Priozersk
| Priozersk Приозерск (tr. Priozersk), | |||
|---|---|---|---|
| |||
 Korela fæstningen | |||
| Overblik | |||
| Land |
 Rusland | ||
| Føderalt distrikt | Nordvestlige | ||
| Oblast | Leningrad oblast | ||
| Rajon | Priosersk | ||
| Grundlagt | Første omtale 1143 | ||
| Demografi | |||
| Indbyggertal | 18.929[1] (2010) | ||
| - Areal | 17 km² | ||
| - Befolkningstæthed | 1113 pr. km² | ||
| Andet | |||
| Tidszone | UTC +4 | ||
| Hjemmeside | www.admgorod.strussa.net | ||
_(Vyborg_Governorate)_(1788).png)
Priozersk (russisk: Приозерск (tr. Priozersk), finsk: Käkisalmi, svensk: Kexholm) er en by i Leningrad oblast i Rusland. Byen ligger ved indsøen Ladogas sydvestlige bred, længst mod nord på Det karelske næs, ved mundingen af den nordlige gren af floden Vuoksen. Indbyggertallet var 18.929 ved folketællingen i 2010.[1]
Historie
Fæstningen Korela (russisk: Корела, finsk: Käkisalmen linna, svensk: Kexholm), der er anlagt på to øer i floden Vuoksen ved søen Ladoga, blev grundlagt i den tidlige middelalder, sandsynligvis af karelere. Den nævnes i en novgorodsk krønike 1143 og arkæologiske fund fra 1100-tallet bekræfter dens eksistens. I middelalderen tilhørte området Novgorod. I svenske kilder nævnes den 1294. Under svensk overherredømme blev fæstningen centrum for Kexholms län, et historisk forvaltningsområde som omfattede de karelske områder vest og nordvest for søen Ladoga.
Under det tredje korstog år 1293 mødte den svenske korsfarerhær under Torkel Knutssons ledelse ingen større modstand, da man erobrede det vestre Karelen. For at sikre sin nyvundne position opførte marsken det befæstede Vyborg på en holm i det smalle indløb til Suomenvedenpohja, hvor floden Vuoksens nedre arm udmundede. Således fik man kontrol over karelernes gamle vandvej fra den Finske Bugt til Ladoga. Han var dog ikke tilfreds hermed, men ville desuden have kontrollen over floden Vuoksens øvre arm, hvor denne forenede sig med søen Ladoga og hvor Kexholm var beliggende. Stedet var befæstet og tjente som et støttepunkt for novgorodernes magtstilling i Karelen. Det indtoges med storm, men allerede i 1295 led den fåtallige svenske garnison nederlag under et overmægtigt russisk angreb fra Novgorod. Under Kexholms øverstbefalende Sigge Lake kæmpede svenskerne til sidste mand. Russerne forstærkede herefter fæstningsværkerne betydeligt, og der skulle gå næsten 300 år inden, at befæstningen på nyt blev undertvunget af svenskerne under Den nordiske 25-årskrig (1570-1595).
Krigen kendetegnedes af skiftevise hærgnings- og plyndringstog. Det førtes i Estland, Rusland, Karelen, Finland og så langt vestpå som i Österbotten. År 1580 udviklede krigen sig under anden halvdel i svensk favør, da den tidligere franske lejeoberst Pontus de la Gardie (1520-1585) udnævntes til overbefalhavende over de svenske styrker i Finland og Estland. Sejrene gik derefter overvejende til svenskerne. Den nye overbefalhavende var yderst brutal i sin krigsførelse og slog en større russiske troppestyrke, forcerede hastigt landskabet med tilsneede skove cg frosne vandområder. I november 1580 erobredes Korela efter et par dages belejring. Byen blev brændt ned til grunden, men slottet stod tilbage. Et år senere indtog svenskerne Narva. Indbyggerne nægtede at kapitulere, så de slagtedes under troppestormen. Andre steder, som Ivangorod, Jama og Koporje, erobredes. En af kanonerne ”galten” og ”suggan” (soen), som findes på Gripsholm Slot, blev taget ved erobringen af Ivangorod 1581.
Statholderen på Olofsborg i Savolax, Klas Hermansson Fleming, kæmpede blandt andet i egnene omkring søen Onega (øst for Ladoga), som ligeledes plyndredes. Krigen blev uholdbar for begge krigsførende parter. I Teusina (Täysina), blev den 18. maj 1595 underskrevet en fredsaftale.
Kexholm blev dog holdt besat frem til 1597 og overgik snart igen i svensk besiddelse ved freden i Stolbova 1617 og blev forvaltningscentrum for Kexholms län. Sommeren 1656 forsøgte russerne at erobre Kexholm og Olofsborg, men belejringerne blev ophævet uden, at målet var nået. Den karelske, ortodoxe befolkning i Kexholms län, som Per Brahe d.y. kaldte for "våra ryssar" (vore russere), havde hilst russerne som befriere og medvirket aktivt i kampen på deres side, med den konsekvens, at da krigen sluttede, flygtede en stor del af de ortodoxe indbyggere til Rusland. Kexholms län var en erobret provins og fik derfor ingen repræsentation i riksdagene.
Kexholm erobredes på ny af rysserne 1710 og blev en del af Rusland efter freden i Nystad 1721, men overførtes til Storfyrstendømmet Finland i 1812. Kexholm var efter tabet af stillingen som forvaltningscentrum 1710 et lokalt handelscentrum, som økonomisk blev sat i skyggen af Vyborg.
Under mellemkrigstiden 1918-1939 expanderede Kexholm takket være jernbaneforbindelsen (1917) og trævareindustrien. Byen blev afstået til Sovjetunionen i 1940, den blev befriet af finnerne men led alvorlige skader i 1941 og blev atter afstået i 1944.
I dag bor der cirka 18.000 indbyggere og den regnes som by i den Russiske Føderation.
Noter
- ^ a b Tjislennost naselenija rajonov i gorodskich naselennych punktov (excelfil) Indbyggertal i Ruslands administrative enheder ved folketællingen den 14. oktober 2010. Læst 24 juli 2011.
Eksterne henvisninger
Koordinater: 61°02′14.7″N 30°07′38″Ø / 61.037417°N 30.12722°Ø