Det Udenrigspolitiske Nævn
Det Udenrigspolitiske Nævn er et vigtigt og fortroligt grundlovsfæstet udvalg i Folketinget med udenrigs- og forsvarspolitik som sagsområder. Nævnet er kendetegnet ved, at der ikke må refereres fra dets møder, og at medlemmerne er underlagt (udvidet) tavshedspligt efter regler fastsat i Loven om Det Udenrigspolitiske Nævn.
Nævnet er et af Folketingets stående udvalg, som i modsætning til Folketingets øvrige udvalg (med undtagelse af § 71-tilsynet) ikke (alene) beror på Folketingets forretningsorden, men skal nedsættes i henhold til Grundloven. Udvalget nedsættes i begyndelsen af hvert folketingsår og efter et -valg.
Grundlag og funktion
[redigér | rediger kildetekst]Regeringen har pligt til at rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Dette er grundlovsfæstet i Grundlovens § 19, stk. 3 (1953), hvorefter:
“Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om det udenrigspolitiske nævn fastsættes ved lov.”
Det er i praksis op til regeringen at tolke, hvilke beslutninger og sager der er af “større udenrigspolitisk rækkevidde”, men en regering, der undlader at rådføre sig med nævnet, kan politisk risikere at blive draget til ansvar i folketingssalen. Nævnet giver ikke formelt regeringen et mandat til at føre udenrigspolitik på samme måde, som f.eks. Europaudvalget giver en minister mandat til forhandlinger i EU’s ministerråd, men nævnets politiske vægt indebærer, at en minister i praksis vil orientere sig i, hvordan stemmefordelingen tegner sig.[1]
Sammensætning og valg
[redigér | rediger kildetekst]Det Udenrigspolitiske Nævn består af 17 medlemmer, der hver har en personlig stedfortræder.[1] Nævnet vælges for ét folketingsår ad gangen og nedsættes i begyndelsen af hvert folketingsår samt efter et folketingsvalg.
Fortrolighed og tavshedspligt
[redigér | rediger kildetekst]Nævnets virksomhed er reguleret i Loven om Det Udenrigspolitiske Nævn, der bl.a. pålægger medlemmerne tavshedspligt. Tavshedspligten administreres således, at sager, som ministeren selv omtaler som behandlet i nævnet, også kan omtales af medlemmerne, herunder deres egen stillingtagen til sagen. Det følger af nævnets karakter, at der i øvrigt ikke er adgang til at referere fra møderne.[1]
Historie
[redigér | rediger kildetekst]Nævnet blev oprettet som en udløber af en debat i folketingssamlingen 1920–21 i forbindelse med en omorganisering af udenrigstjenesten. Under debatten blev der fremsat forslag om at oprette et stående udvalg med indseende med regeringens førelse af udenrigspolitikken. Forslaget blev forkastet, men i 1922 vedtog Folketinget en beslutning, der pålagde regeringen at forelægge et lovforslag om et udenrigspolitisk nævn.[1]
Ved lov nr. 137 af 13. april 1923 om nedsættelse af et udenrigspolitisk nævn blev nævnet etableret som et permanent organ.[2] Loven bestemte, at der skulle nedsættes et udenrigspolitisk nævn med 16 medlemmer valgt af Landstinget og Folketinget. Nævnet skulle “med regeringen drøfte sager af betydning for landets udenrigspolitik og modtage oplysninger fra regeringen om udenrigspolitiske forhold”, idet sådanne sager så vidt muligt skulle forelægges nævnet, når de var af større betydning og ikke allerede havde været forelagt Rigsdagen.[1]
Forud for 1923-loven havde der i 1918–20 været nedsat et udvalg, som kan betragtes som en forløber for nævnet: Rigsdagspartiernes Politiske Forhandlingsudvalg, som regeringen rådførte sig med i forbindelse med Nordslesvigs genforening med Danmark.[1]
Med Grundloven 1953 blev Det Udenrigspolitiske Nævn grundlovsfæstet, og 1923-loven blev i 1954 afløst af en ny Lov om Det udenrigspolitiske nævn.[3]
Sammensætning
[redigér | rediger kildetekst]Nævnets sammensætning, ikke inklusive stedfortrædere, er pr. juli 2022 (kan være forældet):[4]
- Astrid Krag, Socialdemokratiet
- Mogens Jensen, Socialdemokratiet
- Simon Kollerup, Socialdemokratiet
- Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet
- Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne
- Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne
- Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti
- Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti
- Trine Pertou Mach, Enhedslisten
- Christian Friis Bach, Venstre (formand for nævnet)
- Henrik Frandsen, Moderaterne
- Alex Vanopslagh, Liberal Alliance
- Lars-Christian Brask, Liberal Alliance (næstformand for nævnet)
- Aaja Chemnitz, Inuit Ataqatigiit
- Anna Falkenberg, Sambandsflokkurin
- Elvira Kûitse, Naleraq
- Helle Bonnesen, Det Konservative Folkeparti
Kildehenvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 3 4 5 6 Skou, Kaare R. (2007). Dansk politik A-Å: leksikon. Lindhardt og Ringhof. s. 714-15. ISBN 978-87-11-31440-1.
- ↑ Max Sørensen: Statsforfatningsret. s. 285 f. 2. udg. ved Peter Germer 1973.
- ↑ Lov nr 54 af 05/03/1954 om Det udenrigspolitiske Nævn Arkiveret 23. november 2016 hos Wayback Machine – via Retsinformation.
- ↑ "Det Udenrigspolitiske Nævn (UPN)s sammensætning". Folketinget, UPN, medlemsoversigt. Hentet d. 23. september 2025.
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Det Udenrigspolitiske Nævn Arkiveret 21. november 2018 hos Wayback Machine på ft.dk
 | Spire Denne artikel om politik og ideologi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |