Kartoffel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Kartoffel ?
Kartoffelknolde af den kendte, lyse type.
Kartoffelknolde af den kendte, lyse type.
Videnskabelig klassifikation
Rige: Plantae (Planter)
Division: Magnoliophyta (Dækfrøede planter)
Klasse: Magnoliopsida (Tokimbladede)
Orden: Solanales (Natskyggeordenen)
Familie: Solanaceae (Natskyggefamilien)
Slægt: Solanum (Natskygge)
Art: S. tuberosum
Videnskabeligt artsnavn
Solanum tuberosum
L.
Dyrkede kartoffel-planter
Kartoflen findes også i en lilla variant
Den kemiske struktur af kartoflens giftige alkaloid, solanin

Kartoffelplanten (Solanum tuberosum) er en 25-100 cm høj urt, der er almindeligt dyrket for sine store, stivelsesholdige rodknolde. Kartoflen hører til blandt verdens mest dyrkede afgrøder. De overjordiske dele af planten er giftige, og det gælder i et vist omfang også knolde, som har ligget i jordoverfladen, så de er blevet grønne.

Beskrivelse[redigér | redigér wikikode]

Kartoffelplanten er en sædvanligvis enårig, urteagtig plante med opret vækst. Bladene sidder spredt, og de er fjersnitdelte med runde, helrandede afsnit. Blomsterne er violette (eller sjældnere: hvide), og de sidder endestillet i små kvaste. Frugterne er store, grønne eller violette bær.

Kartoffelplanten danner store, stivelsesholdige knolde på de underjordiske stængler. Sortsvalg, forsigtig optagning, rigtig opbevaring og frasortering af smittede knolde kan begrænse angrebet af de frygtede sygdomme (se nedenfor).

Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,75 x 0,50 (75 x 50 cm/år).

Hjemsted[redigér | redigér wikikode]

Den vilde art findes i plantesamfund langs bjergbække og flodergruset bund i de centrale Andesbjerge. Her findes den sammen med bl.a. Buddleja incana, Vild Chili (Capsium baccatum), Quinoa (Chenopodium quinoa), Oca (Oxalis tuberosus), Amerikansk Kermesbær (Phytolacca americana), Fjergræs (Stipa) og Añu (Tropaeolum tuberosum).

Ernæring og udbredelse[redigér | redigér wikikode]

Kartoflen er i 2008 verdens tredje mest dyrkede afgrøde efter ris og hvede. Den har et udbytte, der er 4 gange højere end ris og hvede på samme areal. Kina er verdens største kartoffeldyrkende nation.

Hviderusland er det land, hvor der bliver spist flest kartofler: 175 kilo per person om året.

Kartoflen anses som mere ernæringsrigtig end ris, hvede og majs. F.eks. indeholder den langt mindre fedt end hvede og mere protein end majs.

Historie[redigér | redigér wikikode]

De tidligst kendte kartofler blev opdaget i Andesbjergene i Peru og Chile og lignede langt fra de forædlede kartofler, vi kender fra grønthandlerne i dag. De tidligste spor dateres til omkring år 4000 f.Kr., og de blev fundet ved en arkæologisk udgravning i Chiripa, ved Titicacasøens bred. Andre spor er fundet i Bolivia, Peru og ved Chiles nordlige kyster.

Spanierne røvede som bekendt Inkariget for enorme guldskatte. Men historisk set var den største skat, de hjembragte, kartoflen, der i dag er en af de vigtigste fødevarer overhovedet.

Men kartoflens popularitet var svær at få øje på i starten. Europæerne modtog den ikke med kyshånd – for den var jo ikke omtalt i Bibelen. En anden berømt plante, tomaten, led samme kranke skæbne. Pudsigt nok, for dens slægtning tobaksplanten var vel accepteret. Kartoflen blev af præstestanden erklæret uegnet som menneskespise.

Ikke desto mindre nåede kartoflen til Sevilla i 1570, hvor den i 1573 af et hospital blev brugt til bespisning. Derfra bredte den sig langsomt til resten af verden. Først til Italien og Tyskland, senere til Orienten. I Sverige tvang et kongeligt dekret svenskerne til at dyrke kartoflen.

I 1664 udgav englænderen John Forster bogen England's Happiness Increased: A Sure and Easie Remedy against the Succeeding Dear Years, hvor han berømmede kartoflen som en hjælp mod madmangel; men i Burgund (del af det nuværende Frankrig) fik bønderne forbud mod at dyrke den, fordi kartoflen skulle føre til spedalskhed, dette med tanke på knoldenes lighed med spedalskes deformerede hænder og fødder. Den franske forfatter og filosof Denis Diderot skrev i sin encyklopædi (omkring 1750) at "denne rod, hvordan man end tilbereder den, er smagløs og stivelsesrig." [1] Den franske fysiolog Antoine Parmentier bragte dog kartoflen med tilbage til Frankrig i 1771 efter et fængselsophold i Tyskland. Han udbredte denne under tilskyndelse af Ludvig XVI.

Nu bredte kartoflen sig endelig, omend det skulle tage næsten to århundreder fra hjembringelsen fra Sydamerika til kartoflen var alment accepteret. Omvendt betød kartoffelplantens høje produktivitet, at man kunne skære ned på brødrationerne, hvad der gjorde fattige landarbejdere fuldstændigt afhængige af kartoffelhøsten. Det fremkaldte i næste omgang en katastrofal hungersnød i Irland, da planterne blev angrebet af sygdom i 1846.


Om navnet[redigér | redigér wikikode]

Kartoffelplanten skildret i 1591.

Ordet kartoffel kom til dansk via tysk, som havde overtaget det fra italiensk tartufolo, der betyder trøffel. På dialektalt og spøgende dansk bruges også ordet "potet", der stammer fra spansk patata, hvor det på sin side er overtaget fra tainosprogets batata. Dette ord henviste dog egentlig til Sød kartoffel (Ipomoea batatas).

Kartoffelstivelse[redigér | redigér wikikode]

Kartofler har et stort indhold af stivelse, og stivelsesindustrien spiller en større og større rolle som aftager af kartofler. Men kartoffelstivelsen har ikke den ideelle molekylære sammensætning. Der er to forskellige komponenter i kartoffelstivelse, begge polysakkarider opbygget af glucose men med helt forskellig kemisk struktur og dermed egenskaber:

  • Amylopektin, som udgør 80% af stivelsen i kartofler, består af store, forgrenede molekyler af polymeriseret glucose. Amylopektin gør stivelsen vandopløselig og klistret, hvorfor amylopectin er meget anvendelig i fødemidler, i papir og i den kemiske industri som fortykningsmiddel, lim og smøremiddel.
  • Amylose, som udgør 20% af stivelsen i kartofler, består af lange, uforgrenede kæder af polymeriseret glycose. Amylose har også anvendelse i den kemiske industri.

GMO[redigér | redigér wikikode]

På grund af amylopectinets store værdi som fortykningsmiddel osv. er der store bestræbelser i gang for at genmodificere kartofler til sorter, der producerer mere og bedre amylopectin uden amylose.[2]

Store bestræbelser er også i gang for at udvikle sygdomsresistente kartoffelsorter ved genetisk modifikation.

Tidligere er kartofler blevet gensplejset med genet for lectinet GNA fra vintergækker. GNA er et aktivt lectin, der binder sig til skadedyrs tarmsystem. Arpad Pusztai, en skotsk-ungarsk biokemiker og ernæringsforsker, sagde i 1998 i et interview på britisk TV (World in Action), at hans forskningsgruppe havde observeret skader på tarmsystemet og immunsystemet på rotter fodret med de genetisk modificerede kartofler. Bl.a. sagde han: "If I had the choice I would certainly not eat it", og "I find it's very unfair to use our fellow citizens as guinea pigs".[3] Disse bemærkninger startede Pusztai-affæren om genetisk modificerede fødemidler, og han blev omtalt som “the potato doctor” I den offentlige debat.

Sygdomme hos kartofler[redigér | redigér wikikode]

Tilberedning[redigér | redigér wikikode]

Kartoflen bruges i mange varianter, herunder bagt kartoffel, hasselbackkartoffel, kartoffelmos, pommes frites og rösti.

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Wikibooks-logo.svg
Wikibooks Horticulture har mere om dette emne:


Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Brian Fagan: "The little Ice Age", forlaget Basic Books, New York 2000.
  2. Crops. Potatoes. GMO Compass
  3. "Árpád Pusztai: Biological Divide – James Randerson interviews biologist Árpád Pusztai". London: The Guardian. 15 January 2008. http://education.guardian.co.uk/egweekly/story/0,,2240547,00.html. Hentet 25 April 2010. 

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Signe Frederiksen et al., Dansk flora, 2. udgave, Gyldendal 2012. ISBN 8702112191.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]