Pietisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Pietisme (fra det latinske ord pietas, fromhed) er en kristen bevægelse med vægt på fromhed og levende, personlig tro.

Bevægelsen opstod i slutningen af 1600-tallet i tysktalende områder. Mod slutningen af Frederik 4.s regeringsperiode kom bevægelsen til Danmark-Norge, hvor den vandt størst udbredelse under Christian 6., der selv var blevet pietistisk opdraget.

I dansk sammenhæng er pietismen i særlig grad forbundet med personer som Hans Egede, Erik Pontoppidan og Hans Adolph Brorson.

Forudsætninger[redigér | redigér wikikode]

Enhver bevægelse har sine forudsætninger og kan ses som en reaktion på et eller andet eller en videreudvikling af noget andet. Her forsøges en stikordsoversigt over mulige forudsætninger for pietismen:

Positiv[redigér | redigér wikikode]

  • René Descartes (1596-1650) og hans berømte sætning “Cogito, ergo sum” (jeg tænker, altså er jeg) satte mennesket selv i centrum og fjernede Gud og hans tjenere, kirken. Descartes kom frem til at Gud var til, men han kom selv frem til det uden nogen form for autoritet udefra. En kristen variant af disse tanker kan ses i pietismen som en individualistisk luthersk vækkelsesbevægelse.
  • Martin Luther (1483-1546): Det var ikke meningen for Luther at den rette lære ikke skulle gå i spænd med et gudfrygtigt personligt liv. Mange af Luthers skrifter retter sig mod et virksomt kristenliv.
  • Katolsk påvirkning: Blandt andet i form af Thomas af Kempis´ Kristi efterfølgelse.
  • Bodsfromhed, der gav sig udslag i prædikensamlinger og andagtslitteratur, som varetog en glemt luthersk dimension i den lutherske ortodoksi. (Paul Gerhardt, Christian Schriver, Johann Arndt)

Negativt[redigér | redigér wikikode]

  • Religionskrigene i 30-års-krigen (1618-1638)
  • Pestepidemier med kraftig dødelighed: Spener gør i sin bog Pia Desideria opmærksom på Gud benytter legemlige plager til at antyde sin vrede. En blot udvendig kristendom var ingen tilstrækkelig hjælp mod rædslerne.
  • Ortodoksiens objektivitet: Krav til mere praktisk orienteret præsteuddannelse og bedre katekismus-undervisning.
  • Man følge en lede ved alle lærestridighederne og ville koncentrere sig om at leve et kristent liv.
  • Forfald i menneskers gudsliv: Mangel på oprigtig gudsfrygt og hellighed. Dette sås især ved sammenligning med den katolsk kirke, hvor fromhedslivet var mere fremskredet end den lutherske.

Den lutherske pietisme[redigér | redigér wikikode]

Den grundlæggende pietistiske lære blev første gang formuleret af Philipp Jacob Spener (1635-1705), der kaldes lutherdommens 2. reformator. Dette skete i hans bog fra 1675 Pia Desideria (som betyder fromme ønsker). Hans kongstanker var at kristne ikke blot skulle mødes i kirken, men også ved møder i hjemmene (de såkaldte konventikler). Dér skulle man sammen læse og studere i Bibelen. Kristendommen skulle ikke være et præstevælde, men et levende og kærligt liv.

Forskellige pietistiske retninger[redigér | redigér wikikode]

Efter Speners død i 1705 skete der en differentiering i pietismen. Den bestemte form af ordet pietisme er derfor misvisende, da man fra da af kan tale om flere forskellige pietistiske retninger eller vækkelsesbevægelser med hver deres særpræg. De har dog stadigvæk det til fælles, at der var et krav om praktiseret individuelt fromhedsliv, og at de talte om en lille kirke inde i kirken (på latin: Ecclesiola in ecclesia – som betyder at man regner med at der i kirken er en gruppe mennesker, der virkelig er kristne i sammenligning med de andre).

Hallenser-pietismen[redigér | redigér wikikode]

Grundlagt af præsten August Hermann Francke (1666-1722) i Halle i Tyskland. Stikordene for denne retning var: Praktisk fromhed, aktivitet, karakterstyrke, arbejdsiver, mission, undervisning, meget vægt på adiafora (ingen kortspil, dans o.l.) og asketisk verdensfjernhed.

Franckes egen hård omvendelseshistorie blev normgivende for alle andre omvendelser. Det skulle være muligt præcist at kunne pege på et syndigt “før”, et forklaret “nu” og et vakt “efter”. Francke skabte et kraftcenter for denne form for pietisme i Halle ved sin uadrettethed og ved at oprette skoler, fattighuse og bogtrykkerier. Som noget nyt i luthersk sammenhæng blev der sendt missionærer af sted til udlandet, nemlig Ziegenbalg i 1705. Den var statskirkeligt orienteret (da staten også støttede de nye tiltag økonomisk) og er derfor knyttet til konge og kirke (pietisme ovenfra). Dette kom især frem fra 1730 i Danmark. På grund af et positivt forhold til kirken trådte Speners konventikeltanke i baggrunden.

Radikalpietismen[redigér | redigér wikikode]

Nært knyttet til reformationstidens sværmerbevægelser. Forenede en mystisk religiøsitet med en stærk kritik af de bestående kirker, som derfor blev forladt. Man blev inspireret af kvækerne. Troen er inderlighed, så man behøver ikke noget ydre (de mest yderliggående havde endda ikke behov for Bibelen). Blandt de radikale pietistiske bevægelser kan nævnes tunkere, inspirerede og zioniterne.

Herrnhutismen[redigér | redigér wikikode]

Grev Nikolaus Ludwig von Zinzendorf kom tidligt i kontakt med Hallenser-pietismen, og var meget fascineret af deres store missionsiver og fortsatte dette med den Herrnhutiske BrødremenighedDe dansk Vestindiske øer, Grønland, Nordsverige, Nordamerika og Sydafrika. Fra 1727 dannede han en menighed på sit gods Berthelsdorf i Sachsen efter forbillede i den første menighed. Man havde derfor ældsteråd, aktive lægfolk, lodtrækning ved vigtige tvivlsspørgsmål, gensidig sjælesorg i smågrupper og menigheden var fælles om alt. Zinzendorf gjorde især op med at man skulle have en streng bodskamp for at være en kristen – troen er et guddommeligt værk, en følelse og en erfaring. Alt kom an på at stå i det rette forhold til Kristus, som smeltede hjerterne.

Pietismen i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Kirken var en vigtig del af kongens magt, så pietismen var egentlig en trussel mod den enevældige konge pga. dens mulige afstandtagen til kirken. Men Christian 6. (og til dels også hans far Frederik 4.) var personligt grebet af pietismen.

Den Herrnhutiske Brødremenighed satte stor lid til Danmark, som var et missionsivrigt land med et pietist-venlig hof. I 1731 blev Grev Zinzendorf modtaget i København af kongen og modtog Dannebrogordenen, men greven var for frembrusende overfor kongen. I 1733 valgte Christian 6. halle-pietismen som den gren, der skulle dominere i Danmark. Denne var også mere kongetro end Zinzendorfs pietisme.

I København var der en pietistisk menighed med bl.a. Vajsenhus-præsten Enevold Ewald som ledende skikkelse.

Konventikelplakaten fra 1741 lukkede af overfor de radikale pietister, men tillod brødremenighedens stille virke omkring i landet, hvor dette skete med sognepræstens godkendelse. Man arbejde med private samtaler og små forsamlinger, som samledes, når der ikke var fare for påtale.

Da Halle-pietismen, der var statsreligion, var knyttet så meget til kongen, så døde den også langsomt ud efter Christian 6.s død. Man kan sige, at pietismen fra oven døde med kongen, men den overlevede i forskellig litteratur (især Pontoppidans katekismusforklaring Sandhed til Gudfrygtighed), og fik sin opblomstring i en slags pietisme fra neden (de gudelige vækkelser) i 1800-tallet.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Michael Neiiendam, Erik Pontoppidan – Studier og bidrag til Pietismens historie 1698-1764, bind 1-2, Gads Forlag, 1930-33.