Brian Jones

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Denne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencyklopædiske stil.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.
Brian Jones
Brian Jones 1965.jpg
Information
Fødenavn Lewis Brian Hopkin Jones
Født 28. februar 1942
Død 3. juli 1969 (27 år)
Beskæftigelse Musiker
Instrument(er) Guitar, Dulcimer, Mundharmonika, Blokfløjte, Percussion, Saxofon, Orgel
Aktive år 1962 – 1969
Pladeselskab Decca
London
Associerede acts The Rolling Stones

Lewis Brian Hopkin Jones (28. februar 19423. juli 1969) var grundlæggeren, og lead- og rytmeguitarist i det engelske band The Rolling Stones. Jones var kendt for sin evne til at spille på diverse musikinstrumenter, og sit stofmisbrug. Hans død som 27-årig gjorde ham til et af de første medlemmer i den berygtede klub 27.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Begyndelse[redigér | redigér wikikode]

Brian Jones blev født på Park Nursing Home i Cheltenham, Gloucestershire under 2. verdenskrig. Hans forældre, Lewis Blount and Louisa Beatrice Jones, der begge havde walisiske rødder, kom fra middelklassen. Brian havde to søstre: Pamela (f. 3. oktober 1943 – d. 14. oktober 1945 af leukæmi) og Barbara (f. 1946) [1].

Brians forældre var begge interesserede i musik, og det smittede hurtigt af på den unge Jones. Brians far, der var luftfartstekniker, spillede i sin fritid både guitar og orgel og stod i spidsen for det lokale kor. Hans mor, Louisa var klaverlærerinde og begyndte at undervise Brian i en meget tidlig alder. Brian lærte hurtigt at beherske klaveret og kastede sig derefter over klarinet. Han spillede førsteklarinet i skoleorkesteret som 14-årig [2].

I 1957 fik Jones for første gang kendskab til jazzmusikeren Charlie Parker. Det førte til en livslang interesse i jazz, og Brian tiggede sine forældre om at købe en saxofon til ham. Men som så mange andre musikinstrumenter, han lærte at mestre, begyndte saxofonen at kede ham efter et stykke tid, og han ledte atter efter et nyt instrument. To år efter gav hans forældre ham hans første akustiske guitar i 17-års fødselsdagsgave.

Han gik på de lokale skoler Dean Close School (1949-1953), og Cheltenham Grammar School for Boys, hvor han startede i september 1953, efter at have bestået optagelsesprøven. Jones var kendt som en dygtig elev, der fik høje karakterer uden at gøre den store indsats. Han spillede badminton og dykkede, men ellers var han ikke til sport.

Til trods for, at Brian Jones klarede sig godt, syntes han at skolen var for ensrettet og formél. Efter at han kom i teenagealderen nægtede han totalt at tilpasse sig. Han var kendt for at undgå skoleuniformen, nægtede at gå med sin studenterhue, og udfordrede alle sine lærere med sin opførsel, hvilket gjorde ham meget populær hos de andre studerende. Han blev smidt ud af skolen ved to forskellige lejligheder på grund af modviljen mod autoriteterne [3].

The Rolling Stones[redigér | redigér wikikode]

Jones forlod Cheltenham, og flyttede til London, hvor han mødte og blev venner med Alexis Korner, Paul Jones (Manfred Mann) og Jack Bruce (Cream). Han blev en anerkendt bluesmusiker, og ændrede for en kort periode navn til Elmo Jones. Bill Wyman har påstået, at Jones var en af de første guitarister i England der spillede slideguitar.

I foråret 1962 hvervede Jones Ian Stewart og sangeren Mick Jagger til sit band. Jones mødte Keith Richards, da han sammen med Paul Jones optrådte med Elmore James' Dust My BroomThe Ealing Club. Det var Brian Jones' forslag, at Jagger tog Richards med til en prøve. Jones og Stewart godkendte både Richards, og de Chuck Berry-sange han ville spille med bandet.

I følge Keith Richards fandt Brian Jones på navnet Rollin’ Stone (senere kom der et g på), mens han sad og snakkede i telefon.

Gennem størstedelen af 19621963 delte Jones, Jagger og Richards en lejlighed i Chelsea, London på adressen 102 Edith Grove. I denne periode brugte Jones og Richards dagene på at spille guitar, mens de hørte bluesplader (hovedsagelig Jimmy Reed, Muddy Waters og Howlin' Wolf), og Jones lærte Jagger at spille mundharmonika.

De fire bandmedlemmer gik på jagt efter en bassist og en trommeslager, og efter mange prøver besluttede de sig for Bill Wyman som bassist (hovedsagelig fordi han havde en forstærker og cigaretter). Efter at havde spillet nogle koncerter med henholdsvis Tony Chapman og Carlo Little på trommer faldt valget i stedet på den jazzinspirerede Charlie Watts, der blandt musikere blev betragtet som én af de bedste trommeslagere i London.

I begyndelsen af bogen I følge The Rolling Stones beskriver Watts beskriver Jones' rolle, i bandet: ”Brian var meget musikalsk, og i drev i begyndelsen bandet fremad. Keith og jeg betragtede ham som en smule skør. Det var afgørende for ham, at vi kom til at optræde i en klub som et R&B-band.”

Gruppen spillede på lokale blues- og jazzklubber i London, og fik snart en solid fanskare, hvilket medførte, at andre jazzmusikere følte sig truet af bandets popularitet. I The Stones' første år stod Brian Jones i spidsen for bandet. Han promoverede bandet, skaffede det engagementer ved forskellige shows i London og mødtes med forskellige producere. I starten opførte Jones sig mest som en entertainer og spillede diverse instrumenter inklusiv rytmeguitar, slideguitar og mundharmonika.

Under deres liveoptræden i den samme periode specielt på Crawdaddy Club i Richmond, var Jones meget mere livlig end Mick Jagger, som mest stod stille mens han sang, fordi der som regel ikke var ret meget plads for ham at bevæge sig på.

Andre projekter[redigér | redigér wikikode]

I 1966 producerede, spillede og skrev Jones soundtrack til Mord und Totschlag, en tysk film, som hans daværende kæreste Anita Pallenberg medvirkede i. Han hyrede forskellige musikere til at spille på soundtracket, heriblandt guitaristen Jimmy Page. Det vakte negativ opsigt da Jones iførte sig en nazi-uniform og optrådte på et billede stående på en nøgen dukke sammen med Pallenberg. Billedet førte til, at mange opfattede Jones som nazi-sympatisør, selv om opfattelsen intet hold havde i virkeligheden.

Nedturen[redigér | redigér wikikode]

Jones blev arresteret anden gang den 21. maj 1968 for besiddelse af marihuana og havde denne gang udsigt til en lang fængselsstraf, fordi han allerede havde en betinget dom for samme forseelse. Jones påstod, at marihuanaen ikke var hans, men var blevet efterladt i hans hus af de tidligere ejere. Bill Wyman fortæller: ”Politiet havde en kendelse, men ingen konkrete beviser. Det viste, at anholdelsen var en del af en nøje arrangeret plan. Brian og The Stones var blevet til et middel i en kampagne, som skulle afskrække befolkningen mod stoffer.”

Juryen kendte Jones skyldig, men dommeren fattede sympati for ham, og sagde: ” Lad for himlens skyld være med at komme problemer igen, for så vil det få meget alvorlige konsekvenser.”

På grund af sine problemer var Brian Jones sjældent i studiet, og hvis han mødte op, bidrog han ikke meget musikalsk. Hans forstærker blev sommetider ligefrem slukket af et af de andre bandmedlemmer, så det var hovedsageligt Richards, der spillede guitar.

efter udgivelsen af albummet Let It Bleed (juli 1969) besluttede The Stones for første gang i tre år at tage på turné i Nordamerika med start i november 1969. Men snart opstod et nyt problem: Brian Jones kunne ikke få indrejsetilladelse på grund af sit stofmisbrug. Efter et forslag fra pianist og roadmanager Ian Stewart, besluttede resten af bandet, at det ville være bedst at hyre en ny guitarist, og den 8. juni 1969 fik Brian Jones besøg af Mick Jagger, Keith Richards og Charlie Watts, der meddelte ham at han ikke længere var medlem af bandet.

Døden[redigér | redigér wikikode]

Omkring midnat den 3. juli 1969 blev Brian Jones fundet livløs i sit svømmebassin i sit hjem i Hartfield, Sussex, England. Hans daværende kæreste, Anna Wohlin, var overbevist om, at han stadig var i live, da han blev trukket op af vandet, men da lægen ankom, blev han erklæret død på stedet [4].

Til trods for Brian Jones pludselige død, blev koncerten i Hyde Park afholdt foran op mod 500.000 fans. Mick Jagger læste op af Percy Bysshe Shelleys Adonais, og bagefter blev hundredvis af sommerfugle sluppet løs som en hyldest til den afdøde guitarist. Ironisk nok var de fleste af sommerfuglene enten afgået ved døden i den kasse, de blev holdt fanget i, eller de faldt døde til jorden kort tid, efter at de blev sluppet fri.

Kun Bill Wyman og Charlie Watts deltog i Brian Jones' begravelse. Mick Jagger og hans daværende kæreste, Marianne Faithfull udeblev, da de var på vej til Australien til en filmoptagelse. Keith Richards og Jones' tidligere kæreste Anita Pallenberg, der nu dannede par med Richards, viste sig heller ikke, da de frygtede, at deres deltagelse ville vække anstød.

Privatliv[redigér | redigér wikikode]

I skolen var Brian Jones meget populær blandt de andre elever. I foråret 1959, da han var 17 år gammel, gjorde han sin 16 årige kæreste, Valerie, gravid. Hun var fire måneder yngre end Brian, der opmuntrede hende til at få en abort. Efter dette ville hun ikke længere have kontakt med Jones, og valgte i stedet at bortadoptere barnet. Hun fødte en dreng, der fik navnet Simon. Han blev givet til at barnløst par, og Brian Jones forlod skolen og sit hjem, og rejste derefter i en periode rundt i Nordeuropa. Simon nåede aldrig at møde sin biologiske far.

I 1960 blev Brian Jones tilsyneladende far til en datter, men der eksisterer ingen information omkring hende. I 1961 gjorde han sin daværende kæreste, Pat Andrews, gravid. Barnet blev født den 22. oktober 1961 og var endnu en dreng, der fik navnet Julian Mark Andrews. Samme dag, som sønnen blev født, solgte Brian Jones sin pladesamling og brugte pengene på blomster til Pat og tøj til barnet. De tre boede efterfølgende sammen i en kort periode.

Den 23. juli 1964 blev han far for tredje gang, da hans kæreste Linda Lawrence fødte Julian Brian Jones. Dawn Molloy blev mor til den sidste af Brian Jones' sønner den 24. marts 1965. Han fik navnet John Paul Andrew Jones To af hans sønner fik navnet Julian fra Jones store idol, Jazzmusikeren Julian ”Canonball” Adderley. [5]

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Fodnote[redigér | redigér wikikode]