Danmarks havebrug

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Hestebønne
(Vicia faba)
Løg
(Allium carinatum)

Om Danmarks havebrug i Oldtiden vides næsten intet. Hestebønner, løg og, med mindre vished, kål og ærter har sandsynligt været dyrket inden kristendommens indførelse. Den vilde abilds frugter er ligesom hyldebær og anden skovfrugt blevet indsamlet og opbevaret tørret.

De to oldnordiske ord haghae og garth betyder begge oprindelig hegn, gærde eller vold, men gik siden over til at betegne selve den indhegnede plads, have eller gård. Abildgård, kålgård, vingård osv. betegner haver, og indtil ca. 1800 talte man om urtegårdsmanden eller, lidt finere, om podemesteren.

Tidlig middelalder[redigér | redigér wikikode]

1162 indkaldte Absalon den franske Abbed Vilhelm, der først styrede klostret på Eskilsø i Isefjorden, senere Æbelholt Kloster ved Hillerød. Hans virksomhed for at indføre grøntsager som led i den daglige kost blev mødt med stærk modstand, men efterhånden inspirerede klosterhaver til "kålgårde" over hele landet, i bedre stillede egne også "abildgårde", med frugttræer. Også ved borgene og i byerne anlagdes haver. Valdemar Sejrs Jyske Lov tilråder at indhegne haverne, dels for at forebygge tyveri af frugt, dels som værn mod gedernes ødelæggelse af træer.

Klostrene[redigér | redigér wikikode]

"Kvadratur". Fra Horticultura Danica, 1647 af Hans Raszmussøn Block - "...Og dog dannede klosterhavens korsdeling i fire kvadrater en tradition, der som den såkaldte "kvadratur" (det vil sige inddeling i kvadrater ved fortsat korsdeling) holdt sig gennem århundreder med stor sejhed, især i Nordeuropa..." (Klosterhaver i "Havekunstens historie")

Munke- og nonnehavernes planter har gennemgående været de samme, der dyrkedes ved klostrene overalt i Europa. Dog med indskrænkning af arter, som ikke kunne tåle det nordiske klima. Vinen trivedes mindre godt, i alt fald hvad druehøsten angik, og det har sagtens vakt mangen klosterbroders sorg; i dens sted dyrkedes humlen. Vildtvoksende planter, af hvilke der kunne gøres brug i køkkenet eller lægekunsten, indplantedes eller blev såede, og klosterhaverne virkede som havedyrkningens avlscentre og har sikkert også drevet handel med frø, frugt, træer og urter.

Der findes ingen samtidig skildring bevaret[1], hvoraf der kan ses, hvad klosterhaverne indeholdt, men adskillige arter træffes endnu som en art levende mindesmærker, voksende ved ruiner og bopladser af vore middelalderlige klostre og borge. Selv tilsyneladende nu ganske vildtvoksende planter, som hestehov, bulmeurt, hundetunge, kransburre, svaleurt, jernurt, flere arter katost, hjertespand, dansk ingefær, kalmus og flere, er åbenbart oprindelig indført af munkene.

Andre bærer ved sjældnere og særprægede forekomster mere karakter af det, de virkeligt er, gamle klosterplanter, således vore to arter fuglemælk, ellensrod, marietidsel, cypres-vortemælk, slangerod, hasselurt, skovtulipan, løvstikke, mesterrod, ja endog de sine steder massevis som vildtvoksende påske- og pinseliljer må regnes for udgåede fra kloster- eller herregårdshaverne fra den katolske tid.

De i gamle dage almindeligt dyrkede krydderurter som isop, polej-mynte, melisse (citronmelisse ?), salvie, anis og andre, hører nu væsentlig landsbyhaverne til. Enkelte som morgenfrue dyrkedes oprindelig som lægeplante, men tilhører nu blomsterhaven. En del af de gamle munkeplanter er nu helt eller dog så godt som forsvundne fra nutidshaven, således benediktinertidslen, vajd, jordbærspinat og springknap. På tagene plantedes husløg.

Frugtbuskene fandtes vistnok sparsomt dyrkede, men vilde bær indsamledes massevis og mange vilde urter brugtes som syre eller spinat. Klosterroserne var enkeltblomstrede og mere til nytte end just regnede for lystbuske, også den hvide lilje (Madonna-Lilje, Lilium candidum ?) og martsviolen var gode husrådsplanter og brugtes til at "brænde vand" af.[2]

Regeringen opmuntrede jævnligt til plantning af frugttræer og anlæg af humlehaver. Navnet humlemester blev efterhånden brugt om enhver urtegårdsmand. Podning og aflægning, stikning og andre vegetative formeringsmåder var kendte og ligeledes pottekulturer af sartere planter indendørs.

Reformationen[redigér | redigér wikikode]

Ved reformationen enten forsvandt klosterhaverne eller gik over i adeligt eller borgerligt eje. Reformationen og de store opdagelsesrejsers tidsalder tilførte haverne en vrimmel af nye arter; nu kom de forædlede tulipaner, hyacinter, kejserkronen og en mængde andre blomsterløg. Fra Amerika kom solsikken og den enårige urt, der først kaldtes Nasturtium indicum, senere fik Navnet Tropæolum, men i folkemunde stadig hedder "Nasturtium" (brøndkarse ?).

Allerede under de første oldenborgske konger stod havedyrkningen højt. Til syltetøj, kager, most og alskens retter brugte man, navnlig i Frederik 2.s og Christian 4.s tid en uhyre mængde frugt og urter.

Køkkenhavedyrkningen fik et stærkt fremstød ved indkaldelsen af de henved 200 hollandske bønderfamilier, som Christian 2., vistnok efter Sigbrits råd, i 1516 gav tilladelse til at bosætte sig på Amager og andre steder. "Amagerne"s privilegier stadfæstedes med visse ændringer i 1521, og det hed heri, at de skulle "lære de Danske at omgås med Rødder og løg og Haver at anlægge".

Gulerødder, pastinakker - tit slået sammen som "barkannierødder"(?) - hvidkål og anden kål samt rødbeder var amagernes i stor stil dyrkede madurter, og dermed drev de handel på "Fisketorvet", det senere Amagertorv.

I denne og i en noget senere tid kom blomkålen og rosenkålen, havebønnen (en amerikansk plante), sukkerroden, græskarret og flere til de danske haver. De mange herregårde, der opførtes rundtom i landet, blev omgivet med haveanlæg, og i byerne var apotekerhaverne ofte velforsynede med de gamle klosterplanter og lægeurter. Blandt ivrige havevenner kan Peder Oxe (til Nielstrup?) nævnes, på Hven var Tycho Brahes kunstfærdige have en af stedets seværdigheder, og hans søster Sophie Brahes have ved Eriksholm i Skåne omtales som ganske ualmindelig.

Christian 4.[redigér | redigér wikikode]

Christian 4. fremmede havedyrkningen efter evne, og haven ved Rosenborg var landets rigest forsynede. Selvfølgelig ofrede kongen meget på dyrkning af vin, men med skiftende held. Jordbærrene var yndede, de storfrugtede sorter dog ukendte. Gule hindbær regnedes for særlig udmærkede, og der blev gjort forgæves forsøg på at dyrke multebær, hentede fra Norge.

Orangeriet i Rosenborg have, opført 1701, var landets største og rigest forsynede væksthus. Citroner, lemoner, granattræer og andre sydens træer og buske var hovedindholdet; i de såkaldte "frugt-orangerier" dyrkede man abrikos, fersken, finere pæresorter og forskelligt andet.

Havebøger

Under Christian 4. udkom også de første havebøger: Johann Domitzers En nyttig Plantebog fra 1635 (En nyttig Plante Bog om mange slags artige Imper oc Poder, oc huorledis mand skal sætte allehaande Fruct og Træ)[3] er en lille pjece, oversat fra tysk. Den første virkelig danske havebog er Hans Raszmussøn Blocks Horticultura Danica (1647), der udkom som del af et større værk, Jørgen Holsts Oeconomia nova.[4] Block havde arbejdet ved forskellige herregårde, en tid i den kongelige have, Lundehaven ved Kronborg, hvor nu Marienlyst ligger. Næste år udkom - ved Jens Lauritzen - en Husholdnings Kalender, der giver en vidtløftig fremstilling af de månedlige arbejder i haven, samt professor Simon Paullis Flora Danica Det er: Dansk Urtebog fra 1648, der giver oplysning om mange af datidens haveplanter.

Blomsterbedene indfattedes af lave hække, buksbom, lavendel og andre, i sindrige mønstre efter italienske forbilleder, potteplanterne tiltog i mængde, og særlig i landets sydlige egne var frugtavlen af stigende betydning. Christian 5.s Danske Lov fornyer et gammelt påbud ved at befale hver bonde at plante frugttræer og pile (til hegn).

De nyere arter bredte sig fra, hvad Simon Paulli kaldte "fornemme haver" til landsbyerne, og præstegårdene gav ofte gode forbilleder. Selv syrenen, både lilla og hvide sorter, regnedes for noget fint og usædvanligt, det samme var tilfældet med den i vore dage almindelige ledsager, guldregnen, som dengang hed "bønnetræ". Tulipaner og nelliker var florblomster, som blomsterelskere dyrkede i en vrimmel af sorter. Tomaten dyrkedes ligesom endnu spansk peber udelukkende som prydfrugt, ligetil ca. 1850 hed den aldrig andet end "kærlighedsæble".

1700-tallet[redigér | redigér wikikode]

I 1719 kom sandsynligt kartoflen til landet, bragt ind ved franske, reformerte flygtninge, der nedsatte sig i Fredericia, men den fandt liden indgang, og først efter at den jyske hedes tyske kolonister, de såkaldte "kartoffeltyskere" tog sig af dens udbredelse, blev kartoflen mere påskønnet. Provst Lüders i Lyksborg udgav 1756 den første vejledning i dyrkningen.

Den italienske havestil afløstes efter ca. 1700 af den franske, og adskillige herregårdshaver frembød smukke prøver på denne stilart. I mindre anlæg rådede gerne påvirkning af hollandsk barokstil med dennes mange snurrepiberier, med udsigtshøje, springvande og mange blomsterbede, hvor aurikler, hyacinter og andre efterhånden trængte de før så fremherskende tulipaner tilbage. Ca. 1750 blev der dyrket ananas og champignon, to kulturer som dog ikke blev almindelige.

Lærebrev fra 1784

Navnet "humlemester" forsvandt fra sproget, og "urtegårdsmand" blev gængs ord; om gartneren talte man først henimod ca. 1800, skønt det var et siden ca. 1600 kendt ord. Gartnerne var ofte indvandrede tyskere, og det lærebrev, som "drengene« fik udstedt efter en treårig læretid, var ligeledes affattet på tysk. Det ældste, bevarede svendebrev er fra 1774[5], det her givne yngre.(billede) Det er udstedt af Johann Tobias Pflüger[6], gartner ved Hørsholm Slot til C.L. Hjort, senere gartner på Bregentved. De to mørke bælter forneden er de øvre ender af to, ca. 1 m lange silkebånd, der fastholder den hvide benkapsel med gartnerens segl.

Landboreformer

De store landboreformer måtte i høj grad virke fremmende også på havebruget, og det i året 1769 stiftede Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab støttede havesagen, selv på de fjerne "bilande«, Island og Færøerne. Også på anden vis kom der nu liv i haven.

Den franske havestil blev overalt i Europa heftig bekæmpet, og den engelske, "naturlige« stil omdannede efterhånden alle slots- og herregårdshaverne. Nutiden må beklage, at de franske, på deres vis både smukke og historisk interessante, anlæg næsten fuldstændigt blev ødelagte. I vor tid er enkelte, således Frederiksborg Slotshave, delvis ført tilbage til den franske stil.[7] Den anglo-kinesiske stil fyldte de større haver med en vrimmel af kunstige ruiner, pagoder, norske lysthuse, mindesøjler, gravmæler (uden tilsvarende grave), højt buede broer, eremitboliger og andet mere, der hørte til en moderne stemningshave - med det engelske udtryk for disse påfund: "garden follies". Johan Bülows have ved Sanderumgaard nær Odense fra omkring 1800 var berømt og blev lovprist på vers og i kobberstik. Et mere udskejende eksempel var pastor Bjerings have i Moseby på Falster, beskrevet i Wedels Indenlandsrejse (1803).[8]

Haverne i engelsk stil havde brug for mange flere, forskellige planter, end de ældre anlæg. Navnlig "Arboretet" blev nu mere velforsynet, og planteskolerne blomstrede. Til de særlige yndlinge hørte robinien, som man en tid nærede store forhåbninger til som et fremtidens skovtræ, samt tulipantræet, Liriodendron, begge fra Nordamerika.

Efter at der i mere end et århundrede ikke var udkommen en eneste dansk havebog, begyndte disse nu efter 1750 at myldre frem, hovedsagelig dog foreløbig oversættelser af tyske, for danske forhold kun lidt eller slet ikke tillempede skrifter. Landhusholdningsselskabet udsatte en præmie for en kortfattet, almenfattelig havebog, tilsvarende Esajas Fleischers Agerdyrknings-Katekismus, 1780. Fleischer påtænkte at løse også denne opgave, men daværende gartner ved Marienlyst Johan Ludvig Mansa kom ham i forkøbet med sin Have-Katekismus, der i årene 1787-1843 udkom i 5. oplag. Senere, 1798, udgav Mansa en række, i alt 23, tavler med fællestitel Udkast til Hauge-Anlæg i den engelske Smag, der solgtes i såvel "sorte" som kolorerede eksemplarer, og er det eneste værk af denne art, vor havebrugslitteratur ejer.

Oplysningstiden[redigér | redigér wikikode]

I oplysningstiden virkede mange præster ivrigt for havedyrkningens fremme. Pastor I.D. Just ved Viborg udgav en omfangsrig, men lidet værdifuld havebog. Hans kaldsbroder i Moseby på Falster, Bjerings efterfølger, forfatteren Jens Hansen Smidth anlagde en på mange sjældenheder rig have og skrev digtsamlingen Danske Haver (1823)[9], en sen efterkommer af mange fremmede læredigte om havekunst et halv århundrede tidligere.

Herregårdsgartnerne

Blandt selve urtegårdsmændene, som de endnu hed, var herregårdsgartnerne ledende og søgte mange steder ivrigt at fremme deres fags interesser. I Jylland virkede gartnerne Winther, fader og søn, på Stensballegård ved Horsens så kraftigt, at Vær Sogn fik navn af det jyske Amager. Også Beder Sogn ved Aarhus med Fulder By (Fulden?) som midtpunkt stod højt, og her havde mange, også husmænd, den specialitet at dyrke blomstrende potteplanter til salg, navnlig i Aarhus og Horsens. Bælum ved Horsens (?) var berømt for sin kirsebæravl, i Gosmer og Gylling dyrkedes mange æbletræer, men i de magre egne så det fremdeles sørgeligt ud og var det knapt selv med kål og kartofler.

I Sønderjylland øvede professor C.C.L. Hirschfeld i Kiel megen indflydelse både som forfatter og leder af den store planteskole i Düsternbrock. I Gråsten Slotshave blev der, efter al sandsynlighed i 1699 lagt den æblekærne, hvoraf det første gråstenertræ fremvoksede, muligt barn af en hollandsk sort, Borgherreæble eller hvid kardinal.[10] I Hirschfelds på tysk skrevne lærebog i frugtavl blev det, 1787, første gang beskrevet, under navn af Gravensteiner.[11] Det blev særligt udbredt gennem slægten Vothmanns planteskole i Sønderborg.[12] Med rette er Sønderjylland blevet kaldt den danske frugtavls vugge, og særligt højt stod Als, kort og godt hedder det i en gammel skildring: »Alsen er et Paradis". Et betydningsfuldt kildeskrift for datidens havedyrkning er "Amtsbeskrivelserne", der blev udgivet af Landhusholdningsselskabet i 19 bind fra 1826 til 1844, og hvori alle landets egne også skildres med hensyn til havebrugets stilling.[13]

Sene 1800-tal[redigér | redigér wikikode]

Efter 1850 kom et opsving, og det gik fra nu af rask frem. I køkkenhaven var det mere hjemligt tiltrukne sorter end nye arter som var afgørende, en undtagelse var den tidligere for rodens skyld dyrkede rabarber, der fik almindelig udbredelse, samt tomaten, der fra at være prydfrugt særlig efter eksportsagens rejsning i 1883, blev en almindelig køkkenurt.

Andre planter som Stachys tuberosa[14] (? ), strandkål (Almindelig Strandkål?) og newzealandsk spinat (Tetragonia tetragonioides (en)) slog ikke igennem, den sidstnævnte dyrkes dog en del på Færøerne, hvor den lykkes bedre end almindelig spinat. I frugthaven fik dværgfrugttræerne og den stærke beskæring flere talsmænd, således i godsejer Niels Erik Hofman Bang (1803-1886), der til sin have på Hofmansgave omkring 1860 indførte ca. 100.000 frugttræer, overvejende franske, men havde så lidt held, at de næsten alle gik ud den følgende vinter. Bevægelsen døde efterhånden hen, og de naturligere træformer i forbindelse med mådeholden beskæring sejrede, mens man også erkendte, at det gjaldt om at dyrke sorter egnede for danske forhold.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilde[redigér | redigér wikikode]

  • "Danmarks Havebrug" i Nordisk illustreret Havebrugsleksikon, 3. udgave, 1920-21, af handelsgartner, cand.polit. Frode Sørensen, Emdrup (1886-1964).

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Denne tekst er fra begyndelsen af 1900-tallet, o. 1920
  2. ^ "... En enkel opskrift på at "brænde" vand af medicinske urter findes i Hans Raszmussøn Blocks Horticultura Danica fra 1647. ...", "Botanisk have 1600-2000" (pdf). Artikel af Erik Karlsgaard Poulsen i Forum för trädgårdshistorisk forskning, Bulletin nr. 11, 2000
  3. ^ Johann Domitzer : Ein new Pflantzbüchlein : Von mancherley artiger Pfropffung vnd Beltzung der Baum, 1529. 64 sider - (billede) : Ein newes Pflantzbüchlein / Von mancherley artiger Pfropffung vnd Beltzung der Bawm. [Wittenberg] : (Georg Rhaw,) 1529. - (33) Bl. ; 8°
  4. ^ Holst, Jørgen (udg.). En liden artig oc konstrjg Fiske-Bog, Om adskillige Fiskefang, hvorledis mand med største Lyst, fordeel, Konst oc behendighed kand fange alle slags Fiske, baade med Kroge, Ruuser, Hammer oc Garn. Dansk Clichefabrik. Kbh, 1963. (4)+46+(1) pp. Faksimile af originalen fra 1649. Med gengivelser efter træsnit.
    Block, Hans Raszmussøn: Horticultura Danica. København 1647.
  5. ^ Billede af lærebrev fra 1764 -- (samme flickr) -- Lærebreve fra 1700-tallet Smukke håndkolorerede og meget store gartnerlærebreve fra 1700-tallet. - Kilde: Rigsarkivet, Privatarkiver, Kronologisk række. Lære- og lignende breve, gartner, 1720-1809, pk. 2.
  6. ^ Johann Tobias Flügger var kongelig slotsgartner, født i 1724, død 14. december 1793. Kavalerboligerne.dk
  7. ^ Om "Den genskabte barokhave" og om Genskabelsen af barokhaven fra Styrelsen for Slotte & Kulturejendomme
  8. ^ L.M. Wedel: “Indenlands Rejse igjennem de betydeligste og skjønneste Egne af de danske Provinser i årene 1799-1804″, Odense 1806, bd. 2 [Bd. 1 er trykt i København 1803] (www.vinterhistorie.dk)
  9. ^ Jens Hansen Smidth, 19.7.1769-20.1.1847, præst, forfatter : DSD -- DBL
  10. ^ "Borgherre" fra Gamlefrugtsorter.dk
  11. ^ Handbuch der Fruchtbaumzucht i to dele, 1788
  12. ^ Vothmanns planteskole i Sønderborg. 1724 Gartner Peter Vothmann opretter Nordens første planteskole for frugttræer i Sønderborg. Graenseforeningen.dk - "På Als lå Danmarks første planteskole, "Vothmanns have", oprettet i 1726. " fra Natmus.dk
  13. ^ "Amtsbeskrivelserne" : Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nuv. Tilstand i økonomisk Henseende ["Amtsbeskrivelserne"], 1-19 [1826-44]
    Kgl. Bibl. (Rex) har : Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand i oekonomisk Henseende : Foranstaltet ved Landhuusholdningsselskabet
  14. ^ tuberose, af lat. 'tuberosus' (femininum tuberosa) knoldet, efter den underjordiske stængelknold, tuberose | Gyldendal - Den Store Danske