Bruger:NuclearWarhead/Odysseen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Odysseus rækker kyklopen Polyfem en skål stærk vin.

Odysseen (græsk Oδύσσεια, Odýsseia) er ved siden af Iliaden det andet af de to store eper der er tilskrevet den joniske digter Homer. Digtet dateres til mellem ca. 800-600 f.Kr. Digtet er delvist en efterfølger til Homers Iliade og fokuserer primært på den græske helt Odysseus (eller Ulysses som romerne kaldte ham) og hans hjemrejse til Ithaka efter Trojas fald. Den tilhører en kreds af værker der alle skildrer heltenes hjemrejser fra den trojanske krig, kaldet nostoierne.

Det tager Odysseus 10 år at komme tilbage til Ithaka efter 10 år i Troja[1] I hans fravær må hans søn, Telemakos, og hans kone, Penelope tage hånd om en gruppe af ustyrlige bejlerne der er flyttet ind i Odysseus' kongsgård i kampen om at gifte sig med Penelope da Odysseus troedes død.

Digtet er centralt i den vestlige kanon, og man læser det stadig på homerisk græsk og i moderne oversættelser over hele verden. Det oprindelige digt blev skabt i en mundtlig tradition af en aoidos, måske en rapsode. Detaljerne om den antikke mundtlige fremførelse og historiens omformning til et skrevet værk vækker fortsat debat blandt forskerne. Odysseen blev skrevet i en stedløs poetisk dialekt af græsk og består af 12.110 vers på daktyliske heksametre. Blandt de mest imponerende elementer i teksten er dens slående moderne ikke-lineære plot, og det faktum at begivenheder vises at afhænge lige så meget af kvinders og livegenes valg som af kæmpende mænds.

Odysseus[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende artikel: Odysseus

Odysseus' heroiske træk er hans mētis, eller hans listige klogskab. Han bliver ofte beskrevet som "Zeus' ligemand i råd". Denne klogskab manifesterer sig oftest ved Odysseus' brug af forklædninger og vildledende tale. Hans forklædninger kan både være fysisk (ændrer hans udseende) og verbalt, fx da han fortæller kyklopen Polyfem at hans navn er "Ingen", og derefter flygter efter at have blindet Polyfem. Da Polyfem af de andre kykloper bliver spurgt om hvorfor han skriger, svarer Polyfem at "Ingen" har gjort ham fortræd. Den største fejl Odysseus har, er hans stolthed eller hybris. På vej ud af kyklopens hule råber han sit navn og at ingen kan besejre "den Store Odysseus". Derpå fortalte kyklopen sin far, havguden Poseidon at Odysseus havde blindet ham. Dette gjorde Poseidon sur og bevirkede at han modarbejdede Odysseus' hjemkomst for en tid.

Struktur[redigér | rediger kildetekst]

Med en musepåkaldelse indledes digtet, det ældste digt i den vestlige litteratur efter Homers Iliade:

Ἄνδρα μοι ἔννεπε, Μοῦσα, πολύτροπον, ὃς μάλα πολλὰ
πλάγχθη, ἐπεὶ Τροίης ἱερὸν πτολίεθρον ἔπερσε·
πολλῶν δ’ ἀνθρώπων ἴδεν ἄστεα καὶ νόον ἔγνω,
πολλὰ δ’ ὅ γ’ ἐν πόντῳ πάθεν ἄλγεα ὃν κάτα θυμόν,
ἀρνύμενος ἥν τε ψυχὴν καὶ νόστον ἑταίρων.
Ἀλλ’ οὔδ΄ ὣς ἑτάρους ἐρρύσατο, ἱέμενός περ·
αὐτῶν γὰρ σφετέρῃσιν ἀτασθαλίῃσιν ὄλοντο,
νήπιοι, οἳ κατὰ βοῦς Ὑπερίονος Ἠελίοιο
ἤσθιον· αὐτὰρ ὃ τοῖσιν ἀφείλετο νόστιμον ἦμαρ.
Τῶν ἁμόθεν γε θεά, θύγατερ Διός, εἶπε καὶ ἡμῖν.
Ạndra moi ẹnnepe, Moụsa, polỵtropon, họs mala pọlla
plạnchthē, epeị Troiẹ̄s hierọn ptoliẹthron epẹrse;
pọllōn d'ạnthrōpọ̄n iden ạstea kaị noon ẹgnō,
pọlla d' ho g' ẹn pontọ̄ pathen ạlgea họn kata thỵmon,
ạrnymenọs hēn tẹ psychẹ̄n kai nọston hetaịrōn.
ạll' oud' họ̄s hetaroụs errhỵsato, hịemenọs per;
aụtōn gạr spheterẹ̄sin atạsthaliẹ̄sin olọnto,
nẹ̄pioi, hoị kata boụs Hyperịonos Ẹ̄elioịo
ẹ̄sthion; aụtar ho toịsin apheịleto nọstimon ẹ̄mar.
Tọ̄n hamothẹn ge, theạ, thygatẹr Dios, eịpe kai hẹ̄min.

I Christian Wilsters oversættelse fra 1837 lyder de samme åbningsvers fra Odysseen således:

Musa! fortæl mig om Manden, den vidtbefarne, som flakked
Meget omkring, da han havde forødt det hellige Troia,
Saae mangfoldige Byer, og fik deres Sæder at kjende;
Men paa sin Fart over Havet han svar Gjenvordighed udstod,
Medens han stred for at bjerge sit Liv, og for Svendenes Hjemkomst;
Dog sine Svende han ei fik frelst, hvor ivrig han stræbte,
Thi ved formastelig Daad de selv paadrog sig en Ufærd,
Ret som Daarer, de slagted den høithenvandrende Solguds
Oxer, og derfor til Straf han dem Hjemfærdsdagen berøved.
Heraf, du Datter af Zeus! du os Et og Andet fortælle!

På 12.000 heksametervers af denne slags fortæller Odysseen der er inddelt i 24 sange, hvorledes kongen på den lille ø Ithaka efter 10 års krig flakkede omkring i yderligere 10 år. Efter mange eventyr vendte han til sidst hjem som tigger, og ubemærket finder han sit hus fyldt med fremmede der fortærrede af hans ejendom. De forsgøte at få Odysseus' kone, Penelope til at tro at han var død og forsøgte at tvinge hende til at gifte sig med en af dem. I sit sidste eventyr skulle Odysseus tage kampen op mod disse bejlere. I en parallelhandling til hovedhistorien, den såkaldte Telemaki, fortælles det hvordan Odysseus' og Penelopes søn Telemakos ledte efter sin forsvundne far.

Odysseen begynder in medias res, dvs. at handlingen begynder i midten af plottet, og at foregående begivenheder beskrives gennem flashbacks og fortælling.[2] Den begynder med at fortælle os om Telemakos' forsøg på at få sat skik på husstanden der er under belejring af bejlerne, og derpå på gudinden Athenes råd hans søgen efter nyheder om sin længe forsvundne far. Derefter skifter scenen: Odysseus har været fangen hos den smukke nymfe Kalypso som han har tilbragt 7 af de 10 år hos. Da han blev frigivet ved Athenes mellemkomst, tog han afsted, men hans tømmerflåde blev ødelagt af hans guddommelige fjende Poseidon som var sur fordi Odysseus havde blindet hans søn, kyklopen Polyfem. Da Odysseus skyller op på Scheria, Faiakernes ø, hjælpes han af den unge Nausikaa og han bliver taget gæstfrit imod. Til gengæld stiller hans faiakernes nysgerrighed ved at fortælle dem - og læseren - om alle hans eventyr siden han forlod Troja. Endelig låner de skibsbyggende faiakere ham et skib så han kan vende hjem til Ithaka hvor han hjælpes af svinehyrden Eumaios, møder Telemakos, genvinder magten over sin husstand, dræber bejlerne og genforenes med hans tro ægtefælle, Penelope

Bæsten alle moderne udgaver og oversættelser af Odysseen er (ligesom Iliaden) delt ind i 24 sange. Denne inddeling er smart, men ikke original. Den blev udviklet af alexandrinske udgivere i 3. årh. f.Kr. Bortset fra dette, er de første fire bøger der koncentrerer sig om Telemakos, somme tider kaldet Telemakien. I Odysseus' fortælling er delen der beskriver hans møde med de døde, også kendt som Nekyia.

De sidste 548 vers af Odysseen, svarende til 24. sang, anses af mange forskere for at være en tilføjelse af en lidt senere digter. Adskillige passager i de tidligere sange ser ud til at lede op til begivenhederne i 24. sang, så hvis det virkelig er en senere tilføjelse, så må vedkommende også have rettet i den tidligere tekst.

Plottet[redigér | rediger kildetekst]

Telemakos, Odysseus' søn, var kun ét år gammel da Odysseus drog mod Troja. Ved Odysseens begyndelse efter den ti år lange trojanske krig er Telemakos 11 og deler sin manglende fars hus på øen Ithaka med hans mor, Penelope, og en skare af 108 støjende unge mænd, bejlerne, hvis mål er at overtale Penelope til at acceptere hendes mands forsvinden som endelig og gifte sig med en af dem.

Gudinden Athene som er Odysseus' beskytter, diskuterer hans skæbne med gudernes konge, Zeus, på et tidspunkt hvor Odysseus' fjende, havguden Poseidon er fraværende fra Olympen. Derpå besøger hun Telemakos i skikkelse af Odysseus' gamle ven, Mentes, for at få ham til at drage ud efter nyheder om sin far. Han tilbyder hende gæstfrihed, de observerer de grovædende bejlere og rapsoden Phemius der fremfører et digt for dem. Penelope protesterer imod Phemius' tema, "hjemkomsten fra Troja"[3] fordi det minder hende om hendes fraværende mand, men Telemakos tilbageviser hendes protester.

Den næste morgen kalder Telemakos en forsamling af Ithakas borgere sammen og forlanger et skib og et mandskab. I følgeskab med Athene forlader han øen og sejler mod det græske fastland og Nestor, den mest ærværdige af de græske krigere i Troja, nu hjemme i Pylos. Derfra rider Telemakos over land i følge med Nestors søn til Sparta hvor han finder Menelaos og Helena genforenet. Han får fortalt at de vendte tilbage til Grækenland efter en lang rejse til Egypten; der stødte Menelaos på den magiske ø Pharos på den gamle havgud Proteus som fortalte ham at Odysseus var taget til fange af den mystiske gudinde Kalypso. I denne forbindelse finder Telemakos også ud af hvad der skete med Menelaos' broder Agamemnon, Mykenes konge, og grækernes leder i Troja: Han blev ved sin hjemkomst dræbt af konen Klyteimnestra og hendes elsker, Aigisthos.

Charles Gleyre, Odysseus og Nausikaä

I mellemtiden har Odysseus tilbragt syv år i fangenskab på gudinden Kalypsos ø. Sendt af Zeus overtaler budbringerguden Hermes Kalypso til at frigive ham. Odysseus bygger en tømmerflåde og får klæder og proviant af Kalypso. Den går imidlertid på grund ved havguden Poseidons mellemkomst som har et horn i panden på ham. Han svømmer i land på øen Scheria hvor han nøgen og udmattet falder i søvn. Den følgende morgen vækkes han af pigers latter, og han ser den unge Nausikaa som er gået ned til bredden med hendes tjenestepiger for at vaske tøj. Han bønfalder hende om hjælp. Hun opfordrer ham til opnå hendes forældres, Arete og Alkinoös', gæstfrihed. Odysseus bydes velkommen, og i første omgang spørges han ikke om hans navn. Han bliver adskillige dage hos Alkinoös, tager del i en atletikkonkurrence og hører den blinde sanger Demodokos fremføre to narrative digte. Det første er en i øvrigt ukendt episode fra den trojanske krig, "Striden mellem Odysseus og Achilleus". Den anden er den morsomme historie om affæren mellem to olympiske guder, Ares og Afrodite. Til sidst beder Odysseus Demodokos om at vende tilbage til trojanertemaet og fortælle om den Trojanske Hest, en krigslist som Odysseus havde en ledende rolle i. Ude af stand til at skjule hans følelser som han genoplever episoden, afslører Odysseus endelig sin identitet. Han begynder at fortælle den fantastiske historie om hans hjemrejse fra Troja.

Odysseus overvældet af Demodokos' sang, af Francesco Hayez, 1813-15
Efter et plyndringstogt på Ismaros i kikonernes land kom han og hans tolv skibe ud af kurs pga. storme. De besøgte de dovne Lotus-spisere, og de blev fanget af kyklopen Polyfem som de undslap fra ved at blinde ham med en træpæl. De opholdt sig hos Aiolos, vindenes herre. Han gav Odysseus en lædersæk der indeholdt alle vindene, en gave som ville have sikret dem deres hjemkomst havde sømændende ikke formastet sig til at åbne sækken mens Odysseus sov. Alle vindene slap ud, og den deraf følgende storm drev skibene tilbage hvorfra de var kommet.
Efter de forgæves bad Aiolos hjælpe dem igen, tog de afsted igen og stødte på kannibalen Laestrygones. Odysseus' eget skib var det eneste der undslap. Han sejlede videre og besøgte hekse-gudinden Kirke hvis magiske drikke tryllede de fleste af sømændende om til grise. Hermes mødtes med Odysseus og gav ham et middel som modstand til Kirkes drikke. Da Kirke var tiltrukket af Odysseus' modstand, blev hu forelsket i ham. Kirke løslod hans mænd, og Odysseus og mændende blev hos hende på øen i et år hvor de festede og drak. Til sidst overtalte Odysseus' mænd endelig Odysseus til at det var på tide at forlade øen og vende snuden mod Ithaka. Ved Kirkes anvisninger krydsede Odysseus og hans mænd havet og nåede en havn på verdens vestlige kant hvor Odysseus ofrede til de døde og påkaldte den gamle sandsiger Teiresias' ånd for at få råd. Derefter mødte Odysseus sin mors ånd som var død af sorg over hans lange fravær. Af hende erfarede han for første gang nyheder om hans husstand der var truet af bejlernes gråd. Her mødte han også andre berømte kvinder og mænds ånder, bl.a. Agamemnon hvis mord han nu hørte om, og som advarede ham om faren ved kvinder.
Da de vendte tilbage til Kirkes ø, blev de rådgivet om de tilbageværende stadier af rejsen. De strejfede Sirenernes land, passerede mellem det mange-hovedede monster Skylla malstrømmen Karybdis, og de nåede øen Thrinakia. Der jagtede Odysseus' mænd på trods af Teiresias' og Kirkes advarsler solguden Helios' hellige køer. Denne helligbrøde blev straffet ved et skibbrud hvor alle bortset fra Odysseus selv druknede. Han skyllede i land på Kalypsos ø hvor hun tvang ham til at forblive som hendes elsker i syv år, og først nu var han undsluppet.

Efter at have lyttet med stor opmærksomhed på hans historie, lovede faiakerne der var dygtige sømænd, at hjælpe Odysseus med hans rejse hjem. De leverer ham om natten mens han sover til en skjult havn på Ithaka. Han finder vej til en hytte af en af hans tidligere slaver, svinehyrden Eumaios. Nu spiller Odyusseus rollen som en vandrende tigger for at finde ud af hvordan det står til i hans husstand.

I mellemtiden sejler Telemakos som vi forlod i Sparta, hjem og undslipper et baghold lavet af bejlerne. Han går fra borde på Ithakas kyst og drager mod Eumaios' hytte. Fader og søn mødes. Odysseus identificerer sig selv over for Telemakos (men endnu ikke over for Eumaios), og de beslutter at bejlerne skal dræbes. Telemakos kommer først hjem. Sammen med Eumaios vender Odysseus nu hjem til sit eget hus, stadig forklædt som en tigger. Han oplever bejlernes larmende opførsel og planlægger deres død. Han møder Penelope: Han tester hendes intentioner med en opfundet historie om hans fødsel i Kreta hvor han, siger han, engang mødte Odysseus. Nærmere adspurgt tilføjer han at for nyligt havde færet i Thesprotia og der havde erfaret noget om Odysseus' nylige vandringer.

Odysseus' identitet opdages af husholdersken, Eurykleia, da han klæder sig af for et par og blotlægger et gammelt ar. Hen får hende til at holde det hemmeligt. Næste dage får Penelope på Athenes opfordring bejlerne til en kamp om hende i en buedyst med Odysseus' bue. Odysseus tager selv del i dysten. Han alene er stærk nok til at spænde for buen og vinder derfor. Straks derefter vender han buen mod bejlerne, og de dræbes allesammen. Odysseus og Telemakos dræber tolv af tjenesteinderne som havde været i seng med bejlerne. De lemlæster og dræber gedehyrden Melanthios som havde gjort nar af Odysseus. Endelig giver Odysseus sig til kende over for Penelope. Hun er tøvende, men accepterer ham da han korrekt beskriver for hende den seng som han byggede til hende da de blev gift.

Den følgende dag besøger han og Telemakos landstedet hvor hans gamle far Laërtes er som på samme måde først accepterer hans identitet efter at Odysseus korrekt beskriver den frugthaven Laërtes engang gav ham.

Ithakas borgere fulgte nu Odysseus fordi de planlagde at hævne drabene på bejlerne, deres sønner. Deres leder pointerede at Odysseus havde forårsaget døden hos to generation af mænd på Ithaka - hans sømænd hvoraf ingen overlevede, og bejlerne som han havde henrettet. Gudinden Athene griber ind og overtaler begge sider til at opgive deres vendetta.[4]

Odysseens geografi[redigér | rediger kildetekst]

Engelsk[redigér | rediger kildetekst]

Events in the main sequence of the Odyssey (excluding the narrative of Odysseus) take place in the Peloponnese and in what are now called the Ionian Islands. There are difficulties in the identification of Ithaca, the homeland of Odysseus, which may or may not be the same island that is now called Ithake. The wanderings of Odysseus as told to the Phaeacians, and the location of the Phaeacians' own island of Scherie, pose more fundamental geographical problems: scholars both ancient and modern are divided as to whether or not any of the places visited by Odysseus (after Ismarus and before his return to Ithaca) are real.

Tysk[redigér | rediger kildetekst]

Seit Heinrich Schliemanns Ausgrabungen in Troja gilt als erwiesen, dass die Ilias einen realen Hintergrund hatte, auch wenn es in der Forschung weiterhin Diskussionen um Troja gibt. Alle Versuche, auch der Odyssee reale Schauplätze zuzuweisen, waren dagegen stets umstritten, da ihr Stoff über weite Passagen märchenhafte Züge trägt. Aus diesem Grund hat sich schon im 3. Jahrhundert v. Chr. der Geograph Eratosthenes über Versuche einer exakten Lokalisierung einzelner Schauplätze lustig gemacht. Andere Gelehrte, wie Herodot, haben es dennoch versucht. Außer bei wenigen Textstellen, in denen der Dichter tatsächlich existierende Landschaften und Orte nennt – zum Beispiel Thrakien, Kap Malea, Kythera, Ithaka – blieben solche Versuche aber stets Spekulation.

So wurde schon in der Antike die Tunesien vorgelagerte Insel Djerba mit dem Land der Lotosesser identifiziert. Sizilien sollte sowohl die Heimat der Kyklopen als auch die Insel Thrinakia des Sonnengottes Helios gewesen sein. Ustica, eine Insel nördlich Siziliens, wurde dem Windgott Aiolos zugeordnet. Die Seeungeheuer Skylla und Charybdis hätten demnach an der Meerenge von Messina und die Laistrygonen an der Südspitze Korsikas gehaust. In der maltesischen Insel Gozo wollten manche Gelehrte das Ogygia der Nymphe Kalypso erkennen. Ein Vorgebirge bei Neapel trägt bis heute den Namen Kap Circeo, aber welche der vorgelagerten Inseln diejenige der Zauberin Kirke gewesen sein soll, ist ebenso umstritten wie alles andere.

In jüngster Zeit vermuten einige Forscher, der Dichter habe die Reise des Odysseus in seine eigene Gegenwart übertragen und als Umschiffung Süditaliens geschildert, das zu seiner Lebenszeit gerade von griechischen Kolonisten besiedelt wurde.

Det homeriske spørgsmål=[redigér | rediger kildetekst]

Mit der Veröffentlichung des Werks Prolegomena ad Homerum des Hallenser Altphilologen Friedrich August Wolf im Jahr 1795 setzt die moderne Homer-Forschung ein. Die so genannten Homerischen Fragen, die sich seither stellen, sind bis heute nicht zufriedenstellend beantwortet worden: Hat Homer dem gesamten Epos seine heutige Form gegeben oder bereits Vorhandenes lediglich redigiert? Hat er nur die Telemachie hinzugefügt? Ist er überhaupt der Dichter der Odyssee gewesen?

Einige Forscher weisen auf den zeitlichen Abstand zwischen der um 750 v. Chr. entstandenen Ilias und der Odyssee hin sowie auf die inhaltlichen Diskrepanzen – hier Kriegsepos mit realistischem Hintergrund, dort märchenhafte Abenteuer – um zu begründen, warum Homer nicht gleichzeitig der Autor beider Werke gewesen sein kann. Andere halten es auf Grund der stilistischen Ähnlichkeiten zwischen beiden Epen durchaus für möglich, dass die Odyssee ein Alterswerk des Ilias-Dichters ist.

Fest steht nur, dass der Odyssee-Dichter sich stilistisch eng an der Ilias orientiert und viele ihrer Formulierungen übernommen hat, so dass er zumindest dem Umfeld Homers zuzuordnen ist. Auch Forscher, die Ilias und Odyssee für Werke zweier verschiedener Autoren halten, bezeichnen beide als „homerische Epen“.

Goethe spottete schon 1795 über die Versuche, Ilias und Odyssee textkritisch zu zergliedern:

„Die Idee mag gut sein, und die Bemühung ist respektabel, wenn nur nicht diese Herren, um ihre schwachen Flanken zu decken, gelegentlich die fruchtbarsten Gärten des ästhetischen Reichs verwüsten und in leidige Verschanzungen verwandeln müssten. Am Ende ist mehr Subjektives, als man denkt, in diesem ganzen Krame.“

Storepossets opståen[redigér | rediger kildetekst]

Da die Handlung der Odyssee unmittelbar an die Ilias anschließt, könnten erste mündliche Fassungen des Epos bereits kurz nach den kriegerischen Ereignissen am Ende der Bronzezeit (um 1150 v. Chr.) entstanden sein, die den realen Hintergrund zum Sagenkreis um den Trojanischen Krieg bilden. Mit Sicherheit wurden verschiedene Urfassungen der Odyssee jahrhundertelang durch Sänger, so genannte Rhapsoden, vorgetragen und durch die mündliche Überlieferung immer wieder verändert. Der metrische Rhythmus der Verse diente dem vortragenden Sänger als Gedächtnisstütze.

Mutmaßliche Büste Homers

In der Forschung wird heute allgemein angenommen, dass verschiedene Kurzepen zur Odyssee dichterisch zusammengefasst wurden. Ursprünglich dürften mindestens zwei verschiedene Geschichten existiert haben: zum einen die des Troja-Heimkehrers Odysseus, der die Freier tötet, welche die Zeit seiner Abwesenheit ausgenutzt haben; zum anderen die abenteuerlichen Seefahrergeschichten, die ihrerseits aus verschiedenen Quellen stammen und erst später Odysseus zugeschrieben wurden. In einer vor-homerischen Urfassung schilderte die Odyssee vermutlich in einfacher zeitlicher Abfolge die Irrfahrten des Helden, seine Heimkehr und den Freiermord.

Die Niederschrift der Odyssee, auf welche die heute bekannte Form des Epos zurück geht, erfolgte nach weitgehender aber nicht unumstrittener Forschungsmeinung um 720 v. Chr. Erst dabei könnte der dritte Handlungsstrang hinzugefügt worden sein: die einführenden Gesänge der Telemachie, die Geschichte von der Suche des Telemachos nach seinem Vater. Sie diente dem Zweck, die Spannung zu erhöhen und – durch die Schilderung der Zustände auf Ithaka – Odysseus’ spätere Rache an den Freiern als gerechtfertigt hinzustellen.

Orientalsk indflydelse[redigér | rediger kildetekst]

Scholars have seen strong influences from Near Eastern mythology and literature in the Odyssey. Martin West has noted substantial parallels between the Epic of Gilgamesh and the Odyssey.[5] Both Odysseus and Gilgamesh are known for traveling to the ends of the earth, and on their journeys go to the land of the dead. On his voyage to the underworld Odysseus follows instructions given to him by Circe, a goddess who is the daughter of the sun-god Helios. Her island, Aiaia, is located at the edges of the world, and seems to have close associations with the sun. Like Odysseus, Gilgamesh gets directions on how to reach the land of the dead from a divine helper: in this case she is the goddess Siduri, who, like Circe, dwells by the sea at the ends of the earth. Her home is also associated with the sun: Gilgamesh reaches Siduri's house by passing through a tunnel underneath Mt. Mashu, the high mountain from which the sun comes into the sky. West argues that the similarity of Odysseus's and Gilgamesh's journeys to the edges of the earth are the result of the influence of the Gilgamesh epic upon the Odyssey.

Gudernes humor[redigér | rediger kildetekst]

Wie auch in der Ilias (1.Gesang) steht Hephaistos im Mittelpunkt der Komik: als er seine Gattin Aphrodite mit dem Kriegsgott Ares beim Ehebruch erwischt, ruft er die anderen Götter herbei. Diese brechen ob der Künste des Hephaistos (er hält das Paar mit Fesseln gefangen) bzw. der Situation des ertappten Paares in Lachen aus. Bei Homer bleibt karikierendes Lachen ein Privileg der Unsterblichen.

Reception[redigér | rediger kildetekst]

Die Odyssee ist nicht nur eines der ältesten, sondern auch eines der meist bearbeiteten Werke der abendländischen Literatur- und Kulturgeschichte. Sowohl der Stoff – phantastische Irrfahrten und Abenteuer – als auch der Held – der listenreiche aber einsame Dulder, der nach langen Jahren heimkehrt und seine vertraute Welt nicht wiederfindet – sind in literarischen, dramatischen oder musikalischen Werken, bis hin zum modernen Film, immer wieder aufgegriffen worden.

Der Philosoph Theodor W. Adorno sah in Odysseus den ersten modernen Menschentyp in der Literaturgeschichte: Er sei der erste Charakter, der sich nicht den Göttern und dem Schicksal ergebe, sondern – manchmal unter Leugnung seiner Identität – erfolgreich gegen beide ankämpfe und damit zum Herrscher über sein eigenes Geschick werde. Die Leugnung der Identität ist laut Adorno insofern revolutionär, als damit erstmals der schamanistische, identitätsstiftende Charakter des eigenen Namens überwunden werde. Der moderne Mensch müsse wie Odysseus fähig sein, seine Identität aufzugeben, um sie zu erhalten.

Literarische Bearbeitungen[redigér | rediger kildetekst]

Die Reihe der Werke, die sich von der Odyssee inspirieren ließen, beginnt schon in der Antike. Der römische Dichter Vergil – zuweilen als „zweiter Homer“ bezeichnet – nahm sie sich zum Vorbild, als er das römische Nationalepos, die Aeneis, schuf. Er schildert darin das Schicksal des trojanischen Helden Aeneas, den es nach der Zerstörung der Stadt ebenfalls in aller Herren Länder verschlägt, bevor er sich in Italien niederlässt und zum mythischen Stammvater der Römer wird.

Einflüsse der Odyssee sind auch in den arabischen Märchen von Sindbad dem Seefahrer erkennbar.

Die Gestalt des Odysseus wurde von vielen Dichtern als Urbild des Menschen an sich verstanden: Neugierig, listig und stets auf der Suche nach Wissen und Erfahrung, gelingt es ihm immer wieder, Gefahren zu meistern. Andererseits muss er, der Willkür der Naturgefahren und der Götter ausgeliefert, „unnennbare Leiden erdulden“. Odysseus gilt daher als literarisches Vorbild für so unterschiedliche Figuren wie GoethesFaust“ oder Jules Vernes Kapitän Nemo, dessen lateinischer Name (deutsch: „Niemand“) der Kyklopen-Episode entnommen ist.

Als literarisch anspruchsvollste, moderne Bearbeitung des Stoffs gilt der Roman Ulysses (engl. für „Odysseus“) von James Joyce. Das 1922 erschienene, stilistisch bahnbrechende Werk gilt als einer der wichtigsten Romane des 20. Jahrhunderts. Es schildert einen Tag, den 16. Juni 1904, im Leben des Anzeigenverkäufers Leopold Bloom, der durch Dublin streift, dabei alltägliche Dinge erlebt – die aber exakt mit Odysseus' Abenteuern korrespondieren – und der spät nachts zu seiner Frau Molly heimkehrt.

In Deutschland griffen nach dem 2. Weltkrieg Heimkehrerdramen wie Wolfgang BorchertsDraußen vor der Tür“ das zentrale Thema der Odyssee wieder auf.

Die Odyssee als Comic[redigér | rediger kildetekst]

Der französische Zeichner Georges Pichard (1920-2003) [1] griff die Abenteuer des Odysseus in einer frivolen Comic-Persiflage des homerischen Epos unter dem Titel „Ulysse“ auf. Das Szenario und die Texte stammen von Jacques Lob. Diese recht freie Interpretation des homerischen Stoffes entstand ursprünglich im Auftrag des Club Français du Livre, doch wegen der – für die damalige Zeit – freizügigen Gestaltung erschien das Werk anfangs nur in der italienischen Comic-Zeitschrift Linus. Erst 1969 wagte das Magazin Charlie einen französischen Abdruck des Werkes. Vier Jahre später war die Geschichte in der Comic-Fachzeitschrift Phoénix zu finden. Dadurch bekamm diese Graphic Novel die intellektuellen Weihen, die den Pressezaren Pierre Lazareff 1974 zu dem mutigen Schritt bewog, „Ulysse“ als Fortsetzungsserie in die Tageszeitung France Soir aufzunehmen. 1974 erschien bei Editions Dargaud in Paris als Comic-Album der erste Teil, 1975 der zweite, und 1982 bei Editions Glénat in der „Collection Mythologie“ die Gesamtausgabe. Auf Deutsch erschien „Ulysse“ 1972 im Magazin PIP International (2. Jahrgang: Nr. 5 – Odysseus auf der Insel der Sirenen, Nr. 6 – Odysseus bei den Lotophagen, Nr. 7 – Odysseus bei den Herden des Sonnengottes). Neu aufgelegt hat „Ulysse“ das New Yorker Comicmagazin Heavy Metal im November 2006.

Homers „Odyssee“ wurde auch in der Comic-Reihe „Illustrierte Klassiker“ (Heft Nr. 60) adaptiert, gezeichnet von Alex A. Blum (1889-1969) [2]. Die deutsche Ausgabe der Serie erschien im Original von 1956 bis 1972 im Bildschriftenverlag (BSV). Die bis heute noch erhältlichen Nachdrucke der Serie erschienen von 1991 bis 2002 im Hethke Verlag, Köln. Die amerikanische Originalausgabe wurde in den 40-er Jahren bei Gilberton Publications in New York verlegt, in der Reihe „Classics Illustrated“ bzw. „Classic Comics“. Die Serie sollte Kindern und Jugendlichen die wertvollsten Werke der Weltliteratur auf eine anschauliche Art und Weise vermitteln – mehr Informationen dazu finden sich im Buch „Understanding Classics Illustrated“ von Dan Malan bei The Overstreet Comic Book Price Guide (23rd Edition), verlegt von Robert M. Overstreet, Avon Books (1993).

Die Odyssee in Oper, Theater und Film[redigér | rediger kildetekst]

Auch Opernkomponisten und Filmregisseure haben sich des Stoffs der Odyssee und der Figur ihres Helden immer wieder bedient. Als Themen beliebt waren die Rückkehr des Helden zu Penelope, etwa in Il ritorno d'Ulisse in patria (Die Heimkehr des Odysseus, Venedig 1641) von Claudio Monteverdi, und die Episode bei der Zauberin Kirke, z. B. in Charpentiers Schauspielmusik zu Circé (Paris 1675). Georg Friedrich Händels letzte Oper Deidamia (London 1741) behandelt eine Episode aus Odysseus' Leben vor dem Trojanischen Krieg.

Der Komponist August Bungert schuf nach der Odyssee in den Jahren 1898-1903 nach dem Vorbild von Richard Wagners Der Ring des Nibelungen eine ähnliche Tetralogie mit vier Opern unter dem Titel Homerische Welt mit den vier Teilen Kirke, Nausikaa, Odysseus' Heimkehr und Odysseus' Tod.

In Gabriel Faurés Oper Penelope spielt Odysseus' geduldig wartende Frau die Hauptrolle, ebenso in Rolf Liebermanns gleichnamiger Opera semiseria. Neueren Datums sind des weiteren Luigi Dallapiccolas Oper Ulisse (Odysseus), die 1968 in Berlin Premiere feierte, sowie Odysseus auf Ogygia von Klaus Michael Arp, uraufgeführt 1988 in Koblenz.

Die Zahl der Verfilmungen der Odyssee oder von Stoffen, die sich an ihr orientieren, dürfte kaum festzustellen sein. Bereits in der Stummfilmzeit wurden erste Fassungen gedreht, etwa der – allerdings nie fertig gestellte – Film Die Odyssee von Fritz Lang. Mario Camerini schuf 1954 den Monumentalfilm Die Fahrten des Odysseus mit Kirk Douglas in der Titelrolle, der für die damalige Zeit mit beachtlichen Spezialeffekten und Tricktechniken aufwartete. – 1968 wurde die Odyssee von Regissieur Franco Rossi als 4teilige Fernsehserie produziert (L'Odissea (I/YU/D/A); mit Bekim Fehmiu und Irene Papas als Odysseus und Penelope sowie Leonard Steckel als Erzähler). – Eine aktuelle Bearbeitung des Stoffs ist Andrei Konchalovskys Die Abenteuer des Odysseus von 1997, die mit Fantasy-Elementen angereichert wurde.

Stanley Kubricks Science-Fiction-Klassiker 2001: Odyssee im Weltraum nach dem gleichnamigen Roman von Arthur C. Clarke folgt der Handlung des Epos nicht chronologisch, sondern ist eine freie, teils stark verfremdende Bearbeitung mit zahlreichen Anspielungen auf das Original. Kubricks Odysseus ist die ganze Menschheit, deren Reise durch die Zeit nach dem ersten Krieg und der Erfindung der ersten Waffe beginnt. Das summende Geräusch des Monolithen im Film entspricht dem verlockenden Sirenengesang in der Odyssee, das Auge des Computers HAL dem des Kyklopen Polyphem. Der Name des Astronauten Dave Bowman (=Bogen-Mann) spielt auf Odysseus als geübter Bogenschütze an.

Auch der Film O Brother, Where Art Thou? von Ethan und Joel Coen greift Elemente der Odyssee auf, z.B. die Sirenen oder den einäugigen Riesen. Ein weiteres Beispiel ist Down by Law des amerikanischen Regiesseurs Jim Jarmusch.

Die Markus Zohner Theater Compagnie hat das Stück "Odyssee" 1999 auf die Bühne gebracht. Seit der Uraufführung in Luzern tourt das Stück weltweit.

Übertragungen ins Deutsche[redigér | rediger kildetekst]

Es existieren verschiedene Übertragungen des Epos' ins Deutsche. Die metrische Übersetzung von Johann Heinrich Voss aus dem 18. Jahrhundert gilt ihrerseits als Klassiker. Ihr sprachschöpferischer Einfluss auf das Deutsche wird mit Martin Luthers Bibelübersetzung verglichen. Thassilo von Scheffer hat im 20. Jahrhundert eine beachtliche Neuübersetzung vorgelegt.
Die bekannteste Prosa-Übertragung ist die von Gustav Schwab aus dem 19. Jahrhundert. Ebenfalls in Prosa gehalten sind die moderneren Fassungen von Gerhard Scheibner und Wolfgang Schadewaldt.
Speziell für Kinder und Jugendliche geschrieben sind Das Hölzerne Pferd (inklusive Kampf um Troja) von Franz Fühmann sowie Die Odyssee von Ulrich Karger.

Tekstoverlevering[redigér | rediger kildetekst]

Die Überlieferung des Texts, so wie ihn der Dichter der Odyssee Ende des 8. Jahrhunderts v. Chr. abgefasst hat, ist schon für die Antike nicht ganz sicher. Von der Odyssee wie von der Ilias dürften schon kurz nach der Niederschrift viele von einander abweichende Kopien im Umlauf gewesen sein. Die hohe Wertschätzung, die den homerischen Texten schon früh zuteil wurde, führte aber dazu, dass immer wieder textkritische Rekonstruktionen der Urfassung angefertigt wurden; im Athen des Tyrannen Peisistratos Ende des 6. Jahrhunderts v. Chr. geschah dies sogar auf Staatskosten. Bis in frühhellenistische Zeit weisen Papyri jedoch voneinander und von der Athener Version abweichende Textfassungen auf.

Dies änderte sich erst nach der Gründung der Bibliothek von Alexandria durch Ptolemaios I. Soter im Jahr 288 v. Chr. Die Gelehrten Zenodotos von Ephesos, Aristophanes von Byzanz und vor allem Aristarchos von Samothrake, der sechste Vorsteher der Bibliothek, erstellten durch Vergleiche und textkritische Methoden, kanonische Fassungen beider Epen, die wahrscheinlich den Athener Versionen entsprachen. Zwar gingen im Laufe der Jahrtausende auch die Schriften der drei Bibliotheksvorsteher weitgehend verloren. Doch gehen die Abschriften beider Epen bis zum Ende der Antike und ihre heutige Textgestalt mit einiger Sicherheit auf deren Arbeiten zurück.

Dies hat vor allem mit der bereits erwähnten Verehrung Homers in der gesamten antiken Welt zu tun. Odyssee und Ilias gehörten zum Kern des antiken Bildungskanons, und seit der Tätigkeit der alexandrinischen Bibliothekare wurde auf eine getreue Weitergabe der Texte geachtet. Komplette Abschriften beider Werke aus der Antike sind allerdings nicht erhalten. Zu den ältesten Textzeugnissen gehören der Londoner Homer-Papyrus aus der ersten Hälfte des 2. sowie der Berliner Homer-Papyrus aus dem 3. Jahrhundert.

Die älteste erhaltene Handschrift des ganzen Homer wurde im Konstantinopel des 12. Jahrhunderts angefertigt. Inkunabeln, Erstdrucke, der Odyssee stammen aus dem 15. Jahrhundert. Zwischen der ersten schriftlichen Fixierung der homerischen Epen und ihrer ältesten bis heute erhaltenen, vollständigen Abschrift liegen also 2000 Jahre. Dennoch geht die Forschung davon aus, dass die heutigen Fassungen dank der Vorarbeit der antiken Gelehrten im wesentlichen den Texten des 8. Jahrhunderts v. Chr. entspricht.

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ The dog Argos dies autik' idont' Odusea eeikosto eniauto ("seeing Odysseus again in the twentieth year"), Odyssey 17.327; cf. also 2.174-6, 23.102, 23.171.
  2. ^ Dette virkemiddel efterlignes af senere forfatteres litterære eper, fx Vergil i Æneiden.
  3. ^ Dette tema ekisterer i form af nedskrevne eper, de såkaldte nostoier, "hjemkomstfortællinger", der nu er gået tabt.
  4. ^ Resume originalt baseret på Skabelon:Harvard reference pp. xx-xxiv.
  5. ^ West, Martin. The East Face of Helicon: West Asiatic Elements in Greek Poetry and Myth. (Oxford 1997) 402-417.

The stage play The Odyssee by Nobel Laureate Derek Walcott, which transposes the homeric myth into a Caribbean background. First produced by the Royal Shakespeare Company, Stratford-upon-Avon, in 1993. The play is an extension of Walcott's epic poem Omeros (1990), also based on Homer's Odyssee and Iliad.

Eksterne links[redigér | rediger kildetekst]

Skabelon:Wikisourcepar Skabelon:Wikisourcepar

Se Wiktionarys definition på ordet:

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Friedrich Eichhorn: Homers Odyssee. Ein Führer durch die Dichtung. Vandenhoeck & Ruprecht, Göttingen 1965.
  • Hartmut Erbse: Beiträge zum Verständnis der Odyssee. Untersuchungen zur antiken Literatur und Geschichte. Bd 13. de Gruyter, Berlin 1972. ISBN 3-11-004045-X
  • Alfred Heubeck: Der Odyssee-Dichter und die Ilias. Palm & Enke, Erlangen 1954.
  • Uvo Hölscher: Die Odyssee. Epos zwischen Märchen und Roman. Beck, München 1988. ISBN 3-406-45942-0
  • Max Horkheimer: Odysseus oder Mythos und Aufklärung. In: Gesammelte Schriften. Bd 5. Dialektik der Aufklärung und Schriften 1940–1950. Frankfurt 1987, S. 67–103. ISBN 3-10-031815-3
  • Herbert Hunger u.a.: Die Textüberlieferung der antiken Literatur und der Bibel. dtv, München 1961, 1988, 282 ff. ISBN 3-423-04485-3
  • Armin u. Hans-Helmut Wolf: Die wirkliche Reise des Odysseus. Zur Rekonstruktion des Homerischen Weltbildes. Langen Müller, München 1983. ISBN 3-7844-1992-5
  • Die Odyssee. Homers Epos erzählt in Bildern von Erich Lessing. Herder, Freiburg/Basel/Wien 1965. (mit einer Interpretation von Karl Kerényi unter dem Titel Homer und die Odyssee und Beiträgen von Michael Gall über Die Irrfahrten des Odysseus, von Heinrich Schliemann über Ithaka, die Heimat des Odysseus und Helmut Sichtermann über Die Bilderwelt der Odyssee sowie einem archäologischen Bild- und Literaturregister von Cornelia Kerényi)

Engelske oversættelser[redigér | rediger kildetekst]

This is a partial list of translations into English of Homer's Odyssey. For a more complete list see English translations of Homer.

Udgaver på oldgræsk og tysk[redigér | rediger kildetekst]

  • Homer: Odyssee. Griechisch-deutsch, herausgegeben und übersetzt von Anton Weiher. Sammlung Tusculum. Artemis & Winkler Verlag, Düsseldorf 2003. ISBN 3-7608-1542-1
  • Homers Odyssee. Übersetzt von Johann Heinrich Voß. Winkler Weltliteratur. Blaue Reihe. Zürich, Stuttgart 2001. ISBN 3-538-06920-4
  • Homer: Die Odyssee. Übersetzt von Wolfgang Schadewaldt. Bibliothek der alten Welt. Griechische Reihe. Zürich, Stuttgart 2001. ISBN 3-7608-4092-2
  • Homerus Odyssee. Aus dem Griechischen in Prosa übertragen von Gerhard Scheibner. Taschenbibliothek der Weltliteratur. Berlin, Weimar 1989. ISBN 3-351-01397-3
  • Homer: Odyssee. Übersetzt von Roland Hampe. Reclams Universalbibliothek. Bd 280. Reclam, Stuttgart 1986. ISBN 3-15-000280-X

Onlineudgaver[redigér | rediger kildetekst]

Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel:

Bearbejdninger for børn[redigér | rediger kildetekst]

[[Kategori:Griechische Mythologie]] [[Kategori:Literatur (Altgriechisch)]] [[Kategori:Literatur (Sizilien)]] [[Kategori:Epos]] [[Kategori:Literarisches Werk]] [[ar:أوديسة]] [[bg:Одисея]] [[bn:ওডিসি]] [[br:Odysseia]] [[bs:Odiseja]] [[ca:L'Odissea]] [[cs:Odysseia]] [[de:Odyssee]] [[el:Οδύσσεια]] [[en:Odyssey]] [[eo:Odiseado]] [[es:La Odisea]] [[et:Odüsseia]] [[eu:Odisea]] [[fa:ادیسه]] [[fi:Odysseia]] [[fr:L'Odyssée]] [[ga:An Odaisé]] [[gl:A Odisea]] [[he:אודיסיאה]] [[hi:ओडिसी (यूनानी काव्य)]] [[hr:Odiseja]] [[hu:Odüsszeia]] [[id:Odyssey]] [[is:Ódysseifskviða]] [[it:Odissea (Omero)]] [[ja:オデュッセイア]] [[ko:오디세이아]] [[la:Odyssea]] [[lb:Odyssee]] [[lt:Odisėja]] [[mr:ओडिसी]] [[ms:Odyssey]] [[mt:Odissea]] [[nl:Odyssee]] [[no:Odysseen]] [[oc:Odissèa]] [[pl:Odyseja]] [[pt:Odisséia]] [[ru:Одиссея]] [[scn:Odissia]] [[sh:Odiseja]] [[simple:Odyssey]] [[sk:Odysea]] [[sl:Odiseja]] [[sr:Одисеја]] [[sv:Odysséen]] [[tr:Odysseia]] [[uk:Одіссея]] [[zh:奥德赛]]