Viborg fra Rynkeby en Irettesættelse, fordi de imod Sognepræstens Vilje havde holdt en Forsamling i et Sogn, hvor Baptisterne havde vundet Udbredelse. Sagen vakte ikke lidt Opsigt og bidrog sit til, at Loven om sognebåndsløsning udkom.

Han blev Ridder af Dannebrog 1845.


Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, Udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst eller redigeret således, at den er på nutidssprog og er wikificeret, bedes skabelonen venligst erstattet med et dybt link til DBL som kilde, og indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.