VM i fodbold 1934

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

VM i fodbold 1934 var det andet VM i fodbold og blev afholdt i Mussolinis Italien. FIFA tildelte Italien værtsskabet ved et møde i Zürich i september 1932, idet Italien var den eneste ansøger. Værtslandet Italien blev den anden verdensmester gennem tiden ved at slå Tjekkoslovakiet 2-1 i finalen.

Dette VM var særligt på to måder. For det første afviste den regerende mester, Uruguay, at deltage som gengæld for, at mange europæiske hold havde afvist at deltage i det foregående VM i Uruguay fire år tidligere. Dermed er Uruguay den hidtil eneste mester, der ikke har forsøgt at forsvare sin titel ved det efterfølgende mesterskab. For det andet var værtslandet Italien ikke direkte kvalificeret men måtte igennem kvalifikationsturneringen ligesom alle andre hold.

Antallet af nationer, der ønskede at deltage, var steget til 32 siden sidste VM i 1930, men kun 10 af de 32 nationer var ikke-europæiske. FIFA ønskede kun 16 deltagere i slutrunden om VM, og derfor blev VM i 1934 det første VM i fodbold, som de deltagende landshold skulle kvalificere sig til. Kvalifikationen blev, ligesom i dag, gennemført i de enkelte verdensdele. Europa var tildelt 12 pladser ved VM, og følgende lande kvalificerede sig: Belgien, Frankrig, Holland, Italien, Rumænien, Schweiz, Spanien, Sverige, Tjekkoslovakiet, Tyskland, Ungarn og Østrig. Sydamerika var blevet tildelt 2 pladser, og de blev besat af Argentina og Brasilien. USA satte sig på den enlige plads for Nord- og Mellemamerika samt Caribien, mens Egypten repræsenterede Asien og Afrika, der tilsammen var tildelt 1 plads.

Slutrunden blev afviklet som en cup-turnering bestående af de 16 kvalificerede hold. Fra 1. runde gik otte hold, alle europæiske, videre til kvartfinalerne: Østrig, Tjekkoslovakiet, Tyskland, Ungarn, Italien, Spanien, Sverige og Schweiz.

Kvartfinalerne bød på den første omkamp i VM-historien, efter at Italien og Spanien spillede uafgjort 1-1 efter forlænget spilletid. Italien vandt dagen efter omkampen 1-0 og besejrede siden Østrig med de samme cifre i semifinalen. Tjekkoslovakiet sikrede sin plads i finalen ved at slå Tyskland 3-1 i den anden semifinale.

Efter 80 minutter af finalen førte Tjekkoslovakiet med 1-0. Italienerne fik imidlertid udlignet, og i den forlængede spilletid scorede de endnu et mål, så Italien kunne kåres til ny verdensmester.

Den store stjerne på det italienske hold var Giuseppe Meazza, der fortsat regnes for en af de bedste italienske spillere nogensinde. Holdet, som sikrede Italien det første af hidtil tre verdensmesterskaber: Giampiero Combi; Eraldo Monzeglio, Luigi Allemandi, Attilio Ferraris, Luis Monti, Luigi Bertolini, Enrique Guaita, Giuseppe Meazza, Angelo Schiavio, Giovanni Ferrari, Raimundo Orsi.


Mussolini's indflydelse siges at have påvirket valget af dommere til Italiens kampe. Den svenske dommer Ivan Eklind, der dømte semifinalen og finalen, siges at have mødtes med Mussolini inden kampene, og tvivlsomme domme kom altid italienerne til gode. Nogle dommere dømte så kraftigt til Italiens fordel, at de blev suspenderet i deres hjemlande efter turneringen. I manges øjne var denne turnering "politisk" ligesom sommer-OL 1936 i Hitlers Berlin.

Resultater[redigér | redigér wikikode]

Ottendedelsfinaler[redigér | redigér wikikode]

1-0 Pal Teleki (7.), 2-0 Géza Toldi (18.), 2-1, 2-2 Abdel Fawsi (26., 42.), 3-2 Jeno Vincze (57.), 4-2 Géza Toldi (87.)
1-0, 2-0 Chato (16. str., 26), 3-0 Isidoro Langara (41.), 3-1 Leonidas (72.)
0-1 Ernesto Belis (16.), 1-1 Sven Joansson (33.), 1-2 Alberto Galateo (49.), 2-2 Sven Joansson (67.), 3-2 Knut Kroon (80.)
1-0 Leopold Kielholz (10.), 1-1 Kick Smit (23.), 2-1 Leopold Kielholz (36.), 3-1 Andre Abegglen (57.), 3-2 Leen Vente (80.)
0-1 Stefan Dobai (37.), 1-1 Antonin Puč (61.), 2-1 Oldrich Nejedly (73.)
1-0 Stanislaus Kobierski (18.), 1-1, 1-2 Bernard Voorhoof (24., 35.), 2-2 Otto Siffling (56.), 3-2, 4-2, 5-2 Edmund Conen (73., 77., 88.)
0-1 Jean Nicolas (18.), 1-1 Matthias Sindelar (34.), 2-1 Anton Schall (100.), 3-1 Josef Bican (112.), 3-2 Georges Verriest (117.)
1-0 Angelo Schiavo (18.), 2-0 Raimondo Orsi (20.), 3-0 Angelo Schiavo (29.), 3-1 Aldo Donelli (57.), 4-1 Giovanni Ferrari (63.), 5-1 Angelo Schiavo (64.), 6-1 Raimondo Orsi (69.), 7-1 Giuseppe Meazza (89.)

Kvartfinaler[redigér | redigér wikikode]

  • Tyskland – Sverige 2-1 (Stadio San Siro, Milano)
1-0, 2-0 Karl Hohmann (57., 74.), 2-1 Gösta Dunker (85.)
  • Tjekkoslovakiet – Schweiz 3-2 (Stadio Benito Mussolini, Torino)
0-1 Leopold Kielholz (18.), 1-1, 2-1 Frantisek Svoboda (36., 56.), 2-2 Willy Jäggi (64.), 3-2 Oldrich Nejedly (84.)
  • Østrig – Ungarn 2-1 (Stadio Littorale, Bologna)
1-0 Johann Horvath (27.), 2-0 Karl Zischek (71.), 2-1 Gyorgy Sarosi (80. str.)
  • Italien – Spanien 1-1 efs. (Stadio Giovanni Berta, Firenze)
0-1 Corso (31.), 1-1 Giovanni Ferrari (45.)

Omkamp:

  • Italien – Spanien 1-0 (Stadio Giovanni Berta, Firenze)
1-0 Giuseppe Meazza (12.)

Semifinaler[redigér | redigér wikikode]

  • Tjekkoslovakiet – Tyskland 3-1 (Stadio Nationale PNF, Rom)
1-0 Oldrich Nejedly (19.), 1-1 Rudolf Noack (62.), 2-1 Rudolf Krcil (71.), 3-1 Oldrich Nejedly (80.)
  • Italien – Østrig 1-0 (Stadio San Siro, Milano)
1-0 Enrico Guaita (10.)

Bronzekamp[redigér | redigér wikikode]

  • Tyskland – Østrig 3-2 (Stadio Giorgio Ascarelli, Napoli)
1-0 Ernest Lehner, 2-0 Edmund Conen (15.), 2-1 Johann Horvath (35.), 3-1 Ernest Lehner (40.), 3-2 Karl Sesta (63.)
Dommer: Albino Carraro (Italien)

Finale[redigér | redigér wikikode]

  • Italien – Tjekkoslovakiet 2-1 efs.
0-1 Antonin Puč (76.), 1-1 Raimondi Orsi (81.), 2-1 Angelo Schiavio (95.)
Dommer: Ivan Eklind (Sverige)
50.000 tilskuere på Stadio Nationale PNF i Rom

Målscorer[redigér | redigér wikikode]

5 mål
4 mål
3 mål
2 mål
1 mål
1 mål (fort.)

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: