Valdemar Sejr

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Valdemar Sejr
Konge af Danmark og de Venders
Kroning 25. december 1202
Regerede 1202-1241
Forgænger Knud 6.
Regent Valdemar 2. Sejr
Efterfølger Erik Plovpenning
Ægtefæller Dronning Dagmar
Berengária af Portugal
Børn Med ukendt:

Med Helena Guttormsdatter:

Med Dagmar:

Med Berengaria:

Hus Jellingdynastiet
Far Valdemar den Store
Mor Sophia af Minsk
Født Maj/juni 1170
Ribe
Død 28. marts 1241[1]
Vordingborg
Hvilested Skt. Bendts Kirke i Ringsted

Valdemar Sejr (Valdemar 2.) (maj/juni 1170 i Ribe28. marts 1241 i Vordingborg) var konge af Danmark fra 1202 til sin død. Han var søn af Valdemar den Store og Sophia af Minsk. Han efterfulgte sin broder Knud den Sjette der døde barnløs. Juledag 1202 blev han kronet i Lund Domkirke af ærkebisp Anders Sunesen.

I 1188 blev han udnævnt til hertug af Slesvig. Den danske ekspansion, som Valdemar den Store påbegyndte, blev videreført under sønnerne Knud og Valdemar Sejr. Først erobrede Valdemar Sejr Holsten, siden Ditmarsken, Lübeck og Hamburg.

Liv og gerning[redigér | redigér wikikode]

Barndom og ungdom[redigér | redigér wikikode]

Ved faderens død var han kun 12 år gammel; i 18-års alderen overtog han Hertugdømmet Sønderjylland, som biskop Valdemar havde styret i hans sted. Efter nogle års forløb kom han dog i strid med sin frænde på Slesvig bispestol og fratog ham meget gods, rimeligvis fordi han havde ham mistænkt for forræderiske planer. Da så biskop Valdemar i 1192 åbenlyst med svensk hjælp stræbte efter tronen, var det Valdemar, der tog ham til fange. Allerede under disse tildragelser havde grev Adolf III af Holsten vist sig som fjende af Danmark, og da dette gentog sig ved senere lejligheder, faldt Valdemar i 1201 ind i grevskabet Holsten og erobrede landet. Dog kunne han ikke indtage Lauenborg, men ved en natlig overrumpling af Hamborg juleaften 1201 tog Valdemar Adolf til fange og løslod ham ikke uden mod Lauenborgs overgivelse.[2]

Konge af Danmark[redigér | redigér wikikode]

Ved sin barnløse broders død den 12. november 1202 blev Valdemar Danmarks konge og kronedes juledag af ærkebiskop Anders Sunesøn i Lunds Domkirke. I Holsten satte Valdemar sin søstersøn, Albert af Orlamünde, for styret. Samtidig godkendte han Otto IV som tysk konge, og til gengæld afstod denne ham alle lande nord for Elben; af disse kom Lübeck og Ditmarsken til at stå umiddelbart under den danske krone.[2]

Også i forholdet til sine nordlige naboer blandede Valdemar sig, men ikke med samme held: i 1204 gjorde han et tog til Norge for at støtte baglernes tronkræver, Erling (Steinvæg), mod de herskende birkebeinere, men udrettede ikke store sager. Nogle år senere søgte den fordrevne svenske konge, Sverker II, med dansk hjælp at genvinde sit rige, men tabte Slaget ved Lena (1208), hvor mange danske stormænd faldt. Der vides dog intet om, at Valdemar selv skulle have sluttet forbund med Sverker. Denne faldt to år efter ved Gestilren.[2]

Ægteskaber[redigér | redigér wikikode]

I 1205 ægtede Valdemar den bøhmiske kongedatter, Dragomir, hvis navn på dansk omdannedes til Dagmar, der var datter af Ottokar 1. af Böhmen. Folkeviserne priser hendes godhed og skønhed i høje toner, men ægteskabet blev kun kortvarigt, thi Dagmar døde allerede 1212 efter at i 1209 at have født ham sønnen Valdemar.[2]

I 1214 ægtede Valdemar den portugisiske kongedatter Berengaria (Bengerd). Hun blev moder til tre sønner, der alle blev konger, og en datter, men døde som Dagmar i ung alder i 1221.[2]

Problemer i Nordtyskland[redigér | redigér wikikode]

På Dagmar’s og ærkebiskop Anders Sunesøns forbøn havde Valdemar kort efter brylluppet givet biskop Valdemar fri af fængslet, men allerede i 1207 lod denne sig mod givet løfte vælge til ærkebiskop af Hamborg-Bremen; i Hamborg, hvor Valdemar havde magten, fik han dog aldrig sat sin fod.[2]

Valdemar understøttede Otto IV i hans kamp mod hohenstaufernes tronkræver, Filip, men efter dennes mord i 1208 kølnedes forholdet snart, og da den unge Frederik (II) optrådte som Otto’s medbejler, hjalp Valdemar ham og fik til gengæld sit herredømme over alle tyske lande nord for Elben og Elde stadfæstet af ham i 1214. Samtidig underlagde Valdemar sig Mecklenburg fuldstændig, og da Otto besatte Hamborg, erobrede Valdemar byen tilbage i 1216. Kort efter blev også biskop Valdemar fordreven fra Bremen.[2]

Korstoget til Estland[redigér | redigér wikikode]

Også mod de østlige østersølande havde Valdemar vendt sit blik. Allerede i 1206 gjorde han tog mod Øsel, 1210 til Preussen og Samland, og da de nordtyske forhold var helt ordnede, tænkte Valdemar på et stort korstog mod Estland. Sankt Hansdag 1218 kronedes hans lille søn Valdemar i Slesvig til konge, og her kom også biskop Albert af Riga til stede og bad kongen underlægge sig Estland.[3]

Den 15. juni 1219 kom Estland under dansk overherredømme. Paven havde opfordret Valdemar Sejr til at iværksætte et dansk korstog som hjælp i Palæstina eller føre korstog mod hedenske baltere, og kongen foretrak at færdiggøre mange års erobringspolitik i Estland, så Sværdridderne (senere indlemmet i Den Tyske Orden) ikke blev for magtfulde.

Valdemar Sejrs segl

I 1217 sendte Valdemar sin nevø Albert af Orlamünde til Estland i håb om at erobre Øsel. Vinteren 1218/19 var streng nok til, at man kunne sende styrker fra Riga over isen til Estland. Ekspeditionen fik i eftertid tilnavnet Det kolde korstog. Sværdbroderordenen, tyske korsfarere og nyomvendte lettere og litauere begav sig i vinternattens mørke over isen til Suntaken og derfra over land til Reval. Frosten og den bidende vind fik ansigtshuden til at slå sprækker og falde af. Mange forfrøs næse, hænder eller fødder i løbet af natten. Om morgenen satte de i fortvivlelse ild til den første landsby, de fandt, for at få varmen, og tilbragte de næste dage med at plyndre og dræbe hedninge, hvorefter de jagede krigsfanger og kvæg ud på isen ved Reval og gik tilbage til Riga med byttet.

Med Estlands erobring havde det danske østersøvælde nået sit højdepunkt. Men dette herredømme var ikke underbygget med nogen form for kolonisation fra dansk side, og begivenhederne skulle kun alt for snart vise, hvor let den store bygning kunne styrte sammen.[3]

Jagten på Lyø[redigér | redigér wikikode]

Grev Henrik af Schwerin følte sig på forskellig måde forurettet af Valdemar, og ved et overfald natten mellem 6. og 7. maj 1223 på Lyø, hvor kongen var på jagt, lykkedes det ham at fange Valdemar og hans unge søn med samme navn. Henrik førte dem til sin borg, Lenzen, senere til Dannenberg på venstre bred af Elben. I Danmark var bestyrtelsen stor, imidlertid valgtes Albert af Orlamünde til rigsforstander, og man skrev til paven om hjælp. Kejseren nærede planer om at få Valdemar udleveret til sig, men de røg hurtig i vasken, navnlig på grund af pave Honorius’ strenge skrivelse. Men i øvrigt var paven så at sige Danmarks eneste støtte i disse tider. I Dannenberg indledtes der nu lange forhandlinger om fangernes løsladelse; men de strandede på grevens fordringsfuldhed, og nu faldt kongens fjender ind i Holsten, hvor Albert tabte Slaget ved Mölln i januar 1225 og toges til fange. Nu måtte de danske gå til forlig; det sluttedes i november 1225 på de vilkår, at Valdemar skulle afstå alle tyske og vendiske lande (undtagen Rügen) og i løsepenge udrede 45.000 mark sølv foruden mange mindre ydelser. Fangerne skulle løslades, efterhånden, som løsesummen betaltes.[3]

Valdemars sidste kamp[redigér | redigér wikikode]

I julen 1225 kom Valdemar hjem, men holdt sig foreløbig i ro. Men da hans unge søn Valdemar var løsgivet ved påsketid 1226, følte han sig mere tryg og skrev til paven om at blive løst fra den ed, han havde svoret på ikke at fejde mod Henrik og hans forbundsfæller. Pavens svar var imødekommende, og i foråret 1227 rykkede Valdemar ind i Holsten. Efter forskellige kampe kom det til slaget ved Bornhöved den 22. juli 1227. Dette slag blev afgørende for forholdet mellem Danmark og Tyskland, og Valdemar udsonede sig efterhånden med sine modstandere; i Holsten sad nu grev Adolf III’s søn af samme navn. Først i 1230 kom Valdemars andre sønner ud af fangenskab — de havde måttet gå i fængsel som gidsler ved faderens og deres ældre broders løsladelse — men i øvrigt var på den tid kun halvdelen af den meget store løsesum udredet.[3]

Valdemar den unge dør[redigér | redigér wikikode]

Snart efter fik Valdemar en ny sorg, da hans ældste søn kom af dage ved et vådeskud under en jagt den 28. november 1231.[3]

Kong Valdemars Jordebog[redigér | redigér wikikode]

Svære økonomiske tab havde landet lidt i al denne tid, ikke blot ved udredelsen af de høje løsepenge, men også ved kvægpest og dyrtid. Herpå søgte Valdemar i sin kongetids sidste år med stor dygtighed at råde bod. For at skaffe sig en virkelig oversigt over kongens indtægter lod Valdemar foretage store forarbejder til en jordebog over kongens og Kronens gods og en skatteliste over hele landet, kendt den dag i dag under navn af "Kong Valdemars Jordebog".[3]

Jyske Lov[redigér | redigér wikikode]

Også som lovgiver udmærkede Valdemar sig; hans hovedarbejde på dette område var "Jyske Lov", vedtagen på et Danehof i Vordingborg i marts 1241. Valdemars vigtigste rådgiver i disse sager var den højt ansete biskop Gunner af Viborg.[3]

Stensby-aftalen[redigér | redigér wikikode]

I det hele stod Valdemar kirken og dens mænd nær, og i hans regerings første halvdel var ærkebiskop Anders Sunesøn ham en udmærket hjælp og støtte. Valdemar viste stor gavmildhed mod kirker og klostre, og med paverne stod han på den venskabeligste fod, hvad der ikke viste sig helt uden betydning i hans fangenskabs tid. Det sidste, han opnåede ved pavelig mellemkomst, var et forlig med Sværdbroderordenen i Stensby ved Vordingborg i 1238, hvorved han genvandt den større nordlige del af det tabte Estland.[3]

Riget splittes[redigér | redigér wikikode]

Af sønnerne lod Valdemar den ældste, Erik, krone til konge i 1232, mens han gav de andre store forleninger, ikke blot sine ægte børn Abel og Christoffer, men også sønnen Knud, som han havde fået i en forbindelse med Esbern Snares unge enke, Helene, og sønnesønnen Niels, samt desuden sine tyske søstersønner Albert af Orlamünde og Otto af Brunsvig. Dermed lagdes grunden til den splittelse i riget, som viste sig umiddelbart efter Valdemars egen død.[3]

Død og begravelse[redigér | redigér wikikode]

Valdemar Sejr døde i Vordingborg og ligger begravet i Skt. Bendts Kirke i Ringsted.[4]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Foregående: Kongerækken Efterfølgende:
Knud 6. Erik 4. Plovpenning