Stig Andersen Hvide

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Stig Andersen (Hvide) (også kendt som Marsk Stig (? -1293)) hørte via ægteskab til den indflydelsesrige Hvideslægt. Han var blandt dem, der blev dømt fredløse for mordet på kong Erik 5. Klipping i Finderup Lade d.22. november 1286.

Han og andre fredløse bosatte sig på øen Hjelm ud for Djursland, hvor de bl.a. fremstillede falske mønter.

Slægt[redigér | redigér wikikode]

Stig Andersen far kendes ikke, men det er sandsynligt, at familiens ejendomme især har ligget i Aabo Syssel i Østjylland. Hvideslægten havde i 1200-tallet stor indflydelse på Danmark, og andre berømte medlemmer er stamfaderen Skjalm Hvide, biskop Absalon, Esbern Snare og Asser Rig. Slægtens medlemmer har bortset fra Skjalm Hvide næppe brugt tilnavnet Hvide i samtiden, men er blevet tillagt det efter middelalderen.

Tjeneste under Erik Klipping[redigér | redigér wikikode]

Stig Andersen førte den hær af ryttere og fodfolk, Erik 5. Klipping i 1275 sendte til Sverige for at hjælpe Birger Jarls sønner Magnus og Erik i deres kamp mod broderen kong Valdemar. Efter at Birger og Stig havde sejret over bondehæren ved Hofva i Västra Götaland, måtte Valdemar flygte og blev snart taget til fange. Samme år fik han stillingen som marsk for kongen, en stilling han overtog efter Jens Kalf.

Året efter 1276 viste Stig Andersen det første trodsige skridt mod kong Erik, idet han på danehoffet i Nyborg vægrede sig ved at aflægge ed til hans unge søn Erik, som de øvrige stormænd havde gjort. Imidlertid beholdt Stig Andersen sin stilling som marsk, uagtet han utvivlsomt var en af hovedmændene i det politiske parti, der de næste år søgte at aftvinge kongen forfatningsbestemmelser, som kunne sikre landet et mere lovbundet regimente.[1]

Da spændingen var på det højeste i foråret 1282, gav kongen efter og udstedte de betydningsfulde Forpligtelsesbreve af 19. marts og 29. juli og to år senere yderligere anordninger. Det blev siden kendt som Erik Klippings håndfæstning.

Stig Andersen valgtes i 1284 til den ene af de to voldgiftsmænd, der skulle afgøre spørgsmålene om delingen af arven efter Erik Plovpenning.

Dømt for mordet på kongen[redigér | redigér wikikode]

Kong Erik blev myrdet Skt. Cæcilie Nat (22. Nov.) 1286 af ukendte gerningsmænd i Finderup Lade.

danehoffet i Nyborg ved pinse 1287 dømte et nævn på tre tylvter (3 gange 12 mænd) – næsten enstemmigt – at grev Jakob af Halland, Stig Andersen, Niels Hallandsfar, Peder Porse, Rane Jonsen og fire andre var skyldige i mordet. De blev erklæret fredløse og fradømt deres gods. Dommen blev stadfæstet af ærkebispen og samtlige bisper og senere af kong Rudolf af Habsburg.

Det er både udokumenteret og usandsynligt, at de, der blev dømt som kongemordere, virkelig var skyldige i drabet. Dommen skal snarest forklares på baggrund af den krig mellem Norge og Danmark, som allerede var i gang i 1286, og retsopgøret 1287 må forstås som en politisk udrensning.[2]

Da dommen efter Stig Andersens død blev prøvet i 1305, blev det erkendt, at der ikke var bevis for, at han personligt havde været i Finderup Lade, men i øvrigt blev intet ændret i domsresultatet.

Norsk eksil og borgerkrig[redigér | redigér wikikode]

Efter dommen i 1287 flygtede de dømte til Norge, hvor kongen Erik Præstehader tog dem under sin beskyttelse (1287). Med norsk hjælp og støttet af enkelte partifæller i Danmark begyndte Stig Andersen at deltage i krigen mod sit eget Land.

Middelfart og Hindsholm var de første steder, der stod i flammer, snart efter gik togtet til Jylland (1288). Erik Præstehader sejlede 1289 med en flåde ned i Øresund, brændte Helsingør og lagde sig ud for København; med en del af styrken drog Stig Andersen imidlertid herfra til Samsø, hvis borg han indtog, derpå til Storebælt, hvor han brændte Tårnborg og Skælskør. Også Nykøbing Falster blev hjemsøgt, og i forening med kongen plyndrede Stig Andersen de sydlige øer.

Stig Andersen kunne nu uhindret bygge sig et fast tilholdssted på øen Hjelm i (1290), og grev Jacob byggede en lignende borg på Hunehals i Nørrehalland. Begge besiddelser blev erklæret som norsk ejendom. Fra disse faste punkter førte de fredløse i en årrække krig mod Danmark. Men Stig Andersen døde allerede i 1293; i følge en tradition fra en senere tid skal hans lig i hemmelighed være ført til Stubberup kirke på Hindsholm.[1]

Kilderne[redigér | redigér wikikode]

De historiske kilder fortæller ikke meget og er mærkeligt tavse om mange forhold, uagtet at begivenhederne var så betydningsfulde i landets historie, og at Stig Andersen indtog en hovedstilling i bevægelsen mod kongehuset.

Til gengæld har folketraditionen tegnet en levende skikkelse af den stolte marsk. Folkeviserne fortæller i stort tal om de tider, hvor "der var saa mange i Dannemark, som alle vil Konger være", da "Hjelm har fået Horn", og "Landet stander i Vaade". Disse folkeviser kaldes med et samlebegreb Marsk Stig-viserne.[3]

De viser, som er loyale over for marsken, fortæller blandt andet, hvordan kongen voldtog hans hustru, mens Stig Andersen var i leding i udlandet. Ved marskens hjemkomst vover hun ikke at gå ham i møde, og hun tilstår, at hun er "bleven Dronning i Dannemark". Hun ægger ham til hævn, og han undsiger kongen.

Mordet i laden skildres levende, marsken drager derefter til kongsgården og forkynder åbent sin dåd, og det fører til dommen. I de historiske aktstykker, der omtaler mordet, og i andre samtidige kilder, nævnes der alene politiske grunde til sammensværgelsen, og der siges ikke noget om et personligt motiv for hævn.

Nogle viser fortæller om, hvorledes Stig Andersens unge døtre sørgmodige drager fra land til land for at søge beskyttelse; det nævnes ikke af andre kilder. Af en pavelig bevilling fremgår det i øvrigt, at en mand ved navn Johannes Esre for at udbedre en familietvist mellem sin og Stig Andersens slægt havde trolovet sig med en datter af Stig Andersen. Da hun døde, ikke mere end 12 år gammel, blev det Johannes tilladt at ægte Inge, en søsterdatter af Stig Andersen. Mulig har nordmanden Hakon Thoresen været gift med en datter af Stig Andersen. I 1309 gav kong Erik 6. Menved de fredløses hustruer og børn deres gods tilbage – mod at det blev solgt, og at de selv opholdt sig uden for riget.

Poesi[redigér | redigér wikikode]

  • Marsk Stig-viserne; den største samling af historiske danske folkeviser med udspring i samme historiske begivenhed
  • Christian Winther: Våbendragerens Ed
  • Christian Richardt: Librettoen til Peter Heises opera "Drot og Marsk" om mordet på kong Erik Glipping. Handlingen følger folkevisetraditionen om, at Marsk Stig var hovedplanlægger og udfører af mordet som hævn for kongens voldtægt eller forførelse af hans hustru Ingeborg

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Stig Andersen Hvide
  2. Stig Andersen Hvide d.æ. – Den Store Danske
  3. Helge Toldberg, Marsk Stig-viserne, Gad, 1963. (Studier fra sprog- og oldtidsforskning / udgivet af Det Filologisk-Historiske Samfund, nr. 252).

Eksterne henvisninger/Kilder[redigér | redigér wikikode]