Erik Plovpenning

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Erik Plovpenning
Konge af Danmark og de Venders
Kroning 30. maj 1232
Regerede Medkonge: 30. maj 1232
28. marts 1241
Enekonge: 28. marts 1241
10. august 1250
Forgænger Valdemar Sejr
Regent Erik 4. Plovpenning
Efterfølger Abel af Danmark
Ægtefælle Jutta af Sachsen
Børn Christoffer af Danmark
Knud af Danmark
Sophie af Danmark
Ingeborg af Danmark
Jutta af Danmark
Agnes af Danmark
Hus Jellingdynastiet
Far Valdemar 2. Sejr
Mor Berengária af Portugal
Født 1216
Død 10. august 1250
Begravet 1258
Skt. Bendts Kirke i Ringsted

Erik Plovpenning (Erik 4.), (121610. august 1250[1]) var konge af Danmark fra 1241 til 1250. Han var søn af Valdemar 2. Sejr og hans anden hustru Berengária af Portugal.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Erik var dansk medkonge fra 1232 og dansk enekonge fra 1241-1250 til stor fortrydelse for hans to brødre, Abel og Christoffer 1., der begge ønskede at få del i magten.

Erik og Abel krigedes i flere år, hvorunder Abel, som var hertug af Slesvig, fik støtte af sine holstenske svogre. I 1244 forligedes de for at tage på et fælles korstog mod Estland, men snart blussede kampen mellem dem op igen. For at finansiere disse kampe lagde Erik i 1249 skat på hver plov, hvilket sådan set var en retfærdig skat, da antallet af plove stod i forhold til den dyrkede jord, og en penning var så lille et beløb, at alle kunne betale. Den hårdhændede inddrivelse af skatten skaffede ham tilnavnet "Plovpenning". Skatten var ikke særlig populær, og i 1249 måtte han f.eks. flygte fra ophidsede skånske bønder, der nægtede at betale plovskat.

Herudover ragede Erik også uklar med kirken og den magtfulde Hvide-slægt. På den tid var bisperne meget offensive, og Erik måtte i 1237 ty til at skaffe sig et brev fra paven for at kunne tvinge bisper til at indsætte præster, som var udpeget af kongen, i hans kirker. Erik var dog også en kirkens mand og påbegyndte for egen regning opførelsen af Gråbrødre Kloster i Roskilde, men krig og ufred forhindrede ham i at fuldføre arbejdet. Erik skal have givet udtryk for et ønske om at dø i gråbrødrenes ordensdragt og blive begravet i klosteret.

I 1250 lykkedes det for Erik at erobre størsteparten af Abels hertugdømme, og de mødtes hos Abel for at slutte forlig. Under besøget, som fandt sted Skt Laurentii nat den 10. august 1250[1], blev Erik halshugget, og hans lig sænket i Slien. Den navngivne morder, Eriks uven, ridderen Lave Gudmundsen, blev selv dræbt i Kiel i 1252. I 1258 blev hans jordiske levninger overført til Skt. Bendts Kirke i Ringsted, hvor han gravsattes. På hvælvingerne over Eriks grav ses kalkmalerier med scener fra hans liv og død.

Anetavle[redigér | redigér wikikode]

Erik Plovpennings brødre Abel og Christoffer har samme aner som Erik.

Erik Plovpennings anetavle i to generationer
P I II

Proband:
Erik Plovpenning

Far:
Valdemar Sejr

Farfar:
Valdemar den Store
Farmor:
Sofia af Minsk
Mor:
Berengaria
Morfar:
Sancho 1. af Portugal
Mormor:
Dulce Berenguer

Søren Sørensen har skrevet sin version af verdenshistorien, hvorfra dele af denne artikel stammer.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Aksel E. Christensen: Kongemagt og Aristokrati. Epoker i middelalderlig dansk statsopfattelse indtil unionstiden; Akademisk Forlag, 1976; ISBN 87-500-1663-6
  • Kai Hørby: "Velstands krise og tusind baghold. 1250-1400"; Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bd. 5; 1989; ISBN 87-89068-07-6

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Foregående: Kongerækken Efterfølgende:
Valdemar 2. Sejr Abel