Bertolt Brecht

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Berthold Brecht)
Spring til navigation Spring til søgning
Bertolt Brecht
Forfatter og systemkritiker
20. århundrede
Bundesarchiv Bild 183-W0409-300, Bertolt Brecht.jpg
Bertolt Brecht, 1948
Personlig information
Pseudonym Bertolt BrechtRediger på Wikidata
Født Eugen Berthold Friedrich BrechtRediger på Wikidata
10. februar 1898
AugsburgRediger på Wikidata
Død 14. august 1956 (58 år)
Berlin
Politisk parti Unabhängige Sozialdemokratische Partei DeutschlandsRediger på Wikidata
Ægtefæller Helene Weigel (1929-1956),
Marianne Zoff (1922-1927)Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Ludwig-Maximilians-Universität MünchenRediger på Wikidata
Medlem af Akademie der Künste
Beskæftigelse Dramatiker, manuskriptforfatter, sceneinstruktør, skribent, litteraturkritiker, forfatter, digter, librettist, lyrikerRediger på Wikidata
Elever Wolf BiermannRediger på Wikidata
Kendte værker Laser og pjalter, Mutter Courage und ihre Kinder
Litterær bevægelse Socialismen
Signatur
Brecht Unterschrift.jpg
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Bertolt Brecht, født Eugen Berthold Friedrich Brecht (født 10. februar 1898 i Augsburg i Bayern, død 14. august 1956 i Berlin), var en indflydelsesrig tysk dramatiker, forfatter og systemkritiker. Temaet i hans skuespil er en kritik af det borgerligt-kapitalistiske samfund. Han har i mange år været den mest opførte dramatiker i Tyskland. Brecht var overbevist marxist fra 1926. Efter anden verdenskrig valgte han at flytte til Østtyskland, og hans politiske holdning til DDR's magthavere er omstridt.[1][2]

Liv og levned[redigér | redigér wikikode]

Det først opførte skuespil af Brecht var Trommer i natten (Trommeln in der Nacht) i München i 1922.[3] Brecht flyttede 1924 til Berlin, hvor han blandt andet skrev Laser og pjalter (Die Dreigroschenoper; 1928) og Aufstieg und Fall der Stadt Mahagonny 1930. Han giftede sig i 1928 med den østrigske skuespiller Helene Weigel, som han arbejdede sammen med resten af livet. Han havde desuden et forhold til danskeren Ruth Berlau, som han mødte i Svendborg.[4] Bertolt Brecht havde en del venskaber i Danmark med danske dramatikere, journalister og forfattere, og aflagde jævnligt besøg i København.

Politisk teater[redigér | redigér wikikode]

I anden halvdel af 1920'erne blev Brecht stadig mere politisk interesseret. Hans nye kommunistiske overbevisnig kom frem i nogle såkaldte "lærestykker" i begyndelsen af 1930'erne (mest kendt er Die Maßnahme, 1930). Fra 1926 udvikledes også teorien om det såkaldte episke teater. Brecht blev fortaler for et stærkt politisk farvet teater, der arbejder med distanceringseffekter (tysk: Verfremdungseffekte).[5] I 1930 skrev han Straffeforanstaltningen; men allerede efter den første opførelse fik han besked fra det tyske kommunistparti om, at stykket ikke var acceptabelt.[6]

I eksil[redigér | redigér wikikode]

Efter den nazistiske magtovertagelse 1933 valgte Brecht at forlade sit hjemland. Flere udgivne værker af ham, som Versuche og Hauspostille und Songs, blev demonstrativt brændt i bogbål rundt om i Nazityskland samme år. Han opholdt sig først en tid i Østrig og Schweiz inden han foråret samme år slog sig ned i Danmark, hvor han forblev i seks år.[7] Han skrev her blandt andet kampsangen Einheitsfrontlied til musik af Hanns Eisler. I sommeren 1939 udgav Brecht digtsamlingen Svendborger Gedichte,[8] der blev skrevet i årene 1933-39, da han boede i eksil i Skovsbostrand lidt udenfor Svendborg. Digtene var hovedsageligt skrevet til den anti-nazistiske modstandsbevægelse i Tyskland, men indeholdt bl.a. også refleksioner over hans eget liv i eksil. I 1939 søgte Brecht tilflugt i Sverige og boede da på Lidingö. I Stockholm traf han den tyske kunstner Hans Tombrock, med hvilken han indledte et frugtbart samarbejde.[9] Året efter flygtede han til Finland, og i 1941 kom han til Californien. I 1947 blev Brecht afhørt i kongressens udvalg for undersøgelse af uamerikansk virksomhed, om sit forhold til kommunismen og Sovjetunionen.[10] Han skændtes med komitéen om sprogdetaljer, så de stadig måtte fremlægge nye oversættelser. Brechts kommentar: "Verden går fremad! Nu oversætter politiet mine digte."[11]

Under eksilperioden var han meget litterært produktiv og skrev flere centrale værker; blandt andet Mutter Courage og hendes børn (Mutter Courage und ihre Kinder; 1939), Det gode menneske fra Sezuan (Der gute Mensch von Sezuan; 1940) og Den kaukasiske kridtcirkel (Der kaukasische Kreidekreis; 1945).

Berliner Ensemble[redigér | redigér wikikode]

Stalinalleen, som Brecht så frem til at få revet. Foto fra 1967.

Brecht flyttede kort efter det amerikanske kongresforhør med påfølgende erhvervsforbud i USA tilbage til Europa; først til Zürich, så i oktober 1948 videre til Østberlin. Dér boede han derefter og ledte teatergruppen Berliner Ensemble sammen med blandt andre konen Helene Weigel frem til sin død i 1956. Berliner Ensembles hjemmescene var fra 1954 Theater am Schiffbauerdamm. De mest berømte kvindelige skuespillere dér var hustruen Helene og Gisela May. Stykkerne var bl.a. med musik af Kurt Weill og Hanns Eisler. Brecht var dog ikke statsborger i DDR, med blev i 1950 i stedet østrigsk statsborger, selv om han hverken stammede fra eller var bosat i dette land. Den sovjetiske besættelsesmagt anså Brechts nærvær som noget af et propagandakup; han var verdensberømt som en af Europas mest opførte dramatikere. Brecht lod sig dog ikke bruge af regimet. Han beholdt sit tjekkiske (senere østrigske) pas; han havde sine forlagsrettigheder i Vesttyskland hos Suhrkamp, og sine bankkonti i Schweiz. Han blev heller aldrig medlem af kommunistpartiet. Åbenbart havde Brecht ingen planer om at blive i Østtyskland en dag længere, end det passede ham. Han skrev aldrig noget stykke om forholdene i DDR; og flere af de skuespil, han skrev, ville myndighederne ikke have opført (Das verhör des Lucullus, Die Tage der Kommune). Andre stykker blev først opført efter omskrivninger og lange diskussioner med myndighederne - som om han egentlig udprøvede grænserne for, hvad der var tilladt under DDR-regimet.[12] Om Stalinalleen sagde han: "Godt, at vi lever i en socialistisk stat, så vi kan rive den ned igen."[13]

Beskyldninger[redigér | redigér wikikode]

Historikeren Bent Jensen skriver i bogen Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle, at Brecht ifølge antikommunisten Arthur Koestler var "en helt igennem kynisk og menneskeforagtende person".[14] Ifølge Jensen var et højdepunkt i Brechts karriere skuespillet Straffeforanstaltningen (Die Maßnahme) fra 1931, hvor tre kommunistiske agenter efter en hemmelig mission i Kina må forklare, hvorfor de har dræbt missionens fjerde medlem. Bent Jensen skriver: "Den pågældende havde forbrudt sig mod kommunismens principper ved at gøre sig skyldig i fire forbrydelser: medlidenhed, loyalitet, personlig værdighed og retfærdig harme." Jensen nævner ikke, at stykket aldrig blev opført i DDR - eller i Sovjetunionen, hvor det ikke levede op til Stalins æstetik. Det var et altfor markant og farligt lærestykke om konflikten mellem individets og fællesskabets interesser og mellem følelser og pligt; og fremfor alt er det skrevet, så publikum får sympati for partimedlemmet, der henrettes.[15]

Ifølge Bent Jensen protesterede Brecht ikke, da en af hans tidligere skuespillere Carola Neher (1900-42) gik til grunde i Sovjetunionen i 1930'erne. I 1935 reagerede Brecht ifølge Jensen på kritik af den marxistiske amerikaner Sidney Hook af terroren i Sovjetunionen ved at udtale: "Jo mere uskyldige de er, desto mere fortjener de at blive skudt."[16] Efter anden verdenskrig støttede Brecht ifølge Bent Jensen det "stalinistiske regime i Østtyskland – også efter 17. juni 1953 arbejderopstanden".[16]

Jensen omtaler ikke, at Brecht nogle dage efter opstanden skrev til Walter Ulbricht m.fl., at arbejderne demonstrerede for helt rimelige krav; at det var på høj tid at diskutere "tempoet i den socialistiske opbygning", og at der var gjort fejl på alle sider. Afslutningsvis skrev han: "På det nuværende tidspunkt vil jeg udtrykke min solidaritet med Det socialistiske enhedsparti." Kun denne sidste sætning kom på tryk i Neues Deutschland. Bent Jensen omtaler heller ikke, at Brechts udtalelse til Sidney Hook (ifølge Hooks egne memoirer fra 1987) faldt i 1935 - mens Moskvaprocesserne først foregik i 1936-38, så Brechts udtalelse kan ikke have drejet sig om dem.[17]

Eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Brecht ligger begravet på Dorotheenstädtischer Friedhof i Berlin.[1] I 1990 ble antisemitiske slogans malet på gravstenen.[18]== Referencer ==

  1. ^ a b Daten der deutschen Literatur. Willi Vocke, Universität Karlsruhe. Hentet 19. nov. 2018.
  2. ^ Douglas Kellner: Brecht's Marxist Aesthetic
  3. ^ Elisabeth Tworek (11-05-2006). Trommeln in der Nacht (Bertolt Brecht, 1919). Historisches Lexikon Bayerns.
  4. ^ Michael Kuttner (30. marts 2008). En flink mand berlingske.dk. Anmeldelse af biografi om Bertolt Brecht.
  5. ^ Petri Liukkonen (2008): Bertolt Brecht (1898-1956) Arkiveret version fra archive.org marts 2010.
  6. ^ Anton Hellesøy: "Naiv Brecht-kritik", Bergens Tidende 14. februar 2012
  7. ^ Nina Stentebjerg-Hansen: Bertolt Brecht, Svendborg Bibliotek. Arkiveret fra originalen 2007-03-22. Hentet 2007-05-07. 
  8. ^ http://www.rotes-antiquariat.de/_pdf/catalog%20Rotes%20Antiquariat%20Herbst%202011_1319122700.pdf
  9. ^ Noltenius, Rainer (2006). Brecht och Tombrock i svensk exil : ord och bild i samverkan 
  10. ^ File:Brecht HUAC hearing (1947-10-30).ogg. Lydfil med uddrag af Brechts afhøring 30. okt 1947. Transskribering fra Wikisource
  11. ^ https://www.nytid.no/om-bert-brecht/
  12. ^ Anton Hellesøy: "Naiv Brecht-kritik", Bergens Tidende 14. februar 2012
  13. ^ https://www.nytid.no/om-bert-brecht/
  14. ^ Jensen, s. 34
  15. ^ Anton Hellesøy: "Naiv Brecht-kritik", Bergens Tidende 14. februar 2012
  16. ^ a b Jensen, s. 35
  17. ^ Anton Hellesøy: "Naiv Brecht-kritik", Bergens Tidende 14. februar 2012
  18. ^ https://www.nytimes.com/1990/05/06/world/anti-semitic-slogans-painted-on-brecht-s-grave-in-berlin.html

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]