Elisabeth af Wied

Elisabeth af Wied
	Dronning Elisabeth omkr. 1890
Fyrstinde af Rumænien
Embedsperiode	15. november 1869 – 15. marts 1881; (11 år og 120 dage)
Forgænger	Elena Rosetti
Efterfølger	sig selv (som dronning)
Dronning af Rumænien
	Kroning: 10. maj 1881 ; Bukarest, Rumænien; Regerede: 15. marts 1881 – 10. oktober 1914; (33 år og 209 dage); Forgænger: sig selv (som fyrstinde); Efterfølger: Marie af Edinburgh
Ægtefælle	Carol 1. af Rumænien (g. 1869)
Børn	Prinsesse Marie af Rumænien;
Fulde navn	tysk: Pauline Elisabeth Ottilie Luise
Hus	Huset Wied
Far	Herman af Wied
Mor	Marie af Nassau
Født	29. januar 1825; Schloss Monrepos, Neuwied, Tyskland
Død	2. marts 1916 (91 år); Curtea de Argeș, Rumænien
Hvilested	Curtea de Argeș, Rumænien
Signatur
	v; d; r;

Elisabeth til Wied (tysk: Elisabeth zu Wied; 29. december 1843 – død 2. marts 1916) var en tysk prinsesse, der var dronning af Rumænien fra 1881 til 1914 som hustru til kong Carol 1. Hun var også forfatter og skrev på fransk, tysk, rumænsk og engelsk under pseudonymet Carmen Sylva.

Elisabeth og Carols eneste barn, Maria, døde som treårig af skarlagensfeber. Hun var faster til Fyrst Wilhelm af Albanien og kusine til Kong Gustav 5. af Sverige og Storhertug Vilhelm 4. af Luxembourg.

Biografi[redigér | rediger kildetekst]

Fødsel og familie[redigér | rediger kildetekst]

Prinsesse Elisabeth blev født den 29. december 1843 på Schloss Monrepos i Neuwied nær Koblenz i Tyskland som ældste barn af Herman, 4. Fyrste af Wied og Prinsesse Marie af Nassau. Hendes far var fyrste af det lille mediatiserede tyske fyrstendømme Wied. Hendes mor var datter af Hertug Hertug Vilhelm 1. af Nassau og søster til Hertug Adolf 1. af Nassau og Dronning Sophie af Sverige og Norge.

Hendes opvækst var præget af familiens sygelighed; den fra ungdommen lungesyge fader døde som 50-årig i 1864, den yngste broder Otto blev født med misdannelser, og også moderen havde et skrøbeligt helbred. Elisabeth blev beskrevet som et livligt og fantasifuldt barn, egenskaber som forældrene søgte at dæmpe med en usædvaligt streng opdragelse. Hun fik en grundig uddannelse i maleri, musik, filosofi og klassiske og moderne sprog, og kom sidenhen til at skrive på tysk, fransk, engelsk og rumænsk. Fra 1857 til 1860 var hendes huslærer den tyske sprogforsker Georg Sauerwein, som hun stod i brevkontakt med resten af livet. Fra sin 12 års alder skrev hun lejlighedsvers og korte fortællinger, og som 17-årig påbegyndte hun en mangeårig dagbog på vers. Hun viste også tidligt interesse for det okkulte. Hendes barndom bød på seancer og besøg på sindssygeanstalter.^[1]

Årene 1850-52 blev tilbragt i Bonn, hvor hendes bror blev behandlet for sin sygdom. Elisabeth mødte der en række fremtrædende digtere og kunstnere og stiftede også bekendtskab med de tre brødre Sturdza fra det under Det Osmanniske Rige hørende Fyrstendømme Moldavien (i det nuværende Rumænien). Da familien i efteråret 1860 var særligt sygdomsramt, blev Elisabeth sendt på besøg hos sin gudmor, Dronning Augusta af Preussen i Berlin. Under dette besøg mødte hun i 1861 sin fremtidige mand, den daværende Prins Karl af Hohenzollern-Sigmaringen for første gang.

Ægteskab[redigér | rediger kildetekst]

Prinsesse Elisabeth blev som ung pige en overgang set som en mulig brud for fyrsten af Wales (den senere kong Edvard 7. af Storbritannien). Hans mor, Dronning Victoria af Storbritannien, var tilhænger af Elisabeth som fremtidig svigerdatter og bad sin datter, Kronprinsesse Victoria af Preussen om at sondere hende nærmere. Planerne blev dog ikke til noget, og Prins Edvard blev i 1863 i stedet gift med Prinsesse Alexandra af Danmark, hvis udseende var mere i hans smag.^[1]

I 1869 rejste Prins Karl, nu Fyrst Carol 1. af Rumænien, gennem Tyskland på udkig efter en passende brud. Kronprinsesse Victoria af Preussen, der var hans nære ven og slægtning, anbefalede ham at gifte sig med Elisabeth. Kort efter blev der arrangeret et møde mellem Karl og Elisabeth ved en musikfest i Køln, fire dage senere blev deres forlovelse deklareret, og en måned senere stod brylluppet, den 15. november 1869 i Neuwied. I starten af 1870 ankom brudeparret med Donau-dampskib til grænsebyen Turnu Severin, hvor Elisabeth blev mødt med kanonsalutter, leveråb og blomsterregn.

Fyrstinde af Rumænien[redigér | rediger kildetekst]

På trods af den velvillige modtagelse, led Elisabeth under sine første år i Rumænien af hjemve og vanskeligheder med at forstå en delvist anderledes kultur, ligesom forholdene både indadtil i landet og udadtil til nabolandene var spændte. I september 1870 fødte Elisabeth parrets eneste barn, datteren Prinsesse Marie, hvis fødsel blev hilst med glæde. Under sin datters opvækst lærte Elisabeth sig det rumænske sprog og viste interesse for landets folkeviser, folkeeventyr og klædedragt. Under en epidemi af skarlagensfeber i 1874 døde Marie imidlertid, bare tre år gammel. Elisabeth kom sig aldrig helt over datterens død.

Carol foreslog nu, at hun for at hædre datteren og dæmpe sin sorg skulle studere rumænsk litteratur og oversætte udvalgte dele til tysk. Elisabeth påbegyndte derefter en oversættelse af den kendte digter Vasile Alecsandris digte. Hun oversatte også værker fra tysk litteratur den modsatte vej, som for første gang fik en rumænsk tolkning. Sine egne digtforsøg havde hun gemt af vejen helt fra sin ungdom, men efter Alecsandri ved et tilfælde havde læst nogle af dem og opmuntret hende, besluttede hun at lade en del af dem udgive. Hun begyndte med tiden at anvende pseudonymet Carmen Sylva, af latin: carmen sylvae (skovens sang), da hun mente, at hun forsøgte at være som "fuglen på grenen, der synger til menneskenes glæde".

Under befrielseskrigen mod Det Osmanniske Rige 1877-78 anførte Carol hæren, mens Elisabeth organiserede plejen af de sårede og stiftede Elisabeth-ordenen som en udmærkelse for bedrifter indenfor sygeplejen.^[2] Hun modtog derfor hædersnavnet De såredes moder (rumænsk: Mama ranitilor) af soldaterne.

Dronning af Rumænien[redigér | rediger kildetekst]

Kong Carol 1. og Dronning Elisabeths kroning i Bukarest den 10. maj 1881.

Efter Ruslands og Rumæniens sejr i krigen opnåede Rumænien fuld uafhængighed. Den 15. marts 1881 blev Rumænien officielt udråbt til et kongerige, Kongeriget Rumænien, med Carol som dets første konge og Elisabeth som dronning. Carol og Elisabeth blev kronet i Bukarest den 10. maj 1881.

Som dronning engagerede Elisabeth i velgørenhedsarbejde og finansierede kunstnere, stipendier, uddannelser og stiftelser, hvad der havde stor betydning i et land uden socialt sikkerhedsnet. Hun grundlagde i 1893 en organisation for almen sygepleje, og i 1909 grundlagde hun landets første blindeinstitut. Hun understøttede også kvindernes frigørelse og adgang til uddannelse. Hun støttede også turismen og optrådte ofte i folkedragt med sine hofdamer ved offentlige lejligheder.

Elisabeth sympatiserede med socialdemokraterne og var af den for en dronning usædvanlige opfattelse, at den republikanske styreform var at foretrække for en monarkisk, en holdning hun dog ikke udtrykte offentligt men nedskrev uden omsvøb i sin dagbog:

Jeg må sympatisere med socialdemokraterne, særligt med henblik på adelens inaction og korruption. Disse "små folk" vil når alt kommer til alt blot opnå, hvad naturen tilsiger: lighed. Den republikanske styreform er den eneste rationelle. Jeg kommer aldrig til at forstå de fjollede folk, at de fortsætter med at tolerere os.^[3]

Da parret ikke fik flere børn, adopterede de i 1889 kongens brodersøn, Prins Ferdinand af Hohenzollern som tronfølger. Ferdinand, der var fremmed i sit nye hjem, indledte et forhold med en af Elisabeths hofdamer, Elena Văcărescu, der også havde et tæt forhold til Elisabeth selv. Hans planer om at gifte sig med Văcărescu blev støttet af Elisabeth, på trods af at hun godt vidste, at den rumænske forfatning forbød et ægteskab mellem dem. Udfaldet blev, at både Văcărescu og Elisabeth blev tvunget til at rejse ud af landet, mens Ferdinand blev tvunget til at foretage en rejse gennem Europa for at finde sig en brud af kongelig familie. Han giftede sig i 1893 med Dronning Victoria af Storbritanniens barnebarn, Prinsesse Marie af Edinburgh. Den såkaldte Văcărescu-affære bidrog til at forstærke billedet af Elisabeth som en urealistisk drømmer og skadede hendes sindsligevægt. Hun tilbragte årene 1891-94 med at "komme sig" i Venedig. Ved hjemkomsten blev hun varmt modtaget, og hun fik nu hædersnavnet Vor moder dronningen (rumænsk: Mama Regina).

Enkedronning[redigér | rediger kildetekst]

Fra 1908 og frem var hun i tiltagende grad bekymret over kongens svigtende helbred og de internationale forviklinger, der kulminerede i Balkankrigene og Første Verdenskrig. Samtidig udviklede hun selv grå stær og fik sværere og sværere ved at skrive. Da Carol døde pludseligt i oktober 1914, trak hun sig som enkedronning tilbage til et afsidesliggende kloster. Efter en øjenoperation fortsatte hun sit forfatterskab helt til det sidste. Hun overlevede sin mand med halvandet år og døde 72 år gammel af lungebetændelse den 2. marts 1916 i Curtea de Argeș i Valakiet. Hun blev begravet i katedralen i Curtea de Argeș ved siden af sin mand. Ved den lejlighed blev datteren Prinsesse Maries kiste også flyttet til katedralen i Curtea de Argeș, så hun kom til at ligge begravet sammen med sine forældre.

Titler, prædikater og æresbevisninger[redigér | rediger kildetekst]

Titler og prædikater fra fødsel til død[redigér | rediger kildetekst]

29. december 1843 - 15. november 1869: Hendes Durchlauchtighed Prinsesse Elisabeth til Wied
15. november 1869 - 15. marts 1881: Hendes Kongelige Højhed Fyrstinde Elisabeth af De Forenede Fyrstendømmer, Prinsesse af Hohenzollern-Sigmaringen
15. marts 1881 - 10. oktober 1914: Hendes Majestæt Dronning Elisabeth af Rumænien, Prinsesse af Hohenzollern-Sigmaringen
10. oktober 1914 - 2. marts 1916: Hendes Majestæt Enkedronning Elisabeth af Rumænien, Prinsesse af Hohenzollern-Sigmaringen